Eksperthjælp: Mor for mor

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

653 visninger
1 svar
0 synes godt om
14. juli

Gitte Sander

Kærer Gitte.

Jeg er en kvinde der er 30 år og er uddannet pædagog fast job. Mor til en skøn pige på 5 år. Og gift med min mand som jeg har kendt i 10 år.

Sagden er den, jeg har anden etnisk baggrund. Som til tider kommer til udtryk især i min opvækst og måde vores mor er på. Jeg har igennem mit liv her i Danmark haft fantastisk pædagoger og lærer omkring mig til at støtte mig videre ovs være ved min side og det stoppet selvfølgelig da jeg blev 18 år.

Min mor er som en på 15 år umoden og teenage agtig. Ser ikke hendes børn behov før sin egen. Og går kun op i udadtil det ser godt ud. Hjælper ikke hvis hun ikke får noget tilgængelig.
Fx. Bad om lidt hjælp med rengøring en gang og hun sagde jeg skulle betale 600 kr. Efter hun havde hjælpe mig.
Puha hun ser ned på mit valg af uddannelse (som jeg er glad for og alle dem jeg har mødt igennem mit arbejder siger jeg dygtig og professionel). Hun kritiserer altid hvordan jeg ser ud. Eller hvad jeg har på. (nogle gang tænker jeg over hvad jeg skal have på og hvordan jeg skal sætte hår 2 dage før vi skal ses med hende) hun siger tingen li ud og direkte også er hun ligeglad med hvordan andre mennesker modtager det. Har prøvet en del gang at sige det. Men det hjælper ikke. Hun svar tilbage med jeg er blevet for dansk... (som pisser mig meget af for det er min personlighed) når hun snakker med familien om mig siger hun jeg er den sorte får.
Jeg tror jeg skriver fordi jeg vil gerne ha værktøje til ikke at forvent hun vil være en mor der støtter mig eller er der for mig når jeg har brug for hende. Som en helt almindelig mor. Kan du hjælpe. Jeg prøver ikke at ses med hende så meget så muligt da hun dræner. Mine 2 søskende ringer til mig for råd og vejledning end til hende.
Mvh mor for mor



Gittes svar

Kære "mor for mor",

Tak for dit brev. Det er ikke sjovt på den måde at blive mødt af kritik og bebrejdelser fra sin egen mor, og når der kommer mere af det, end af kærlige venlige ord, så kommer der en drænende ubalance. Når det kommer fra ens mor går det jo lige ind på en særlig 'kanal', den kanal hvor man håber at være god nok og føle sig elsket af sine forældre. Og det er trist at hun hidtil ikke har villet lytte.

Jeg ved ikke om kulturforskellen har stor betydning i jeres familie, og om det helt reelt er svært at forholde sig til at have en opfostret en datter, der er 'blevet dansk'. Men jeg havde nær sagt: Hvad havde hun ellers regnet med? Du skal selvfølgelig være præcis ligesom du er, og det er din mors opgave at acceptere dig, som du er, inklusive dine personlige valg for udseende, hår osv. Jeg synes ikke du skal lave dig om, men være dig selv fuldt ud, og over tid må hun vænne sig til det og så håber jeg, at hun imidlertid kan stoppe med at kommentere kritisk på dig, for det kan du ikke bruge til noget.

Der er dog ikke ret mange forældre, der er 'perfekte',- alle har sine fejl og mangler. Og det er langt fra alle, der er i stand til at være de forældre for deres børn, som de gerne vil være, eller som børnene har behov for. Men hvis moderen i alvorlig grad, som din mor, ikke rigtig udfylder moderrollen, så kan det skyldes mange ting. 

Ofte skyldes det at moderen ikke selv har haft en forældre, der var voksen nok til forældreopgaven. Forventninger til at børnene skal opfylde forældrenes behov - og ikke omvendt - samt usunde mønstre kan gå "i arv" på en negativ måde fra generation til generation. Hvis man ikke selv har haft en god forældre kan man ubevidst søge noget hos sine egne børn, som man har savnet. Den mor man selv havde, kan have været en dårlig rollemodel for hvordan man kan være en god, varm og kærlig mor. Hvilket børnene så kan opleve som at de forventes at være en god 'mor for sin mor', altså at relationen går bedst, hvis man tænker og opfører sig mere voksent end moderen gør. Rollerne er byttet om.

