Barn savner sin far..?

Hej alle, jeg er en desperat mor som skriver herinde i magtesløshed

Min mand, som også er min datters far, er verdens kærligste og mest hengivne far. Han vil sin datter (2 år i søndags), han påtager sig faderrollen, har hende fast om natten når hun vågner og er ked af det/sulten/søger tryghed. Han har aldrig hævet stemmen over for hende eller været voldsom over for hende. Han har gjort sin stemme bestemt, på samme måde som jeg har.

Og så har han et 8-16 job, i modsætning til mig, som går hjemme og er højgravid med nr. 2. Hun går i vuggestue, som regel afleverer far og jeg henter hende. Herefter har vi 2-3 timer inden far kommer hjem. Det er mig der står for fridagene og de ekstra korte dage. 

Vi kan hygge os rigtig meget og idet far åbner døren og råber "hej" skriger hun i glæde og løber ham i møde, for så at stoppe op og beordre ham væk samt blive meget besiddeirsk omkring sine ting (f.eks. i dag, hvor han kommer ind og hun går fuldkommen i panik ved tanken om, at han skulle sætte sig på en stol, hun ikke har siddet på i dag - overhovedet). Hun græder, bliver vred, beder ham gå væk og laver stop-tegn. Han må ikke røre mig eller kigge på nogle af hendes ting. Han må ikke være med i legen, ja faktisk virker det som om hun ønsker ham væk. 

Hvis jeg går i køkkenet og foreslår at far overtager legen, skriger hun på mig som om han mishandler hende. Fuldkommen panisk råber hun "mor, moor, nej, mor, væk far, nej mor" - jeg står og kigger på det hele og far står stadig et par meter væk og tilbyder hende at lege med hendes favoritlegetøj. 

Vi er tyndslidte.. far fordi han overhovedet ikke får en chance og mig fordi min krop begynder at gøre ondt og det skærer mig i hjertet når hun skriger på mig i panik, selvom far intet har gjort. Jeg savner at kunne være hjemme og ordne forskellige ting mens far f.eks. læser bog med hende. 

Umiddelbart tror vi at det hele bunder i et savn til ham og hendes følelser bliver for voldsomme når hun ser ham, men for filan... vi rummer og rummer og rummer, men nu er jeg ved at give op. Vi kan ikke hygge os sammen, have weekend sammen eller eftermiddage uden de ender i skrig, skrål og frustration fra alles side. 

Har I det gyldne råd? Er det endnu en forbandet fase? Hvordan kommer vi bedst igennem det her? Jeg kan jo ikke have en baby - med behov - hængende i patten efter fødslen OG konstant være på
storesøster selvom far er hjemme... 

Hvad med at han laver noget med hende alene i weekenden - svømmehal, tur i skoven eller zoo?

så giver det dig ro og de får knyttet lidt bånd.

min oplevelse i de perioder hvor den ene hos os er blevet favoriseret er at det er værst når den person er tilstede. Måske er far ok - hvis du ikke er der. Og hvis det er et savn ifht ham så lad dem være alene - hvor du er ude af syne

Vi har lige haft en periode, hvor far bare var den bedste til alt! (En periode på flere måneder, selvfølgelig duede jeg også, men helst far og det var sku hårdt! Især fordi det er mig der laver flest ting med hende). 

vi fik det råd at far skulle snakke med mig, respektere mig (det lyder lidt dumt, for selvfølgelig gør han det, men virkelig overdrevet respektere mig), fortælle barnet at nu snakkede han lige med mor og hvor dejlig mor er. 
fx sagde han hej og kys til hende og satte sig over ik mig i sofaen og så sad vi der og hyggede og snakkede. For at vise at mor er okay. Hun var selvfølgelig velkommen til at komme og og hygge med, men nu var det lige mor der var i centrum. 

det har i den grad hjulpet! Nu duer vi lige meget igen og der er mere harmoni i familien. 

Hvad med far også hentede et par dage. 

Herhjemme har ændringer i hverdagen været de bedste. Ikke en ekstra tur i skoven m. M 

Børnene er altid far glade. Hvilket glæder mig. Jeg er aftenvagt. Og nyder at vi har den ordning så han ikke kun er hygge far. Men også faste rutiner i hverdagen står han for.