Mor ser ikke mig

Hej alle

Sagen er den. Jeg/vi (4 søskende) har en mor, der er umoden og grænseoverskridende. Hun er 49 år men nogle gang skulle man tro hun er 14 år med hendes holdninger samtidig det tøj eller ting hun går op i.

Som børn og voksne nu (jeg er 30. Mine søskende er  23. 17 år)

Mine søskende ringer til mig hvis de har brug for et forældre syn på noget eller ønsker råd.(kæreste problemer. Eller mad. Andet også) aldrig til min mor. For hun kommer med sådan nogle svar der langt ude. 

Fx jeg gik til hende da jeg var yngre om, at jeg ikke glad med min kæreste og han kræver meget af mig. Jeg fik svar. Jamen du er da også svær at live med også forsvaret hun ex kæresten. 

Hvad end jeg kommer til hende med. er det mig der forkert på den. Jeg har lært det. Går aldrig til hende. 

Jeg har sagt det til hende mange gang. Hun forstår ikke hvad jeg snakker om. 

Men jeg føler bare. Jeg mangler en at snakke med. Mine veninder bor langt væk. Efter vi har fået børn er tiden jo brugt med det. 

Da jeg var yngre var mine veninders mor jeg brugte, jeg er så ked af det. 

Jeg har snakket med min mand om det og jeg kommet til den overbevisning om at tag til psykolog. Bare for af ha en voksen, at vende mine tænker med og en der vil lytte til mig. 

Min mand er selvfølgelig. Men kan i føle mig i det jeg skriver. 

I min mors øjne gør jeg alt forkert. Slev Opdagelse af vores datter. Hun taler ned til mig. Og om mit hjem eller mine værdier. (SOM ER HELT NORMALE) 

Jeg har desværre fået 2 uønsket abort i år i uge 7. Den første og den anden i uge 10.

Jeg fortælle hende om den første. Hun fik vendt til at det var mig. Jeg arbejdet for meget. Spiser mærkeligt. Gør aldrig rent nok. Ovs ovs. Gud synes ikke jeg skulle ha flere børn... Hun forstår heller ikke hvorfor vi har ventet med nr 2 i så langt tid. (min kæreste den gang og nu mand var enige med vi begge skulle ha vores uddannelser færdig) 5 år og vi okay med den beslutning. Men hun er bare modbydelig nogle gange.

Jeg blev bare så ked af det. Og hård efter det. Mine søskende er for unge til jeg kan dele sådan noget med dem. Og jeg ved de ved det godt. Derfor ringer de jo til mig. 

Jeg har valgt ikke at dele det med min mor det andet abort. 

Mine veninder ved de og de var så omsorgsfulde. Samt kollega og min leder ved det. De har været der på deres måde. Men synes det er hårdt når ens egen mor ikke engang. Kan sige det er da også noget øv... 

Årh jeg ved ikke hvad jeg skal gør. Er det meget at forlænge at ens mor er der for en?

Hvad med svigermor? Kan du få en moderlig figur  dér?

Ellers så er der måske en kollega, en bedsteforælder eller en anden, du kan sparre med?

Jeg kan godt forstå, at du mangler “en mor”.

Det er hårdt at skulle være den største, mest logiske, retfærdige, overskudsagtige, omfavnende person altid. Alle har brug for at få lov til at være urimelige og ugidelige en gang i mellem, hvor man stadig bliver samlet op og elsket ubetinget.

Hej alle

Sagen er den. Jeg/vi (4 søskende) har en mor, der er umoden og grænseoverskridende. Hun er 49 år men nogle gang skulle man tro hun er 14 år med hendes holdninger samtidig det tøj eller ting hun går op i.

Som børn og voksne nu (jeg er 30. Mine søskende er  23. 17 år)

Mine søskende ringer til mig hvis de har brug for et forældre syn på noget eller ønsker råd.(kæreste problemer. Eller mad. Andet også) aldrig til min mor. For hun kommer med sådan nogle svar der langt ude. 

Fx jeg gik til hende da jeg var yngre om, at jeg ikke glad med min kæreste og han kræver meget af mig. Jeg fik svar. Jamen du er da også svær at live med også forsvaret hun ex kæresten. 

