Social angst og sociale naboer

Jeg er 45 år og gift med 2 børn. Jeg har et udadvendt job og når jeg har fri, er jeg meget privat og lader bedst op i rolige omgivelser og helst blot omgivet af min familie (og allerhelst alene).
Udfordringen er, at vi bor i et meget socialt nabolag. Vores naboer kan ikke få nok socialt samvær, de er evig og altid klar på sociale sammenkomster og hænger i øvrigt tit ud på vores villavej - ofte lige ude foran vores hus. Jeg synes det er hyggeligt, men kan slet ikke håndtere det. Min angst buldrer op hver gang der kommer en ny invitation til et socialt arrangement eller der opstår spontane sammenkomster - det sker ret ofte. Jeg føler mig forkert og føler at mine naboer synes jeg er underlig, fordi jeg aldrig deltager. Og det puster endnu mere til min angst. Jeg føler mig så alene med det og er der, hvor jeg næsten overvejer at flytte.

Det er jo så moderne at socialisere og komme hinanden ved, men jeg føler bare at mit sociale behov er ret lille i forvejen og iøvrigt bliver opfyldt af arbejde, mand, børn og de veninder jeg har og ser jævnligt. 

Er der nogen der kan relatere? Og evt. har et godt råd til hvordan jeg kan håndtere det her? 

Anonym skriver:

Jeg er 45 år og gift med 2 børn. Jeg har et udadvendt job og når jeg har fri, er jeg meget privat og lader bedst op i rolige omgivelser og helst blot omgivet af min familie (og allerhelst alene).
Udfordringen er, at vi bor i et meget socialt nabolag. Vores naboer kan ikke få nok socialt samvær, de er evig og altid klar på sociale sammenkomster og hænger i øvrigt tit ud på vores villavej - ofte lige ude foran vores hus. Jeg synes det er hyggeligt, men kan slet ikke håndtere det. Min angst buldrer op hver gang der kommer en ny invitation til et socialt arrangement eller der opstår spontane sammenkomster - det sker ret ofte. Jeg føler mig forkert og føler at mine naboer synes jeg er underlig, fordi jeg aldrig deltager. Og det puster endnu mere til min angst. Jeg føler mig så alene med det og er der, hvor jeg næsten overvejer at flytte.

Det er jo så moderne at socialisere og komme hinanden ved, men jeg føler bare at mit sociale behov er ret lille i forvejen og iøvrigt bliver opfyldt af arbejde, mand, børn og de veninder jeg har og ser jævnligt. 

Er der nogen der kan relatere? Og evt. har et godt råd til hvordan jeg kan håndtere det her? 

Ved de hvordan du har det? 
Jeg tænker at de jo gør det for at være søde, men hvis de ikke ved hvad de gør ved dig, kan de jo ikke ændre på det. 
Og hvad med nogle gange bare at sende mand og børn afsted.. 

Men ja jeg kan godt kende til det, men nu får jeg heller ikke super mange invitationer, så jeg klarer mig. Men hvis det påvirker en så meget, bør man nok spille med åbne kort, så de forstår hvorfor man reagere på den måde. 

Jeg har valgt at spille helt med åbne kort.... jeg er også social på studie, job osv.MEN når jeg har fri vil jeg gerne og hat behov for at komme hjem, lukke døren og bare være i mit hjem/have med familie, og som du også gerne alene.

Jeg har ikke social angst men angst hvor jeg er bange for at blive fysisk syg når jeg er nogle steder samt jeg grundet tidligere usbrændthed ikke kan magte at skulle alt muligt i weekender osv for jwg kan ikle rumme det, og ligger som oftes i sengen flere dage efter jeg er til noget socialt..

Jeg har meldt ud jeg ikke kan deltage i alt, og jeg ikke vælger fra fordi jeg ikke gerne vil deltage men fordi jeg bliver nøs til at priotere og ofte må mærke efter på selve dagen om jeg kan deltage. Det er ikke alle der kan forstå det, men det er ok - så længe de blot respektere det.

Jeg har også meldt ud til familie, venner og dem jeg er på hold med på mit studie at jeg kan få angst tilfælde men at jeg har behov for man lader som ingenting i situationen da jeg derved nemmest kommer igennem det... jeg bliver fysisk utilpas koldsved, svimel, hjertebanken osv... og kun når jeg er i sociale sammenhænge eller feks på studie, handler osv, hvor jeg frygter at blive "syg"

Jeg er da stadig træt af jeg ikke kan deltage i alt, ogisær når det har betydning for man og børn....men at være åben omkring det har betydet at jeg har mindre dårlig samvittighed OG meget færre angst tilfælde