Fødselsberetning

Min datter kom til verden d 3 juni 2019 kl 18:01, ved et akut kejsersnit, i uge 40+0

Forinden dette gik mit vand 39+5 om formiddagen, jeg ringer til FG og får lov at komme op for at blive tjekket. Ved tjek har jeg stadig 2 cm livmoderhals tilbage. Der bliver aftalt jeg skal komme igen dagen efter kl 10, til igangsættelse hvis der ikke sker noget af sig selv. Hen af aften starter veerne, og om natten kører vi igen til FG og bliver tjekket. Til vores ærgelse er der 1,5 cm livmoderhals tilbage, og jordemoderen viser mig nogle gymnastik øvelser jeg kan lave for at få baby længere ned. Vi kørte hjem igen og jeg fik ikke rigtig sovet pga veer. Om formiddagen kl 10 kørte vi tilbage til FG og blev undersøgt og fik kørt kurve, der var ikke sket en dyt og havde stadig 1,5 cm livmoderhals tilbage. Omkring en 12 tiden fik jeg hindeløsning og Augusta piller og skulle tage de sidste kl 16 og så ville jeg få ve drop kl 18. Veerne tog til og de udsatte droppet pga der kom fødende ind, så jeg rendte op og ned af trapperne for at sætte mere skub i det. Hen af den aften blev jeg tjekker og havde 1 cm livmoderhals tilbage  

Hen mod midnat kom en jordemoder ind igen og sagde de ikke havde tid til at give mig ved drop, pga der var kommet flere fødende ind. Jeg fik et skud morfin og blev lagt i seng. Natten igennem fik jeg ikke rigtig noget søvn, måtte have varmepude på lænden hele tiden og fik tjekket hjertelyd på min datter om morgen, da jeg ikke havde mærket hende. Ved en 12 tiden kom der endelig en jordemoder og hentede os for at sætte mig igang. Der blev lagt epidoral blokade og drop, og jeg skal da lige love for det virkede. Gik fra 1 cm livmoderhals til 7 cm på 5 timer. Men undervejs måtte lægerne holde øje med hjerterytmen på vores datter da den lå alt for højt. Da min epi holdte op med at virke og de fandt ud af at jeg var 7 cm åben, havde jeg det værste smerte helvede. Der skulle tages en pH prøve fra vores datter og da svaret kom meget kort tid efter, sagde lægen at hun skulle ud nu og det blev ved kejsersnit. 

Jeg var grædefærdig over smerterne og jeg har i forvejen en stor skræk for sygehuse og nåle. På operationsstuen stak de flere gange i højde arm, da de ikke kunne finde mine blodåre, de bedøvede mig i epi blokaden og selvom den ikke virkede 100% sagde lægen at det var nu eller jeg blev lagt i fuld narkose. Her var jeg så langt væk i mit hovedet, mit hoved og krop gik nærmest i dvale og lukkede af for hvad der skete, jeg kunne slet ikke være i det der foregik. Jeg sagde hun bare skulle skære, og her startede vores store mareridt.

De måtte skære mig ekstra op fordi vores datter sad så godt fast i bækkenet, hun havde kilet sig skævt fast. Jordemoderen måtte skubbe hende op nede fra, mens lægerne hev i hende. Og endelig fik de hende ud, men navlesnoren knækkede og vores datter mistede så meget blod at de først fik liv i hende igen efter 4 min. Jeg var sikker på hun var død, selv mistede jeg 2,5 liter blod og blev syet sammen. Jeg fik først at vide efter et stykke tid på opvågningen at min datter var i live, min mand kom efter noget ned til mig og jeg fik set billeder af hende. Pga jeg fik sin meget morfin dernede trak det tiden ud. Men jeg blev kørt op på neonatal til min datter. Her lå hun med c-pap, som kørte med fuld styrke. Havde hun ikke haft taget imod det skulle hun på Riget som de havde kontakt med hele tiden. Hun havde målere på og fået lagt drop til antibiotika, fordi hun havde en stor infektion.

Lad mig bare afslutte med at vi kom hjem fra neo efter 14 dage, vores datter bliver stadig fulgt på ambulatoriet og ser ud til ikke at have nogle men. Det er det værste jeg længe har oplevet, både selv at have infektion og stort blodtab (fik ikke blod selv) og så at skulle være på for sin datter. Vores datter måtte have noget beroligende til hovedet på 2 dagen af sit liv, fordi hun ikke kunne håndterer at så mange skulle pille ved hende.

Ja overlægen sagde senere hen at jeg skulle have været sat igang senest 6 timer efter vandafgang da jeg var så umoden, og ikke de 48 timer som de lod mig gå. 

Tak for at dele din beretning. Jeg er ked af, du oplevede det. Sådan en fødsel fortjener ingen. 

Det er så fint, at du sætter ord på og fortæller om det herinde. Bliv ved med at fortælle din historie til alle, der vil lytte. Det hjælper. 

Jeg har selv oplevet et akut kejsersnit og en smertefuld fødsel med stort blodtab, men mine babyer har altid haft det godt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt det må have føltes for dig. Jeg er glad for, din datter lader til at være kommet igennem den omgang uden men.

Du får et stort knus herfra 

Hej du, 

Kæmpe kram til dig  Åh, hvor er jeg ked af, at din datters fødselsdag skulle blive sådan en forfærdelig oplevelse!

Jeg ved ikke, om du allerede har fået det, men husk at det er muligt at få en efterfølgende samtale på hospitalet, hvor I stille og roligt kan gennemgå fødslen og de følelser, I hver især har omkring den. Med en så voldsom fødsel, tænker jeg det er en god idé for både dig og din mand - han må da også have været i et forfærdeligt limbo, når blodet pludselig fosser ud af både hans elskede og hans nyfødte baby, og de i øvrigt kører den ene væk, så han ikke kan følge med i om begge overlever. Min mand var i hvert fald voldsomt splittet, da vores førstefødte skulle på neo, og jeg skulle blive på fødestuen, men jeg var frisk nok til at kunne insistere på han gik med. 

