Ønsker at være alene under fødslen.

Jeg vil så gerne føde alene denne gang, (med jdm som eneste tilstede). Har termin sidst i august, så de når jo desværre nok at åbne op for muligheden for at flere deltagere under fødsler. 

Under begge mine to andre fødsler var både min mor og mand med. Men det så stressende og jeg kan slet ikke slappe af når de er der. 

Denne gang har (især min mor) bare en selvfølgelighed omkring at hun skal være med igen. Jeg elsker virkelig min mor, og der skær mig i hjertet at skulle bede hende om ikke at deltage.

Jeg har valgt en hjemmefødsel denne gang pga jeg ikke kan med så mange der er omkring en (både på gangene og som kommer ind og "lige" skal hente noget til en anden stue imens man ligger og har det hårdt, vagtskifte osv.)

Jeg har brug for absolut ro omkring mig og ingen der snakker og forstyrre. Så Aller helst at min mand heller ikke deltog. Men det føler jeg slet ikke jeg kan være bekendt. 

Men skal på en eller anden måde have formuleret det pænt til min mor og uden hun kan blive ked af det. Jeg er sindsygt konfliktsky og det ender garanteret med at jeg ikke får det sagt og hun deltager igen og min sidste fødsel endnu engang bliver med stress og snak omkring mig. (kan i øvrigt heller ikke lide at de kigger på mig imens jeg har det dårligt).

Hjælp hvad kan jeg gøre? 

Du kan sige, at du gerne ville have hende med, men at du har en endnu vigtigere opgave til hende. Hun kan måske passe dit ældste barn imens? 

Jeg tror, at det nemmeste vil være, at du alligevel vælger hospitalsfødsel. Så kan din mand køre jeres ældste barn hen til mormor, mens du tager taxa til hospitalet, og mormor er så optaget af barnebarn, mens din mand MEGET langsomt kører til hospitalet (og stopper og køber barselsgave undervejs). Så kommer han med gave og blomster, når du HAR født. Ingen taber ansigt, ingen skal afvises, ingen sure miner. 

Anonym skriver:

Jeg vil så gerne føde alene denne gang, (med jdm som eneste tilstede). Har termin sidst i august, så de når jo desværre nok at åbne op for muligheden for at flere deltagere under fødsler. 

Under begge mine to andre fødsler var både min mor og mand med. Men det så stressende og jeg kan slet ikke slappe af når de er der. 

Denne gang har (især min mor) bare en selvfølgelighed omkring at hun skal være med igen. Jeg elsker virkelig min mor, og der skær mig i hjertet at skulle bede hende om ikke at deltage.

Jeg har valgt en hjemmefødsel denne gang pga jeg ikke kan med så mange der er omkring en (både på gangene og som kommer ind og "lige" skal hente noget til en anden stue imens man ligger og har det hårdt, vagtskifte osv.)

Jeg har brug for absolut ro omkring mig og ingen der snakker og forstyrre. Så Aller helst at min mand heller ikke deltog. Men det føler jeg slet ikke jeg kan være bekendt. 

Men skal på en eller anden måde have formuleret det pænt til min mor og uden hun kan blive ked af det. Jeg er sindsygt konfliktsky og det ender garanteret med at jeg ikke får det sagt og hun deltager igen og min sidste fødsel endnu engang bliver med stress og snak omkring mig. (kan i øvrigt heller ikke lide at de kigger på mig imens jeg har det dårligt).

Hjælp hvad kan jeg gøre? 

Du bliver bare nød til at vokse op altså! Og stå op for dig selv! Som voksne kvinde snart Moar til 2.

- Det at være voksne skal man kunne være sig selv, og konflikter er undgåelige - 

Ingen herinde kan give dig et magiske råd, fordi din Moar forventer det, og lige meget hvordan du siger det vild hun blive såret, måske vred ( vi alle regere forskelligt ) 

Men du kan sende hende et sms eller skrive et brev og sige dette er sindssyg hårdt for dig at skrive og det handler ikke om hende, men handler om DIG selv du har bare brug for at klare det selv.

- Mennsker tror de kan leve et liv uden konflikter men de er undgåelige.

Jeg har arbejdet for et bosted for mennsker med mild handicap. - Det første psykiatrien sagde altid var vi skulle passe på de her mennsker psykisk og fysisk - 

At de vilde blive “udnyttet”  enten økonomiske osv. fordi verden er fyldt med mennsker dee udnytter uden at de ser det, - Ved ikke om det giver mening, og ikke at din mor udnytter dig, men forventer bare det er sådan 

held og Lykke -

Jeg tror også bare du skal sige fra. Selvom det er svært. Man kan jo ikke gå igennem et helt liv og lade andre tage styringen fordi man er bange for st sige fra. Jeg havde da bare sagt “mor jeg har nydt du har været med til de sidste to fødsler, men denne gang vil jeg så gerne prøve bare at føde alene hjemme med min mand. Vil du tage de andre to børn imens? Ellers spørger jeg bare lige farmor, det er helt ok hvis du ikke har lyst. Men jeg kan bare mærke at jeg virkelig har brug for at prøve den intime oplevelse med min mand i denne omgang og det er jo sikkert sidste fødsel for mit vedkommende. Så kan du komme med de andre to børn når jeg har født og være den første til at se lille ny”. 

