Er det normalt eller er jeg stadig deprimeret?

Lidt forhistorie: vi har en pige på 1,5 år, som bestemt aldrig har været glad for søvn.. Hun har aldrig haft det vilde behov for søvn, og er også begyndt at droppe middagsluren, når hun er hjemme.. 

Under graviditeten samt efter fik jeg en fødselsreaktion, som senere udviklede sig til depression, hvor jeg måtte starte på antidepressiv samt psykolog.. Jeg droppede antidepressiverne for snart et halvt år siden, og har egentlig klaret det rigtig godt.. Og under lockdown klarede jeg det også ret godt.. Blev hurtigere irriteret på både kæreste og datter, men det tænker jeg, at de fleste er blevet..

Nå men tilbage til nutiden.. Min kæreste arbejder hjemmefra indtil den 10., så det er jo lidt begrænset hvor meget, han kan hjælpe, da han jo skal passe sit arbejde.. Og de dage hvor datteren ikke er hjemme, der skal jeg så passe hus samt søge job, men jeg er simpelthen så træt for tiden.. Datteren sover af h til, hvor jeg ofte er oppe hos hende 4-5 gange om natten, og så bliver jeg vækket kl. 6.30/7 om morgenen af kæresten, da han jo skal møde på arbejde og derfor ikke kan tage datteren mere.. 

Det vil sige, at jeg er i mega underskud af søvn, og er derfor nu begyndt at smågræde igen, fordi jeg får de der dumme tanker såsom "hvor har jeg lyst til at stikke af fra det hele, så jeg kan få noget søvn", "hvor er jeg en dårlig mor, fordi jeg har lyst til at stikke af", og "datter fortjener en bedre mor end mig, og kæreste fortjener en bedre kæreste".. 

Og så er det, at jeg tænker, om det er normalt? Altså om andre også kan få de tanker, når de mangler søvn, eller om jeg begynder at blive deprimeret igen? For når jeg er "kommet mig"/har fået sovet ud, så er jeg igen glad, lykkelig, føler mig som en god mor og føler, at jeg sagtens kan klare det hele..

Det lyder desværre som om du er på vej ned igen. Jeg kan kende de samme tanker fra mig selv, og jeg synes også, det har været svært her i Corona tiden.

Jeg synes du skal tage fat i din læge og få nogle aftaler med en psykolog igen. Jeg tænker også, at selv om din kæreste arbejder og du søger job, så er det at søge job sq også et arbejde, og I må derfor dele nætterne op mellem jer. Ikke at få sin søvn er faktisk et tortur redskab. Så det er ikke så underligt, at du er på vej ned igen.

Håber du får det bedre.

Mullemee skriver:

Det lyder desværre som om du er på vej ned igen. Jeg kan kende de samme tanker fra mig selv, og jeg synes også, det har været svært her i Corona tiden.

Jeg synes du skal tage fat i din læge og få nogle aftaler med en psykolog igen. Jeg tænker også, at selv om din kæreste arbejder og du søger job, så er det at søge job sq også et arbejde, og I må derfor dele nætterne op mellem jer. Ikke at få sin søvn er faktisk et tortur redskab. Så det er ikke så underligt, at du er på vej ned igen.

Håber du får det bedre.

Jeg har heldigvis stadig tre samtaler tilbage hos psykolog, men jeg er bare ikke så god til det der med videosamtale, så jeg har trukket den med en ny tid, så jeg forhåbentlig kunne møde op hos hende.. Men ja må nok overgive mig og få en tid over Skype .. 

