Hårdt at være højgravid?

Kære alle

Jeg er i dag 34+1, og jeg synes det er SÅ hårdt!
Jeg har det som om, jeg vandrer rundt i en tåge, som min hjerne ikke rigtig kan tænke klart, eller måske nærmere som om nogen har pakket den ind i vat. Jeg har ondt i mit bækken, især i halebenet, det er ubehageligt at sidde, når jeg står op mister jeg pusten og det trækker i ryggen og i siderne, når jeg ligger ned kan jeg ikke trække vejret og mavesyren løber ud i min mund. Jeg har mange plukkeveer, og det lille nus står og rotere sit hoved ned i mit bækken, sådan at når jeg går stikker og jager det i gennem hele min krop. Jeg kan måske være fysisk aktiv i 15 min ad gangen, og så er jeg nødt til at holde pause. Jeg synes ikke længere at jeg tør køre bil, og jeg kan ikke nå hele vejen ned til bussen, så jeg er meget begrænset, og føler næsten mit hjem er blevet mit fængsel.
Jeg plejer ALTID være mega aktiv, jeg er sådan en der gerne lige inviterer nogle venner, eller familien over og spiser, det er mig der normalt står fra alt det huslige, smørre madpakker, laver aftensmad osv. sørger for at de to store kommer i bad og får lavet lektier. 
Det er et aktivt valg fra vores side, at min mand arbejder meget, og at jeg står for hjemmefronten, en fordeling der passer os begge to rigtig godt. Og min mand er en skat lige nu og klare begge dele i det omfang han kan (for tiden kommer der en og hjælper med rengøringen).

MEN jeg føler mig simpelthen SÅ alene og til besvær! Jeg har to andre veninder der også er gravide, nogenlunde lige så langt som mig, og de gør hovedrent og vasker gulv, og køber stort ind uden at få hjælp fra andre.
Og her sidder jeg og føler at al fysisk aktivitet er en kamp, fjernsynet hænger mig ud af halsen. Er jeg den eneste i verden der har det sådan? Jeg tror måske også det er svært for mine omgivelser at forstå, for jeg har næsten intet taget på, og min mave er lille og fin (selvom den føles som om den vejer 30kg i sig selv), jeg har ikke vand i hverken fødder eller hænder. Alle mine gener er ligesom "usynlige". 

Måske det blev en klagetråd, mere end en dilemmatråd! MEn hvis andre har brug for at beklage sig, så er der her en oplagt mulighed

Mvh mig

Anonym skriver:

Kære alle

 

Jeg er i dag 34+1, og jeg synes det er SÅ hårdt!
Jeg har det som om, jeg vandrer rundt i en tåge, som min hjerne ikke rigtig kan tænke klart, eller måske nærmere som om nogen har pakket den ind i vat. Jeg har ondt i mit bækken, især i halebenet, det er ubehageligt at sidde, når jeg står op mister jeg pusten og det trækker i ryggen og i siderne, når jeg ligger ned kan jeg ikke trække vejret og mavesyren løber ud i min mund. Jeg har mange plukkeveer, og det lille nus står og rotere sit hoved ned i mit bækken, sådan at når jeg går stikker og jager det i gennem hele min krop. Jeg kan måske være fysisk aktiv i 15 min ad gangen, og så er jeg nødt til at holde pause. Jeg synes ikke længere at jeg tør køre bil, og jeg kan ikke nå hele vejen ned til bussen, så jeg er meget begrænset, og føler næsten mit hjem er blevet mit fængsel.
Jeg plejer ALTID være mega aktiv, jeg er sådan en der gerne lige inviterer nogle venner, eller familien over og spiser, det er mig der normalt står fra alt det huslige, smørre madpakker, laver aftensmad osv. sørger for at de to store kommer i bad og får lavet lektier. 
Det er et aktivt valg fra vores side, at min mand arbejder meget, og at jeg står for hjemmefronten, en fordeling der passer os begge to rigtig godt. Og min mand er en skat lige nu og klare begge dele i det omfang han kan (for tiden kommer der en og hjælper med rengøringen).