Hvad end jeg kommer til hende med. er det mig der forkert på den. Jeg har lært det. Går aldrig til hende. 

Jeg har sagt det til hende mange gang. Hun forstår ikke hvad jeg snakker om. 

Men jeg føler bare. Jeg mangler en at snakke med. Mine veninder bor langt væk. Efter vi har fået børn er tiden jo brugt med det. 

Da jeg var yngre var mine veninders mor jeg brugte, jeg er så ked af det. 

Jeg har snakket med min mand om det og jeg kommet til den overbevisning om at tag til psykolog. Bare for af ha en voksen, at vende mine tænker med og en der vil lytte til mig. 

Min mand er selvfølgelig. Men kan i føle mig i det jeg skriver. 

I min mors øjne gør jeg alt forkert. Slev Opdagelse af vores datter. Hun taler ned til mig. Og om mit hjem eller mine værdier. (SOM ER HELT NORMALE) 

Jeg har desværre fået 2 uønsket abort i år i uge 7. Den første og den anden i uge 10.

Jeg fortælle hende om den første. Hun fik vendt til at det var mig. Jeg arbejdet for meget. Spiser mærkeligt. Gør aldrig rent nok. Ovs ovs. Gud synes ikke jeg skulle ha flere børn... Hun forstår heller ikke hvorfor vi har ventet med nr 2 i så langt tid. (min kæreste den gang og nu mand var enige med vi begge skulle ha vores uddannelser færdig) 5 år og vi okay med den beslutning. Men hun er bare modbydelig nogle gange.

Jeg blev bare så ked af det. Og hård efter det. Mine søskende er for unge til jeg kan dele sådan noget med dem. Og jeg ved de ved det godt. Derfor ringer de jo til mig. 

Jeg har valgt ikke at dele det med min mor det andet abort. 

Mine veninder ved de og de var så omsorgsfulde. Samt kollega og min leder ved det. De har været der på deres måde. Men synes det er hårdt når ens egen mor ikke engang. Kan sige det er da også noget øv... 

Årh jeg ved ikke hvad jeg skal gør. Er det meget at forlænge at ens mor er der for en?

 

Det kunne være MIG! Der skrev det der!

Nøjatig samme mor - Jeg var terapi da var yngre, oveni havde en grænseoverskridede far

- Det jeg lærte fra min terapi er : Jeg kan ikke bruge min mor til noget, der er alvorligt problemer, om Jeg vælger holde kontakteten skal jeg ikke forvente noget og ikke lade hende komme IND når jeg har det svært - Jeg hat grædt så meget men vores mødre er umodne -

jeg gik terapi for 8 år siden og jeg har brugt hende nogle gange da det var svært, fordi jeg håber hun forandrer sig, men er blevet brændt hver eneste GANG!

Min psykolog sagde jeg kunne prøve at finde en mor veninde eller en veninde der var lidt ældre end mig 20 år plus som kunne være en slags resvere mor, det har jeg så ikke formodet endnu 

Give slip du får ALDRIG den omsorgsfuld mor, jeg gik til parterapi nogle år siden og den mandelig psykolog servende sandheden: Du er blevet svigtet, du får aldrig den mor du fortjener og det skal du lave med det hule i dit hjerte! 

Oprigtigt jeg græd i en uge! Men fck i need it at få at vide det svigt jeg oplevede med min mor er skete og kan aldrig fjernes

Jeg ser hende engang imellem nu vores forhold er okay, men jeg lader hende aldrig ind når det er svært tager imod det jeg får, og trækker mig når hun er ondskabfuld 

Tage til terapi!!!!!

Panther skriver:

Hvad med svigermor? Kan du få en moderlig figur  dér?

Ellers så er der måske en kollega, en bedsteforælder eller en anden, du kan sparre med?

Jeg kan godt forstå, at du mangler “en mor”.

Det er hårdt at skulle være den største, mest logiske, retfærdige, overskudsagtige, omfavnende person altid. Alle har brug for at få lov til at være urimelige og ugidelige en gang i mellem, hvor man stadig bliver samlet op og elsket ubetinget.

Min svigermor er desværre død. 

Li præcis det sidste du skriver er det jeg mener. Og prøver at give vores datter. 

