Amningen kvæler mig

Baby er 4 1/2 måned, fuldammet. Baby trives og tager fint på. Mor, derimod... 

Jeg trænger til en pause. Min datter kan ikke være hos andre (ikke engang far) i mere end måske en time af gangen, hvis vi er heldige. Selv der er der mulighed for skrig og skrål inden for 2 minutter. Intet trøster ud over mig og bryst.

Hun nægter flaske med min mælk. Hun nægter sut. Vi har prøvet i månedsvis, alle tips, tricks og you-name-it er afprøvet. Hun gider ikke nusseklud, stofble, bamse. Kun bryst. Hun vågner efter 20-40 minutter hver dag, og det samme gælder om natten. Nogle gange er det oftere, andre gange kan hun sove en hel time, hvis hun sover i min arm, helt op ad mig. 

Jeg er så smadret og træt. Fødslen var noget lort med fastsiddende moderkage, operation og et blodtab på 2,5+ liter. Jeg kæmpede hårdt for at gå amningen op at køre. Min datter kunne ikke åbne munden nok, så amning gjorde meget ondt de første to måneder. Da det blev bedre, fik vi begge to trøske og mere smerte. 

Jeg føler mig klaustrofobisk og vil så gerne have min egen krop tilbage i fred. Jeg døjer med en masse lort og dårlige reaktioner på operationen, fordi jeg nærmest oplevede situationen lidt som et overgreb. Jeg trænger til plads, fred, ro, men jeg har baby i armene - og ved brystet - 85% af døgnet.

Samtidig vil jeg så inderligt gerne give hende alt, hvad hun har brug for. Hun er så lille endnu. 

Jeg har tid til ørelæge næste uge, bare for at gøre et eller andet. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her opslag. Kram? Råd? Måske bare føle mig mindre alene...

Kram herfra.

Og hold ud!

Du har fået en datter,som har virkeligt brug for dig. Du er hendes et og alt. Hun er lille,måske lidt utryg,men du giver hende tryghed. Og dette betyder alt fir hende. Hun elsker dig ig vil ikke gøre dig ked af.

Sover hun godt i barnevognen/ udenfor? Måske en kan køre længe tur med hende,mens du har alenetid?

Min ældste var også meget morsyg.

Jeg trøstede mig selv, at der blev ikke lovet,at det skulle være nemt.

Dun datter skal nok vokse fra det og dy vel se på det som niger der gjorde dig stærker. Fordu du gøre så godt.

Knus,knus,knus

Har du overvejet grød..? Måske skyldes noget sf det sult.

Anonym skriver:

Baby er 4 1/2 måned, fuldammet. Baby trives og tager fint på. Mor, derimod... 

Jeg trænger til en pause. Min datter kan ikke være hos andre (ikke engang far) i mere end måske en time af gangen, hvis vi er heldige. Selv der er der mulighed for skrig og skrål inden for 2 minutter. Intet trøster ud over mig og bryst.

Hun nægter flaske med min mælk. Hun nægter sut. Vi har prøvet i månedsvis, alle tips, tricks og you-name-it er afprøvet. Hun gider ikke nusseklud, stofble, bamse. Kun bryst. Hun vågner efter 20-40 minutter hver dag, og det samme gælder om natten. Nogle gange er det oftere, andre gange kan hun sove en hel time, hvis hun sover i min arm, helt op ad mig. 

Jeg er så smadret og træt. Fødslen var noget lort med fastsiddende moderkage, operation og et blodtab på 2,5+ liter. Jeg kæmpede hårdt for at gå amningen op at køre. Min datter kunne ikke åbne munden nok, så amning gjorde meget ondt de første to måneder. Da det blev bedre, fik vi begge to trøske og mere smerte. 

Jeg føler mig klaustrofobisk og vil så gerne have min egen krop tilbage i fred. Jeg døjer med en masse lort og dårlige reaktioner på operationen, fordi jeg nærmest oplevede situationen lidt som et overgreb. Jeg trænger til plads, fred, ro, men jeg har baby i armene - og ved brystet - 85% af døgnet.

