Hvordan kan vi hjælpe?

Min mands bror og kæreste er i den frygtelige situation, at de netop har fået at vide, at de ikke kommer til at få børn naturligt.

Mandens sædkvalitet lægger mellem 2-4 mil, når det er renset op. Derfor har de fået tilbudt IVF-behandling. 

Jeg er max presset over det. (ved godt at det er 1000 gange værre for dem). De er de mest fantastiske mennesker og mine børn kunne ikke drømme om en bedre tante og onkel - de er bare de bedste.

Jeg har selvfølgelig en masse spørgsmål i forhold til succesraten. Måske nogle solstrålehistorier fra nogle af jer, som har været igennem behandlingen!?

Men mest af alt er jeg bare fortvivlet over, hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo desværre ikke tage smerten og sorgen fra dem og jeg kan heller ikke hjælpe dem med at få deres ønskebarn, men hvad kan jeg så gøre - nogle med erfaringer i forhold til hvad I eller jeres pårørende havde brug for?

Åh hvor jeg håber at de snart får deres største ønske opfyldt 

Altså 2-4 mil efter rensning er faktisk okay, der findes flere der kun har fået 100.000 eller mindre efter rensning som faktisk er blevet gravide naturligt og hvis hun ikke fejler noget, så burde der være succes, MEN man ved virkelig aldrig omkring barnløshed, der kan være så meget der kan spille ind 

Her er det mig der er “problemet” jeg har en lukket æggeleder og PCO. 

Det bedste du/i kan gøre er lytte, og bare heppe med på sidelinjen! Måske læs op på omkring barnløshed og behandling så du ved hvad det er de faktisk skal igennem 

Det som jeg hader at folk spøger om, er når man ser dem efter noget tid og de spørger om jeg er gravid, om det er lykkedes. Det giver bare en sug i maven hver gang når man skal stå der og sige nej og de ikke aner hvor meget man skal igennem før Man faktisk får behandling 

Jeg håber det lykkedes for dem og krydser mine hænder og fødder for det nok skal lykkedes for dem 

Is på! Selvom det er enormt sympatisk, at du føler så meget med deres situation, og selvom det kan være benhårdt at være i behandling - så er det nu engang sådan at ca. hvert 10. barn i Danmark kommer til verden igennem én eller anden form for fertilitetsbehandling - så at man ikke kan “få børn naturligt” er ikke en dødsdom, men tvært imod temmelig almindeligt.

Giv dem lige lidt luft til lige at fordøje nyheden og finde sig til rette i de informationer de får fra deres behandlende læge/hospital. Og alt afhængig af hvordan dit forhold er til dem og hvem de er, så fornem dig lidt frem i forhold til om de har lyst til/orker at tale med dig om det, og støt dem bedst muligt, hvis de ønsker - spørg dem eventuelt direkte, hvordan de helst vil støttes (skal I tale om det, skal du bakke lidt ud, er de positive, har de brug for gode historier eller snarere for at have fred til at være kede af det og skeptiske, osv).

Det kan tage lang tid at være i behandling og folks behov for støtte kan ændre sig undervejs. Hvis det “bare” drejer sit om moderat nedsat sædkvalitet, er der rigtig god sandsynlighed for at opnå graviditet i løbet af et par behandlinger. Held og lykke til dem.

Anonym skriver:

Min mands bror og kæreste er i den frygtelige situation, at de netop har fået at vide, at de ikke kommer til at få børn naturligt.

Mandens sædkvalitet lægger mellem 2-4 mil, når det er renset op. Derfor har de fået tilbudt IVF-behandling. 

Jeg er max presset over det. (ved godt at det er 1000 gange værre for dem). De er de mest fantastiske mennesker og mine børn kunne ikke drømme om en bedre tante og onkel - de er bare de bedste.

Jeg har selvfølgelig en masse spørgsmål i forhold til succesraten. Måske nogle solstrålehistorier fra nogle af jer, som har været igennem behandlingen!?

Men mest af alt er jeg bare fortvivlet over, hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo desværre ikke tage smerten og sorgen fra dem og jeg kan heller ikke hjælpe dem med at få deres ønskebarn, men hvad kan jeg så gøre - nogle med erfaringer i forhold til hvad I eller jeres pårørende havde brug for?

Åh hvor jeg håber at de snart får deres største ønske opfyldt 

Der er absolut ingen grund til at tage følelser på dine skuldre, og du skal i hvert fald ikke tillægge dem følelser, de måske ikke har. Vi er forskellige som mennesker, for nogle vil det være forfærdeligt at få den melding, for andre en lettelse endelig at få rette hjælp, uanset er det noget de to skal igennem sammen, og heldigvis lykkes det for langt de fleste.

Prøv at slappe af omkring det, lad være med at bringe det op udover "hvordan går det", hvis de har lyst til at inddrage dig, så skal de nok fortælle, ellers respekter deres privatliv. Støt dem, men tag den med ro!

Herhjemme er vi kun glade for at være i behandling. Så er vores chancer størst for en baby. Så jeg ville da være lidt ked af hvis mine nærmeste blev så ulykkelig på mine vegne. Det ville jeg slet slet ikke kunne rumme. 

Man er meget forskellig, så tror du skal prøve at se lidt an hvordan de selv invitererer ind i deres verden med behandling. Nogle vil gerne dele, andre vil ikke. Tænker ikke der er så meget du kan gøre. Hvis de gerne vil snakke om det så kan du jo det med dem, men det var også det hvis det var mig. Jeg har haft brug for min veninde engang kørte mig til en aftale på sygehuset men det er sådan set også det. 

Du lyder meget empatisk og meget følsom. Tror måske du skal vende det lidt på hovedet. Er det i virkeligheden så frygteligt at skulle i behandling? Nu får de hjælp og lige straks har de sikkert et barn. Der er langt større sandsynlighed for det lykkes i behandlingen end i sengen for dem hvis de har problemer. 

Hos os tog det 8år. Vi var gennem både inseminering, reagensglas forsøg og til sidst donoræg, hvor det lykkedes i første forsøg. 

Det værste jeg vidste var, at åbne op for vores problemstilling og folk så sagde "ej hvor er det synd for jer" osv. Jeg havde brug for folk som troede på det lykkedes og ikke folk der fik mig til at føle mig ekstremt sårbar. Jeg ved ikke om det giver mening. 

De er kun lige begyndt.. Der er så mange muligheder... Inseminering, reagensglas, donorsæd... osv. ingen ved hvor det ender... Men døren er åbnet og nu kan deres rejse begynde 

Ej ro på... det er et ret stor antal der får hjælp på den enten eller anden måde. Mener vist det er hver fjerde der har fået en eller anden form for hjælp. 

Det er ikke en dødsdom. Hvis de forsøgte sig med donorsæd ville hun nok hurtigt være gravid så det kan jo være back up planen. Selvfølgelig er sandsynligheden mindre for oprenset sæd end donorsæd - men det lykkes alligevel for mange især ved icsi eller IVF. 

Du skal på ingen måde virke som om dusynes det er mega synd for dem - det er det mest ubehagelige. Jeg har selv to donorbørn. 

Mit råd er ikke sy vente 8 år med dårlig sæd før de gå videre til donor. Der er alt for mange par der bliver i det limbo og drænet parforholdet. Som du kan læse overfor er der en der efter 8 år blev gravid i første hug med donor. Jeg ville personligt ikke give dårlige æg eller sæd mere en max 2 års forsøg.