Når tiden går alt for hurtigt

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

803 visninger
9 svar
12 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
21. november 2019

Anonym trådstarter


"Med små børn er dagene lange, men årene korte" har jeg læst engang og hvor er det sandt.

Pludselig er str. 92 ved at være lagt væk og det store tøj, som også skal bruges i børnehaven og have navn i, er blevet skaffet. Jeg kigger på min søn, som pludselig er blevet så lang og føler ikke, at jeg kender ham på samme måde længere. Han var min første baby og jeg gik hjemme med ham i over et år, hvorefter jeg var sygemeldt og kunne hente ham tidligt i dagplejen og tilrettelægge hele dagen efter ham hele det næste år. Lange dage på barsel, hvor der bare var ham og jeg. Gåture, læsning af bøger, masser af tid til måltider og til at undersøge et vissent blad eller en lille bitte bille.
Jeg vidste godt, at jeg var heldig, at jeg kunne gå hjemme med ham ekstra længe og selvom jeg nogle gange godt kunne savne at lave noget andet, så nød jeg virkelig at give ham sådan en rolig dag, hvor han stortrivedes! Andre sagde altid, at tiden med børn gik så hurtigt, men det syntes jeg ikke.

Men så kom lillebror og vores verden blev vendt på hovedet. Tiden blev en anden både på godt og ondt.

På den ene side var det så hektisk og egentlig forfærdeligt at have to så små børn på én gang (kolik de første 3 mdr), at jeg bare ville have, at de skulle blive ældre i en fart! Da jeg lagde de helt små størrelser og babynesten væk, var jeg lettet - nu var det overstået, de første sindssyge måneder med et spædbarn.

Men hov! Nu er han stor og har lært at kravle! Han spiser rigtig mad og snart godt nok til, at han kan undvære mig en hel dag. Og storebror - hvor blev det sidste halve år af? Hvem er den store, langlemmede dreng? Han føles helt anderledes, når jeg krammer ham - buttetheden er forsvundet. Han kan snakke og argumentere og leger komplicerede rollelege. Han trodser mig, udfordrer mig, slår og "KAN SELV!!!!!"

Jeg fanger mig selv i at savne min store søn, da han var lille og den tid, vi havde. Jeg savner den lille version af ham. Jeg kan sidde og se videoer og ønske, at jeg kunne spole tilbage og give min tumlingesøn et stort kram. Han var så sjov og så kær, som sådan en lille tumling nu er, men pludselig er han et stort barn. Han er stadig kær og sjov, ingen tvivl om det, men han er kær og sjov på en anden måde. Det er bare gået så hurtigt og jeg føler, at han er gledet mig af hænde på en måde, fordi lillebror kom med alle sine krav om omsorg, som sådan en baby jo har. Det er jo også en naturlig udvikling, han er jo stor nu og skal selvfølgelig så småt glide ud i verden og væk fra mig - lære at tage tøj på selv og så videre. Blive uafhængig. Men skal det være allerede?!

For slet ikke at tale om lillebror. Han kom jo bare ud til os en forårsdag med sine behov, men pludselig føles det som om al tiden bare er gået med at stille dem og resten har han klaret selv. Med storebror var alt så pædagogisk og korrekt, sanglege og BLW; lillebror har mere måttet underholde sig selv, fået skemad og lært en masse ved blot at kigge på. Men både far og jeg har dårlig samvittighed overfor den lille gut, fordi vi ikke har givet ham samme opmærksomhed, som den store var forkælet med.

Og pludselig sidder jeg der i sofaen og kigger på mine børn, så store de er nu og jeg ved ikke, hvor det sidste halve år er blevet af. Jeg fortryder på den ene side, at jeg ønsker, at tiden skal gå hurtigere, så det kan blive nemmere med dem og på den anden side, må tiden aldrig gå, så jeg for evigt kan have mine små børn hos mig. De må aldrig blive store, men skal altid være bløde, varme babyer, hvor alt er godt i verden, hvis de bare er i mine arme.

Tiden bliver virkelig en helt anden, når man bliver forældre. Udover at det kan tage 4 uger at få tid til at samle en reol fra IKEA, så er de 2½ år jeg har været mor godt nok noget helt specielt. Jeg forstår ikke, at det er så lang tid siden, at jeg fik min første baby i armene og at jeg nu er mor til to.

Hvad vil jeg med det her indlæg? Egentlig bare lige dele mine tanker om tiden, for jeg synes, det er ret overvældende. Selvom jeg tit, før jeg fik børn, kunne blive skræmt over, at det nu var 10 år siden jeg gik ud af skolen, så er det slet ikke det samme, som når man ser sin "baby" gå hele vejen op på anden sal selv, tage tøjet af, lægge det på plads og låse døren efter sig...!

