Hvordan kommer jeg videre?

zFor en uge siden blev der opdaget at jeg var gravid uden for livmoderen. Jeg blev indlagt med kraftige smerter i højre side og fik ret hurtigt at vide at der ingen normal graviditet var i livmoderen og at jeg blødte fra højre æggeledere hvor graviditeten desværre havde sat sig. Det var en kaotisk indlæggelse og jeg var lykkelig da jeg endelig kunne komme hjem til min familie. Men samtidig er jeg bare fuldstændig knust. Jeg havde glædet mig til det lille barn og jeg fik bare den drøm hevet ud af brystet. Jeg har svært ved at tage initiativ til noget, jeg ligger bare i min seng og græder og har dårlig samvittighed over at min mand står med det tunge læs her hjemme og over at jeg ikke kan være rigtig nærværende for min datter. Jeg skulle have været tilbage på arbejde i dag, men måtte ringe og sige at jeg simpelthen ikke er klar endnu.

Jeg kan mærke at det her mega dyk i hormoner er med til at gøre følelserne mere ekstreme og jeg ved ikke om jeg bare bliver nød til at tage den tid det tar, eller om jeg skal presse mig selv igang. Måske skulle jeg finde nogen at snakke med? Min mand er fantastisk, men jeg kan godt mærke at han føler sig lidt magtesløs og spørg hele tiden “Hvad kan jeg høre for dig?” Og jeg kan ikke gi ham noget svar, for jeg ved det ikke.

Hvad gør man? Hvordan kommer man videre efter at have mister? 

KÆMPE kram herfra...

Jeg har ikke selv prøvet at miste, men en veninde jeg er meget tæt med har prøvet det flere gange, jeg ved at det hjalp hende meget at snakke med andre om andre ting end tabet, men også at snakke med professionelle tabet...

Det bedste hun vidste var faktisk at ringe og snakke med mig om mit liv og min graviditet... Det var hendes måde at få sparket sig selv videre på da hun stod alene i det med kun sin mor som støtte tæt på..

Jeg vil helt klart sige, snak med din læge, der findes mange sorggrupper forskellige steder overvej at tage kontakt...

endnu en gang et kæmpe stort kram herfra...

det bedste er at lytte til dig selv... prøv at tænke på hvordan du ville hjælpe din mand hvis han pludselig brød sammen, og så husk at selvom det virker fjollet at bede manden om at lave det mad du bedst kan lide, eller om han har lyst til bare at sidde og kramme så er jeg sikker på han vil gøre det og det kan hjælpe mere end man selv overvejer...

MEF skriver:

zFor en uge siden blev der opdaget at jeg var gravid uden for livmoderen. Jeg blev indlagt med kraftige smerter i højre side og fik ret hurtigt at vide at der ingen normal graviditet var i livmoderen og at jeg blødte fra højre æggeledere hvor graviditeten desværre havde sat sig. Det var en kaotisk indlæggelse og jeg var lykkelig da jeg endelig kunne komme hjem til min familie. Men samtidig er jeg bare fuldstændig knust. Jeg havde glædet mig til det lille barn og jeg fik bare den drøm hevet ud af brystet. Jeg har svært ved at tage initiativ til noget, jeg ligger bare i min seng og græder og har dårlig samvittighed over at min mand står med det tunge læs her hjemme og over at jeg ikke kan være rigtig nærværende for min datter. Jeg skulle have været tilbage på arbejde i dag, men måtte ringe og sige at jeg simpelthen ikke er klar endnu.

Jeg kan mærke at det her mega dyk i hormoner er med til at gøre følelserne mere ekstreme og jeg ved ikke om jeg bare bliver nød til at tage den tid det tar, eller om jeg skal presse mig selv igang. Måske skulle jeg finde nogen at snakke med? Min mand er fantastisk, men jeg kan godt mærke at han føler sig lidt magtesløs og spørg hele tiden “Hvad kan jeg høre for dig?” Og jeg kan ikke gi ham noget svar, for jeg ved det ikke.

