Datter er far-syg!

1. Vi har en fantastisk pige på 21 måneder. Hun er glad og trives på alle måder - både hjemme og i dagplejen. 
   Mens dagplejen har været lukket pga Corona, har hun været hjemme sammen med far. Jeg er sygeplejerske og har derfor været ret meget på arbejde. Ud over det er det nærmest altid far der afleverer og henter fra dagpleje, fordi han har kortere arbejdsdage end jeg. Jeg er derudover gravid og har haft en del uger hvor jeg har været drænet af træthed, så jeg har klemt en lur ind når jeg har haft mulighed for det.
   Der er ingen tvivl om at far bruger mere tid sammen med vores datter end jeg gør! 
   De har det fantastisk sammen og jeg elsker at de har sådan en stærk relation og han er utvivlsomt verdens bedste far. 
   Men når jeg er alene med hende spørg hun hele tiden efter far og siger at hun savner ham og hun vil kun trøstes af far Og også helst puttes, skiftes og bades af far. Jeg er også lidt mere skrap og sætter lidt mere faste rammen, så når vi er der sammen er det tit mig der er lidt en bussemand og tager kampen om at man skal sidde på numsen når man spiser og hvis man vil ud, så skal man have solcreme på inden Osv. Ikke fordi far ikke kan eller vil tage kampene, men det betyder nok bare ikke helt lige så meget for ham.
   Jeg kan mærke at det Nogengange gør mig lidt ked af det at jeg ikke har den samme tætte relation som de har... 
   Jeg synes tit jeg høre om børn der er mor syge og hvor det kun er mor der dur, men er der andre der oplever det omvendt? Hvor far er den bedste.

Nemt at sige, men nyd at de har et tæt forhold og at hun ikke hænger på dig non-stop. Det kan vende lige pludselig. Og jeg tror ikke på at det har nogen betydning om du er den "skrappe".

Herhjemme har vores i sine 5 år altid været mest mor-syg. Men jeg tager hvad jeg kan få og når vi er alene er der ingenting. Vi har også sørget for at dele aktiviteter med barnet nogenlunde lige. Det vil sige hvis den ene læser historie børster den anden tænder og putter. Vi skiftes til bad osv osv.

MEF skriver:

1. Vi har en fantastisk pige på 21 måneder. Hun er glad og trives på alle måder - både hjemme og i dagplejen. 
   Mens dagplejen har været lukket pga Corona, har hun været hjemme sammen med far. Jeg er sygeplejerske og har derfor været ret meget på arbejde. Ud over det er det nærmest altid far der afleverer og henter fra dagpleje, fordi han har kortere arbejdsdage end jeg. Jeg er derudover gravid og har haft en del uger hvor jeg har været drænet af træthed, så jeg har klemt en lur ind når jeg har haft mulighed for det.
   Der er ingen tvivl om at far bruger mere tid sammen med vores datter end jeg gør! 
   De har det fantastisk sammen og jeg elsker at de har sådan en stærk relation og han er utvivlsomt verdens bedste far. 
   Men når jeg er alene med hende spørg hun hele tiden efter far og siger at hun savner ham og hun vil kun trøstes af far Og også helst puttes, skiftes og bades af far. Jeg er også lidt mere skrap og sætter lidt mere faste rammen, så når vi er der sammen er det tit mig der er lidt en bussemand og tager kampen om at man skal sidde på numsen når man spiser og hvis man vil ud, så skal man have solcreme på inden Osv. Ikke fordi far ikke kan eller vil tage kampene, men det betyder nok bare ikke helt lige så meget for ham.
   Jeg kan mærke at det Nogengange gør mig lidt ked af det at jeg ikke har den samme tætte relation som de har... 
   Jeg synes tit jeg høre om børn der er mor syge og hvor det kun er mor der dur, men er der andre der oplever det omvendt? Hvor far er den bedste.

Nu har jeg dele barn med 7/7 ordning. Så vi har ikke de “problemer” 

men min brors yngste barn var på præcis samme måde omkring 2 års alderen. Og det er på trods af at min bror og svigerinde var fælles om alt. Altså skiftedes til opgaverne i hjemmet. 
mdet var bare en fase der gik over efter nogen tid

Tror ikke det har noget at du er mere streng, nok mere den med at han bruger mere tid med jeres datter 

Her er alle børn mor syge (de elsker også deres far, men især den mellemste vil kun trøstet af mor (hvis det ikke er noget alvorligt )), her er jeg klart den mest strenge, men jeg bruger altså også dobbelt så meget tid med børnene som far gør, så helt naturligt er det mig de fortrækker.

Så enten ville jeg bare glæde mig over hendes nære forhold til hendes far eller også simplethen ændre på det. Her er der ikke noget der hedder en lille lur, det hørte til før vi fik børn  evt overveje muligheden for deltid (tænker især efter barsel når der er to børn).