Samtidig vil jeg så inderligt gerne give hende alt, hvad hun har brug for. Hun er så lille endnu. 

Jeg har tid til ørelæge næste uge, bare for at gøre et eller andet. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her opslag. Kram? Råd? Måske bare føle mig mindre alene...

Kram til dig. Jeg fik heller ikke nogle af mine tre til at tage andet end brystet, og jeg kan godt huske følelsen af at være bundet konstant. Ikke mindst, da jeg blev gravid med nummer tre, mens nummer to stadig blev fuldammet. 
Det er let at sige, men tiden arbejder for dig, og du har, før du ser dig om, et barn, der spiser andet end din mælk. Husk, du gør det fantastisk  

Anonym skriver:

Baby er 4 1/2 måned, fuldammet. Baby trives og tager fint på. Mor, derimod... 

Jeg trænger til en pause. Min datter kan ikke være hos andre (ikke engang far) i mere end måske en time af gangen, hvis vi er heldige. Selv der er der mulighed for skrig og skrål inden for 2 minutter. Intet trøster ud over mig og bryst.

Hun nægter flaske med min mælk. Hun nægter sut. Vi har prøvet i månedsvis, alle tips, tricks og you-name-it er afprøvet. Hun gider ikke nusseklud, stofble, bamse. Kun bryst. Hun vågner efter 20-40 minutter hver dag, og det samme gælder om natten. Nogle gange er det oftere, andre gange kan hun sove en hel time, hvis hun sover i min arm, helt op ad mig. 

Jeg er så smadret og træt. Fødslen var noget lort med fastsiddende moderkage, operation og et blodtab på 2,5+ liter. Jeg kæmpede hårdt for at gå amningen op at køre. Min datter kunne ikke åbne munden nok, så amning gjorde meget ondt de første to måneder. Da det blev bedre, fik vi begge to trøske og mere smerte. 

Jeg føler mig klaustrofobisk og vil så gerne have min egen krop tilbage i fred. Jeg døjer med en masse lort og dårlige reaktioner på operationen, fordi jeg nærmest oplevede situationen lidt som et overgreb. Jeg trænger til plads, fred, ro, men jeg har baby i armene - og ved brystet - 85% af døgnet.

Samtidig vil jeg så inderligt gerne give hende alt, hvad hun har brug for. Hun er så lille endnu. 

Jeg har tid til ørelæge næste uge, bare for at gøre et eller andet. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her opslag. Kram? Råd? Måske bare føle mig mindre alene...

Hold da op det lyder som min første fødsel i forløb efterreaktion og som mit barn nr 2 på måden hvorpå hun sover osv. Jeg forstår dig virkelig godt... Jeg havde det lige som dig med nr 2... Var ved at blive kvalt... Jeg havde også prøvet flaske men hun ville ikke... Men havde kun prøvet min mælk og Nan mme. En dag da hun var 8 mdr fik jeg købt allomin i brik bare for at prøve den sidste mme mulighed og hun åd! Og bare fordi du erstatter et enkelt måltid med mme sker der altså ikke noget... Jeg håber det måske kan hjælpe dig lidt... Min datter på 17 mdr nu sover endnu ikke igennem og der er ikke nogen årsag til det siger lægerne... Så nogle børn har bare dumme søvn mønstre... Da jeg fandt ud af hun ville drikke allomin stoppede jeg amningen og det hjalp altså virkelig på det kropslige fængsel.. 

Anonym skriver:

Baby er 4 1/2 måned, fuldammet. Baby trives og tager fint på. Mor, derimod... 

Jeg trænger til en pause. Min datter kan ikke være hos andre (ikke engang far) i mere end måske en time af gangen, hvis vi er heldige. Selv der er der mulighed for skrig og skrål inden for 2 minutter. Intet trøster ud over mig og bryst.