 

Hvad gør man? Hvordan kommer man videre efter at have mister? 

Kram til dig - det er forfærdeligt at gå igennem. Både den vanvittige smerte det giver, og alle følelserne. 

Selvom det ikke er dét du efterspørger, vil jeg alligevel råde dig til at holde en lille pause mes projekt baby. Jeg blev selv opereret for en GUL for nogle år tilbage, og selvom det ikke var planlagt, blev jeg gravid igen med det samme - nåede aldrig at få menstruation efter operationen. Jeg havde slet ikke fået bearbejdet det “traume”, og jeg blev virkelig skør i hovedet. “Heldigvis” endte det i en spontan abort nogle uger senere. Jeg endte med en sygemelding og et ti-turs klip til en psykolog. 

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er der du er, men en sådan oplevelse kan være sund at få bearbejdet og det er ind i mellem rart at snakke med en, man ikke skal kigge på, når man kommer hjem. 

Igen et kæmpe kram til dig. Og hvis du ikke allerede ved det, så er en GUL IKKE lig med, at du ikke kan blive gravid igen. Jeg fik fjernet min ene æggeleder ifb med operationen, og er jo så blevet gravid to gange siden - og har i dag en dejlig datter på halvandet år 

2018mor skriver:

Kram til dig - det er forfærdeligt at gå igennem. Både den vanvittige smerte det giver, og alle følelserne. 

Selvom det ikke er dét du efterspørger, vil jeg alligevel råde dig til at holde en lille pause mes projekt baby. Jeg blev selv opereret for en GUL for nogle år tilbage, og selvom det ikke var planlagt, blev jeg gravid igen med det samme - nåede aldrig at få menstruation efter operationen. Jeg havde slet ikke fået bearbejdet det “traume”, og jeg blev virkelig skør i hovedet. “Heldigvis” endte det i en spontan abort nogle uger senere. Jeg endte med en sygemelding og et ti-turs klip til en psykolog. 

 

Jeg ved selvfølgelig ikke om det er der du er, men en sådan oplevelse kan være sund at få bearbejdet og det er ind i mellem rart at snakke med en, man ikke skal kigge på, når man kommer hjem. 

Igen et kæmpe kram til dig. Og hvis du ikke allerede ved det, så er en GUL IKKE lig med, at du ikke kan blive gravid igen. Jeg fik fjernet min ene æggeleder ifb med operationen, og er jo så blevet gravid to gange siden - og har i dag en dejlig datter på halvandet år 

Tak .

Jeg har tænkte på hvordan vi gør når vi skal prøve igen. For på den ene side har jeg lyst til at vi går i gang med at prøve så snart vi kan (mit hcg er stadig højt, så der går jo nok noget tid inden kroppen er klar), men på den anden side er jeg mega bange for at blive gravid igen. Det kommer til at være så angst fyldt, at jeg næsten ikke ved om jeg ville kunne klare det.

Tak for dine gode råd og tanker. Og jeg er ked af at du skulle igennem den oplevelse.

MEF skriver:

zFor en uge siden blev der opdaget at jeg var gravid uden for livmoderen. Jeg blev indlagt med kraftige smerter i højre side og fik ret hurtigt at vide at der ingen normal graviditet var i livmoderen og at jeg blødte fra højre æggeledere hvor graviditeten desværre havde sat sig. Det var en kaotisk indlæggelse og jeg var lykkelig da jeg endelig kunne komme hjem til min familie. Men samtidig er jeg bare fuldstændig knust. Jeg havde glædet mig til det lille barn og jeg fik bare den drøm hevet ud af brystet. Jeg har svært ved at tage initiativ til noget, jeg ligger bare i min seng og græder og har dårlig samvittighed over at min mand står med det tunge læs her hjemme og over at jeg ikke kan være rigtig nærværende for min datter. Jeg skulle have været tilbage på arbejde i dag, men måtte ringe og sige at jeg simpelthen ikke er klar endnu.