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

21. november 2019

grinny

Profilbillede for grinny
Mor til en engel og en smuk prinsesse

Du skriver de tanker jeg har haft det sidste år! 

Aya var lige knapt 2 år og 3 måneder da jeg fik et job, indtil da var det hende og jeg det meste af tiden. Hendes dage i DP var korte, mange fridage og bare generelt en hverdag der kunne tilpasses præcis som vi ønskede. Min mand havde dengang en arbejdsuge på 40 timer så tit havde jeg hende, vi kørte BLW, jeg puttede hver dag for jeg havde jo alligevel haft fri. Vi hang virkelig sammen hver evig eneste dag... Så fik jeg job, med 3 timers transport om dagen, møder før børnehaven åbner og kan knap nå at hente hende inden den lukker så nu gør far alt og jeg ser hende 2-2 1/2 time om dagen  Det er faktisk hårdt og jeg glæder mig lidt til at jeg stopper den 27/12 for det her er ikke holdbart! Det sidste år er fløjet og jeg føler ikke jeg fik sagt farvel til vores fantastiske DP for far stod for det hele og jeg fik slet ikke brugt den tid på indkøring som jeg ønskede! 

Jeg savner hende sgu! Har virkelig ikke fået børn for kun at skulle bruge 2 timer om dagen med dem! Nu er jeg gravid med en juni baby og jeg håber det giver os alle noget mere tid til hinanden 

Nu fik jeg også lige åbnet op  

 

Anmeld Citér

21. november 2019

HapsHapsHaps

Profilbillede for HapsHapsHaps

...jeg tror jeg dropper træningen i aften og lægger mig ind og putter med min baby.  Tak for et fint indlæg - det var både skønt og hårdt at læse 

Anmeld Citér

21. november 2019

MEF

Profilbillede for MEF

Åhh jeg blev lige mindet om hvor meget jeg bare skal nyde min tid med min lille trold inden nr 2 bliver en realitet.

Det er virkelig flot beskrevet. Og selv om jeg ikke har stået i samme situation, kan jeg sagtens sætte mig ind i det! Min pige er 15 måneder nu og hun er skøn! Men jeg kan sagtens sidde og kigge på billeder af den gang hvor hun kunne falde i søvn i mine arme og det mest underholdende hun kunne tænke sig, var at sidde og kigge på mig mens jeg sang for hende.

Nu fiser hun rundt med konstant krudt i røven og har  ikke sovet i mine arme i rigtig mange måneder... 

Anmeld Citér

21. november 2019

Maricella

Sådan har jeg det også! Åh når jeg ser på min store.. jeg føler jeg har misset så meget af hendes udvikling siden jeg blev gravid. Og nu har mindsten lært at gå. Jeg føler jeg har halset mig igennem for at kunne nå at være sammen med dem begge, men midt i det har jeg glemt at se på dem. Det har været så praktisk. Igår tog min store overtøjet af selv, hang det på plads og tog også overtøjet af den mindste. Hold nu op altså! Jeg var bare ved at sætte kølevarer på plads. Midt imellem den ene og den anden og livet, tjah der er tiden bare gået, uden jeg opdagede det. Ved den ældste stod tiden næsten stille. Jeg slugte hvert sekund af udviklingen. Jeg læste de rigtige bøger og lege stimulerende lege. Sørgede for et bredt udvalg af legetøj og en masse varierede indtryk. Vi vaskede gulv sammen ved at tage badetøj på og sjappe rundt i vand med alverdens klude og børster. Vi levede i hvert sekund sammen, delte det, tog det ind. Min mor har altid sagt at pludselig er tiden væk. Jeg forstod det først da jeg så op fra toilettet efter 4 måneders opkast. Pludselig kunne hun selv tage tøj på og sige tre ord efter hinanden. Min mave voksede og i takt med min indskrænkede bevægelsesfrihed, måtte hun klare flere ting selv. Hun blev bare nød til det. Baby kom og fik netop meget mindre stimuli. Jeg bekymrer mig ofte om hun nu har fået nok øjenkontakt. Hun kan så meget mere end storesøster. Hun har lært ved at observere. Det er spændende og skræmmende på samme tid. Nu er tiden med babyer ovre. Tumlingealderen venter og om lidt skal den store starte i skole, eller vi skal i hvert fald til at skrive op. Puha. Der er sket så meget de sidste år. Jeg kan næsten ikke engang huske hvordan det føltes at have al tid i verden til at se ind øjnene på ens førstefødte baby. Jeg føler både at havde sejret og svigtet som mor. Det er lidt skørt

Anmeld Citér

22. november 2019

BabyMama2016

Profilbillede for BabyMama2016
Happy
grinny skriver:

Du skriver de tanker jeg har haft det sidste år! 