Og ja du har helt ret.. Føler bare, at jeg svigter min kæreste på en måde.. Normalt tager han morgenerne, hvilket også er fint nok.. Men når jeg så ikke har fået særligt meget søvn i en uge eller to, så får jeg sådan en dag her.. Men føler som sagt, at jeg svigter min kæreste, hvis han skal tage nætterne.. For han har jo også brug for søvn, og jeg når alligevel at vågne, når datteren græder om natten, fordi kæresten sjældent hører det.. Så skal sparke ham ud af sengen, og så er han mega langsom til at få hende til at sove videre, så jeg ligger tit og er vågen imens.. Og så tænker jeg jo, at JEG ligeså godt kunne gå derind .. Og når nu jeg "bare" søger arbejde, men kan slapp af flere gange om ugen (altså forstået på den måde, at jeg nogle gange kan sove i nogle timer eller som minimum have en halv times pause fra jobsøgning/indkøb/rengøring/oprydning), mens han skal knokle på i 8 timer, ja så får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg ikke "yder mit" om natten 

Selvfølgelig skal du være obs - du kender alle faresignaler osv. 

men jeg vil altså sige, jeg kender 100 procent til de tanker der, særligt ved for lidt søvn, for travl en hverdag og i lockdown. 
man må gerne være ked af det nogle gange - det er kun godt, at man kan mærke sig selv. 
jeg har selv haft stres og en form for angst neurose - så, jeg har været der. Men for ikke at gå i panik, lært mig selv, at tristhed og ked af er nogle følelser jeg ogaå gerne må have uden at jeg behøver være ‘syg’ igen. 

CKJ skriver:

Selvfølgelig skal du være obs - du kender alle faresignaler osv. 

men jeg vil altså sige, jeg kender 100 procent til de tanker der, særligt ved for lidt søvn, for travl en hverdag og i lockdown. 
man må gerne være ked af det nogle gange - det er kun godt, at man kan mærke sig selv. 
jeg har selv haft stres og en form for angst neurose - så, jeg har været der. Men for ikke at gå i panik, lært mig selv, at tristhed og ked af er nogle følelser jeg ogaå gerne må have uden at jeg behøver være ‘syg’ igen. 

Ja det siger min psykolog også.. At det kun er godt, at jeg har en reaktion, og at det ikke er tegn på depression.. Er bare så bange for det, for har virkelig ikke lyst til at gå ned igen..

Men er da "godt" at høre, at du selv har nogle erfaringer, og alligevel kan trøste mig med, at det er helt normalt 

Anonym skriver:

Ja det siger min psykolog også.. At det kun er godt, at jeg har en reaktion, og at det ikke er tegn på depression.. Er bare så bange for det, for har virkelig ikke lyst til at gå ned igen..

Men er da "godt" at høre, at du selv har nogle erfaringer, og alligevel kan trøste mig med, at det er helt normalt 

Som min læge sagde: det handler pludselig om angsten for angsten - at man bliver bange for, at blive ‘syg’ igen. Prøv, at lade følelserne komme og afvent - det virker nogle gange for mig 

CKJ skriver:

Som min læge sagde: det handler pludselig om angsten for angsten - at man bliver bange for, at blive ‘syg’ igen. Prøv, at lade følelserne komme og afvent - det virker nogle gange for mig 

Ja det har du helt ret i.. For har fået lidt en angst for at blive syg igen, og derfor aldrig kunne få barn nr. 2 (fordi jeg så ikke ville kunne holde til det)

Anonym skriver:

Ja det har du helt ret i.. For har fået lidt en angst for at blive syg igen, og derfor aldrig kunne få barn nr. 2 (fordi jeg så ikke ville kunne holde til det)

Mit råd må være, at du skal lave noget du kan lide! Og som gør dig glad  

naturen er jo, bevist, rigtig god for os med en sart psyke. 
men jeg ville, tage nogle dybe indåndinger og prøve at være i det - men bliver det værre, skaæ du naturligvis tale med din læge 

Man bruger jo manglende søvn som torturmetode. Kroppen fungere jo ikke uden.

Uanset om din mand arbejder, så er der ikke nogen familie der fungerer, ved at den ene forældre tager alle omgange med et barn der vågner 4-6 gange om natten. Det nærmer sig tortur. Du når aldrig ned i den dybe søvn hvor du får restitueret, hvilket påvirker dit overskud og din hjerne. 

