Skal/skal ikke

Jeg kunne godt tænke mig lidt input omkring et meget almindeligt dilemma, min mand og jeg taler en hel del om: Skal vi have et tredje barn?

Vi har lige nu en på fem og en på knap tre. De trives, hjemme og i institution, vi har det i grunden godt. 

Hvad der taler for et tredje barn:

- Jeg har altid forestillet mig at få en ‘flok’. Jeg Kan godt lide, at børnene er deres egen enhed, om man så må sige, og for mig (og det er jo bare mig) sker det, når der kommer en treer. Jeg bliver helt glad, når jeg ser en søskendeflok, der leger sammen og passer på hinanden osv. 

- Jeg er selv en del af en større flok, og jeg sætter så sindssygt stor pris på det i mit voksenliv. Jeg har mistet min ene forælder for forholdsvis kort tid siden, og det, at vi stadig er mange i vores familie, har enorm stor værdi for mig. Det vil jeg gerne give mine børn også.

- Rent praktisk kan det godt lade sig gøre.

- Vi har et ret solidt parforhold, som nok vil overleve presset

Men altså. På den anden side:

- Jeg synes det er hårdt at være en småbørnsfamilie. Jeg er ikke nogen supermor, jeg bliver presset og skælder ud, jeg har skyldfølelse, jeg har ikke altid/ofte ikke overskuddet til at være den mor jeg gerne vil være. Men det letter nu, hvor børnene bliver større. Får vi en til - ja, så kører vi jo på pumperne i yderligere nogle år.

- Jeg har IKKE lyst til at være gravid eller være på barsel. Jeg synes det stinker.

- Vores parforhold er solidt - men vi har ikke særlig stor mulighed for at pleje det. Vi har ikke bedsteforældre eller andre, der gerne vil tage ungerne i en weekend, eller som kan hjælpe med at få hverdagen til at glide. Det er os to, der er den, og det går jo. Men vil det stadig fungere med et ekstra barn?

Så for at opsummere den her lange smøre, så tror jeg, at jeg gerne vil have tre børn, når de bliver større. Og voksne. Men jeg er simpelthen bange for, om vi kan overskue at have tre mens de er små... nogle dage tænker jeg: Jada, det er det eneste rigtige. Andre gange tænker jeg: Nejtak, vi skal ikke nyde noget af et ekstra pres på vores familieliv. jeg tror bare gerne, jeg vil høre lidt, hvilke tanker andre kan gøre sig om det her... hvis der da stadig er nogen, der læser med ��

PS. min mand og jeg er 100 procent på bølgelængde i dilemmaet. 

Anonym skriver:

Jeg kunne godt tænke mig lidt input omkring et meget almindeligt dilemma, min mand og jeg taler en hel del om: Skal vi have et tredje barn?

Vi har lige nu en på fem og en på knap tre. De trives, hjemme og i institution, vi har det i grunden godt. 

Hvad der taler for et tredje barn:

- Jeg har altid forestillet mig at få en ‘flok’. Jeg Kan godt lide, at børnene er deres egen enhed, om man så må sige, og for mig (og det er jo bare mig) sker det, når der kommer en treer. Jeg bliver helt glad, når jeg ser en søskendeflok, der leger sammen og passer på hinanden osv. 

- Jeg er selv en del af en større flok, og jeg sætter så sindssygt stor pris på det i mit voksenliv. Jeg har mistet min ene forælder for forholdsvis kort tid siden, og det, at vi stadig er mange i vores familie, har enorm stor værdi for mig. Det vil jeg gerne give mine børn også.

- Rent praktisk kan det godt lade sig gøre.

- Vi har et ret solidt parforhold, som nok vil overleve presset

 

Men altså. På den anden side:

- Jeg synes det er hårdt at være en småbørnsfamilie. Jeg er ikke nogen supermor, jeg bliver presset og skælder ud, jeg har skyldfølelse, jeg har ikke altid/ofte ikke overskuddet til at være den mor jeg gerne vil være. Men det letter nu, hvor børnene bliver større. Får vi en til - ja, så kører vi jo på pumperne i yderligere nogle år.

- Jeg har IKKE lyst til at være gravid eller være på barsel. Jeg synes det stinker.