Det er drænende fordi man rent følelsesmæssigt jo vil opleve sine forældre som sine forældre, uanset hvad. Uanset hvad der sker i livet, om man får en partner og stifter familie eller om man bliver ældre, så vil ens mor jo for en selv stadig være ens mor. En mor er en person, man som lille har været afhængig af og som da har haft til rolle at drage omsorg for ens behov, da man var barn. Ingen mødre kan møde alle barnets behov. Så nogle af de behov man som barn har, vil være umødte og ikke imødekommet. Hvis der til stadighed er mange umødte behov og man forventes i for høj grad at møde sin mors behov fremfor at få mødt sine egne behov af sin mor, vil man komme til at føle sig drænet.

De umødte behov man måtte bære rundt på i forhold til sin mor, vil blive ved med at eksistere, sålænge de ikke bliver mødt. Hvis de umødte behov for eksempel er at føle sig elsket og god nok, og moderen blot bliver ved med at hælde kritik og bebrejdelser ud over barnet/den senere voksne, og kommer med nedgørende udtalelser som fx at du er det sorte får osv., kan man blive vældig skuffet og ked af det, igen og igen. Det kan føles meget sårende og som at banke hovedet ind i den samme mur, når man gør sit bedste og det aldrig er godt nok.

Nogle mødre kan ikke andet end kritisere og såre. Måske fordi de ganske enkelt ikke har lært hvordan man gør. Måske fordi de har brugt deres magt over det afhængige barn til at bruge banet som mål for projektioner af deres egen usikkerheder. Det kan også være fordi de reelt ikke kan mentalisere eller har evnen til empatisk indlevelse, og hos nogle hænger dette sammen med at de har en fysisk eller psykisk sygdom, der påvirker dem. 

Nogle mødre er således decideret ude af stand til at leve sig ind i deres børn/voksne børn. De kan ikke aflæse, hvad det gør ved barnet, når de siger sådan og sådan. De ved ikke hvilke følelser, de selv sætter i gang. Og nogle få er også ligeglade, det vil sige at de direkte kun er optaget deres egne behov og ikke barnets. 

For din mors vedkommende ved jeg ikke hvad der gør sig gældende, men du beskriver at hun opfører sig som en teenager og er mest optaget af hvordan det hele ser ud. Måske er du reelt væsentligt mere moden end hun, og måske gør det hende usikker, at du kan navigere så flot i dit danske liv? Er det mon sådan at du er kommet langt videre i Danmark, end hun selv er? Lever du måske på en måde, som hun ikke rigtig forstår og ikke føler at hun kan hjælpe dig tilstrækkeligt med? Føler hun sig mon underlegen og forsøger derfor at 'pille dig ned', for at få dig mere i øjenhøjde? Er det svært for hende at du er blevet så selvstændig og måske ikke har så meget brug for hende længere?

De fleste mødre kan man jo tale med det om og forklare sagen bedre, sådan at de forstår deres børn bedre og bedre forstår hvad barnet har brug for, for at familien skal få det bedre. Og det har du jo prøvet at tale med hende om det. Måske har du lyst til at prøve en gang til at fortælle hende om det, som du har skrevet her, eventuelt vise hende brevet. Eller skrive et andet kærligt brev til hende om hvordan du har det. Nogle gange skal mødre også have sådan noget at vide før de opfatter hvad det er, de selv går rundt og gør. Det kan jo være ubetænksomhed. Eller manglende opmærksomhed på sin egen betydning. Eller noget tredje. Selvfølgelig har mødre også meninger om hvordan deres børn ser ud, men der skule hun jo gerne lære, at hun behøver ikke hælde alle disse meninger ud over dig, fordi du kommer til at føle dig kritiseret og skidt tilpas og bliver alt for optaget af, hvordan du ser ud, flere dage før du skal se hende. Hun skulle snarere støtte dig som den du er, fordi du er god nok og værd at elske, som lige præcis den du er. Uden at du behøver at bruge dage med at tænke over dit hår før du skal se hende.  