MEN jeg føler mig simpelthen SÅ alene og til besvær! Jeg har to andre veninder der også er gravide, nogenlunde lige så langt som mig, og de gør hovedrent og vasker gulv, og køber stort ind uden at få hjælp fra andre.
Og her sidder jeg og føler at al fysisk aktivitet er en kamp, fjernsynet hænger mig ud af halsen. Er jeg den eneste i verden der har det sådan? Jeg tror måske også det er svært for mine omgivelser at forstå, for jeg har næsten intet taget på, og min mave er lille og fin (selvom den føles som om den vejer 30kg i sig selv), jeg har ikke vand i hverken fødder eller hænder. Alle mine gener er ligesom "usynlige". 

Måske det blev en klagetråd, mere end en dilemmatråd! MEn hvis andre har brug for at beklage sig, så er der her en oplagt mulighed

Mvh mig

Ikke to graviditeter er ens. Og nogen har det super hårdt, nogen har det super nemt, andre ligger lige midt i mellem og så der dem der bruger deres graviditet som undskyldning for at krydre røv. 

Du hører til den første og det er da så dejligt at din mand er så hjælpsom derhjemme 

jeg selv havde det sindsyg nemt. Dagen før jeg gik i fødsel var jeg ude og gå 5 km uden problemer. jeg følte mig kun gravid når knægten bevægede sig  ellers var det bare en bule på maven. Det lyder åndssvagt men nogen gange ønskede jeg faktisk jeg havde “gener” for at få lov at mærke graviditeten i et andet omfang. Men lur mig om nr 2 (hvis jeg vælger sådsn en en dag) så ikk kommer trefoldig tilbage og det bliver graviditeten fra helvede haha

Anonym skriver:

Kære alle

 

Jeg er i dag 34+1, og jeg synes det er SÅ hårdt!
Jeg har det som om, jeg vandrer rundt i en tåge, som min hjerne ikke rigtig kan tænke klart, eller måske nærmere som om nogen har pakket den ind i vat. Jeg har ondt i mit bækken, især i halebenet, det er ubehageligt at sidde, når jeg står op mister jeg pusten og det trækker i ryggen og i siderne, når jeg ligger ned kan jeg ikke trække vejret og mavesyren løber ud i min mund. Jeg har mange plukkeveer, og det lille nus står og rotere sit hoved ned i mit bækken, sådan at når jeg går stikker og jager det i gennem hele min krop. Jeg kan måske være fysisk aktiv i 15 min ad gangen, og så er jeg nødt til at holde pause. Jeg synes ikke længere at jeg tør køre bil, og jeg kan ikke nå hele vejen ned til bussen, så jeg er meget begrænset, og føler næsten mit hjem er blevet mit fængsel.
Jeg plejer ALTID være mega aktiv, jeg er sådan en der gerne lige inviterer nogle venner, eller familien over og spiser, det er mig der normalt står fra alt det huslige, smørre madpakker, laver aftensmad osv. sørger for at de to store kommer i bad og får lavet lektier. 
Det er et aktivt valg fra vores side, at min mand arbejder meget, og at jeg står for hjemmefronten, en fordeling der passer os begge to rigtig godt. Og min mand er en skat lige nu og klare begge dele i det omfang han kan (for tiden kommer der en og hjælper med rengøringen).

MEN jeg føler mig simpelthen SÅ alene og til besvær! Jeg har to andre veninder der også er gravide, nogenlunde lige så langt som mig, og de gør hovedrent og vasker gulv, og køber stort ind uden at få hjælp fra andre.
Og her sidder jeg og føler at al fysisk aktivitet er en kamp, fjernsynet hænger mig ud af halsen. Er jeg den eneste i verden der har det sådan? Jeg tror måske også det er svært for mine omgivelser at forstå, for jeg har næsten intet taget på, og min mave er lille og fin (selvom den føles som om den vejer 30kg i sig selv), jeg har ikke vand i hverken fødder eller hænder. Alle mine gener er ligesom "usynlige". 

Måske det blev en klagetråd, mere end en dilemmatråd! MEn hvis andre har brug for at beklage sig, så er der her en oplagt mulighed

Mvh mig

Jeg kunne have skrevet dette indlæg da jeg var højgravid med min datter. 

Det kan være utroligt hæmmende at være højgravid og smertefuldt og ikke alle kan forstå det. Det vigtigste er at du lytter til din krop og gør det du kan og ikke mere. 

