6 årig med kræft

Kære alle sammen

Jeg har en meget nær kusine hvis søn fik konstateret nyrekræft i går. Det kom som et kæmpe chok for os alle, men chancerne for at han bliver helbredt, er heldigvis store sagde de i går. Mit spørgsmål til jer som har stået i en lignende situation er så, hvordan kan jeg og min familie mest muligt støtte dem på det emotionelle og psykiske plan? 
Mvh. Monica

Mo9ca:) skriver:

Kære alle sammen

Jeg har en meget nær kusine hvis søn fik konstateret nyrekræft i går. Det kom som et kæmpe chok for os alle, men chancerne for at han bliver helbredt, er heldigvis store sagde de i går. Mit spørgsmål til jer som har stået i en lignende situation er så, hvordan kan jeg og min familie mest muligt støtte dem på det emotionelle og psykiske plan? 
Mvh. Monica

Hej

Det er godt nok trist at en lille en skal rammes....

Men yden at jeg bluver alt for følelsom og for at svare på dit spørgsmål , så vil jeg anbefale at I afventer med lige pl6dselig I udviser masser af omsorg. Nu kender jeg ikke din relation til kysinen om I taler om alt og der er ingen tabuer mellem jeg,men jeg ville være rasende/ked af hvus luge pludselig  den som jeg har ikke talt nær med plydselug er ked af det på min vejne.

Du kan hellwr ikke vede hvordan hun vil reagere i en krise situation. En choketene besked er modtaget, i starten kan der være en fase der hedder fornægtelses fase.....og så kan man blve ramt af krise.....

Vent og se. 

Mit råd

Vh

Barn3 skriver:

Hej

Det er godt nok trist at en lille en skal rammes....

Men yden at jeg bluver alt for følelsom og for at svare på dit spørgsmål , så vil jeg anbefale at I afventer med lige pl6dselig I udviser masser af omsorg. Nu kender jeg ikke din relation til kysinen om I taler om alt og der er ingen tabuer mellem jeg,men jeg ville være rasende/ked af hvus luge pludselig  den som jeg har ikke talt nær med plydselug er ked af det på min vejne.

Du kan hellwr ikke vede hvordan hun vil reagere i en krise situation. En choketene besked er modtaget, i starten kan der være en fase der hedder fornægtelses fase.....og så kan man blve ramt af krise.....

Vent og se. 

Mit råd

Vh

Vi er meget tætte. Jeg var den hun ringede til næst efter hendes mor og smed hvad jeg havde i hænderne for at være hos hende samme dag og dagen før de fik at vide, at det var kræft han lider af. Så det er naturligt at jeg udviser den største omsorg i situationen, specielt fordi hun er enebarn, har en mor som er alt for psykisk påvirket af situationen til at kunne hjælpe og ikke længere har sin far til at støtte op om hende og familien. 

Mo9ca:) skriver:

Vi er meget tætte. Jeg var den hun ringede til næst efter hendes mor og smed hvad jeg havde i hænderne for at være hos hende samme dag og dagen før de fik at vide, at det var kræft han lider af. Så det er naturligt at jeg udviser den største omsorg i situationen, specielt fordi hun er enebarn, har en mor som er alt for psykisk påvirket af situationen til at kunne hjælpe og ikke længere har sin far til at støtte op om hende og familien. 

Kære dig

Efter jeg læse dette er jeg slet ikke i tvivl at du v2d selv allerbedst hvordan kan du hjælpe og hvirnår hjælper den lille familie!

Og husk-håbet skal I aldrig miste. Blev der sagt det er helbredelig så dette skal I igså hæfte jer til!

Jeg har et barn i kemo. 

Det bedste du kan gøre: 

1. i starten (chokfasen). Give udtryk for støtte 

Kom med mad - bare stil det foran døren. Eller aflever det meget hurtigt. Man har ikke kræfter til selv at sige fra. 

2. vasketøj! Tag deres vasketøj - når man er i behandling skal man vaske meget mere tøj osv. 

Og derudover - gør rent for dem. (Hvis de magter at have jer så tæt i hjemmet. For nogen er det for meget meget) 

3. husk at have forståelse for, at de skal leve isoleret. Det vil sige, at du skal spritte dig osv. og du/I må ikke besøge hvis I er i tvivl, om i er 100% raske. 

4. hvis du er meget tæt med familien, så tag hjem og underhold barnet lidt. Det er hårdt at have et sygt barn. Man er på hele tiden. 

5. sig til din kusine, at der kommer en hverdag igen. Også med kemolivet. Der kommer til at være dage, som føles HELT normale og dage der er slemme. 
I starten vil bivirkninger være slemme - men efterhånden finder de ud af at afhjælpe dem. Men det tager uger og måneder. 

Men lav en masse fryse mad. Og bare kom med det. 

Og til sidst - skriv til hende, at du er der. Også selvom de har behov for stilhed i en længere periode. 

Når deres liv er blevet mere stabilt, så fortæl om dit eget liv! Glem ikke det!!! 
man har behov for at vide, at andre stadig har et liv. Og det er en befrielse at høre om andres liv - for sygdommen kommer til at fylde alt. 
Lad hende fortælle, når hun vil. Og sig det evt til hende - at du vildt gerne vil høre om det, men kun når hun øsnker det.

