Om at skifte job

Jeg skal til jo samtale på onsdag. Jeg har søgt jobbet fordi jeg inderst inde godt ved jeg trænger til luftforandring - og mest af alt, fordi jobbet ligger 7min kørsel fra vores hjem og lige overfor mine børns skole og vuggestue. Hvor imod mit nuværende job (som jeg har haft i 10 år!) ligger 23 min væk. Det giver mange logistiske udfordringer i vores familie, da jeg nogen gange møder 6.30 og har fri kl 17. Så kan jeg jo ikke nå aflevering eller afhentning af børnene. 
så, min mand som arbejder 37-40 timer (eller burde! Må jeg hellere siger) står for nærmest alt herhjemme selvom jeg arbejder kun 30 timer. 
nå, men her er udfordringen; har nogen af jer, nogensinde skiftet job, alene fordi det afhjælper familielivet? For jeg er jo rigtig glad for mit job jeg har nu, men samtidig giver det mig dårlig samvittighed for min mand, og jeg er faktisk tit sur/stresset over al den koordinering, som det jo klart skaber at vi altid skal være 2 skridt foran med hjælp fra barnepiger osv de dage hvor min mand simpelthen ikke KAN aflevere eller hente. 
men puha - jeg er nervøs for et skift - meget endda. 
men det kan og skal jo nok blive godt.... men bogen der kender følelsen? 
ps. Nu skal jeg jo også først lige tilbydes jobbet  men jeg gør mig sørme mange tanker om, at skulle opsige mit nuværende 

Anonym skriver:

Jeg skal til jo samtale på onsdag. Jeg har søgt jobbet fordi jeg inderst inde godt ved jeg trænger til luftforandring - og mest af alt, fordi jobbet ligger 7min kørsel fra vores hjem og lige overfor mine børns skole og vuggestue. Hvor imod mit nuværende job (som jeg har haft i 10 år!) ligger 23 min væk. Det giver mange logistiske udfordringer i vores familie, da jeg nogen gange møder 6.30 og har fri kl 17. Så kan jeg jo ikke nå aflevering eller afhentning af børnene. 
så, min mand som arbejder 37-40 timer (eller burde! Må jeg hellere siger) står for nærmest alt herhjemme selvom jeg arbejder kun 30 timer. 
nå, men her er udfordringen; har nogen af jer, nogensinde skiftet job, alene fordi det afhjælper familielivet? For jeg er jo rigtig glad for mit job jeg har nu, men samtidig giver det mig dårlig samvittighed for min mand, og jeg er faktisk tit sur/stresset over al den koordinering, som det jo klart skaber at vi altid skal være 2 skridt foran med hjælp fra barnepiger osv de dage hvor min mand simpelthen ikke KAN aflevere eller hente. 
men puha - jeg er nervøs for et skift - meget endda. 
men det kan og skal jo nok blive godt.... men bogen der kender følelsen? 
ps. Nu skal jeg jo også først lige tilbydes jobbet  men jeg gør mig sørme mange tanker om, at skulle opsige mit nuværende 

Slet ingen? 

Jeg ved ikke om du kan bruge mit svar til noget, men jeg “elsker” at skifte job - synes man bør gør det med jævne mellemrum, så man ikke bliver for komfortabel der hvor man er, og ender med at gro fast. Det er sundt at prøve nyt, man lærer en masse, og fungerer det ikke, ja så skifter du bare igen - win-win! 

Og selv hvis du er knapt så begejstret for tanken om skift som jeg er, så er mindre transport tid, mindre planlægning, mindre stress osv da klart meget kraftige grunde til et skift.

Jeg skiftede fra et job, som jeg var rigtig glad for, fordi det nye job var mere praktisk i forhold til børn.

Jeg synes også, at det var mega svært at sige op, og jeg tudede faktisk helt vildt, da jeg skulle gøre det. Jeg har nu haft det nye job i 4 måneder og jeg synes stadig, at det er svært. Jeg savner mine kollegaer og min leder, og hele det her coronaforløb har gjort, at det har været rigtig svært at komme ind på min nye arbejdsplads. Til gengæld er det dejligt, at jeg endelig begynder at have lidt fritid om eftermiddagen, så foreløbig har jeg ikke fortrudt.

Nu er jeg selvstændig og har været i det i 11 år 

Men før det arbejdede jeg 100 procent efter hvad der var det bedste for familien.

Så ja det ville jeg gøre , - det er få år børnene er små , bagefter kan man gøre ( næsten) som man vil jobmæssigt 

Og hæfter mig ved du skriver din man burde arb 37 timer  - 

Der er jo også en arbejdsgiver der måske kunne få øje på han ikke helt får det der betales for - så bare det ville være nok til at jeg villle finde noget andet der kunne få alle ender til at mødes 

Jeg har lige gjort det - sagde et job op, som jeg var ekstremt glad for og startede op det nye sted, som ligger 5 minutter fra min bopæl, den 2/6, jeg havde omkring 50 minutter til det gamle.

Beslutningen var bestemt ikke nem, og jeg savner mit gamle arbejde og kollegaerne helt vildt, men jeg nyder de rolige morgener og eftermiddage, som jeg nu tilbringer med mine børn i stedet for i min bil. 