Jeg selv havde svært ved at acceptere  at jeg intet kunne når andre valse omkring som om de slet ikke var højgravide men jeg fik set en masse serier og film da jeg var meget låst til sengen og så gik jeg en meget lille tur en gang om dagen og gjorde de få huslige ting jeg kunne. Det var hårdt men det hele værd da hun kom ud Hæng i! 

AnoMor skriver:

Ikke to graviditeter er ens. Og nogen har det super hårdt, nogen har det super nemt, andre ligger lige midt i mellem og så der dem der bruger deres graviditet som undskyldning for at krydre røv. 

Du hører til den første og det er da så dejligt at din mand er så hjælpsom derhjemme 

jeg selv havde det sindsyg nemt. Dagen før jeg gik i fødsel var jeg ude og gå 5 km uden problemer. jeg følte mig kun gravid når knægten bevægede sig  ellers var det bare en bule på maven. Det lyder åndssvagt men nogen gange ønskede jeg faktisk jeg havde “gener” for at få lov at mærke graviditeten i et andet omfang. Men lur mig om nr 2 (hvis jeg vælger sådsn en en dag) så ikk kommer trefoldig tilbage og det bliver graviditeten fra helvede haha

 

haha, det kan sagtens være du har ret. Min første graviditet var bare så let! Jeg nåede næsten ikke at opdage det, før hun var der jeg kunne alle de ting jeg plejede, og denne gang har jeg bare lagt den siden 4+0  det er simpelthen for træls. Men jeg må nok bare trøste mig med, at det snart er ved sin ende 

Baby2017 skriver:

Jeg kunne have skrevet dette indlæg da jeg var højgravid med min datter. 

Det kan være utroligt hæmmende at være højgravid og smertefuldt og ikke alle kan forstå det. Det vigtigste er at du lytter til din krop og gør det du kan og ikke mere. 

Jeg selv havde svært ved at acceptere  at jeg intet kunne når andre valse omkring som om de slet ikke var højgravide men jeg fik set en masse serier og film da jeg var meget låst til sengen og så gik jeg en meget lille tur en gang om dagen og gjorde de få huslige ting jeg kunne. Det var hårdt men det hele værd da hun kom ud Hæng i! 

Jeg synes efterhånden, jeg har set alt hvad der er på Netflix, HBO, Viaplay, TV2play og DRtv Men måske jeg bare skal nyde at jeg kan se lige det jeg har lyst til, inden fjernsynet endnu engang bliver fyldt med Gurli Gris Det er dejligt at hører, at jeg ikke er den eneste der har haft denne oplevelse, selvom jeg ikke under nogen det. Jeg må trøste mig med at være tæt på målstregen. Jeg glæder mig til at snuse til det lille bløde baby hoved, OG få min krop for mig selv

Årh jeg er ikke engang højgravid endnu, men kæft jeg synes det er hårdt! Bækkenet begyndte at brokke sig i uge 12, og er meget smertefuldt nu.. Plukveer der niver og er røvhamrende træls ved bare en smule aktivitet. Og en krop der er svær at arrangere så jeg ligger behageligt om natten. Og så en 5-årig der skal hentes og afleveres i børnehaven osv. Op og ned fra 4. sal. De næste 3-4 mdr bliver laaaaange.... og så kommer livet med 2 børn, der nok heller ikke er helt lutter lagkage ��❤

Anonym skriver:

Jeg synes efterhånden, jeg har set alt hvad der er på Netflix, HBO, Viaplay, TV2play og DRtv Men måske jeg bare skal nyde at jeg kan se lige det jeg har lyst til, inden fjernsynet endnu engang bliver fyldt med Gurli Gris Det er dejligt at hører, at jeg ikke er den eneste der har haft denne oplevelse, selvom jeg ikke under nogen det. Jeg må trøste mig med at være tæt på målstregen. Jeg glæder mig til at snuse til det lille bløde baby hoved, OG få min krop for mig selv

Hahahaha. Jeg tror også jeg nåede at se alt der var at se

lige nøjagtig! Du er så tæt på målstregen. Jeg kan godt huske at det føles som en evighed når man er i det men lige pludselig er baby ude