Så nyd det eller ændre på det 

MEF skriver:

1. Vi har en fantastisk pige på 21 måneder. Hun er glad og trives på alle måder - både hjemme og i dagplejen. 
   Mens dagplejen har været lukket pga Corona, har hun været hjemme sammen med far. Jeg er sygeplejerske og har derfor været ret meget på arbejde. Ud over det er det nærmest altid far der afleverer og henter fra dagpleje, fordi han har kortere arbejdsdage end jeg. Jeg er derudover gravid og har haft en del uger hvor jeg har været drænet af træthed, så jeg har klemt en lur ind når jeg har haft mulighed for det.
   Der er ingen tvivl om at far bruger mere tid sammen med vores datter end jeg gør! 
   De har det fantastisk sammen og jeg elsker at de har sådan en stærk relation og han er utvivlsomt verdens bedste far. 
   Men når jeg er alene med hende spørg hun hele tiden efter far og siger at hun savner ham og hun vil kun trøstes af far Og også helst puttes, skiftes og bades af far. Jeg er også lidt mere skrap og sætter lidt mere faste rammen, så når vi er der sammen er det tit mig der er lidt en bussemand og tager kampen om at man skal sidde på numsen når man spiser og hvis man vil ud, så skal man have solcreme på inden Osv. Ikke fordi far ikke kan eller vil tage kampene, men det betyder nok bare ikke helt lige så meget for ham.
   Jeg kan mærke at det Nogengange gør mig lidt ked af det at jeg ikke har den samme tætte relation som de har... 
   Jeg synes tit jeg høre om børn der er mor syge og hvor det kun er mor der dur, men er der andre der oplever det omvendt? Hvor far er den bedste.

Vores søn på 5 kan spontant savne sin far, selvom de er i samme rum. Typisk når jeg siger nej til is og ja til solcreme. Bekvemmeligheds-savne.

Hos os er det klart mig, som sætter rammerne tydeligst hvilket skal løses mellem far og mig. For det skaber, hos os, ubalance. Så jeg øver mig i at holde munden lukket og give far mere plads. Tilsvarende øver far sig i at tage pladsen og være lidt mere på forkant. 

I perioder er vi mega gode og i andre perioder øver vi os mere. Men vi er på bølgelængde. Det er måske værd for dig og din mand at tale om.

Når det er sagt, så har far også altid været mere 'på' hjemme end mig. Set i bagklogskabens klare lys, så baksede jeg nok med en mild fødselsdepression i sin tid. Jeg var overfølsom overfor brudte rutiner og lyd. Det var far ikke. Den ubalance har også fyldt lidt.

Jeg har taget revanche det sidste år. Jeg har haft mulighed for at holde fri én dag om ugen med vores søn. Vores fridag. Hvor vi har lavet alt muligt hjemme og ude. Taget på weekendentur mv. Hvor jeg har vist ham, at jeg sagtens kunne rumme. Også når han savnede sin far. 

Så ubalancen er klart blevet mindre. Og har var løsningen dialog mellem de voksne og tid/opmærksomhed på min relation med vores søn.

Vh.

Synes det lyder meget normalt

Jeg har 2 børn og de har alle haft perioder hvor de var far syge eller mor syge. 

Herhjemme arbejder far en del, så han er ofte populær fordi de savner ham. De savner aldrig mig, for jeg er der altid - hvor far er der sådan mere usturktureret (han arberjder på alle tider af døgnet). 

Nyd at du har lidt mere frihed pt (især nu I snart får nr2 der formentlig er meget morsyg i starten som nyfødte nu engang er). Nyd at de har et godt forhold. Det betyder ikke at hun ikke elsker dig eller ikke har et godt forhold til dig, det er bare noget andet. 

I kan tro at jeg også nyder det! Det er jo virkelig et luksus problem at min mand er sådan en engageret far der har mulighed for at bruge så meget tid med vores pige og at jeg kan tage en pause i hverdagen (nu hvor graviditeten er lidt trættende). Og det bliver jo klart også en styrke når nu det nye barn kommer, at far er “primær omsorgsperson” for vores pige.

Men alligevel niver der lidt i hjertet, når jeg ikke får lov at trøste hende

MEF skriver:

I kan tro at jeg også nyder det! Det er jo virkelig et luksus problem at min mand er sådan en engageret far der har mulighed for at bruge så meget tid med vores pige og at jeg kan tage en pause i hverdagen (nu hvor graviditeten er lidt trættende). Og det bliver jo klart også en styrke når nu det nye barn kommer, at far er “primær omsorgsperson” for vores pige.

Men alligevel niver der lidt i hjertet, når jeg ikke får lov at trøste hende

Jeg kan sagtens følge dig...

her har vi en dreng på 8 der alle dage har været morsyg.. far måtte ikke skifte eller made da han var mindre...

nu er det vendt.. nu er han fardreng... jeg kan nærmest bare smutte min vej... han har været fardreng siden han blev en 5 år...

da jeg har haft krævende arbejdspladser var jeg meget glad for at det vendte så de kunne være sammen uden konflikter og far kunne putte de aftener jeg ikke kunne nå hjem...

det gør og har gjort ondt at jeg har "mistet" ham og det tætte bånd vi havde... men jeg er virkelig glad for at han og hans far har fundet hinanden og finder styrke i at de faktisk er utrolig ens på mange punkter..

jeg kan stadig bruges når det går i hårdknude imellem de to netop pga de begge er stædige som et æsel blandet med en dromedar...

jeg har ingen gode råd mht følelsen for følelser kan man ikke styre og det skal man heller ikke...

men overvej dit kropssprog når I er alene sammen for jeg har selv lagt mærke til at jeg ubevidst forventer at det kun er far der duer og derfor faktisk er halvtafvisende i mit kropssprog allerede inden han siger noget...

og når man er gravid så føler man bare alting så meget mere og specielt de "små" ting kan pludselig fylde meget i ens hovede...

jeg er selv gravid med nr. 3 lige nu ;)