Anonym skriver:

 

 

Det kunne være MIG! Der skrev det der!

Nøjatig samme mor - Jeg var terapi da var yngre, oveni havde en grænseoverskridede far

 

- Det jeg lærte fra min terapi er : Jeg kan ikke bruge min mor til noget, der er alvorligt problemer, om Jeg vælger holde kontakteten skal jeg ikke forvente noget og ikke lade hende komme IND når jeg har det svært - Jeg hat grædt så meget men vores mødre er umodne -

 

jeg gik terapi for 8 år siden og jeg har brugt hende nogle gange da det var svært, fordi jeg håber hun forandrer sig, men er blevet brændt hver eneste GANG!

Min psykolog sagde jeg kunne prøve at finde en mor veninde eller en veninde der var lidt ældre end mig 20 år plus som kunne være en slags resvere mor, det har jeg så ikke formodet endnu 

 

Give slip du får ALDRIG den omsorgsfuld mor, jeg gik til parterapi nogle år siden og den mandelig psykolog servende sandheden: Du er blevet svigtet, du får aldrig den mor du fortjener og det skal du lave med det hule i dit hjerte! 

Oprigtigt jeg græd i en uge! Men fck i need it at få at vide det svigt jeg oplevede med min mor er skete og kan aldrig fjernes

 

Jeg ser hende engang imellem nu vores forhold er okay, men jeg lader hende aldrig ind når det er svært tager imod det jeg får, og trækker mig når hun er ondskabfuld 

 

Tage til terapi!!!!!

Årh okay kan godt se hvad din psykolog mener.

Jeg havde slev også tænkt de baner. 

Jeg ser om jeg kan finde en psykolog. 

Var det ikke mærkeligt at snakke om. For tænker tit at hvordan kan det være hun ikke kan finde ud af det. Eller om jeg kræver meget. 

Som der bliver skrevet, tror jeg også, at man (jeg er selv en af jer) bliver nødt til at lære at leve med, at man simpelthen ikke har den mor man fortjener og ønsker sig og at det gør rigtigt ondt. I mange år har jeg forsøgt at skabe det bånd med svigermødre, perifere slægtninge og endda besøgsvenner (ældre mennesker, jeg blev besøgsven for), men min oplevelse har været, at intet kan erstatte det. Man kan få et fortroligt bånd og en vis grad af omsorg, men for mit vedkommende, må jeg desværre erkende, at intet kan erstatte/reparere på den skade, som er sket ved ikke at have været elsket og respekteret som barn. 

Anonym skriver:

Min svigermor er desværre død. 

Li præcis det sidste du skriver er det jeg mener. Og prøver at give vores datter. 

Jeg kan godt forstå dig.

Jeg tror desværre, du skal give dig selv lov til at sørge det tab, som det er. Som andre skriver, kommer du aldrig til at få det, som du fortjener.. som alle børn fortjener!

Men du kan prøve at se, om du kan kompensere for det bedst muligt ved at have andre relationer, hvor du kan søge støtte - selvom det aldrig kan blive det samme.

Og så kan du til gengæld vide, at du kan gøre det anderledes for dine børn 

Anonym skriver:

Hej alle

Sagen er den. Jeg/vi (4 søskende) har en mor, der er umoden og grænseoverskridende. Hun er 49 år men nogle gang skulle man tro hun er 14 år med hendes holdninger samtidig det tøj eller ting hun går op i.

Som børn og voksne nu (jeg er 30. Mine søskende er  23. 17 år)

Mine søskende ringer til mig hvis de har brug for et forældre syn på noget eller ønsker råd.(kæreste problemer. Eller mad. Andet også) aldrig til min mor. For hun kommer med sådan nogle svar der langt ude. 

Fx jeg gik til hende da jeg var yngre om, at jeg ikke glad med min kæreste og han kræver meget af mig. Jeg fik svar. Jamen du er da også svær at live med også forsvaret hun ex kæresten. 

Hvad end jeg kommer til hende med. er det mig der forkert på den. Jeg har lært det. Går aldrig til hende. 

Jeg har sagt det til hende mange gang. Hun forstår ikke hvad jeg snakker om. 

