Hjælp!! Min søn synes han er dum..

Hej alle. 

Jeg har en søn på 8år, går i 2. Klasse. Han har lidt problemer fagligt og vi har haft et møde på skolen hvor vi fik nogen redskaber og snakket om det hele. Han er ikke håbløst bagud, men han er perfektionist og bliver hurtigt vred/ked hvis ikke alt er rigtigt og pænt og han er bange for bare at prøve og ikke være bange for at lave fejl. Han fokuserer alt for meget på småting, frem for det vigtige. Fx bogstavernes størrelse og afstand i stedet for bare at få skrevet en masse. Og det er meget det samme i matematik. 

Nu har jeg for anden gang oplevet ham sige højt "jeg er dum!!", Som han gentager igen og igen. Og jeg fik gravet frem, at det handler om at de andre kan svare på hvad 50+50 er (eksempel) bare uden videre, og det kan han ikke. Og det er sikkert rigtigt, men det betyder jo ikke at han er dum.

Hvordan hjælper jeg ham? Hvad siger man? Jeg er så bange for at gøre mere skade end gavn med mine ord! Jeg er virkelig på glatis og helt vildt ked af at mit barn har det sådan her. 

Har din søn noget han er rigtig god til?

Min søn på snart 12 havde nemlig også problemer med læsningen (han er lettere ordblind) og når han havde et (for ham) nederlag, så brugte vi gerne "det kan godt være du ikke er lige så god til at læse som [navn] men så er du jo bedre til [den særlige ting]" og det hjalp ham. 

Ms.Momo skriver:

Har din søn noget han er rigtig god til?

Min søn på snart 12 havde nemlig også problemer med læsningen (han er lettere ordblind) og når han havde et (for ham) nederlag, så brugte vi gerne "det kan godt være du ikke er lige så god til at læse som [navn] men så er du jo bedre til [den særlige ting]" og det hjalp ham. 

Det bruger jeg også, men han går helt i baglås og lytter ikke. Så kan han fx svare at jeg lyver eller også finder han på noget for at modbevise det jeg siger.  

Idag gik lektier ok, jeg fik afsat den mindste så vi kunne sidde i 100% ro og fred. Men suk, det er jo bare ikke holdbart hver gang vi skal lave lektier. 

Anonym skriver:

Det bruger jeg også, men han går helt i baglås og lytter ikke. Så kan han fx svare at jeg lyver eller også finder han på noget for at modbevise det jeg siger.  

Idag gik lektier ok, jeg fik afsat den mindste så vi kunne sidde i 100% ro og fred. Men suk, det er jo bare ikke holdbart hver gang vi skal lave lektier. 

Jeg underviser på universitetet, og der møder jeg masser af unge der har det samme problem som din søn -- at de er så bange for at fejle at de ikke tør prøve. Det er et kæmpeproblem, som giver både stress og dårlig læring.

Kan du, rent logisk, få ham til at se problemet? Og gøre det til noget, han arbejder på?.Dvs, at successen ikke er at regne rigtig, men at han tør fejle?

Herhjemme prøver vi at fokusere på processen og at det vigtige er at træne og forbedre sig, og at man ikke kan være perfekt til alt fra start, men at ved træning kan man blive bedre og det vigtige er at prøve ikke nødvendigvis at få succes hver gang.

det er rigtig vigtigt at lære at acceptere at man ikke er god til alt og at det ikke gør noget og at man stadig er god nok og elsket.

men det kan være et sejt træk, hvis det først er begyndt at gå skævt.

Jeg læste engang en artikel af Sofie Münster (en kvinde som har skrevet flere bøger om børneopdragelse)

Her skrev hun at man kunne fokusere på processen i læringen hos barnet.

Når barnet siger "det kan jeg ikke" eller "det kan jeg ikke finde ud af"

Så skulle man, sige "Det kan du ikke endnu" eller "det kan du ikke finde ud af endnu" og så sige noget om at det jo er derfor man øver sig. Når man øver sig bliver man bedre og så kan man pludseligt.

Dette skulle være en rigtig god måde at motivere barnet på, således at fokus er på proces og øvning fremfor det endelige resultat.

Anonym skriver:

Hej alle. 

Jeg har en søn på 8år, går i 2. Klasse. Han har lidt problemer fagligt og vi har haft et møde på skolen hvor vi fik nogen redskaber og snakket om det hele. Han er ikke håbløst bagud, men han er perfektionist og bliver hurtigt vred/ked hvis ikke alt er rigtigt og pænt og han er bange for bare at prøve og ikke være bange for at lave fejl. Han fokuserer alt for meget på småting, frem for det vigtige. Fx bogstavernes størrelse og afstand i stedet for bare at få skrevet en masse. Og det er meget det samme i matematik. 

Nu har jeg for anden gang oplevet ham sige højt "jeg er dum!!", Som han gentager igen og igen. Og jeg fik gravet frem, at det handler om at de andre kan svare på hvad 50+50 er (eksempel) bare uden videre, og det kan han ikke. Og det er sikkert rigtigt, men det betyder jo ikke at han er dum.

Hvordan hjælper jeg ham? Hvad siger man? Jeg er så bange for at gøre mere skade end gavn med mine ord! Jeg er virkelig på glatis og helt vildt ked af at mit barn har det sådan her. 

Son en anden skriver: læs Sofie Münster. Hun er en del af et forskerfællesskab kaldet NOPA. Det lyder langhåret men det er det slet ikke. Hun er genial, anvisende, skriver nemt og gør det "nemmere" at gribe det her an med, hvordan vi får hældt selvtillid og selvværd i børnene. 

Vi har - herhjemme - fx vildt meget fokus på processen. Man får ikke ros for "en flot tegning" men for fx at "øve sig i at tegne inden for stregerne". Vi øver, vi gør os umage og vi taler meget om at sige PYT. Inspireret af NOPA.

Jeg forstår godt, at du står midt i det og har brug for noget nu-og-her. Kast dig i krig med NOPA i aften, når der er ro. Og start ud stille og roligt med at ændre måden, I taler på. 

Jeg er sikker på, du gør det godt og du hurtigt kan kan få opmuntrede ham .

Vh.

Vores dreng har rigtig svært i dansk men de andre fag er han rigtig dygtig engelsk topper han og vi roser ham om han kun har læst 3 små sider og vi fortæller ham også man kan ikke være god til alt, men du er super god til det og det og det og det man ikke er god til kommer altid stille og roligt det giver vores søn meget