Jeg har svært ved at give dig et konkret råd. Jeg har selv haft problemer problemer med at blive set på som voksen, både af mine forældre og mine noget ældre søskende. Faktisk tror jeg først det gik op for dem, at jeg var blevet voksen, da jeg var i midten af tyverne... Men jeg er stadig deres lillesøster, og jeg er stadig barn af mine forældre, det er svært at gøre noget ved, selv hvis man kan tale for sin sag.
(jeg er ikke handicapet, så mit skyldes udelukkende, at jeg er yngre, og tænker, det måske også mest er der dit ligger, men det kan jeg selvfølgelig ikke vide)
Det der har hjulpet mig har været at snakke med henholdsvis psykolog og coach, samt med min læge. Men det er altså lidt tilfældigt, om man finder en der er god, uanset om det er psykolog eller læge. Så ikke giv op, ved den første der ikke er til at snakke med!
Noget af det man skal lære, er at man ikke skal lade sit liv diktere af andres meninger. Det kan være rigtigt svært ikke at blive påvirket af, hvordan familie og venner mener ens liv bør være. Jeg føler tit, jeg skal forsvare mine valg, men det er blevet bedre med alderen og lidt afstand.
Du kan gennem samtaler med en af de ovennævnte få talt konkrete situationer igennem, og se på dem med nye øjne, og hvordan du kunne have handlet og ikke mindst tænkt anderledes. For mig gjorde det en kæmpe forskel, selvom jeg stadig synes det er svært.
Alt det der sociale samvær, hvor man skal passe på ikke at træde nogen over tæerne og samtidig ikke selv blive trampet på er lidt af en hårfin balance. Personligt finder jeg det meget udmattende, så jeg sørger for at være godt udhvilet inden jeg skal ses med folk. Og på længere besøg sørger jeg for at trække mig og lade lidt op.
Du kan finde nogle værktøjer til hvordan man håndterer det sociale her: https://adhd.dk/mestringsbanken/sociale-situationer/
(min læge tror jeg muligvis har ADD, derfor jeg har fået linket 
)
