Bonus og sammenbragte familier

Kære alle, 

Min mand og jeg talte om hvor meget man må opdrage på hinandens børn... Om jeg ville have noget imod at han "irettesatte" vores børn, hvis han nu ikke var deres far, altså hvis han var deres bonusfar. 

Med "irettesatte" mener han at være streng og have klare regler og måske hæve stemmen. 

Vi diskuterede lidt frem og tilbage om det ville gøre en forskel om børnene var hjemmeboende eller om de kun var på besøg hveranden weekend. 

Hvad siger I? Hvordan fungerer det for jer sammenbragte familier?

Det er svært at fungerer som familie hvis alle ikke må sige fra og sætte egne grænser. Så her må min kæreste da absolut gerne sige fra hvis ungerne gør noget han finder uhensigtsmæssigt.

Generelt holder min kæreste sig ude af opdragelse og irettesættelse hvis jeg er tilstede. Han føler det er mit og deres fars ansvar og det er vores måde der skal være den generelle for ungerne. Så han gør det egentlig kun når jeg ikke er tilstede - pånær nogen få gange hvor tingene har været hektiske og jeg ikke har kunnet mere. Og det er helt okay. Egentlig ville jeg heller ikke have noget i mod at han kom mere på banen til daglig. Jeg kan godt føle mig som solo-mor med en gæst i huset af og til når ungerne er helt umulige.  

Anonym skriver:

Kære alle, 

Min mand og jeg talte om hvor meget man må opdrage på hinandens børn... Om jeg ville have noget imod at han "irettesatte" vores børn, hvis han nu ikke var deres far, altså hvis han var deres bonusfar. 

Med "irettesatte" mener han at være streng og have klare regler og måske hæve stemmen. 

Vi diskuterede lidt frem og tilbage om det ville gøre en forskel om børnene var hjemmeboende eller om de kun var på besøg hveranden weekend. 

Hvad siger I? Hvordan fungerer det for jer sammenbragte familier?

Ved ikke om du kan bruge mit svar da jeg ikke er forældre men datter til det 

Min papfar har siden jeg var 4 været  i mit liv, har altid opdraget mig og gjort som en far ville gøre. Jeg knyttede faktisk et meget stærkt bånd til ham fordi han behandlede mig som sin egen, fik skæld ud når det var berettiget og jeg fik derved respekt og følelsen af at han elskede mig. For ellers ville han vel ikke gøre det

Historie set fra barnsiden af 

Min kærestes børns bonusfar (håber ikke nogen brækkede tungen på det) har også opdraget på børnene.

Det er han nødt til, ellers bliver det for kunstigt.

Ingen kan bo sammen med børn - heller ikke andres - hvis de ikke må opdrage.

Man kan netop ikke gå rundt som "gæst" i sit eget hjem.

Min mand har været en del af mine børns liv i mange år. Den yngste 2 og ældste 4 år, da vi mødtes. 

Han flyttede ind som “far” i huset. Han har selv ønsket, med min accept, at være der for børnene på lige fod som var det hans egne. Jeg synes det er så dejligt at være to om det og det ikke evigt og altid kun er mig der skal tage stilling alting. Så ja, han markerer sig også, hvis det er nødvendigt, men ham giver så sandelig også en masse kærlighed igen. Mine børn knuselsker ham og selvom de har deres diskussioner af og til(ikke mere en normalt tænker jeg) ændrer det ikke deres følelser for hinanden. 

Anonym skriver:

Min mand har været en del af mine børns liv i mange år. Den yngste 2 og ældste 4 år, da vi mødtes. 

Han flyttede ind som “far” i huset. Han har selv ønsket, med min accept, at være der for børnene på lige fod som var det hans egne. Jeg synes det er så dejligt at være to om det og det ikke evigt og altid kun er mig der skal tage stilling alting. Så ja, han markerer sig også, hvis det er nødvendigt, men ham giver så sandelig også en masse kærlighed igen. Mine børn knuselsker ham og selvom de har deres diskussioner af og til(ikke mere en normalt tænker jeg) ændrer det ikke deres følelser for hinanden. 

Ja kram og kærlighed er en del af det. Ikke kun irettesættelser.

Men ved at være "medopdrager", synes jeg også, at bonusforælderen viser, at "du betyder faktisk noget for mig. Jeg er ikke bare ligeglad".

Det er klart, at det er de biologiske forældre, der træffer de store beslutninger som valg af skole o.lign. men bonusforælderen kan jo godt give sit besyv med. Han/hun har bare ikke den endelige afgørelse.

Tommelise skriver:

Ja kram og kærlighed er en del af det. Ikke kun irettesættelser.

Men ved at være "medopdrager", synes jeg også, at bonusforælderen viser, at "du betyder faktisk noget for mig. Jeg er ikke bare ligeglad".

Det er klart, at det er de biologiske forældre, der træffer de store beslutninger som valg af skole o.lign. men bonusforælderen kan jo godt give sit besyv med. Han/hun har bare ikke den endelige afgørelse.

 

Præcis. De store valg træffer jeg i fælleskab med børnenes biologiske far. Men i det daglige er jeg glad for at min mand er “medopdrager” og ikke bare fungerer som en eller anden “hyggeonkel.”