Hun nægter flaske med min mælk. Hun nægter sut. Vi har prøvet i månedsvis, alle tips, tricks og you-name-it er afprøvet. Hun gider ikke nusseklud, stofble, bamse. Kun bryst. Hun vågner efter 20-40 minutter hver dag, og det samme gælder om natten. Nogle gange er det oftere, andre gange kan hun sove en hel time, hvis hun sover i min arm, helt op ad mig. 

Jeg er så smadret og træt. Fødslen var noget lort med fastsiddende moderkage, operation og et blodtab på 2,5+ liter. Jeg kæmpede hårdt for at gå amningen op at køre. Min datter kunne ikke åbne munden nok, så amning gjorde meget ondt de første to måneder. Da det blev bedre, fik vi begge to trøske og mere smerte. 

Jeg føler mig klaustrofobisk og vil så gerne have min egen krop tilbage i fred. Jeg døjer med en masse lort og dårlige reaktioner på operationen, fordi jeg nærmest oplevede situationen lidt som et overgreb. Jeg trænger til plads, fred, ro, men jeg har baby i armene - og ved brystet - 85% af døgnet.

Samtidig vil jeg så inderligt gerne give hende alt, hvad hun har brug for. Hun er så lille endnu. 

Jeg har tid til ørelæge næste uge, bare for at gøre et eller andet. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her opslag. Kram? Råd? Måske bare føle mig mindre alene...

Jeg ved godt det lyder hårdt, men far må noget mere på banen, Ja, barnet græder, men hvis far er der, er det jo ikke fordi hun er utryg. Hun vil bare gerne have dig. Du skal være så langt væk, at hun hverken kan se, høre eller dufte dig. Og så starter I med 1,5 time. Når hun har fundet ud af, at far også godt kan passe på hende, så sætter i tiden op. Hendes far vil også vokse med opgaven. Det er også ham, der har fået et barn.

Jeg synes, I skal kæmpe lidt for, at far kommer meget mere på banen. Ellers bliver det også kun dig, der kan trøste om natten, og du kommer til at være en zombie. Far skal på banen, så barnet ikke skriger som besat, når det er ham, der kommer ind om natten. Tro mig, det betyder alverden, at man kan dele nætterne op, når begge begynder at arbejde,

Ud og gå en tur i en skov eller ved vandet. Find noget, som giver dig ro/overskud. Drik en kop kaffe med en veninde. Sæt dig på et bibliotek og læs det nyeste dameblad. Bare gør dig selv den tjeneste, at I er to forældre til barnet, ikke kun dig. 

Anonym skriver:

Baby er 4 1/2 måned, fuldammet. Baby trives og tager fint på. Mor, derimod... 

Jeg trænger til en pause. Min datter kan ikke være hos andre (ikke engang far) i mere end måske en time af gangen, hvis vi er heldige. Selv der er der mulighed for skrig og skrål inden for 2 minutter. Intet trøster ud over mig og bryst.

Hun nægter flaske med min mælk. Hun nægter sut. Vi har prøvet i månedsvis, alle tips, tricks og you-name-it er afprøvet. Hun gider ikke nusseklud, stofble, bamse. Kun bryst. Hun vågner efter 20-40 minutter hver dag, og det samme gælder om natten. Nogle gange er det oftere, andre gange kan hun sove en hel time, hvis hun sover i min arm, helt op ad mig. 

Jeg er så smadret og træt. Fødslen var noget lort med fastsiddende moderkage, operation og et blodtab på 2,5+ liter. Jeg kæmpede hårdt for at gå amningen op at køre. Min datter kunne ikke åbne munden nok, så amning gjorde meget ondt de første to måneder. Da det blev bedre, fik vi begge to trøske og mere smerte. 

Jeg føler mig klaustrofobisk og vil så gerne have min egen krop tilbage i fred. Jeg døjer med en masse lort og dårlige reaktioner på operationen, fordi jeg nærmest oplevede situationen lidt som et overgreb. Jeg trænger til plads, fred, ro, men jeg har baby i armene - og ved brystet - 85% af døgnet.