Aya var lige knapt 2 år og 3 måneder da jeg fik et job, indtil da var det hende og jeg det meste af tiden. Hendes dage i DP var korte, mange fridage og bare generelt en hverdag der kunne tilpasses præcis som vi ønskede. Min mand havde dengang en arbejdsuge på 40 timer så tit havde jeg hende, vi kørte BLW, jeg puttede hver dag for jeg havde jo alligevel haft fri. Vi hang virkelig sammen hver evig eneste dag... Så fik jeg job, med 3 timers transport om dagen, møder før børnehaven åbner og kan knap nå at hente hende inden den lukker så nu gør far alt og jeg ser hende 2-2 1/2 time om dagen  Det er faktisk hårdt og jeg glæder mig lidt til at jeg stopper den 27/12 for det her er ikke holdbart! Det sidste år er fløjet og jeg føler ikke jeg fik sagt farvel til vores fantastiske DP for far stod for det hele og jeg fik slet ikke brugt den tid på indkøring som jeg ønskede! 

Jeg savner hende sgu! Har virkelig ikke fået børn for kun at skulle bruge 2 timer om dagen med dem! Nu er jeg gravid med en juni baby og jeg håber det giver os alle noget mere tid til hinanden 

Nu fik jeg også lige åbnet op  



Jeg kender det så godt heldigvis - Fik jeg et råd på vejen, fra Michael Jackson i en dokumentar 

Han sagde: Blive hvor du ER ikke tænk på noget andet, bare ned på gulvet ved siden af børnene og sug dem IND ❤️ Ligesom de er

 

Jeg savner meget vores første barn som da han var lille, men jeg synes nu jeg kyssede og krammede ham en milliard gange ❤️

 

Men der er en masse citater lige om dette emne - Det går bare så hurtigt det hele 

Anmeld Citér

22. november 2019

321

Profilbillede for 321
Anonym skriver:


"Med små børn er dagene lange, men årene korte" har jeg læst engang og hvor er det sandt.

Pludselig er str. 92 ved at være lagt væk og det store tøj, som også skal bruges i børnehaven og have navn i, er blevet skaffet. Jeg kigger på min søn, som pludselig er blevet så lang og føler ikke, at jeg kender ham på samme måde længere. Han var min første baby og jeg gik hjemme med ham i over et år, hvorefter jeg var sygemeldt og kunne hente ham tidligt i dagplejen og tilrettelægge hele dagen efter ham hele det næste år. Lange dage på barsel, hvor der bare var ham og jeg. Gåture, læsning af bøger, masser af tid til måltider og til at undersøge et vissent blad eller en lille bitte bille.
Jeg vidste godt, at jeg var heldig, at jeg kunne gå hjemme med ham ekstra længe og selvom jeg nogle gange godt kunne savne at lave noget andet, så nød jeg virkelig at give ham sådan en rolig dag, hvor han stortrivedes! Andre sagde altid, at tiden med børn gik så hurtigt, men det syntes jeg ikke.

Men så kom lillebror og vores verden blev vendt på hovedet. Tiden blev en anden både på godt og ondt.

På den ene side var det så hektisk og egentlig forfærdeligt at have to så små børn på én gang (kolik de første 3 mdr), at jeg bare ville have, at de skulle blive ældre i en fart! Da jeg lagde de helt små størrelser og babynesten væk, var jeg lettet - nu var det overstået, de første sindssyge måneder med et spædbarn.

Men hov! Nu er han stor og har lært at kravle! Han spiser rigtig mad og snart godt nok til, at han kan undvære mig en hel dag. Og storebror - hvor blev det sidste halve år af? Hvem er den store, langlemmede dreng? Han føles helt anderledes, når jeg krammer ham - buttetheden er forsvundet. Han kan snakke og argumentere og leger komplicerede rollelege. Han trodser mig, udfordrer mig, slår og "KAN SELV!!!!!"

