Jeg havde det lige sådan, da jeg var gravid 2. gang. Det var slet ikke det samme. Jeg følte mig godt nok gravid, men det var fordi, jeg fik en stor mave og bækkenløsning, så det var egentlig kun det negative, jeg følte. Jeg vidste aldrig, hvad uge jeg var i og jordemoderaftalerne kedede mig.
Heldigvis mærkede jeg liv helt vildt tidligt, men jeg kom aldrig til at føle, at jeg elskede babyen i min mave, som jeg ellers gjorde med den store. Og det gjorde jeg desværre heller ikke, da han kom ud (men nu er han 6 måneder og jeg elsker ham præcis lige så meget som den første). Men det gav mig dårlig samvittighed overfor ham, da jeg ikke kunne få de rigtige følelser for ham i maven, som jeg fik med den store. Mine første jordemødre fortalte mig, at babyen i maven mærkede kærligheden, da vi delte hormoner og det var oxytocin. Da jeg så aldrig følte det ved den nye, så var jeg så frygtelig ked af, at han ikke følte sig elsket i maven.
En gang i mellem kom redebyggertrangen over mig, men den var, som du også selv skriver, ofte af rent praktisk karakter, da der pludselig skulle gøres plads til 2 små.
Og så fik jeg desværre (endnu en) efterfødselsdepression, da han så kom ud. 
Jeg offentliggjorde først min graviditet en uge inden fødslen. Jeg var faktisk flov over min, da jeg var blevet gravid så hurtigt igen og så gad jeg heller ikke at snakke om den! Min mave var så stor og jeg var så træt af kommentarer om den.
Det er godt, at du bliver holdt lidt øje med tror jeg. Det er så væmmeligt, når man har det sådan med sin graviditet.
Anmeld
Citér