Samtidig vil jeg så inderligt gerne give hende alt, hvad hun har brug for. Hun er så lille endnu. 

Jeg har tid til ørelæge næste uge, bare for at gøre et eller andet. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med det her opslag. Kram? Råd? Måske bare føle mig mindre alene...

Du er ikke alene. Sådan havde jeg det også med min søn på nu knap 11 måneder. Selvom jeg har haft virkelig svært ved at accepterer det, har jeg sagt til mig selv at det er de vilkår der er når man får et barn. Ved knap 6 måneder begyndte vi så småt med mad og da det kørte nogenlunde begyndte han at få tænder, hvilket sat ham tilbage til ren amning(mega frustrerende). For en måned siden var jeg på afdelingsseminar begyndte han endelig at tage lidt flaske(ikke at han gider det ret meget), men han kan spise 50-70 ml og er ellers dækket ind med alm mad. Flasken siger ham fortsat ikke ret meget, så ammer ham stadig inden sengetid og en gang om natten, men flasken kan gå til nøds hvis jeg ikke er der. Men han blev altså knap 10 måneder før han ville tage den  ellers har jeg kun kunne bruges. 

Det har været en kæmpe omvæltning, da min første søn kunne tage begge dele fra dag et af, så jeg har virkelig følt mig låst denne gang(den store er også 6 år, så jeg havde nok også vænnet mig til en anden frihed, selvom jeg godt vidste at en baby igen ville kræve mere) 

Så nej, du er ikke alene om den følelse. Jeg har desværre ingen andre råd til dig, da der heller ikke var noget der lykkedes for os. Vi prøvede endda forskellige flasker også.

Tak for alle jeres svar 

I får lige et samlet svar her, fordi jeg er lidt træt. 

Far er meget på, men vi har også et barn på 2 år, og meget af hans tid går til den store. Vi har valgt at prioritere hans nattesøvn, også fordi det virker så håbløst for ham at tage baby om natten, hvor hun skriger samme sekund, hun ikke er i fysisk kontakt med mig. 

Baby kan ikke sove/ligge i barnevogn om dagen uden at skrige, desværre. Alle lure foregår på mig eller far. Vi har en slyngevugge, men jeg har ikke prøvet i nogle uger. Måske bør jeg prøve igen. 

Jeg tror ikke, hun er sulten. Jeg kan tydeligt mærke forskel på, hvornår hun ammer for sult og for trøst. Vi har prøvet tre forskellige typer flasker, og alle er afvist. Vi har ikke prøvet MME, fordi jeg ved, det vil være en glidebane for mig.

Jeg tager en dyb indånding og minder mig selv om, at det her er en fase. At en dag har jeg min krop for mig selv igen. 

Jeg har bare lige skimmet de andre svar. Men jeg hæfter mig ved at du bruger overgrebs-metaforen ifm fødselsforløbet.

Amning kan på mange måder føles som et "overgreb": Du bestemmer ikke hvor, hvornår, hvor hurtigt, hvor meget eller noget som helst andet. Læg dertil et barn, der bliver ked af det når du ikke er til rådighdd hele tiden, døgnet rundt. Det er møg hårdt. Amning er selvfølgelig også en masse andre dejlige ting, men lige det her er ret vigtigt. Har du fået talt om forløbet (ikke bare en kort gennemgang af journalen) men sådan rigtig -bearbejdet det, snakket om følelserne, evalueret med en psykolog/psykoterapeut? Det kan gøre en enorm forskel.

Jeg har selv overgreb med mig, følte en del af fødslen sådan. Jeg var en krop reduceret til andres vilje og nåde. Det samme med amningen. Det har hjulpet enormt meget at få sat ord på og det var det, der gjorde forskellen for mig. Jeg endte med at holde af amningen, men først efter knap 1,5 år (da jeg havde fået snakket om tingene og baby rent faktisk kunne være uden mig i op til 2 timer) 

Det var bare en tanke