I forhold til økonomi kan du også berolige hende. Man bliver frikøbt af kommunen (en forældre får løb for at passet barnet i den tid kemoen tager. Der er tale om alt fra 6 måneder til 3 år) 

Og til sidst - det er hårdt! Der findes en sød bog som hedder noget med Alfred og kemoen - lån den til hende. Man har ikke selv tanker om det i starten eller kræfter til at finde det frem. 

Og kemokasper er et spil/bog de kan gå i kast med. 

Der sidder socialrådgivere og hjælper med alt det praktiske omkring job osv.

CBbaby skriver:

Jeg har et barn i kemo. 

Det bedste du kan gøre: 

1. i starten (chokfasen). Give udtryk for støtte 

Kom med mad - bare stil det foran døren. Eller aflever det meget hurtigt. Man har ikke kræfter til selv at sige fra. 

2. vasketøj! Tag deres vasketøj - når man er i behandling skal man vaske meget mere tøj osv. 

Og derudover - gør rent for dem. (Hvis de magter at have jer så tæt i hjemmet. For nogen er det for meget meget) 

3. husk at have forståelse for, at de skal leve isoleret. Det vil sige, at du skal spritte dig osv. og du/I må ikke besøge hvis I er i tvivl, om i er 100% raske. 

4. hvis du er meget tæt med familien, så tag hjem og underhold barnet lidt. Det er hårdt at have et sygt barn. Man er på hele tiden. 

5. sig til din kusine, at der kommer en hverdag igen. Også med kemolivet. Der kommer til at være dage, som føles HELT normale og dage der er slemme. 
I starten vil bivirkninger være slemme - men efterhånden finder de ud af at afhjælpe dem. Men det tager uger og måneder. 

Men lav en masse fryse mad. Og bare kom med det. 

Og til sidst - skriv til hende, at du er der. Også selvom de har behov for stilhed i en længere periode. 

Når deres liv er blevet mere stabilt, så fortæl om dit eget liv! Glem ikke det!!! 
man har behov for at vide, at andre stadig har et liv. Og det er en befrielse at høre om andres liv - for sygdommen kommer til at fylde alt. 
Lad hende fortælle, når hun vil. Og sig det evt til hende - at du vildt gerne vil høre om det, men kun når hun øsnker det.

 

I forhold til økonomi kan du også berolige hende. Man bliver frikøbt af kommunen (en forældre får løb for at passet barnet i den tid kemoen tager. Der er tale om alt fra 6 måneder til 3 år) 

 

Og til sidst - det er hårdt! Der findes en sød bog som hedder noget med Alfred og kemoen - lån den til hende. Man har ikke selv tanker om det i starten eller kræfter til at finde det frem. 

Og kemokasper er et spil/bog de kan gå i kast med. 

Der sidder socialrådgivere og hjælper med alt det praktiske omkring job osv.

Jeg er pædagog i dagtilbud, så det der med at underholde min granfætter, er nok lidt risikabelt pga. inkubationstiden mht. sygdom. Ellers kan jeg alt andet for dem.

Tak for rådene.

Mvh. Monica

CBbaby skriver:

Jeg har et barn i kemo. 

Det bedste du kan gøre: 

1. i starten (chokfasen). Give udtryk for støtte 

Kom med mad - bare stil det foran døren. Eller aflever det meget hurtigt. Man har ikke kræfter til selv at sige fra. 

2. vasketøj! Tag deres vasketøj - når man er i behandling skal man vaske meget mere tøj osv. 

Og derudover - gør rent for dem. (Hvis de magter at have jer så tæt i hjemmet. For nogen er det for meget meget) 

3. husk at have forståelse for, at de skal leve isoleret. Det vil sige, at du skal spritte dig osv. og du/I må ikke besøge hvis I er i tvivl, om i er 100% raske. 

4. hvis du er meget tæt med familien, så tag hjem og underhold barnet lidt. Det er hårdt at have et sygt barn. Man er på hele tiden. 

5. sig til din kusine, at der kommer en hverdag igen. Også med kemolivet. Der kommer til at være dage, som føles HELT normale og dage der er slemme. 
I starten vil bivirkninger være slemme - men efterhånden finder de ud af at afhjælpe dem. Men det tager uger og måneder. 

Men lav en masse fryse mad. Og bare kom med det. 

Og til sidst - skriv til hende, at du er der. Også selvom de har behov for stilhed i en længere periode. 

Når deres liv er blevet mere stabilt, så fortæl om dit eget liv! Glem ikke det!!! 
man har behov for at vide, at andre stadig har et liv. Og det er en befrielse at høre om andres liv - for sygdommen kommer til at fylde alt. 
Lad hende fortælle, når hun vil. Og sig det evt til hende - at du vildt gerne vil høre om det, men kun når hun øsnker det.

 

I forhold til økonomi kan du også berolige hende. Man bliver frikøbt af kommunen (en forældre får løb for at passet barnet i den tid kemoen tager. Der er tale om alt fra 6 måneder til 3 år) 

 

Og til sidst - det er hårdt! Der findes en sød bog som hedder noget med Alfred og kemoen - lån den til hende. Man har ikke selv tanker om det i starten eller kræfter til at finde det frem. 

Og kemokasper er et spil/bog de kan gå i kast med. 

Der sidder socialrådgivere og hjælper med alt det praktiske omkring job osv.

Det gør mig desuden ondt at du er i samme situation. Jeg håber dit barn bliver rask

Knus Monica