Jeg var indlagt med ssf og lå sammen med en pige, som endte i den helt store tur med akut kejsersnit (som var hendes største frygt) og bagefter 24 timer i trykkammer for at undgå hjerneblødning afskåret fra hendes nyfødte søn, og jeg har efterfølgende snakket en del med hende om de traumer, det faktisk har givet hende.

Så endelig tal om det, og overvej at få det talt igennem med professionelle også, så det ikke sætter sig dybere end et rigtig dårligt minde. 

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med din lille datter 

Puh ha sikke en oplevelse, det lyder godt nok som en voldsom oplevelse. Og en meget utryg oplevelse hele siden at blive tilsidesat på grund af travlhed. 

Og ja jeg kan heller ikke lade være med at tænke at hvis de havde haft mere fokus på dig fra starten kunne du måske have haft en helt almindelig vaginal fødsel. 

Det første jeg studser over i din beretning er at de efter at have tjekket dig efter vandafgang sender dig hjem i 24 timer!!! Det synes jeg er vildt og det troede jeg slet ikke man måtte når vandet er gået. Min egen fødsel startede også med vandafgang og her fik jeg at vide på fødegangen, at når vandet går ser de helst baby er ude inden for 18 timer! Din lille pige har jo godt nok været inde noget længere end de 18 timer! 

Men godt at hun trods alt er sluppet godt igennem den hårde start på livet 

fehår skriver:

Tak for at dele din beretning. Jeg er ked af, du oplevede det. Sådan en fødsel fortjener ingen. 

Det er så fint, at du sætter ord på og fortæller om det herinde. Bliv ved med at fortælle din historie til alle, der vil lytte. Det hjælper. 

Jeg har selv oplevet et akut kejsersnit og en smertefuld fødsel med stort blodtab, men mine babyer har altid haft det godt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt det må have føltes for dig. Jeg er glad for, din datter lader til at være kommet igennem den omgang uden men.

Du får et stort knus herfra 

Tusind tak for dit svar 

Stivdie skriver:

Hej du, 

Kæmpe kram til dig  Åh, hvor er jeg ked af, at din datters fødselsdag skulle blive sådan en forfærdelig oplevelse!

Jeg ved ikke, om du allerede har fået det, men husk at det er muligt at få en efterfølgende samtale på hospitalet, hvor I stille og roligt kan gennemgå fødslen og de følelser, I hver især har omkring den. Med en så voldsom fødsel, tænker jeg det er en god idé for både dig og din mand - han må da også have været i et forfærdeligt limbo, når blodet pludselig fosser ud af både hans elskede og hans nyfødte baby, og de i øvrigt kører den ene væk, så han ikke kan følge med i om begge overlever. Min mand var i hvert fald voldsomt splittet, da vores førstefødte skulle på neo, og jeg skulle blive på fødestuen, men jeg var frisk nok til at kunne insistere på han gik med. 

Jeg var indlagt med ssf og lå sammen med en pige, som endte i den helt store tur med akut kejsersnit (som var hendes største frygt) og bagefter 24 timer i trykkammer for at undgå hjerneblødning afskåret fra hendes nyfødte søn, og jeg har efterfølgende snakket en del med hende om de traumer, det faktisk har givet hende.

Så endelig tal om det, og overvej at få det talt igennem med professionelle også, så det ikke sætter sig dybere end et rigtig dårligt minde. 

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med din lille datter 

Personalet på neonatal sørgede for vi fik en psykolog samtale og vi har snakket med jordemoderen som var med fra da jeg fik drop til slut, men hun havde det mere med at dække over alle de fejl der var lavet. Hun påstod det var gået efter bogen og at baby bare skulle være ude efter 48 timer.

Vi kom til samtale hos lægen som havde lavet kejsersnittet og hun var også overlæge på afdelingen. Hun sagde at de skulle have sat mig igang 6 timer senest fordi der ikke skete noget og at baby skulle have været ude senest efter 24 timer. Der blev snakket med store ord overfor dem som havde været indblandet i forløbet, både af hende og andre læger 

Lilleluna skriver:

Puh ha sikke en oplevelse, det lyder godt nok som en voldsom oplevelse. Og en meget utryg oplevelse hele siden at blive tilsidesat på grund af travlhed. 

Og ja jeg kan heller ikke lade være med at tænke at hvis de havde haft mere fokus på dig fra starten kunne du måske have haft en helt almindelig vaginal fødsel. 

Det første jeg studser over i din beretning er at de efter at have tjekket dig efter vandafgang sender dig hjem i 24 timer!!! Det synes jeg er vildt og det troede jeg slet ikke man måtte når vandet er gået. Min egen fødsel startede også med vandafgang og her fik jeg at vide på fødegangen, at når vandet går ser de helst baby er ude inden for 18 timer! Din lille pige har jo godt nok været inde noget længere end de 18 timer! 

Men godt at hun trods alt er sluppet godt igennem den hårde start på livet 

Jordemoderen sagde til os at proceduren var at baby bare skulle være ude efter 48 timer  Men til samtale med overlægen sagde hun maks 24 timer.

Jeg forstår heller ikke hvordan de kunne gøre det, det har jo haft betydning at vores datter måtte starte livet med en skrap antibiotika kur pga infektion. Jeg ved at narkose lægen på operationsstuen var meget vred over hvad der var sket her, og der blev snakket med store ord over det lort de havde lavet.

Det værste er at to fødsler efterfølgende hos familie, heller ikke forløber særlig godt og det er også på samme sygehus