drømmerier

jeg havde en drøm i nat, som var lidt forskrækkende vedrørende mine fremtidige evner som mor

vi havde lånt en baby, mig og søren, en lille dreng, som var utrolig yndig og som lignede min lillebror på en prik da han var nyfødt, slår det mig pludselig (jeg glædede mig ufatteligt til min lillebrors fødsel!).

denne her baby var sød og alting, men jeg kunne ikke rigtig finde begejstringen frem og syntes egentlig det var røvkedeligt at have ham hængende. heldigvis opvejede Søren så rigeligt for mine manglende evner og sad med babyen hele tiden og tuttenuttede og da vi skulle i seng, sagde han "jamen vi skal jo gøre flasker klar til i nat"

"ahva?" svarede jeg

"jamen, han skal jo have mad i løbet af natten, så vi kan ligeså godt være forberedt"

hmmm...der havde jeg en meget tydelig tanke, der lød: "Gud, hvor er sådan nogle babyer dog TRÆLSE"

 det er da ikke særlig betryggende! men måske hænger det sammen med at jeg overhovedet ikke har haft troen på behandlingen denne gang og egentlig bare glæder mig til at kunne sige "TOLD YOU SO!" når min menstruation starter... hvad gør man så når man har mistet troen og håbet?!

Tjuhl skriver:

jeg havde en drøm i nat, som var lidt forskrækkende vedrørende mine fremtidige evner som mor

vi havde lånt en baby, mig og søren, en lille dreng, som var utrolig yndig og som lignede min lillebror på en prik da han var nyfødt, slår det mig pludselig (jeg glædede mig ufatteligt til min lillebrors fødsel!).

denne her baby var sød og alting, men jeg kunne ikke rigtig finde begejstringen frem og syntes egentlig det var røvkedeligt at have ham hængende. heldigvis opvejede Søren så rigeligt for mine manglende evner og sad med babyen hele tiden og tuttenuttede og da vi skulle i seng, sagde han "jamen vi skal jo gøre flasker klar til i nat"

"ahva?" svarede jeg

"jamen, han skal jo have mad i løbet af natten, så vi kan ligeså godt være forberedt"

hmmm...der havde jeg en meget tydelig tanke, der lød: "Gud, hvor er sådan nogle babyer dog TRÆLSE"

 det er da ikke særlig betryggende! men måske hænger det sammen med at jeg overhovedet ikke har haft troen på behandlingen denne gang og egentlig bare glæder mig til at kunne sige "TOLD YOU SO!" når min menstruation starter... hvad gør man så når man har mistet troen og håbet?!

Jeg kender så godt den følelse af ikke at tro på det længere eller i hvert fald ikke i samme omfang, som de første gange. Det er jo nok en forsvarsmekanisme, som træder i kraft, fordi man forsøger at gøre sig stærk og hård til at modtage endnu et nedslående svar.

Men vi er nødt til at tro på det!! Jeg har en kollega der var igennem 7 af de lange behandlinger før det lykkedes, og jeg forsøger altid at sige til mig selv at hvis hun kan, så kan jeg fandme også!! Og det kan du også.
 

Tjuhl skriver:

jeg havde en drøm i nat, som var lidt forskrækkende vedrørende mine fremtidige evner som mor

vi havde lånt en baby, mig og søren, en lille dreng, som var utrolig yndig og som lignede min lillebror på en prik da han var nyfødt, slår det mig pludselig (jeg glædede mig ufatteligt til min lillebrors fødsel!).

denne her baby var sød og alting, men jeg kunne ikke rigtig finde begejstringen frem og syntes egentlig det var røvkedeligt at have ham hængende. heldigvis opvejede Søren så rigeligt for mine manglende evner og sad med babyen hele tiden og tuttenuttede og da vi skulle i seng, sagde han "jamen vi skal jo gøre flasker klar til i nat"

"ahva?" svarede jeg

"jamen, han skal jo have mad i løbet af natten, så vi kan ligeså godt være forberedt"

hmmm...der havde jeg en meget tydelig tanke, der lød: "Gud, hvor er sådan nogle babyer dog TRÆLSE"

 det er da ikke særlig betryggende! men måske hænger det sammen med at jeg overhovedet ikke har haft troen på behandlingen denne gang og egentlig bare glæder mig til at kunne sige "TOLD YOU SO!" når min menstruation starter... hvad gør man så når man har mistet troen og håbet?!

Sådan havde jeg det også i de sidste forsøg med IUI. Troede ikke på og skældte mine veninder ud når de sagde at jeg blev nødt til at tro på det.

Jeg fortalte dem at jeg blev nødt til at forsvare mig selv og at det er deres job som veninder at tro på hele tiden og være positiv for mig. Jeg tror at de til sidst forstod det. Jeg kunne holde til alle de nederlag og skuffelser over at det som er lykkes alle omkring os, ikke kunne lykkes for os.....

Hel og lykke