Sig det som det er - at du gerne vil have hun passer den ældste og du gerne vil have ro omkring dig. Din mand synes jeg ikke man kan være bekendt at udelukke - min I skal have en snak omkring hans rolle - hvordan han hjælper dig bedst lg at han helst skal være stille og evt passiv/ ikke røre dig eller lignende.

min mand sad i 3 timer og øste vand på mig fra først badekar og derefter fødekar mens der ikke blev sagt et ord. Det er mandens opgave at støtte dig. Men du kan ikke frarøve ham oplevelsen af at se sit barn blive født

Jeg ville sige noget allá "kære mor, den allerbedste støtte du kan give mig under fødslen er, at du passer den ældste, som nu får sit liv forandret fuldstændig med fødslen af den nye baby. Det giver ro og kræfter til at klare fødslen, at vide at han/ hun er med sin mormor, og får en masse opmærksomhed og kærlighed fra dig". Evt suppleret med at du jo har prøvet at føde før og sagtens kan klare den selv. 

Der er ingen grund til at du får skyld og konfliktfølelser forbundet med din fødsel, hvis du kan finde en kærlig og værdifuld måde at anerkende og inddrage din mor uden at hun skal være til stede. Så bliver det ikke en afvisning, men en ny og lige så vigtig støtterolle. 

Og selvfølgelig skal hun ikke deltage, hvis du ikke ønsker det. 

Kan tilslutte mig det, andre har skrevet, men vil supplere med noget, du bør overveje: Jeg fødte mine to yngste hjemme. Super oplevelser. Men - min mand var fuldstændigt uundværlig. Ikke kun for mig, men bestemt også for jordemødrene. Når man føder hjemme, er man også “vært”, og der er brug for hjælpende hænder til jordemoderen. Nogen skal kunne træde til undervejs, give hende mulighed for at få et hvil, servere kaffe/boller for hende, hvis det trækker ud, vise, hvor hun finder diverse ting, der måtte blive nødvendige - og være ved din side, når hun skriver journal undervejs, er på toilettet osv. Nogen skal kunne træde til og tilkalde hjælp eller selv hjælpe, mens hun tilkalder hjælp, hvis noget uventet sker, og det skal gå stærkt. Nogen skal kunne tørre op og vaske dig, hvis du kaster op, tisser eller skider undervejs. Nogen skal holde baby, mens jordemoderen undersøger dig og evt. syr dig bagefter. 
Det handler både om din sikkerhed og om jordemoderens arbejdsforhold, når hun ikke, som på sygehuset, kan tilkalde hjælp med meget kort varsel. Så hvis du når frem til at udelukke din mand fra at være til stede, bør du vælge at føde på sygehus. 

Din mor skal bare have at vide at hun skal deltage evt spørger om hun ikke vil passe den store.

Din mand skal selvfølgelig med, det er jo også hans barn

Anonym skriver:

Jeg vil så gerne føde alene denne gang, (med jdm som eneste tilstede). Har termin sidst i august, så de når jo desværre nok at åbne op for muligheden for at flere deltagere under fødsler. 

Under begge mine to andre fødsler var både min mor og mand med. Men det så stressende og jeg kan slet ikke slappe af når de er der. 

Denne gang har (især min mor) bare en selvfølgelighed omkring at hun skal være med igen. Jeg elsker virkelig min mor, og der skær mig i hjertet at skulle bede hende om ikke at deltage.

Jeg har valgt en hjemmefødsel denne gang pga jeg ikke kan med så mange der er omkring en (både på gangene og som kommer ind og "lige" skal hente noget til en anden stue imens man ligger og har det hårdt, vagtskifte osv.)

Jeg har brug for absolut ro omkring mig og ingen der snakker og forstyrre. Så Aller helst at min mand heller ikke deltog. Men det føler jeg slet ikke jeg kan være bekendt. 

Men skal på en eller anden måde have formuleret det pænt til min mor og uden hun kan blive ked af det. Jeg er sindsygt konfliktsky og det ender garanteret med at jeg ikke får det sagt og hun deltager igen og min sidste fødsel endnu engang bliver med stress og snak omkring mig. (kan i øvrigt heller ikke lide at de kigger på mig imens jeg har det dårligt).

Hjælp hvad kan jeg gøre? 

Ja, du skal i hvert fald starte med at åbne munden.

Ingen kan gætte, hvad der foregår i dit hoved.

Du skal inddrage jordemoder omkring dine ønsker, du skal snakke med din mand, og du skal have ham i ryggen, når der skal snakkes med din mor.

Der er absolut ingen grund til, at du render alene rundt med de tanker.

Få det sagt og stå fast! Du bliver så lettet bagefter.

Hvad tænker du, at der sker ved, at du står fast på dit ønske? Hvis der er skuffelse og surhed, så er det deres problem, ikke dit, og de skal nok blive gode igen, helt rolig.