Jeg er også helt overbevist om, at jeg med tiden bliver lige så glad for mit nye job og kollegaerne, jeg skal bare lige falde til og få opbygget nogle gode relationer

Anonym skriver:

Jeg skal til jo samtale på onsdag. Jeg har søgt jobbet fordi jeg inderst inde godt ved jeg trænger til luftforandring - og mest af alt, fordi jobbet ligger 7min kørsel fra vores hjem og lige overfor mine børns skole og vuggestue. Hvor imod mit nuværende job (som jeg har haft i 10 år!) ligger 23 min væk. Det giver mange logistiske udfordringer i vores familie, da jeg nogen gange møder 6.30 og har fri kl 17. Så kan jeg jo ikke nå aflevering eller afhentning af børnene. 
så, min mand som arbejder 37-40 timer (eller burde! Må jeg hellere siger) står for nærmest alt herhjemme selvom jeg arbejder kun 30 timer. 
nå, men her er udfordringen; har nogen af jer, nogensinde skiftet job, alene fordi det afhjælper familielivet? For jeg er jo rigtig glad for mit job jeg har nu, men samtidig giver det mig dårlig samvittighed for min mand, og jeg er faktisk tit sur/stresset over al den koordinering, som det jo klart skaber at vi altid skal være 2 skridt foran med hjælp fra barnepiger osv de dage hvor min mand simpelthen ikke KAN aflevere eller hente. 
men puha - jeg er nervøs for et skift - meget endda. 
men det kan og skal jo nok blive godt.... men bogen der kender følelsen? 
ps. Nu skal jeg jo også først lige tilbydes jobbet  men jeg gør mig sørme mange tanker om, at skulle opsige mit nuværende 

Jeg er så typen, der aldrig ville gå på kompromis med mit arbejde.

Jeg arbejder min. 37 timer, jeg pendler 1,5 time hver dag, og der er kun mig til at sørge for 4 børn, jeg har heller ikke barnepige til rådighed.

Min arbejdsplads flytter længere væk i 2021, og jeg bliver, for jeg elsker mit arbejde. 

Min fantastiske ledelse har fået øjnene op for distancearbejde, så de opgaver, jeg kan udføre hjemmefra, bl.a. telefonopringning og generelt administrativt arbejde, gør, at jeg får hele hjemmearbejdsdage, og så har jeg patientkontakt på de dage, hvor jeg fremmøder.

Gør, hvad der er bedst for dig og din familie.

Hvis det kun er pga det praktiske, så ville jeg ikke skifte job. Du skriver at du har 23 min til dit nuværende? Det er dælme da heller ikke ret meget. Og ja du kan ikke altid aflevere/hente alle dage, men samtidig skriver du at du er på 30 timer, så der må bestemt være en del dage du kan enten eller? 
Tænker det må kunne lade sig gøre at far hjælper af og til med hente/bringe og du har er job du er glad for. 23 minutter er virkelig ingenting til job i min verden.

Loa skriver:

Hvis det kun er pga det praktiske, så ville jeg ikke skifte job. Du skriver at du har 23 min til dit nuværende? Det er dælme da heller ikke ret meget. Og ja du kan ikke altid aflevere/hente alle dage, men samtidig skriver du at du er på 30 timer, så der må bestemt være en del dage du kan enten eller? 
Tænker det må kunne lade sig gøre at far hjælper af og til med hente/bringe og du har er job du er glad for. 23 minutter er virkelig ingenting til job i min verden.

Jeg forstår den heller ikke lige.. Altså den giver i min logik ikke lige mening med, at far så ikke kan have sine 37-40 timer, da han jo så må have nogle kortere dage (hvor han skal aflevere og hente), og længere dage de andre dage.. 

Altså TS hvor tit snakker vi om, at du har de lange dage da? Det kan da nærmest umuligt være mere end 2 dage om ugen 

Anonym skriver:

Jeg skal til jo samtale på onsdag. Jeg har søgt jobbet fordi jeg inderst inde godt ved jeg trænger til luftforandring - og mest af alt, fordi jobbet ligger 7min kørsel fra vores hjem og lige overfor mine børns skole og vuggestue. Hvor imod mit nuværende job (som jeg har haft i 10 år!) ligger 23 min væk. Det giver mange logistiske udfordringer i vores familie, da jeg nogen gange møder 6.30 og har fri kl 17. Så kan jeg jo ikke nå aflevering eller afhentning af børnene. 
så, min mand som arbejder 37-40 timer (eller burde! Må jeg hellere siger) står for nærmest alt herhjemme selvom jeg arbejder kun 30 timer. 
nå, men her er udfordringen; har nogen af jer, nogensinde skiftet job, alene fordi det afhjælper familielivet? For jeg er jo rigtig glad for mit job jeg har nu, men samtidig giver det mig dårlig samvittighed for min mand, og jeg er faktisk tit sur/stresset over al den koordinering, som det jo klart skaber at vi altid skal være 2 skridt foran med hjælp fra barnepiger osv de dage hvor min mand simpelthen ikke KAN aflevere eller hente. 
men puha - jeg er nervøs for et skift - meget endda. 
men det kan og skal jo nok blive godt.... men bogen der kender følelsen? 
ps. Nu skal jeg jo også først lige tilbydes jobbet  men jeg gør mig sørme mange tanker om, at skulle opsige mit nuværende 

Jeg har skiftet udelukkende fordi det tager 10 min på cykel og er 5 min på gåben fra mine børns dagpleje og skole. 
min mand har også skiftet så det er 15 min i bil. han havde en time før. 
vi er rigtig glade for det. Vi kan hente tidligere og aflevere senere de dage jeg møder kl 9. (Dog ikke skolebørn). Men det var fedt da de var i børnehave. 
Jeg havde svært ved det i starten men nu har jeg været der i 2 år og er glad for at være der