Eksperthjælp: Far er sur, træt, gamer og ser TV

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

789 visninger
0 svar
0 synes godt om
10. februar

Gitte Sander

Hej
Min mand og jeg har kendt hinanden i 8 år. Vi har en meget turbulent fortid, hvor jeg har været gået fra ham 2 gange. Men vi er stadig sammen i et forhold.
Vi har 3 børn (5 år, 3 år, 2 mdr.).
Han er ikke særlig social, har temperament, elsker at game eller se tv. Jeg er social, elsker at være sammen med familie og har stor tålmodighed. Vi er røget tilbage i vores gamle vaner siden sidst vi gik fra hinanden. Han laver ikke så meget derhjemme, deltager kun med ungerne hvis hans "overskud" er til det (game, se tv eller sove kan han altid), passer sit job men han mener ikke han skal lave noget herhjemme fordi jeg går hjemme på barsel. Han henter ikke sine børn fra institution når han kan. Han svarer tit ungerne hårdt eller med en underliggende tone af irritation, nogen gange råbe af dem (hvis de ikke lige hører efter eller larmer for meget), bliver hurtigt irriteret over dem. Jeg står ret meget med det hele selv. På trods af at jeg prøver at snakke med ham om at vi mangler ham alle sammen som far og som mand, at det er hårdt at være småbørns familie og man ikke bare kan komme hjem og gøre lige som det passer en. Han mener han har mere ret til at brokke sig og være træt fordi han arbejder og derfor godt må gå i seng fx kl 19 (mødetid 6-16 og fredag til kl 13:30).
Når vi så snakker så kan han godt se problemet og begynder at ændre hans måde at være på hjemme i maks 1 uge også begynder det stille og roligt at gå den anden vej igen.

Den ældste på 5 er begyndt at trække sig væk fra sin far. Han vil hellere vi (nogen gange bare ham selv) er hos et familiemedlem fremfor at være hjemme. Han er begyndt at åbne op og siger at han bliver ked af det når far svarer hårdt eller råber. Han siger at far er tit sur eller at far bare sover eller spiller. Det sidste han fortalte var at han ikke vil bo sammen med far mere, han savner vores gamle lejlighed hvor far bare kom på besøg og legede med dem nogen gange.

Faren ønsker ikke hjælp fra læge eller andre i den stil, da han ikke mener at han få hjælp og systemet er ikke bygget til at hjælpe dem som har brug for det. Jeg har tit foreslået at han skulle søge noget hjælp og komme ud med det som tyngder ham, få det bearbejdet og derved få mere overskud og større selvværd. Men det kommer ikke til at ske.

Mit spørgsmål er hvordan skal jeg tackle det her? Hvordan skal jeg forholde mig til hvad min 5 årige siger?(det knuser mit hjerte at høre han ikke er så lykkelig som han kunne være)
Ønsker kun det bedste for mine børn, de er mit et og alt og er begyndt at komme i tvivl om det med at bo og være i forhold med faren nu også er det bedste for dem...

Hilsen den fortvivlede



Gittes svar

Hej fortvivlede,

Ja, jeg godt forstå, at det knuser dit hjerte at høre hvad din 5-årige søn siger. Det er også alvorligt, at han nogle gange længes tilbage til lejligheden, sådan skulle det jo helst ikke være. Men samtidigt kan jeg høre, at det er en stærk og velformuleret lille gut, så han må have fået noget godt med i rygsækken, siden han kan udtrykke sig så tydeligt i en alder af kun fem år. Og måske kan vi bare se på det som en advarselslampe, der siger at der må gøres noget.

Det er jer som voksne, der bedst kan vurdere situationen, da det er umuligt for en dreng på fem år at overskue hvad der er bedst at gøre. Så det er vigtigt, at du fortsætter på samme måde med at lytte til din søn, og at han kan fortælle åbent hvordan han har det og hvad han tænker og føler. Men det er jo op til dig og din kæreste at vurdere, hvilke konsekvenser I vil drage af det, I hører. Du ved, en fem-årig skal gerne hav lov at kunne udtrykke "Jeg synes mine forældre er dumme nogle gange" og så videre, uden at det nødvendigvis betyder at I fx. flytter.

Men jeg synes, at I voksne tager situationen alvorligt og får gjort noget ved den. Når jeg læser det, du skriver om din kæreste, så tænker jeg følgende: 

Har han en depression? Er han afhængig af at game? Har han altid været så træt og irritabel? Kritiserer og bebrejder du ham meget? Har I prøvet parterapi eller familieterapi?

Det er normalt at glide tilbage i gamle mønstre, hvis man har været gået fra hinanden et stykke tid og derefter flytter sammen igen. Så der vil jeg sige, at det altid er klogt at få nogle sessioner parterapi med henblik på at sikre sig at der reelt kan trækkes en streg i sandet og skabes en ny frisk start. Det kan være svært at skabe dette selv, hvor gerne man end vil, og det skyldes at de mønstre jo ligger og huserer på et ubevidst niveau.

