Nej, det går ikke at sige, at hans datter skal blive hos moderen.
Men din kæreste må på banen.
Du skriver, at du gør alt for at "styre" dine børn, så hans datter får fred og din kæreste er glad.
Og at du må se, om du kan imponere hende i denne weekend.
Måske prøver du alt for hårdt. Og måske gør du det for nemt for din kæreste.
Han må også tage noget ansvar. Og det tager tid at få en sammenbragt familie til at fungere. Så det er ikke gennemtænkt, når han siger, at han vil flytte igen, hvis hun ikke bliver glad for at være hos jer.
Det er kun en måned siden, og han kan ikke forvente, at det ikke påvirker hende.
Han kan f.eks. give dig noget alenetid ved at tage hende lidt med ud. Så får hun også lidt ro og alenetid med sin far.
Danmark er vendt op og ned, siden I flyttede sammen.
Og lige nu står du over for at skulle miste din far til corona. Det er rigtig hårdt, og det er du nødt til at give dig selv lov til at have det svært lige nu. At miste en forælder er bare svært. Der skal være plads til den sorg, du føler nu.
Og samtidg har du måttet lukke din virksomhed.
Der er ikke noget at sige til, at du er voldsomt presset lige nu.
Det kræver tid, tid og atter tid for jer alle sammen.
I øvrigt synes jeg, det lyder, som om du er glad for din kærestes datter. Det er ikke hende, du ikke orker - det er hele situationen.