- Vores parforhold er solidt - men vi har ikke særlig stor mulighed for at pleje det. Vi har ikke bedsteforældre eller andre, der gerne vil tage ungerne i en weekend, eller som kan hjælpe med at få hverdagen til at glide. Det er os to, der er den, og det går jo. Men vil det stadig fungere med et ekstra barn?

Så for at opsummere den her lange smøre, så tror jeg, at jeg gerne vil have tre børn, når de bliver større. Og voksne. Men jeg er simpelthen bange for, om vi kan overskue at have tre mens de er små... nogle dage tænker jeg: Jada, det er det eneste rigtige. Andre gange tænker jeg: Nejtak, vi skal ikke nyde noget af et ekstra pres på vores familieliv. jeg tror bare gerne, jeg vil høre lidt, hvilke tanker andre kan gøre sig om det her... hvis der da stadig er nogen, der læser med ��

PS. min mand og jeg er 100 procent på bølgelængde i dilemmaet. 

Super gode overvejelser og meget spot in ift hvad vi selv havde af dilemmaer omkring et tredje barn for nogle år siden. Vi har nu en lille på snart 1 år  

I kender kun selv svaret. For os var det rigtige at vente til de to ældste var større, Dvs vi havde haft et par år med ro på, søvn om natten, bedre plads til parforhold osv + de store er mere selvkørende, mens man har en ny lille baby igen. Måske er det også en mulighed for jer? 

Jeg har samme dilemma nu. Manden ønsker en treer/gigantisk flok og jeg tror at vores yngste har fuldendt familien. Så har vi to med 25 måneders mellemrum. Det der taler for er, at det ikke er så sårbart med søskende - man bliver ikke enebarn, hvis én skulle gå bort i en tidlig alder. De har hinanden når vi forældre skal dø, de kan lege sammen og passe på hinanden. Det der taler imod er mit psykiske velbefindende, det er satme hårdt lige nu og vi vil mangle et værelse i huset...

Den er svær, for jeg ønsker heller ikke at vores eksisterende famile sættes over styr

Vi har tre børn og har ikke fortrudt (dog måske at vi ikke lige ventet et år eller to og først fik nr 3 der, men det er mere fordi jeg gerne ville have haft at hun fik en pseudo (de to store er pseudoer)) og det er overskuddet ikke pt til.

Men tænker vi skal have en 4'er om et par år

Men vi har et godt bagland af bedster. Her er det mest rart af praktiske årsager fx ifb med sygdom (3 små børn = en del sygdom), men også at bedste henter en gang om ugen på min sene dag, så ungerne ikke skal bo i daginstitutionen (det er ikke derfor jeg har fået dem).

Så jeg ville tænke på om I har lyst og overskud til en treer og så ellers klø på hvis I har 

Jeg tænker at dine store, ér store nu i forhold til en evt søskende om et års tid. De ville kunne hjælpe og være en del af det på en anden måde, end hvis de var helt små. 
omvendt, vil jeg sige (jeg har tre - på 10, 7 og knap tre) jeg synes det har været nogle seje og hårde år indtil nu. Det letter nu, helt sikkert. Men manglende søvn, arbejde, tre børn som kalder og gerne vil forskelllge ting i hverdagen (sport, venner osv) så skal man hænge i. Vi har heller ikke et super netværk, med bedsteforældre eller onkler osv der kan aflaste - og det tror jeg virkelig hjælper mange, hvis man har. 
men! Har du lyst så fo for it! Mine unger elsker alle hinanden og jeg smelter om hjertet, når jeg ser den omsorg og glæde de viser hinanden 

Tak for jeres svar. Ja, hvis vi bare vidste, om vi havde lyst - så var det jo så nemt... eller... hvis jeg bare havde lyst til det samme hele tiden .

Jeg ved ikke hvor vi ender, det vil tiden vise. Vi har indtil videre aftalt at se tiden an indtil efterårsferien. Måske venter vi yderligere et par år, men jeg synes jo også, at de to vi har, efterhånden vil blive så store... og det rejser andre dilemmaer, synes jeg.

Men nu får vi se. Vi skal i hvert fald være lidt mere afklarede før vi kaster os ud i projektet.