Første skridt er, at du allerede i aften gør klart for ham, at du ikke magter alle de opvågninger. Han må tage over og så være træt en dag eller to. Uden at du har dårlig samvittighed. 

Få evt hjælp fra dine forældre.

skid hul i rengøring og lad det sejle noget mere. Tip tip “bo bedre” stil er ikke relevant mår man har det som dig. 

Du får aldrig et job, hvis du ikke får sovet. Overskuddet er der ikke hverken til at søge eller at gå til samtaler. Forklar din mand at hvis han er klog investerer han i lidt mere hjælp til dig.

Og lær selv at bede om hjælp!

Held og lykke

Anonym skriver:

Lidt forhistorie: vi har en pige på 1,5 år, som bestemt aldrig har været glad for søvn.. Hun har aldrig haft det vilde behov for søvn, og er også begyndt at droppe middagsluren, når hun er hjemme.. 

Under graviditeten samt efter fik jeg en fødselsreaktion, som senere udviklede sig til depression, hvor jeg måtte starte på antidepressiv samt psykolog.. Jeg droppede antidepressiverne for snart et halvt år siden, og har egentlig klaret det rigtig godt.. Og under lockdown klarede jeg det også ret godt.. Blev hurtigere irriteret på både kæreste og datter, men det tænker jeg, at de fleste er blevet..

Nå men tilbage til nutiden.. Min kæreste arbejder hjemmefra indtil den 10., så det er jo lidt begrænset hvor meget, han kan hjælpe, da han jo skal passe sit arbejde.. Og de dage hvor datteren ikke er hjemme, der skal jeg så passe hus samt søge job, men jeg er simpelthen så træt for tiden.. Datteren sover af h til, hvor jeg ofte er oppe hos hende 4-5 gange om natten, og så bliver jeg vækket kl. 6.30/7 om morgenen af kæresten, da han jo skal møde på arbejde og derfor ikke kan tage datteren mere.. 

Det vil sige, at jeg er i mega underskud af søvn, og er derfor nu begyndt at smågræde igen, fordi jeg får de der dumme tanker såsom "hvor har jeg lyst til at stikke af fra det hele, så jeg kan få noget søvn", "hvor er jeg en dårlig mor, fordi jeg har lyst til at stikke af", og "datter fortjener en bedre mor end mig, og kæreste fortjener en bedre kæreste".. 

Og så er det, at jeg tænker, om det er normalt? Altså om andre også kan få de tanker, når de mangler søvn, eller om jeg begynder at blive deprimeret igen? For når jeg er "kommet mig"/har fået sovet ud, så er jeg igen glad, lykkelig, føler mig som en god mor og føler, at jeg sagtens kan klare det hele..

Jeg har haft det ahelvede til i 2 år , et barn med kolik og som ikke har Sovetefter kolik heller... Vågen 5-7 gange hver nat , et større barn også og fuldtids job efter endt barsel og til sidst faldt jeg fra hinanden. Jeg var konstant i alarm beredskab og sov ikke dybt fordi man lå hele tiden , hvad nu hvis h*n vågner lige om lidt igen. Jeg ville skrive afskeds brev og forsvinde , hvorhen vidste jeg ikke, jeg ville bare have ro. En pårørende så det på mig og bad mig søge læge. Min læge sagde , du har været udsat for tortur de sidste 2 år, intet under du ikke hænger sammen , du mangler søvn. Så jeg fik sovepiller og besked på nu er det far der tager over i en periode og hold nu kæft det har hjulpet... Søvn mangel skal ikke undervurderes... Jeg er trappet ud af pillerne igen og raskmeldt men går stadigvæk dage hvor jeg siger det er kærestens nat og ligger mig et sted hvor jeg ikke kan høre mit barn... Det var det helt rigtige for mig...