Skoleskift eller ej

Min datter på 11 er ked af at gå i skole. Hun nærmest hader skolen og gider ikke lave lektier. 

Vi tænker, at det er det sociale,  som påvirker hende. At hun ikke har en bedste veninde og at hun ikke er prioriteret mellem veninderne, men de andres 2. Valg.

I de nationale test lå hun i bunden. Hun er bag ud hele tiden, selvom vi får det indhentet, sker det igen. Hun bliver meget gal eller ked af det, hvis vi prøver at få hende til at regne noget ud eller sige noget på engelsk f.eks. Hun kan ikke sige hvorfor. 

Vi har talt med de andre forældre og lærerne, men føler ikke, at vi bliver hørt og det er som om, at problemet kun eksisterer i vores datters hoved.

Hun har ikke svært ved lektierne, når vi kommer over al balladen,  så kan jeg mærke, at det ikke falder hende svært - hun vil bare IKKE!

Hun er sur,  tvær og aggressiv. Hun lader det gå ud over sine søskende og siger ting som, at hun har et lorteliv.

Hun har en del forhistorie med skolen,  som gør, at vi er ved at miste tilliden komplet til, at det ændrer sig. De ser ikke det samme som vi, men er dog bekymret over, at hun nærmest konsekvent ikke laver sine ting i timerne også når det gælder matematikstykker, som hun bare skal skrive af fra tavlen, men bare ikke gør.

Her i ferien undrer vi os over, at hun overhovedet ikke taler med veninderne. Ved ikke hvad de laver- til trods for at de alle er på snapchat og andre ting, hvor hele klassen har socialt netværk  hvor de normalt snakker hele tiden. Hun er ensom.

Hun leger tit med forskellige,  men hører også,  at hun går alene rundt i frikvarteret og føler sig ensom. Nogengange må hun ikke være med og det påvirker hende meget. Samtidigt ligger hun i konkurrence med en anden pige, der kæmper lige så hårdt for at være sammen med de rigtige piger.

Om 2 år, skal hun skifte skole til en større folkeskole, men vi er i tvivl, om vi skal vælge en helt anden vej til hende og skifte nu. Vi er bange for, at hun kommer endnu mere bagud og så skal skifte til en anden større skole og være fagligt bagud samtidig med pubertet og nye bekendtskaber. 

Vi er også bange for at gøre det værre,  da hun har haft skoleangst for et par år siden. Og måske er det for svært,  når hun nu allerede er 11? Til hendes fordel taler dog, at hun har meget nemt ved at få venner.

Er der mon nogen, der har stået i en lignende situation og kan bidrage med gode råd?

Har I spurgt hende hvad hun har lyst til??

I slutningen af 3 klasse så kom min dreng og sagde han gerne ville skifte skole. Der var ikke de faglige problemer men han var ked af det sociale. Så jeg undersøgte mulighederne og tog ham med ud på en skole hvor vi havde en snak med inspektøren og deres inklusion pædagog og efter den samtale valgte vi at skifte. 
Han nåede at være der et par dage inden sommerferien så han ikke skulle gå og tænke over hvad han ville komme ud til og da 4 klasse Startede efter ferien så begyndte han. Nu skal han i 6 efter ferien og det er uden tvivl den bedste beslutning jeg har taget for ham. Han er så glad for det 

Anonym skriver:

Min datter på 11 er ked af at gå i skole. Hun nærmest hader skolen og gider ikke lave lektier. 

Vi tænker, at det er det sociale,  som påvirker hende. At hun ikke har en bedste veninde og at hun ikke er prioriteret mellem veninderne, men de andres 2. Valg.

I de nationale test lå hun i bunden. Hun er bag ud hele tiden, selvom vi får det indhentet, sker det igen. Hun bliver meget gal eller ked af det, hvis vi prøver at få hende til at regne noget ud eller sige noget på engelsk f.eks. Hun kan ikke sige hvorfor. 

Vi har talt med de andre forældre og lærerne, men føler ikke, at vi bliver hørt og det er som om, at problemet kun eksisterer i vores datters hoved.

Hun har ikke svært ved lektierne, når vi kommer over al balladen,  så kan jeg mærke, at det ikke falder hende svært - hun vil bare IKKE!

Hun er sur,  tvær og aggressiv. Hun lader det gå ud over sine søskende og siger ting som, at hun har et lorteliv.

Hun har en del forhistorie med skolen,  som gør, at vi er ved at miste tilliden komplet til, at det ændrer sig. De ser ikke det samme som vi, men er dog bekymret over, at hun nærmest konsekvent ikke laver sine ting i timerne også når det gælder matematikstykker, som hun bare skal skrive af fra tavlen, men bare ikke gør.

Her i ferien undrer vi os over, at hun overhovedet ikke taler med veninderne. Ved ikke hvad de laver- til trods for at de alle er på snapchat og andre ting, hvor hele klassen har socialt netværk  hvor de normalt snakker hele tiden. Hun er ensom.

Hun leger tit med forskellige,  men hører også,  at hun går alene rundt i frikvarteret og føler sig ensom. Nogengange må hun ikke være med og det påvirker hende meget. Samtidigt ligger hun i konkurrence med en anden pige, der kæmper lige så hårdt for at være sammen med de rigtige piger.

Om 2 år, skal hun skifte skole til en større folkeskole, men vi er i tvivl, om vi skal vælge en helt anden vej til hende og skifte nu. Vi er bange for, at hun kommer endnu mere bagud og så skal skifte til en anden større skole og være fagligt bagud samtidig med pubertet og nye bekendtskaber. 

