Frustreret over andres kommentarer

Jeg har selv et donor barn  og kunne i dag ikke forestille mig det anderledes! Jeg startede ud med at det selvfølgelig skulle være med en mand, men jeg havde for meget fokus på at jeg ville have børn, at jeg ikke rigtig tillod mig at få den der kriller i maven. Blev enig med mig selv om at manden nok skulle komme, men at det kunne blive sværre med børn, og nu bliver min datter snart 3 år og jeg selv er lige fyldt 34 - jeg kunne faktisk stadig ikke forestille mig en mand i mit liv, og er begyndt i behandling for at få en til  min omgangskreds har altid været meget støttende, så jeg har ikke manglet opbakning. En veninde er alene med 2 små børn, faren døde desværre tidligt. Og hun har fundet kærligheden igen, så det kan i hvert fald godt lykkedes! Men tror man skal have ro på først, hvis man brændende ønsker sig et barn, frem for at møde kærligheden, så tror jeg kan gør det svært for sig selv

Jeg syntes du skal springe ud i det �� men jeg fortryder også lidt selv at jeg ikke fik min datter noget tidligere 

Altså alt i alt, hvis du er sikker i din beslutning så luk ørene og sig at du har overvejer alle aspekter af din beslutning og ikke ønsker flere negative kommentarer omkring den. 

Alligevel vil jeg da, ligesom så mange andre, påpege at hvis drømmen er kernefamilie er det slet ikke umuligt når du kun er 30 år. Masser af gode år tilbage til at finde manden og samtidig få børn med. Men er det ikke din drøm, eller er sin drøm i højere grad at få en søskende tæt på din datter så er det jo fint at gå donorvejen 

Derudover vil jeg sige det der med at du aldrig er børnefri er noget underligt noget at sige. Os der ikke er skilt har altså aldrig børnefri, kun når evt bedsteforældre hjælper. Så din mor kunne jo passende tilbyde hjælp til pasning når hun nu har så travlt med at du aldrig har børnefri og det er svært at finde en mand osv. 

Håber du får taget den beslutning du er glad for og så håber jeg du får støtte fra dit netværk ligegyldigt hvad du vælger.