Men jeg føler bare. Jeg mangler en at snakke med. Mine veninder bor langt væk. Efter vi har fået børn er tiden jo brugt med det. 

Da jeg var yngre var mine veninders mor jeg brugte, jeg er så ked af det. 

Jeg har snakket med min mand om det og jeg kommet til den overbevisning om at tag til psykolog. Bare for af ha en voksen, at vende mine tænker med og en der vil lytte til mig. 

Min mand er selvfølgelig. Men kan i føle mig i det jeg skriver. 

I min mors øjne gør jeg alt forkert. Slev Opdagelse af vores datter. Hun taler ned til mig. Og om mit hjem eller mine værdier. (SOM ER HELT NORMALE) 

Jeg har desværre fået 2 uønsket abort i år i uge 7. Den første og den anden i uge 10.

Jeg fortælle hende om den første. Hun fik vendt til at det var mig. Jeg arbejdet for meget. Spiser mærkeligt. Gør aldrig rent nok. Ovs ovs. Gud synes ikke jeg skulle ha flere børn... Hun forstår heller ikke hvorfor vi har ventet med nr 2 i så langt tid. (min kæreste den gang og nu mand var enige med vi begge skulle ha vores uddannelser færdig) 5 år og vi okay med den beslutning. Men hun er bare modbydelig nogle gange.

Jeg blev bare så ked af det. Og hård efter det. Mine søskende er for unge til jeg kan dele sådan noget med dem. Og jeg ved de ved det godt. Derfor ringer de jo til mig. 

Jeg har valgt ikke at dele det med min mor det andet abort. 

Mine veninder ved de og de var så omsorgsfulde. Samt kollega og min leder ved det. De har været der på deres måde. Men synes det er hårdt når ens egen mor ikke engang. Kan sige det er da også noget øv... 

Årh jeg ved ikke hvad jeg skal gør. Er det meget at forlænge at ens mor er der for en?

 

Kender det godt. Min mor er desværre død og jeg er lidt bitter over jeg aldrig fik det sagt til hende. Hver eneste gang jeg kom til hende med et problem fik jeg altid at vide at det er min egen skyld. Hvis jeg kom og sagde jeg havde fået 11 i skolen, så fik jeg bare et  surt og nedladende svar a la” hvorfor fik du ikke 13?

Jeg stoppede med at sige noget til hende og trak mig ind i mig selv for at undgå at blive såret. Hun klandrede mig for at jeg lukkede hende ude. 

det ødelægger bare en med en mor der ikke ser en. 
det værste var at det kun var mig af os søskende hun var sådan overfor. De andre kunne lave nok så meget ballade og ulykker og det så hun igennem fingre med. De kunne komme hjem og sige de havde fået 6 i skolen også ville hun klappe i hænderne af begejstring og fortælle alle andre hvor dygtige de er. Alle i familien synes hun var sådan en god mor og kan ikke forstå jeg lukkede hende ude. Så selv den dag i dag forfølger det mig.

Anonym skriver:

Årh okay kan godt se hvad din psykolog mener.

Jeg havde slev også tænkt de baner. 

Jeg ser om jeg kan finde en psykolog. 

Var det ikke mærkeligt at snakke om. For tænker tit at hvordan kan det være hun ikke kan finde ud af det. Eller om jeg kræver meget. 

I starten ja, var det så mærkeligt, så lige pludselig kom ser “hule” på og jeg stoppede ikke med at snakke-

jeg tænkte ofte hun “overreagerede” når hun sagde jeg var blevet omsorgssvigt jeg tænkte altid omsorgssvigt var begge forældre var alkoholiker osv -

Men det er gået op for mig jeg er blevet omsorgssvigtede på det groveste ikke at ha nogle at give en kram, når man har det skidt er så hårdt, jeg var altid alene med mine tanker, og alt var min fejl troede jeg. - Nu jeg selv er mor til en pige vælter det ind med minder om svigtet og det gøre så ondt.

Find en psykolog du kan med, og har lyst at fortælle alt det der er skete med dig

Jeg lærte også min mor meget at kende igennem terapi, og at acceptere at min mor aldrig kommer at be om tilgivelse fordi i hendes Verden har hun INTET gjort forkerte  den kæmper jeg med