Når den ene får nogle følelser og reagerer med at gøre eller sige noget, trigger det den andens reaktionsmønstre. Og dette er så sammenfiltret at det kan være svært at få et overblik over og forandre ved egen kraft, da man bliver sneblind på sine egne bidrag til miseren. Og disse reaktionsmønstre er som regel så stærke, at det faktisk ikke i sig selv hjælper ret meget at være fra hinanden en periode. På den måde forstået at hvis man så blot kommer sammen igen vil mønstrene før eller siden gentages, som et minimum som tendenser.

Derfor synes jeg virkelig at I skulle tage at finde en god parterapeut, der kan hjælpe jer. En anden mulighed kunne vær en familieterapeut, dette kunne også være i kommunens familietilbud. Den kommune I bor I har enten en PPR (Psykologisk Pædagogisk Rådgivning) eller et familiehus, hvor I burde kunne få et forløb med hjælp til jeres situation, da det jo er uholdbart for børnene, hvis I skal flytte frem og tilbage på den måde, og da din ældste dreng jo reagerer negativt på sin far. Du kan også spørge i børnehaven om de kan mærke noget mistrivsel på drengen og om de kan henvise til noget familiebehandling.

Og hvad angår din kærestes livsstil, så er det jo ret almindeligt at kvinder på barsel klage over mandens fravær og træthed, og det er også ret almindeligt at kvinder klager over mænds tone overfor børnene, som ofte er mere grænsesættende, hvor kvinders tone ofte er mere omsorgsfuld. Begge dele er vigtige for barnet.

Men i dette tilfælde synes jeg, at det virker som om at der er en ekstra dimension. Den adfærd du beskriver fra din mands side, med gaming, TV, træthed og irritabilitet kan også skyldes reelle psykiske problmer, som fx afhængighed af spil, depression, stress eller lignende.

Og der synes jeg faktisk at du skal sætte ham stolen for døren i forhold til at søge hjælp. Det huer mig ikke, at han ikke har indset alvoren for familien, når du allerede har været flyttet to gange. Mange med lignende problemer forstår først situationens alvor, når konen vil flytte. Men der har I jo allerede været flere gange. Så hvis han ikke har forstået det endnu kan det enten være fordi; der er noget han ikke forstår; eller der er noget, som han ikke af egen kraft formår at ændre.

Jeg synes, at du er nød til at sige, at den måde, I lever på, som du beskriver her, kan ikke fortsætte og at du overvejer om adskillelse ville være det bedste. Sig til ham, at det er ikke det, du ønsker. At du ønsker at være sammen som familie, men at I er nød til at have noget hjælp til at få disse problemer løst. Sig at du gerne vil være der og støtte ham. Tilbyd at gå med til lægen for at bliv screenet for om han har en depression eller bør have hjælp hos en psykolog, eller gå med til en samtale på Center for Ludomani, for at undersøge om han har afhængighedsproblemer. Tilbyd at kigge på en parterapeut sammen eller at kontakte familiebehandlingen, som også kan hjælpe med at vurdere de aspekter.

Altså: Vis ham, at du vil gerne gøre hvad du kan, for at I to sammen kan tage ansvar for at få gjort noget ved disse problemer og få et mere tilfredsstillende familieliv op at køre end dette. Og husk at vise, at du godt ved, at det, du gør, også bidrager ind i familien. Dette siger jeg fordi, at hvis man kun fokuserer på den andens fejl og mangler, så sker der tit det, at den anden går helt i baglås. Imens hvis man viser forståelse for, at den anden også kan være frustreret med rette over noget, og stiller sig på samme hold, så kan det nogle gange blive lidt mere overskueligt at turde håbe på bedring.

Det kan også nogle gange hjælpe at gøre det tydeligt hvor meget den anden betyder for en som partner og for familien. Nogle gange i et mønster som dette, har man ligesom havnet i to roller, hvor den ene er blevet den, der sørger for alting i familien, imens den anden kan frit gå rundt og fortsætte et mere ansvarsløst teenage-liv. Hvis den ene er god til at sørge for tingene, kan man havne i en fantasi om, at man er ligegyldig eller betydningsløs i sammenhængen. Det er vigtigt at din kæreste forstår at han er præcis lige så vigtig som forældre til børnene og som far i familien, som du er som mor. Og at derfor er det langt fra ligegyldigt, hvordan han agerer.

Jo mere man forstår sin egen betydning i familien, jo mere motiveret kan man blive til at tage sin egen adfærd og sig selv alvorligt.

Jeg tænker, at det vigtigste er at I to får en bedre dialog indført med hinanden. Ved at du arbejder med din måde at forholde dig på, viser du også dine børn en vej at gå. Uanset om I flytter, vil han jo stadig være deres far.

Håber det gav lidt.

Kh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.