Gravid for tredje gang

Jeg er så glad, står med en positiv graviditetstest efter et enkelt forsøg. Men men men... Det kun tre måneder siden manden og jeg begyndte at snakke om det kunne være hyggeligt og dejligt med en nr tre, og først i denne cyklus vi valgte af smide prævention. Ingen af af havde regnet med det ville gå så stærkt denne gang. (jeg er 27 og manden 41) vi er begge (især manden) lettere overvægtige men dog har vi i de sidste måneder ændre kostvaner og begyndt at motionere. Men hold da op. I første hug har vi gevinst igen. 

Det er snart seks år siden vi fik det sidste barn, og vi havde faktisk begge holdt på at vi ikke skulle have flere, hvilket ALLE omkring os har syntes var meget fornuftigt.  især min familie har de seneste år på trods af vi ikke har ytret ønske om flere, haft travlt med at fortælle os (mig) at vi da ikke skal have flere børn. Især min kære mor ynder at fortælle mig at det kan vi slet ikke klare og mon krop bliver jo ikke bedre af flere graviditeter osv. (de to tidligere graviditeter har været hårde med samtlige negative følger, som væske over alt i kroppen, taget meget på, bækkenløsning, bræk osv.) 

Så nu til mit store spørgsmål. Hvordan fortæller jeg/vi familien og venner at efter seks år uden ønsket om flere står vi nu med en graviditet som virkelig er ønsket. 

Jeg kan jo godt forstå hvis folk ikke forstår hvordan vi kan ændre holdning og ikke har ytret os omkring det. Jeg tænker måske for meget over det. 

Men hold nu op, vi glæder os til at komme til første scanning, hvor vi forhåbentlig får at vide alt er fint. 

Stort tillykke med graviditeten. 

Tænker at vejen frem, er bare at fortælle det. Gør det klart at det er planlagt og ønsket, og at i glæder jer, til at det nyeste medlem af jeres familie, snart melder sin ankomst. Vh Stine 

StineW79 skriver:

Stort tillykke med graviditeten. 

Tænker at vejen frem, er bare at fortælle det. Gør det klart at det er planlagt og ønsket, og at i glæder jer, til at det nyeste medlem af jeres familie, snart melder sin ankomst. Vh Stine 

Ja du har jo nok ret. Men det så svært når det kommer til min familie, for mine forældre er meget kontrolfreaks, og de har altid/hele mit liv fået mig til at føle mig som et barn på fem år som har gjort noget forket uanset hvad jeg deler med dem. 

ville så gerne kunne hoppe og danse af glæde, men bare tanken om at skulle dele nyheden med min familie er dræbende og gør mig nervøs. 
Men jo, jeg må bare få det sagt som det er.

Anonym skriver:

Ja du har jo nok ret. Men det så svært når det kommer til min familie, for mine forældre er meget kontrolfreaks, og de har altid/hele mit liv fået mig til at føle mig som et barn på fem år som har gjort noget forket uanset hvad jeg deler med dem. 

ville så gerne kunne hoppe og danse af glæde, men bare tanken om at skulle dele nyheden med min familie er dræbende og gør mig nervøs. 
Men jo, jeg må bare få det sagt som det er.

Stort tillykke 

Jeg er enig i, at vejen frem er simpelthen bare at få sagt det. Og som beskrevet - gøre det klart, at det er ønsket og at I glæder jer helt vildt.

Uhh, nogle gange kan venner/familie osv simpelthen bare have så travlt med, hvad man skal/ikke skal . Men det er jo bare sådan, at det er dit/din families liv, og derfor også din/jeres beslutning. Hvis i selv har det godt med det, så er dét det eneste, der betyder noget (selvom jeg godt ved, det kan være svært ikke at have alle de andres meninger og kommentarer i baghovedet, så prøv alligevel)