I givet fald du vil prøve at tale med hende om det eller skrive til hende, kunne et tip være at fare med lempe i forhold til kritik af hende. Dette siger jeg fordi du skriver, at hun kritiserer dig meget. Og næsten alle, der kritiserer andre meget, har en meget stor indre dommer og er meget selvkritiske. Og hvis de selv bliver kritiseret, sker der ofte det, at den ydre kritik falder så at sige oven i den indre bunke af kritik, som så hober sig endnu mere op - og ofte bliver resultatet så at man lukker sig ned, fordi man simpelthen ikke kan rumme mere kritik.

Men hvis du kan finde en kærlig måde at få udtrykt hvad dine følelser er, når hun siger eller gør sådan og sådan, med et helt konkret eksempel, så kan du måske nå ind til hende. Jo mere du smalner det ind og tager det i mindre bidder, jo bedre. Fremfor at brede det ud med talrige eksempler fra hele jeres historie sammen, og uden at kritisere eller angribe hende, men på en kærlig venlig måde forklare hende bare eet eksempel hvor hun har såret dig og hvilke følelser du har om det og hvad det betyder for dig i jeres relation. 

En anden mulighed er at spørge hende direkte om ikke hun har lyst til at fortælle dig 3 ting, som hun værdsætter ved dig, for at få tanket noget op på den anden del af den vægt, der er i ubalance.

Eller hvis hun kritisere dig kan du prøve at sige noget i retningen af: "Jeg hører dig. Du synes at jeg (...gør det og det forkert...). Men hvad siger du til at fortælle mig en ting, som er glad for ved mig, fordi det trænger jeg bare så meget til at høre?"

Hvis du synes det er svært at gøre alene vil jeg foreslå at du inviterer din mor til en samtale, sammen med en relationsorienteret terapeut til at hjælpe jer. Jeg faciliterer selv jævnligt sådan nogle samtaler med voksne børn og deres forældre, på initiativ af enten den ene eller den anden part. Sådanne samtaler, faciliteret af en terapeut kan være meget berørende og givende, virkelig transformerende for relationen. Hente hjælp til at nå hinanden, få talt om disse væsentlige ting og komme videre.

Det er selvfølgelig ikke altid det er muligt at opnå det resultat man kunne ønske sig, hvis der meget længe har været et meget konfliktfyldt forhold, eller hvis din mor har større problemer end som så, så hun reelt ikke kan forandre sin adfærd. Men som terapeut vil man kunne gå ind og vurdere hvad det er inde i din mor, der ligger som årsag og til grund for, at hun er, som hun er overfor dig. Man vil søge at forstå bedre hvad der har skabt og skaber hendes adfærd overfor dig og man vil kunne vurdere om det ligger inden for noget, som realistisk kan forandres. 

Hvis ikke din mor er gearet for forandring, vil du i høj grad være nød til at navigere i tingenes tilstand som de er og forefindes. Det kan være en lang proces, og der kan jeg anbefale individuel terapi til at støtte dig. Så handler det i høj grad om at finde ud af i hvilket omfang du ønsker at have kontakt med din mor og hvordan du kan afgrænse dig og selv dosere hvilken form for positiv relation og samvær, du ønsker dig i dit videre liv sammen med hende. 

Jeg tænker også på om du kunne opsøge et netværk af kvinder i en lignende situation, altså voksne kvinder med forældre af anden etnisk baggrund. Det kan give rigtig meget at være med i en gruppe af ligesindede og jeg har talt med rigtig mange, som har haft lignende problemer som dem, du står i. Kan desværre ikke pege på noget konkret, men mon ikke det findes?

Sluttelig vil jeg pege på, at man kan føle at man bør være mor for sin mor, men det er aldrig virkeligheden. Altså: Du er aldrig forpligtet til at skulle være mor for din mor. Du er en voksen kvinde, du har mand, barn og job at tage dig af. Det er meningen at du skal leve dit liv, det er det, du har ansvaret for. Din mors liv har du ikke ansvaret for, det har hun selv.

Men det kunne jo være dejligt, hvis I kunne udvikle jer sammen ��

 

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

23. juli

Rundtpågulvet

Profilbillede for Rundtpågulvet
GitteSander skriver:

Kærer Gitte.

Jeg er en kvinde der er 30 år og er uddannet pædagog fast job. Mor til en skøn pige på 5 år. Og gift med min mand som jeg har kendt i 10 år.