Jeg kan mærke at det her mega dyk i hormoner er med til at gøre følelserne mere ekstreme og jeg ved ikke om jeg bare bliver nød til at tage den tid det tar, eller om jeg skal presse mig selv igang. Måske skulle jeg finde nogen at snakke med? Min mand er fantastisk, men jeg kan godt mærke at han føler sig lidt magtesløs og spørg hele tiden “Hvad kan jeg høre for dig?” Og jeg kan ikke gi ham noget svar, for jeg ved det ikke.

 

Hvad gør man? Hvordan kommer man videre efter at have mister? 

Ked af at du også har mistet Vi mistede selv i uge 7+5, men det var først 14dage efter da jeg begyndte at bløde. Vi var sønderknust fordi det havde taget os 5år, at opnå første graviditet. Min mand og jeg tog en beslutning om, at begrave alt vi havde fra graviditeten ude i vores have. Lagde en sten over, hvor vi kunne tænde et lys og sørge sammen. Det tog os lang tid med rigtig mange aftner, hvor vi satte lys før sorgen slap. Min mand var hurtigere om det end jeg, men han gennemgik heller ikke alle den frygtelige nedgang i hormoner, som jeg. For os var det nødvendigt at gøre sorgens fysisk for at komme videre. Det er vigtigt at huske, at sorgen/tabet skal ikke bare overståes/glemmes - den skal langsomt absorberes ind igennem huden og blive en del af én. Vi tænder stadig lys i haven, selvom det snart er et år siden. 

Omkring hvad din mand kan gøre: en masse knus/kram/kys når du græder. Helst ikke stille spørgsmål om hvorfor, fordi sådan er det bare lige nu og så give dig tid - så længe du har brug for det. Det var dét jeg sagde til min mand og ja, selv et par raserianfald over uretfærdigheden tog han imod med kys+kram. 

Håber du kan bruge overstående og det kan hjælpe dig 

Æblegrød_dk skriver:

Ked af at du også har mistet Vi mistede selv i uge 7+5, men det var først 14dage efter da jeg begyndte at bløde. Vi var sønderknust fordi det havde taget os 5år, at opnå første graviditet. Min mand og jeg tog en beslutning om, at begrave alt vi havde fra graviditeten ude i vores have. Lagde en sten over, hvor vi kunne tænde et lys og sørge sammen. Det tog os lang tid med rigtig mange aftner, hvor vi satte lys før sorgen slap. Min mand var hurtigere om det end jeg, men han gennemgik heller ikke alle den frygtelige nedgang i hormoner, som jeg. For os var det nødvendigt at gøre sorgens fysisk for at komme videre. Det er vigtigt at huske, at sorgen/tabet skal ikke bare overståes/glemmes - den skal langsomt absorberes ind igennem huden og blive en del af én. Vi tænder stadig lys i haven, selvom det snart er et år siden. 

Omkring hvad din mand kan gøre: en masse knus/kram/kys når du græder. Helst ikke stille spørgsmål om hvorfor, fordi sådan er det bare lige nu og så give dig tid - så længe du har brug for det. Det var dét jeg sagde til min mand og ja, selv et par raserianfald over uretfærdigheden tog han imod med kys+kram. 

Håber du kan bruge overstående og det kan hjælpe dig 

Jeg er ked af at høre om jeres tab. Er du blevet gravid igen efterfølgende? 
Det lyder som en rigtig smuk måde at gøre det på. For selv om der ikke er et barn at begrave, er det alligevel vigtigt at sige farvel, til det barn man allerede havde forestillet sig inde i hovedet.

Min mand har slet ikke været lige så påvirket som mig. Selvfølgelig blev han ked af det og skuffet, men han har sluppet det og er igang ned hverdagen som før. Heldigvis er han skøn til at give mig plads til at sørge færdig. 
Hvordan gjorde du i forhold til arbejde? Min arbejdsgiver har været meget forstående, men jeg tror også hun snart synes jeg skal til at prøve at komme på arbejde. Fysisk er jeg også klar til det, men jeg føler mig bare stadig helt glas skrøbelig...

