Hej,
jeg står i den situation at jeg er gravid i uge 10 og nyheden vakte ikke ligefrem begejstring her hjemme. Vi havde snakket om at skulle i gang, men udsat et par gange og så skete det tidligere end han nok havde regnet med. [og så havde vi i følge ham, ikke snakket om det alligevel].
Lige siden vi fandt ud af det har jeg ikke måtte snakke om det eller fortælle det til nogen. Hver gang jeg nævner noget omkring det skifter han blik/ansigtsudtryk til “jeg gider bare ikke forholde mig til det her og det skulle ikke være sket”.
Det har stået på så mange uger nu at jeg ikke næsten selv glæder mig og det bringer skam op i mig. Når jeg er i butikker med børne ting får jeg ondt i maven og min hals større sig sammen.Jeg føler mig så dårlig behandlet og jeg er så ked af det.
Vi er begge 27 og jeg fik en abort for to år siden som han ønskede - og det vil jeg bare ikke igen!
Vi så endda hjerteblink 7+0 men den var jo så lille, så i hans øjne ingenting.
En ting skal tilføjes, han er ikke god til forandringer og er lige nu i et vigtigt jobskifte - jeg synes bare ikke det er fair at det skal gå udover mig mere. Jeg har støttet hele vejen.
Hjælp, hvordan når jeg ind til ham og får ham til at glæde sig? - snakke, gråd, skænderier osv. Intet virker 
Anmeld
Citér