Sagden er den, jeg har anden etnisk baggrund. Som til tider kommer til udtryk især i min opvækst og måde vores mor er på. Jeg har igennem mit liv her i Danmark haft fantastisk pædagoger og lærer omkring mig til at støtte mig videre ovs være ved min side og det stoppet selvfølgelig da jeg blev 18 år.

Min mor er som en på 15 år umoden og teenage agtig. Ser ikke hendes børn behov før sin egen. Og går kun op i udadtil det ser godt ud. Hjælper ikke hvis hun ikke får noget tilgængelig.
Fx. Bad om lidt hjælp med rengøring en gang og hun sagde jeg skulle betale 600 kr. Efter hun havde hjælpe mig.
Puha hun ser ned på mit valg af uddannelse (som jeg er glad for og alle dem jeg har mødt igennem mit arbejder siger jeg dygtig og professionel). Hun kritiserer altid hvordan jeg ser ud. Eller hvad jeg har på. (nogle gang tænker jeg over hvad jeg skal have på og hvordan jeg skal sætte hår 2 dage før vi skal ses med hende) hun siger tingen li ud og direkte også er hun ligeglad med hvordan andre mennesker modtager det. Har prøvet en del gang at sige det. Men det hjælper ikke. Hun svar tilbage med jeg er blevet for dansk... (som pisser mig meget af for det er min personlighed) når hun snakker med familien om mig siger hun jeg er den sorte får.
Jeg tror jeg skriver fordi jeg vil gerne ha værktøje til ikke at forvent hun vil være en mor der støtter mig eller er der for mig når jeg har brug for hende. Som en helt almindelig mor. Kan du hjælpe. Jeg prøver ikke at ses med hende så meget så muligt da hun dræner. Mine 2 søskende ringer til mig for råd og vejledning end til hende.
Mvh mor for mor



Gittes svar

Kære "mor for mor",

Tak for dit brev. Det er ikke sjovt på den måde at blive mødt af kritik og bebrejdelser fra sin egen mor, og når der kommer mere af det, end af kærlige venlige ord, så kommer der en drænende ubalance. Når det kommer fra ens mor går det jo lige ind på en særlig 'kanal', den kanal hvor man håber at være god nok og føle sig elsket af sine forældre. Og det er trist at hun hidtil ikke har villet lytte.

Jeg ved ikke om kulturforskellen har stor betydning i jeres familie, og om det helt reelt er svært at forholde sig til at have en opfostret en datter, der er 'blevet dansk'. Men jeg havde nær sagt: Hvad havde hun ellers regnet med? Du skal selvfølgelig være præcis ligesom du er, og det er din mors opgave at acceptere dig, som du er, inklusive dine personlige valg for udseende, hår osv. Jeg synes ikke du skal lave dig om, men være dig selv fuldt ud, og over tid må hun vænne sig til det og så håber jeg, at hun imidlertid kan stoppe med at kommentere kritisk på dig, for det kan du ikke bruge til noget.

Der er dog ikke ret mange forældre, der er 'perfekte',- alle har sine fejl og mangler. Og det er langt fra alle, der er i stand til at være de forældre for deres børn, som de gerne vil være, eller som børnene har behov for. Men hvis moderen i alvorlig grad, som din mor, ikke rigtig udfylder moderrollen, så kan det skyldes mange ting. 

Ofte skyldes det at moderen ikke selv har haft en forældre, der var voksen nok til forældreopgaven. Forventninger til at børnene skal opfylde forældrenes behov - og ikke omvendt - samt usunde mønstre kan gå "i arv" på en negativ måde fra generation til generation. Hvis man ikke selv har haft en god forældre kan man ubevidst søge noget hos sine egne børn, som man har savnet. Den mor man selv havde, kan have været en dårlig rollemodel for hvordan man kan være en god, varm og kærlig mor. Hvilket børnene så kan opleve som at de forventes at være en god 'mor for sin mor', altså at relationen går bedst, hvis man tænker og opfører sig mere voksent end moderen gør. Rollerne er byttet om.

Det er drænende fordi man rent følelsesmæssigt jo vil opleve sine forældre som sine forældre, uanset hvad. Uanset hvad der sker i livet, om man får en partner og stifter familie eller om man bliver ældre, så vil ens mor jo for en selv stadig være ens mor. En mor er en person, man som lille har været afhængig af og som da har haft til rolle at drage omsorg for ens behov, da man var barn. Ingen mødre kan møde alle barnets behov. Så nogle af de behov man som barn har, vil være umødte og ikke imødekommet. Hvis der til stadighed er mange umødte behov og man forventes i for høj grad at møde sin mors behov fremfor at få mødt sine egne behov af sin mor, vil man komme til at føle sig drænet.