Vi er også bange for at gøre det værre,  da hun har haft skoleangst for et par år siden. Og måske er det for svært,  når hun nu allerede er 11? Til hendes fordel taler dog, at hun har meget nemt ved at få venner.

Er der mon nogen, der har stået i en lignende situation og kan bidrage med gode råd?

Skift skift skift. Det er min klare anbefaling. Vi ventede ALT for længe og med en masse møder med skole osv og tingene blev aldrig bedre. Hun var som du beskriver din datter. Hun skiftede i julen og har ALDRIG været så glad som nu. Hun er blomstret, har fået gode tætte veninder og er bare blevet så glad og postitiv. Så snak med jeres datter og forelæg hende et skoleskift. Held og Lykke. 

Din datter lyder på mange måder som jeg var, da jeg var på hendes alder. Bortset fra at jeg gemte mig bag ved at have styr på lektierne. Hvis mine forældre havde spurgt mig, ville jeg ikke skifte skole, det ville være så skræmmende. Man ved hvad man har..

Men jeg ville ønske de havde taget mig ud og jeg var kommet på en ny skole. Det tog mig mange år at komme mig over den ødelæggelse af mit selvværd. Troen på andre vil mig kæmper jeg stadig med...

Anonym skriver:

Min datter på 11 er ked af at gå i skole. Hun nærmest hader skolen og gider ikke lave lektier. 

Vi tænker, at det er det sociale,  som påvirker hende. At hun ikke har en bedste veninde og at hun ikke er prioriteret mellem veninderne, men de andres 2. Valg.

I de nationale test lå hun i bunden. Hun er bag ud hele tiden, selvom vi får det indhentet, sker det igen. Hun bliver meget gal eller ked af det, hvis vi prøver at få hende til at regne noget ud eller sige noget på engelsk f.eks. Hun kan ikke sige hvorfor. 

Vi har talt med de andre forældre og lærerne, men føler ikke, at vi bliver hørt og det er som om, at problemet kun eksisterer i vores datters hoved.

Hun har ikke svært ved lektierne, når vi kommer over al balladen,  så kan jeg mærke, at det ikke falder hende svært - hun vil bare IKKE!

Hun er sur,  tvær og aggressiv. Hun lader det gå ud over sine søskende og siger ting som, at hun har et lorteliv.

Hun har en del forhistorie med skolen,  som gør, at vi er ved at miste tilliden komplet til, at det ændrer sig. De ser ikke det samme som vi, men er dog bekymret over, at hun nærmest konsekvent ikke laver sine ting i timerne også når det gælder matematikstykker, som hun bare skal skrive af fra tavlen, men bare ikke gør.

Her i ferien undrer vi os over, at hun overhovedet ikke taler med veninderne. Ved ikke hvad de laver- til trods for at de alle er på snapchat og andre ting, hvor hele klassen har socialt netværk  hvor de normalt snakker hele tiden. Hun er ensom.

Hun leger tit med forskellige,  men hører også,  at hun går alene rundt i frikvarteret og føler sig ensom. Nogengange må hun ikke være med og det påvirker hende meget. Samtidigt ligger hun i konkurrence med en anden pige, der kæmper lige så hårdt for at være sammen med de rigtige piger.

Om 2 år, skal hun skifte skole til en større folkeskole, men vi er i tvivl, om vi skal vælge en helt anden vej til hende og skifte nu. Vi er bange for, at hun kommer endnu mere bagud og så skal skifte til en anden større skole og være fagligt bagud samtidig med pubertet og nye bekendtskaber. 

Vi er også bange for at gøre det værre,  da hun har haft skoleangst for et par år siden. Og måske er det for svært,  når hun nu allerede er 11? Til hendes fordel taler dog, at hun har meget nemt ved at få venner.

Er der mon nogen, der har stået i en lignende situation og kan bidrage med gode råd?

Hejsa

Hvor lyder det virkeligt som om hun er ked af det. Jeg havde klart valgt at skifte skole med det samme.

For mig er trivsel vigtigst frem for lektier... Men det er jo klart begge ikke kan fungere hvis barnet ikke trives... Mine børn går på privatskole af den grund.

Har i mulighed for at sende hende på en mindre privatskole evt? Sender dig tanker herfra 

Det lyder som jeg havde det i skolen. Jeg skiftede en del skole pga flytning og den sidste jeg endte på var rigtig skidt. Jeg ville ønske jeg kunne havde skiftet, da det har påvirket mig helt ind i mit voksenliv. Tal med hende om at skifte og besøg nogle andre steder så hun har noget medbestemmelse.

Hej alle sammen

Jeg har talt og talt med hende i de sidste par dage. Jeg har fortalt hende, at hun ikke gør noget forkert og hun fortjener at være glad og at det ikke er ok,  at hun bliver holdt udenfor. Der var mange tårer, men også lettelse og brug for at få luft.

Her til morgen spurgte hun selv, om hun måtte skifte skole lige efter ferien, men altså kunne ombestemme sig, hvis det ikke gik og det gik jeg selvfølgelig med til. Så et eller andet sted, er vi nok i en proces, hvor dette måtte komme. Tusind tak for jeres personlige oplevelser- det giver meget stof til eftertanke. Jeg har skrevet og ringet til den anden skole, men må vente til nogen er tilbage fra ferie.