Angstanfald foran børnene?

Jeg lider desværre af angst. Jeg har generaliseret angst, men får desværre også angstanfald - de kommer ikke helt ud af det blå, der er flere ting, der trigger dem, men hvis jeg ikke når at opdage det i tide kommer der et anfald og så får jeg det slemt. Hyperventilerer, græder, ryster, koldsveder og så videre. Det varer ikke så længe, men det føles voldsomt.

Jeg har aldrig fået et angstanfald foran vores børn, men sagen er nu den, at jeg skal til at søge arbejde efter endt barsel og det er helt klart den værste angst-trigger, jeg har. Bare jeg skriver det her, mærker jeg symptomerne. Der var én gang, det var tæt på, men der gemte jeg mig i entréen og så sendte min mand mig ud af huset - det var lige det, jeg havde brug for og angstanfaldet forsvandt som dug fra solen. Meget af tiden er jeg dog alene med børnene og kan ikke bare smutte.

Jeg er så bange for at få et angstanfald foran ungerne. De er små og især den ene er også meget følsom og lidt ængstelig. Jeg ved slet ikke, hvad det ville gøre ved ham, hvis han så mor sådan. Jeg håber jo egentlig lidt at deres konstante snakken og leg vil holde mig ude fra et anfald, fordi jeg så har noget andet at tænke på!

Og typisk for angsten så er det jo at jeg nu også er ængstelig for anfald! Det forstærker det jo bare...

Nå, men har I andre prøvet at få sådan et anfald foran børnene? Hvordan gik det? Hvordan tog ungerne det?

Min mor lider også af angst, men jeg kan kun huske én gang hun sad og græd i en stol og jeg synes, det var synd for hende, men jeg blev ikke bange eller noget.

Anonym skriver:

Jeg lider desværre af angst. Jeg har generaliseret angst, men får desværre også angstanfald - de kommer ikke helt ud af det blå, der er flere ting, der trigger dem, men hvis jeg ikke når at opdage det i tide kommer der et anfald og så får jeg det slemt. Hyperventilerer, græder, ryster, koldsveder og så videre. Det varer ikke så længe, men det føles voldsomt.

Jeg har aldrig fået et angstanfald foran vores børn, men sagen er nu den, at jeg skal til at søge arbejde efter endt barsel og det er helt klart den værste angst-trigger, jeg har. Bare jeg skriver det her, mærker jeg symptomerne. Der var én gang, det var tæt på, men der gemte jeg mig i entréen og så sendte min mand mig ud af huset - det var lige det, jeg havde brug for og angstanfaldet forsvandt som dug fra solen. Meget af tiden er jeg dog alene med børnene og kan ikke bare smutte.

Jeg er så bange for at få et angstanfald foran ungerne. De er små og især den ene er også meget følsom og lidt ængstelig. Jeg ved slet ikke, hvad det ville gøre ved ham, hvis han så mor sådan. Jeg håber jo egentlig lidt at deres konstante snakken og leg vil holde mig ude fra et anfald, fordi jeg så har noget andet at tænke på!

Og typisk for angsten så er det jo at jeg nu også er ængstelig for anfald! Det forstærker det jo bare...

Nå, men har I andre prøvet at få sådan et anfald foran børnene? Hvordan gik det? Hvordan tog ungerne det?

Min mor lider også af angst, men jeg kan kun huske én gang hun sad og græd i en stol og jeg synes, det var synd for hende, men jeg blev ikke bange eller noget.

Jeg har ikke angst, men perioder hvor jeg besvimer nemt. Min frygt er også at jeg falder om sammen foran børnene. Heldigvis aldrig sket. Jeg har derfor fortalt mine børn, at det er noget der kan ske engang imelllem og at det ikke er slemt eller farligt for mig. At jeg vågner igen osv.

måske det kan hjælpe at fortælle, at du har en sygdom der nogle gange kan gøre dig lidt dårlig, men at det ikke er farligt og hvis det sker så er det bedst hvis de lader dig være lidt og så blir du god igen..