De umødte behov man måtte bære rundt på i forhold til sin mor, vil blive ved med at eksistere, sålænge de ikke bliver mødt. Hvis de umødte behov for eksempel er at føle sig elsket og god nok, og moderen blot bliver ved med at hælde kritik og bebrejdelser ud over barnet/den senere voksne, og kommer med nedgørende udtalelser som fx at du er det sorte får osv., kan man blive vældig skuffet og ked af det, igen og igen. Det kan føles meget sårende og som at banke hovedet ind i den samme mur, når man gør sit bedste og det aldrig er godt nok.

Nogle mødre kan ikke andet end kritisere og såre. Måske fordi de ganske enkelt ikke har lært hvordan man gør. Måske fordi de har brugt deres magt over det afhængige barn til at bruge banet som mål for projektioner af deres egen usikkerheder. Det kan også være fordi de reelt ikke kan mentalisere eller har evnen til empatisk indlevelse, og hos nogle hænger dette sammen med at de har en fysisk eller psykisk sygdom, der påvirker dem. 

Nogle mødre er således decideret ude af stand til at leve sig ind i deres børn/voksne børn. De kan ikke aflæse, hvad det gør ved barnet, når de siger sådan og sådan. De ved ikke hvilke følelser, de selv sætter i gang. Og nogle få er også ligeglade, det vil sige at de direkte kun er optaget deres egne behov og ikke barnets. 

For din mors vedkommende ved jeg ikke hvad der gør sig gældende, men du beskriver at hun opfører sig som en teenager og er mest optaget af hvordan det hele ser ud. Måske er du reelt væsentligt mere moden end hun, og måske gør det hende usikker, at du kan navigere så flot i dit danske liv? Er det mon sådan at du er kommet langt videre i Danmark, end hun selv er? Lever du måske på en måde, som hun ikke rigtig forstår og ikke føler at hun kan hjælpe dig tilstrækkeligt med? Føler hun sig mon underlegen og forsøger derfor at 'pille dig ned', for at få dig mere i øjenhøjde? Er det svært for hende at du er blevet så selvstændig og måske ikke har så meget brug for hende længere?

De fleste mødre kan man jo tale med det om og forklare sagen bedre, sådan at de forstår deres børn bedre og bedre forstår hvad barnet har brug for, for at familien skal få det bedre. Og det har du jo prøvet at tale med hende om det. Måske har du lyst til at prøve en gang til at fortælle hende om det, som du har skrevet her, eventuelt vise hende brevet. Eller skrive et andet kærligt brev til hende om hvordan du har det. Nogle gange skal mødre også have sådan noget at vide før de opfatter hvad det er, de selv går rundt og gør. Det kan jo være ubetænksomhed. Eller manglende opmærksomhed på sin egen betydning. Eller noget tredje. Selvfølgelig har mødre også meninger om hvordan deres børn ser ud, men der skule hun jo gerne lære, at hun behøver ikke hælde alle disse meninger ud over dig, fordi du kommer til at føle dig kritiseret og skidt tilpas og bliver alt for optaget af, hvordan du ser ud, flere dage før du skal se hende. Hun skulle snarere støtte dig som den du er, fordi du er god nok og værd at elske, som lige præcis den du er. Uden at du behøver at bruge dage med at tænke over dit hår før du skal se hende.  

I givet fald du vil prøve at tale med hende om det eller skrive til hende, kunne et tip være at fare med lempe i forhold til kritik af hende. Dette siger jeg fordi du skriver, at hun kritiserer dig meget. Og næsten alle, der kritiserer andre meget, har en meget stor indre dommer og er meget selvkritiske. Og hvis de selv bliver kritiseret, sker der ofte det, at den ydre kritik falder så at sige oven i den indre bunke af kritik, som så hober sig endnu mere op - og ofte bliver resultatet så at man lukker sig ned, fordi man simpelthen ikke kan rumme mere kritik.