Jeg fanger mig selv i at savne min store søn, da han var lille og den tid, vi havde. Jeg savner den lille version af ham. Jeg kan sidde og se videoer og ønske, at jeg kunne spole tilbage og give min tumlingesøn et stort kram. Han var så sjov og så kær, som sådan en lille tumling nu er, men pludselig er han et stort barn. Han er stadig kær og sjov, ingen tvivl om det, men han er kær og sjov på en anden måde. Det er bare gået så hurtigt og jeg føler, at han er gledet mig af hænde på en måde, fordi lillebror kom med alle sine krav om omsorg, som sådan en baby jo har. Det er jo også en naturlig udvikling, han er jo stor nu og skal selvfølgelig så småt glide ud i verden og væk fra mig - lære at tage tøj på selv og så videre. Blive uafhængig. Men skal det være allerede?!

For slet ikke at tale om lillebror. Han kom jo bare ud til os en forårsdag med sine behov, men pludselig føles det som om al tiden bare er gået med at stille dem og resten har han klaret selv. Med storebror var alt så pædagogisk og korrekt, sanglege og BLW; lillebror har mere måttet underholde sig selv, fået skemad og lært en masse ved blot at kigge på. Men både far og jeg har dårlig samvittighed overfor den lille gut, fordi vi ikke har givet ham samme opmærksomhed, som den store var forkælet med.

Og pludselig sidder jeg der i sofaen og kigger på mine børn, så store de er nu og jeg ved ikke, hvor det sidste halve år er blevet af. Jeg fortryder på den ene side, at jeg ønsker, at tiden skal gå hurtigere, så det kan blive nemmere med dem og på den anden side, må tiden aldrig gå, så jeg for evigt kan have mine små børn hos mig. De må aldrig blive store, men skal altid være bløde, varme babyer, hvor alt er godt i verden, hvis de bare er i mine arme.

Tiden bliver virkelig en helt anden, når man bliver forældre. Udover at det kan tage 4 uger at få tid til at samle en reol fra IKEA, så er de 2½ år jeg har været mor godt nok noget helt specielt. Jeg forstår ikke, at det er så lang tid siden, at jeg fik min første baby i armene og at jeg nu er mor til to.

Hvad vil jeg med det her indlæg? Egentlig bare lige dele mine tanker om tiden, for jeg synes, det er ret overvældende. Selvom jeg tit, før jeg fik børn, kunne blive skræmt over, at det nu var 10 år siden jeg gik ud af skolen, så er det slet ikke det samme, som når man ser sin "baby" gå hele vejen op på anden sal selv, tage tøjet af, lægge det på plads og låse døren efter sig...!



Så flot skrevet. Synes desværre at tiden går hurtigere og hurtigere jo ældre de bliver. Tiden med nummer to går endnu hurtigere og når de starter i skole går det endnu hurtigere. Men sådan er det nok bare. Hvis nogen har fundet ud af hvordan man stopper tiden må de endelig sige til 

Anmeld Citér

22. november 2019

Anonym

Jeg kan så meget relatere, og tror også det er derfor at jeg allerede er skruk igen, selvom mit barn nr. 2 kun er ½ år!


Bliver ved med at sige til mig selv at vi IKKE skal få et barn mere de næste par år, for lige om lidt er min yngste i sin allermest krævende alder, og så kan det ikke hjælpe noget at jeg er besværet af en graviditet og kort efter står med et spædbarn igen.


Men tror bare at jeg allerede savner at have en hel lille baby igen, og synes bare at tiden går så hurtig....

Anmeld Citér

23. november 2019

Sprit25

Profilbillede for Sprit25

Jamen det frygteligt. Til sommer skal min datter i skole, og min søn skal i børnehave! 

Han snakker og snakker, og det er dejligt fordi det har han haft svært ved, men nu kan han jo sige: nej mor mig ikk din baby. Mig din store dreng 

Hende på fem tonser jo bare afsted, og er lang og stor og slet ikke min baby. 

Jeg elsker at se dem blive store, men for en i fanden hvor går det stærkt

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«. 

Anmeld Citér

24. november 2019

JC2014

Profilbillede for JC2014

Jeg synes også at det er hårdt at det går så stærkt med de små nogle gange. Jeg kan oprigtigt slet ikke følge med. Ønsker tit at jeg kunne bremse tidens hastighed lidt, eller spole tiden frem og tilbage, så jeg kunne kysse deres små babykinder bare én gang mere.  Nogle dage kan jeg slet ikke klare tanken om at de en dag skal vokse helt op og forlade mig.  Men de kan jo heller ikke forblive mine små bitte drenge for evigt, det ved jeg jo også godt.  Planen er da at udvide familien en enkelt gang mere, men man får jo ikke småbørnstiden med de første igen, med en ny lille en. Hver af dem, og tiden med dem, er jo helt sin egen. 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.