At komme igennem uddannelsen.

Jeg har et problem som jeg ikke længere kan overskue. Når jeg ser på min fremtid ser den fuldstændig håbløs ud. Jeg er så træt helt ind i knoglerne af at være til og kæmpe og kæmpe for at blive til noget... Men er åbenbart for dum til at kunne tage en uddannelse. 

Kort fortalt har jeg igennem hele mit voksenliv kæmpet med angst i form af socialforbi og generaliseret-angst. (ikke helt rigtigt det startede midt i mit sygeplejestudie pga en grim hændelse med en anden studerende.) Inden da klarede jeg mig godt. Jeg troede at jeg skulle være sygeplejerske og hjælpe andre resten af mit liv. Jeg ville det så gerne og studierne faldt mig nemt (dermed ikke sagt, at jeg ikke skulle læse op for at være med, men det var rart og overkommeligt for mig).

Vi fik en datter imens jeg studerende, og kom tilbage efter barsel til en lille gruppe "nye" studerende som jeg slet ikke fungerede med. Det ene tog det andet og jeg endte med at melde mig ud pga angst osv.

Kom i en gruppe i jobcenter de kaldte UNIK som var en hyggelig gruppe der gav mig lidt mod på livet igen. Men jeg havde/har ingen vision for hvad jeg skulle/skal mere med mit liv. Så da jobcenter sagde hvad med kontoruddannelsen, fulgte jeg bare med videre. (vel og mærke havde de ikke fortalt mig at uddannelsen lå en time væk fra hvor vi bor, så det kom meget bag på mig da jeg fik brev om optagelse.)

Har nu gået på uddannelsen i et år... Men jeg tager mig selv i at glemme alt. Har været så heldig at finde en praktikplads som her er på, på deltid.

Men mit problem er at når jeg har været på skoleophold kunne jeg lige så godt have kigget ind i en væg. Motivationen er helt væk og jeg bruger alt min energi på bare at være til derude. Jeg kæmper med at forstå basale ting der bliver undervist i (som jeg faktisk tror jeg ville have findet utroligt let for bare nogle år siden). Jeg har lyst til at græde hver morgen når jeg ved skoleophold nærmer sig. Det hæsligt. 

Hvad dælen kan jeg gøre? Har gået til psykolog men det hjalp mig ikke rigtigt. (og dog det satte nogle ting i perspektiv som jeg har manglet.)

Men jeg føler jeg har mistet mit formål med livet. Ved godt det måske lyder dramatisk, men ved virkelig ikke hvad jeg skal mere. 

Det lyder rigtig hårdt og træls for dig. Hvor langt har du igen på studiet?

Hvis du er glad i praltikperioderne og faktisk godt kan lide arbejdet, så er det værd at overveje at bide tænderne sammen. Men kun du ved, hvornår det valg indebærer, at du kæmper for meget.

Men jeg tror at du har brug for at opbygge en følelse af at du tager styring i dit liv, og ikke bare følger med den strøm du nu er landet i. Det kan være ved at vælge en anden vej, eller ved at ændre synet på dine skoleperioder. 

Jeg havde lignende følelser af at være det forkerte sted, afmagt og meningsløshed, mens jeg skrev speciale. Jeg kunne slet ikke se forbi det, men rationelt vidste jeg jo godt at der var kort tid tilbage, og at der var et fedt job til mig på den anden side. Det som især hjalp mig var at se perioden som en mental styrkeprøve frem for en faglig præstation. Dermed blev det faglige pres om specialet ændret i mit hoved. Måske kan du lave en lignende ændring i din tilgang og tanker om studiet?

Hvis du kan lide det du er igang, så er det at bide tænderne sammen og se på at du en dag er færdig 

Men det lyder måske som om du ikke er helt færdig med din sygeplejerske uddannelse og du meldte dig ud pga angst. Har du ikke lyst til at starte på den uddannelse igen? Man møder jo desværre alle steder folk som man ikke lige altid falder i hak med arbejdsmæssigt og på det personlige plan.