Jeg har 28 sygedage

Åh jeg kan mærke en lille panik nede i maven. 

Jeg har det seneste år haft 28 sygedage. Jeg er godt klar over, at det er et helt vildt tal. Og det er jo også udtryk for, at jeg ikke har haft det godt - psykisk. For det er primært psykisk fravær..

Mit arbejde er tilrettelagt på en sådan måde, at jeg er rimelig selvstyrende omkring mine aftaler og tid. Og derfor har jeg også langt størstedelen af dagene været fraværende hvor det ikke er gået ud over hverken kollegaer eller mine patienter. Men derfor er det jo i sig selv stadig et skidt fravær. 

Jeg ved også godt, at det jo direkte lyser i neon at jeg har brug for hjælp, eller at arbejde på nedsat tid. Men vi har ikke råd til det. Vi har begge Su lån, bil lån, og med familieliv osv har vi ikke råd til at jeg ikke får fuld løn.

Jeg har skrevet om min situation herinde før.. Jeg starter på nyt job her den 1., men inden for samme system så min nye ledelse kan se mit fravær. Det gør mig meget angst, da jeg gerne vil skabe et godt indtryk. På samme tid har jeg også angsten for at jeg jo formentlig heller ikke kan holde til rammerne i den nye stilling. Men hvad så? Man kan ikke arbejde nedsat tid i min branche, der er for nogle år siden fastsat regler så man kun yderst sjældent for lov, og så skal man varetage samme mængde arbejde bare med færre timer til rådighed.

Jeg er lige nu i udredning i psykiatrien for hhv. Bipolar lidelse og/eller ADD, så på et tidspunkt får jeg lidt afklaring, men hvad stiller jeg så op.

Jeg føler mig som en komplet fejltagelse at jeg ikke kan varetage en almindelig 37 timers stilling.. 

Ud fra det du skriver nu og det som du tidligere har sikret - ja så lyser det i neon, at du har brug for hjælp. 

Det lyder virkelig ikke til st du finder dig godt tilpas med de rammer som du har. Ergo må du på et tidspunkt nok erkende, at du dkal finde et andet type job. Uanset hvor meget SU holder af de opgaver du lige sidder med inden for din branche. 

Du er ikke en fiasko men skal sygemeldes før du knækket helt sammen. Få talt med din læge og kommunen. Og få kigget på hvordan I kan få økonomien til ay hænge sammen. For lige nu risikerer du både din jobmæssige fremtid og din familie. 

Du skal ikke blive ved med at presse dig selv

Hvis du mentalt/fysisk/psykisk ikke kan varetage et 37 timers job, bliver i jo NØDT til at klare jer for færre penge end en fuldtidsløn. Hvad skulle ellers være løsningen? At du går ned med flaget og ender med ingen løn og ikke at være der for familien.

I må kigge på jeres liv, bolig, bil, forsikringer, alt hvad der overhovedet kan justeres på. 

I har ikke råd til det? Okay, det lyder helt skørt at penge kommer før dit helbred. 

I må jo kigge på hvad i kan undvære; tv pakker osv, få ændret mobil abb til det allerbilligste, sælge bilen (bilerne) og i stedet gå/cykle/tage toget, køb det billige toiletpapir i stedet for det dyre osv osv osv.