Anonym skriver:
Puha, et svært tråd at skrive så spørge i stedet for bare at tror et eller andet 
Jeg er en person der er opvokset med meget følelsesmæssigt svigt så jeg ved ikke om det er derfor jeg er så “firkantet”
Men jeg har utroligt svært med mennsker der er i krise eller i sorg. Lige for tiden er jeg omringet med mennsker med store sorg i deres liv.
Bliver skilt, forventet dødsfald, angst, osv osv .
Jeg er der for menneskerne og siger alt det “rigtige” ej hvor er det synd og de snakker om det osv. - Det hvor jeg ikke kan er, når mennesker bliver VED og ikke sørger hjælpe fra professionel når det tager overhånd 
lige nu ringer min søster grædende for hendes kæreste har fået en ny pige ( gjorde forbi 1 år siden)
og så en masse andet hvor mennsker FORVENTER jeg gider ( orker) at høre på det samme og det samme -
jeg er så udmattet 
Jeg magter ikke være DER for andre mennesker mere
Jeg er lidt trist og overvældet af konstant at give og give.
jeg føler det som om, jeg har fjernet en masse ukrudt fra haven, brugt meget tid på det og forventer det holder sig en tid, til at vågne op en morgen og SLT ukrudt er kommer tilbage
Jeg magter ikke mere
Hvad Søren skal jeg gøre?
Ganske enkelt: du skal sige fra og trække stikket. Som 'omsorgsperson' og det gælder også veninder, så har man kun en 'vis' mængde 'vand' i sin sø og hvis den sø er ved at tørre ud, som det lyder ekstremt meget til i dit tilfælde, så skal du sige stop, trække stikket så du igen kan trække vejret dybt. Er dine veninder/bekendte/søstrr virkelig sympatiske vil de kunne forstå det og acceptere at nu har du altså brug for en pause - er de ikke, så vil venindeskabet/bekendtskabet måske glide ud og ophører. Der findes desværre individer, der blot 'suger alt næring' ud af deres omgivelser som en svamp og som ikke kommer videre trods man forsøger at hjælpe dem, og på et tidspunkt er man brugt op - man kan simpelthen ikke holde til mere og så er det her man skal tage sig selv alvorligt - som du gør så fint med dit råb om hjælp - og sige nu er det simpelthen nok. Du har simpelthen ikke én eneste dråbe 'vand' at give mere af og det er tydelig i dit opslag. Det er nu dig, der skal komme først og dig der skal have ro, og det er helt og særdeles okay i en samtale (med f.eks din søster eller andre) at sige 'det her kan jeg ikke rumme lige nu - kan vi snakke om noget andet?'. Folk, der har det svært har tre reaktionsmønstre: enten så acceptere de det, eller de bliver ekstrem paf og reagere med et angreb eller også cutter de kontakten. Det kan være ekstremt hårdt, men i dit tilfælde er du simpelthen nødt til at passe på dig selv!
Ønsker dig alt det bedste - fra en, hvis egen 'sø' selv løb tør for 'vand' at dele ud af.