Men hvis du kan finde en kærlig måde at få udtrykt hvad dine følelser er, når hun siger eller gør sådan og sådan, med et helt konkret eksempel, så kan du måske nå ind til hende. Jo mere du smalner det ind og tager det i mindre bidder, jo bedre. Fremfor at brede det ud med talrige eksempler fra hele jeres historie sammen, og uden at kritisere eller angribe hende, men på en kærlig venlig måde forklare hende bare eet eksempel hvor hun har såret dig og hvilke følelser du har om det og hvad det betyder for dig i jeres relation. 

En anden mulighed er at spørge hende direkte om ikke hun har lyst til at fortælle dig 3 ting, som hun værdsætter ved dig, for at få tanket noget op på den anden del af den vægt, der er i ubalance.

Eller hvis hun kritisere dig kan du prøve at sige noget i retningen af: "Jeg hører dig. Du synes at jeg (...gør det og det forkert...). Men hvad siger du til at fortælle mig en ting, som er glad for ved mig, fordi det trænger jeg bare så meget til at høre?"

Hvis du synes det er svært at gøre alene vil jeg foreslå at du inviterer din mor til en samtale, sammen med en relationsorienteret terapeut til at hjælpe jer. Jeg faciliterer selv jævnligt sådan nogle samtaler med voksne børn og deres forældre, på initiativ af enten den ene eller den anden part. Sådanne samtaler, faciliteret af en terapeut kan være meget berørende og givende, virkelig transformerende for relationen. Hente hjælp til at nå hinanden, få talt om disse væsentlige ting og komme videre.

Det er selvfølgelig ikke altid det er muligt at opnå det resultat man kunne ønske sig, hvis der meget længe har været et meget konfliktfyldt forhold, eller hvis din mor har større problemer end som så, så hun reelt ikke kan forandre sin adfærd. Men som terapeut vil man kunne gå ind og vurdere hvad det er inde i din mor, der ligger som årsag og til grund for, at hun er, som hun er overfor dig. Man vil søge at forstå bedre hvad der har skabt og skaber hendes adfærd overfor dig og man vil kunne vurdere om det ligger inden for noget, som realistisk kan forandres. 

Hvis ikke din mor er gearet for forandring, vil du i høj grad være nød til at navigere i tingenes tilstand som de er og forefindes. Det kan være en lang proces, og der kan jeg anbefale individuel terapi til at støtte dig. Så handler det i høj grad om at finde ud af i hvilket omfang du ønsker at have kontakt med din mor og hvordan du kan afgrænse dig og selv dosere hvilken form for positiv relation og samvær, du ønsker dig i dit videre liv sammen med hende. 

Jeg tænker også på om du kunne opsøge et netværk af kvinder i en lignende situation, altså voksne kvinder med forældre af anden etnisk baggrund. Det kan give rigtig meget at være med i en gruppe af ligesindede og jeg har talt med rigtig mange, som har haft lignende problemer som dem, du står i. Kan desværre ikke pege på noget konkret, men mon ikke det findes?

Sluttelig vil jeg pege på, at man kan føle at man bør være mor for sin mor, men det er aldrig virkeligheden. Altså: Du er aldrig forpligtet til at skulle være mor for din mor. Du er en voksen kvinde, du har mand, barn og job at tage dig af. Det er meningen at du skal leve dit liv, det er det, du har ansvaret for. Din mors liv har du ikke ansvaret for, det har hun selv.

Men det kunne jo være dejligt, hvis I kunne udvikle jer sammen ��

 

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk


Hej mor for mor

Nu hvor jeg ikke kan svare anonymt får du en kort version:-)

Min mor er som du beskriver. Det har taget mig mange år, men jeg har opdaget at min mor ikke er som flertallet og at hun sikkert kunne få en diagnose eller to. 

Men jeg har sluttet fred med mine forventninger, fordi min mor har trods alt gjort det bedste hun magtede. Intet min mor har gjort kom af ond vilje, men af manglende evne. 

Jeg har været mange følelser igennem, værst var nok følelsen af ikke at have en mor, der kunne udfylde det billede jeg havde af en mor. Næsten en slags tab og sorg.  Men lige på den anden side af det, ligger tilgivelsen og min erkendelse af at hun trods alt gør hvad hun kan og det er jeg jo i virkeligheden også hende taknemmelig for. 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.