Håndtering af preeteen.. hjælp!

Hej alle.

Jeg står i den situation at jeg er alene cirka 50% af tiden med mine 2 børn på 5 og 8. 

Jeg finder mig selv i situationer ofte for tiden, hvor jeg bliver fuldstændig magtesløs overfor ham på 8. Han er SÅ provokerende overfor både mig og den mindste og så er han belærende overfor den lille i en sådan grad at jeg er ved at koge helt over. Hver eneste gang jeg siger noget til den lille, så kommer han og skal gentage og kører rundt i det som om han er en autoritet og lige skal opdrage videre.  Jeg bliver SINDSYG. Og han stopper bare ikke uanset hvad fanden jeg gør. 

Der udover, så skal ALT diskuteres, eller også kommer der et flabet svar. Og ofte vender han tingene mod mig "hvorfor må du så ditten og datten" (fordi jeg er voksen og din mor!) .. det er så kamp drænende. Lektier er et helvede, hvor han lader som om han intet kan og bliver helt kludedukke agtig mentalt , selv de mindste simple ting kan han pludselig være 1 time om fordi jeg vil have ham til at prøve selv eller i det mindste spørge ordentligt om hjælp i stedet for at sige fx "du ved godt hvad jeg skal hjælpes med" ( og bliver enormt vred) uden at have fortalt mig det overhovedet. Jeg kan naturligvis ofte gætte mig til det, men jeg synes han har behov for at blive bedre til at være konkret og sætte ord på det han finder svært - så vil jeg hellere end gerne hjælpe ham. 

Jeg er helt kvæstet når jeg har børnene. Jeg ender der ude hvor jeg sender ham på værelset eller kommer til at hæve stemmen simpelthen fordi jeg ikke kan trænge igennem til ham. 

Hvad gør man? Er der andre i lign situation der har fundet en metode der virker? Jeg synes virkelig altid jeg prøver at gå til de her uger og episoder, med oprejst pande, rolig og fattet med en tanke om at det nok skal blive fint  - men jeg ender ude hvor kragerne vender og har lyst til at gå hjemmefra gang på gang. 

PS, han er naturligvis også en sød og dejlig dreng. God humor og en rigtig god ven. Bare lige så i ikke tror jeg kun tænker negativt om ham  

Konflikterne fylder bare rigtig meget og dræner mig for al energi. 

Det kan lyde så let når man skriver det, men gal en kamp irl. Mine metoder har været. Totalt konsekvens som i totalt. 
skriv regler / punkter op på en tavle inden han kommer. Konsekvenser / evt belønninger.

det kan være svært når de ikke selv synes de svarer igen eller at de mener det er os der er forkert på den - men ingen diskussion. Diskussion er konsekvens.

Det kan lyde meget lidt pædagogisk ikke at samtale og forklare, men i perioder kan det være håbløst og føre til ingenting og så må man i stedet tage den (kort) senere, når der er ro på.

I den alder er det meget spilletid / fjernsynstid / telefon etc der kan være konsekvenser, men ellers et æggeur på værelset 

En regel kan være - kl xx laver du lektier og du starter selv xx min med at prøve finde ud af det selv. Man bliver siddende til det er lavet. Konsekvens ellers ryger der tv tid senere.

på et tidspunkt bliver det forstået hvis man er konsekvent nok trods der kan være en del besvær / skrig / råben inden.

Alt opdragelse etc af det yngre barn KUN dig, ellers på værelset etc

Du kan evt få pasning af det lille barn og tage alene i fx bio, svømmehal, skøjtebane etc som belønninger, hvis han har xxxx eller xxxx. Eller han kan sætte streger og for hver xx streg vælger han en belønning

Er han evt jaloux / har problemer hos hans far / savnet sig eller far osv. Min søn kunne godt være uligevægtig pga diverse han ikke kunne forklare og præ hormoner oveni. God kost og søvn var også essentielt. 

Jeg ville ønske jeg dengang vidste at det ville ende m de sødeste drenge og det heldigvis bare var perioder ind i mellem.

Ano18 skriver:

Det kan lyde så let når man skriver det, men gal en kamp irl. Mine metoder har været. Totalt konsekvens som i totalt. 
skriv regler / punkter op på en tavle inden han kommer. Konsekvenser / evt belønninger.

det kan være svært når de ikke selv synes de svarer igen eller at de mener det er os der er forkert på den - men ingen diskussion. Diskussion er konsekvens.

Det kan lyde meget lidt pædagogisk ikke at samtale og forklare, men i perioder kan det være håbløst og føre til ingenting og så må man i stedet tage den (kort) senere, når der er ro på.

I den alder er det meget spilletid / fjernsynstid / telefon etc der kan være konsekvenser, men ellers et æggeur på værelset 

En regel kan være - kl xx laver du lektier og du starter selv xx min med at prøve finde ud af det selv. Man bliver siddende til det er lavet. Konsekvens ellers ryger der tv tid senere.

på et tidspunkt bliver det forstået hvis man er konsekvent nok trods der kan være en del besvær / skrig / råben inden.

Alt opdragelse etc af det yngre barn KUN dig, ellers på værelset etc

Du kan evt få pasning af det lille barn og tage alene i fx bio, svømmehal, skøjtebane etc som belønninger, hvis han har xxxx eller xxxx. Eller han kan sætte streger og for hver xx streg vælger han en belønning

Er han evt jaloux / har problemer hos hans far / savnet sig eller far osv. Min søn kunne godt være uligevægtig pga diverse han ikke kunne forklare og præ hormoner oveni. God kost og søvn var også essentielt. 

Jeg ville ønske jeg dengang vidste at det ville ende m de sødeste drenge og det heldigvis bare var perioder ind i mellem.

Tak for svar. Jeg tror adfærden er 100% alders betinget. Der er ingenting ift afsavn og der er ikke rigtig noget at være jaloux over. Vi har levet som vi gør, i 4 år nu, så heller ingen nylige omvæltninger der. 

Jeg vil prøve at være mere konsekvent. Jeg synes bare det er pisse svært at finde ud af, hvad konsekvensen skal være hvor det giver mening. Og uden at straffe den lille for den stores adfærd. Det er det helt store problem ofte synes jeg. fx tv - jamen vi har kun 1 og det står i stuen så hvis han ikke må se tv, så må den lille heller ikke. Hvis vi har planlagt en tur ud af huset, som kunne aflyses for hans vedkommende hvis vi var 2 voksne - så går det også udover den lille når jeg kun er mig.. og den mindste er trods alt 5 og er bestemt ikke ligeglad med at vi skipper en tur i zoo, til bedsteforældre eller lign. så der er kun værelset tilbage. Han spiller ikke PC, tablet eller andet. 

Det underlige er også, at jeg faktisk ser mig selv rigtig meget i ham. Det minder fuldstændig om det forhold min far og jeg havde da jeg var ung teenager. Det gik også hele tiden op i en spids. I virkeligheden nok fordi vi er enormt ens.. det er svært. Jeg kan ikke rigtig se noget min far kunne have gjort anderledes når jeg ser tilbage. For jeg VAR strid og det var sgu ikke hverken hans eller min mors skyld.