MEF skriver:

Jeg er ked af at høre om jeres tab. Er du blevet gravid igen efterfølgende? 
Det lyder som en rigtig smuk måde at gøre det på. For selv om der ikke er et barn at begrave, er det alligevel vigtigt at sige farvel, til det barn man allerede havde forestillet sig inde i hovedet.

Min mand har slet ikke været lige så påvirket som mig. Selvfølgelig blev han ked af det og skuffet, men han har sluppet det og er igang ned hverdagen som før. Heldigvis er han skøn til at give mig plads til at sørge færdig. 
Hvordan gjorde du i forhold til arbejde? Min arbejdsgiver har været meget forstående, men jeg tror også hun snart synes jeg skal til at prøve at komme på arbejde. Fysisk er jeg også klar til det, men jeg føler mig bare stadig helt glas skrøbelig...

Jeg besluttede mig for at vi skulle gøre sådan, da jeg i min sorg faldt over en artikel omkring en overlæge fra gyn, som oplevede at blive kontaktet af kvinder som havde enten mistet/haft planlagt, men som alligevel ønskede at begrave deres graviditet. Han indledte et samarbejde med en bedemand og fik arrangeret, at ingen graviditeter blev 'smidt ud' men samlet og gemt, og hvis de ikke blev afhenter så blev de lagt i en kiste og brændt. Det synes jeg var ufatteligt smukt og lige det jeg selv havde brug for at bearbejde vores/min sorg. 

Vi blev spontan gravide i 3 cyklus efter MA. Vi stod overfor vores tredje og sidste ivf-forsøg, da jeg pludselig stod med en positiv test. Det burde bare ikke kunne lade sig gøre at opnå naturlig (lægernes vurdering). Jeg har endometriose + opereret en del gange i underlivet, så har været af arbejdsmarkedet en del år pga sygdommen og komplikationer, men var i jobprøvning på 13uge med henblik på fleksjob, da vi mistede - så jobprøvningen blev afbrudt. Der var fuld forståelse fra sagsbehandler og jeg skulle tage mig god tid. Jeg blev så beordret fuldtids sygmeldt af lægerne pga massiv komplikation i den nye graviditet fra uge 5+ til 13+, fordi jeg var i svær risiko for at tabe. 

Omkring jobbet, så kan det måske være muligt at få en deltidssygemelding og så starte blidt op på den måde? Så er der måske ikke så meget pres. 

Omkring skrøbelighed, så forsvinder den ikke helt. Man bliver en smule hårdhuddet efterhånden, men tabet/sorgen vil altid være der. 

Sender dig forstående kram 

For mig ville det rigtige være at komme tilbage til min almindelige hverdag med arbejde, madpakker og cykelture. Jeg får det generelt bedre, når jeg kommer ud i verden. Og jo mere jeg ruger derhjemme, jo større bliver sorgen. 

Abracadabra skriver:

For mig ville det rigtige være at komme tilbage til min almindelige hverdag med arbejde, madpakker og cykelture. Jeg får det generelt bedre, når jeg kommer ud i verden. Og jo mere jeg ruger derhjemme, jo større bliver sorgen. 

Sådan troede jeg også jeg var. Ind til jeg stod i det. Jeg tænkte “jeg skal bare udskrives så jeg kan komme hjem til min familie og i gang med hverdagen! Så skal det nok gå alt sammen”. Der gik lige præcis 2 timer fra jeg kom hjem hvor jeg legede og hyggede med min datter og så knækkede filmen. Jeg kunne ikke overskue andet end min egen sorg og følte den så dybt at hvis jeg bare bliver presset en smule, så vælter korthuset og jeg bryder sammen. Jeg har det bedre nu, men jeg er stadig meget påvirket. Det gør det meget svært at have en almindelig hverdag (jeg har er job med meget stort ansvar for andre mennesker).