Min knap 9-årige søn er ikke i trivsel (kritisk!)

Hej alle,

Jeg står med en knap 9-årig dreng som slet ikke er i trivsel. Herhjemme er han tit vred, sur og ked af det - især når der bliver stillet krav (gå i bad, tøm opvaskemaskine etc) eller hvis han får nej til at spille PlayStation. Generelt bare, hvis han ikke får sin vilje. Ellers er han meget glad og der er intet at mærke på ham. Det er virkelig enten eller!

Det er kulmineret her efter sommerferien hvor han er begyndt at komme med vredesudbrud på skolen (før i tiden blev han bare ked af det), men har nu råbt ting som “jeg slår ham ihjel!” og “jeg har ikke lyst til at leve mere” hvis han føler sig presset eller drillet. Det er selvfølgelig helt vanvittige udtalelser fra en så lille dreng, men han har også sagt det herhjemme hvis han er kommet i time out på værelset efter at have nægtet at gå i bad eller lignende. Så jeg tror ikke han ved hvad det reelt er han siger, jeg tror bare det er det voldsomste han kan finde på. 

Der er sket mange ting i hans liv på det sidste. Min kæreste (herefter kaldet P) flyttede ind midlertidigt i januar mens han ledte efter egen lejlighed, og kravene til min dreng er steget derefter. P har fået mig til at indse, at han er gammel nok til at hjælpe til herhjemme. Det har været svært for min søn at acceptere - altså at skulle tage imod fra min kæreste. De kan super godt lide hinanden, men det har været svært. Vi hygger os alle sammen meget, men det er ofte den store der sætter en stop for hyggen med brok og sure miner rettet vores vej

Storebror føler sig rigtig uretfærdigt behandlet, især fordi lillebror på 4 ikke får stillet de samme krav. Det handler om at lillebror er lidt tilbage og nærmere er 2-3 år inde i hovedet. Det er svært for storebror at forstå og han føler at vi favoriserer lillebror, hvilket slet ikke er tilfældet. Vi har forsøgt at forklare ham det, men det hænger ikke ved.

Samtidig er morfar blevet skilt, oldemor er dødeligt syg og nogle af hans bedste venner er rykket et trin op  i skolen, hvor han skulle blive på det niveau han er på nu (de kører med flydende rul på skolen) og det har han fokuseret meget på. Han skiftede skole sidste sommer da vi flyttede til en anden by, hvor han gik en klasse om, og starten var svær men derefter faldt han til, men nu er det blevet svært igen. Han fokuserer meget på, at han “burde gå i 3. klasse nu” selvom jeg har forsøgt at forklare ham, at han er det helt rigtige sted fagligt osv. Desuden er lillebror flyttet ind fuld tid i juni, hvor han før boede primært hos hans far indtil der blev en ledig plads i vores foretrukne børnehave. Det var cirka der, vi begyndte at se et skift i opførslen, selvom de to er meget tætte og elsker hinanden, så er han lige pludselig ikke “enebarn” i hverdagen. 

Samtidig har han ingen kontakt til hans far, han har aldrig haft det, og jeg ved ikke om det er blevet tydeliggjort mere, efter at P er flyttet ind. Han fandt en lejlighed her i sommerferien og er flyttet for sig selv, og jeg synes min søns opførsel er eskaleret efterfølgende, selvom jeg troede han ville blive glad, da han gentagne gange har sagt højt, hvor irriterende han synes P er. Jeg ved ikke om han føler sig forladt igen? 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og imorgen er jeg kaldt til møde og jeg er så bange for hvad de siger. Altså mit barn siger han ikke vil leve! Jeg kan jo ikke komme op og sige, at han også siger det derhjemme når han bliver vred, uden at jeg lyder som en der bare vil negligere det. 

Han er ofte glad når han kommer hjem fra fritter og jeg tror han har haft en god dag, hvilket han selv siger, indtil jeg så bliver ringet op og får at vide at han har haft en kontrovers igen. 

Han vil diskutere ALT. Han gør aldrig hvad vi beder om uden at han skal udfordre os eller brokke sig. Det er så frustrerende og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med ham. Jeg føler mig som en forfærdelig mor og nu skal jeg stå skoleret for det, og jeg frygter for det møde, selvom jeg jo mener at jeg kan forklare hans opførsel nogenlunde. 

Er der andre som har oplevet at deres børn har haft en tilsvarende periode og hvordan får man guidet sit barn godt igennem det? Han har det jo skidt! Men overall synes jeg jo vi har det dejligt herhjemme, vi elsker hinanden og viser og fortæller hinanden det ofte, så jeg forstår ikke hvor det hele kommer fra. 

Håber på gode råd 

Dit barn lyder udfordret af de utroligt mange skift indenfor det sidste år. Skoleskift, kæreste ind, kæreste ud, lillebror ind, skolenederlag. 

Han vil formentlig have gavn af mere forudsigelighed og struktur i de næste mange, mange måneder. Og dér kan PPR hjælpe. Jeg håber, at skolen sætter PPR ind. Så får du forhåbentlig noget vejledning i, hvordan du hjælper ham bedst.

Anonym skriver:

Hej alle,

 

Jeg står med en knap 9-årig dreng som slet ikke er i trivsel. Herhjemme er han tit vred, sur og ked af det - især når der bliver stillet krav (gå i bad, tøm opvaskemaskine etc) eller hvis han får nej til at spille PlayStation. Generelt bare, hvis han ikke får sin vilje. Ellers er han meget glad og der er intet at mærke på ham. Det er virkelig enten eller!

Det er kulmineret her efter sommerferien hvor han er begyndt at komme med vredesudbrud på skolen (før i tiden blev han bare ked af det), men har nu råbt ting som “jeg slår ham ihjel!” og “jeg har ikke lyst til at leve mere” hvis han føler sig presset eller drillet. Det er selvfølgelig helt vanvittige udtalelser fra en så lille dreng, men han har også sagt det herhjemme hvis han er kommet i time out på værelset efter at have nægtet at gå i bad eller lignende. Så jeg tror ikke han ved hvad det reelt er han siger, jeg tror bare det er det voldsomste han kan finde på. 

Der er sket mange ting i hans liv på det sidste. Min kæreste (herefter kaldet P) flyttede ind midlertidigt i januar mens han ledte efter egen lejlighed, og kravene til min dreng er steget derefter. P har fået mig til at indse, at han er gammel nok til at hjælpe til herhjemme. Det har været svært for min søn at acceptere - altså at skulle tage imod fra min kæreste. De kan super godt lide hinanden, men det har været svært. Vi hygger os alle sammen meget, men det er ofte den store der sætter en stop for hyggen med brok og sure miner rettet vores vej

Storebror føler sig rigtig uretfærdigt behandlet, især fordi lillebror på 4 ikke får stillet de samme krav. Det handler om at lillebror er lidt tilbage og nærmere er 2-3 år inde i hovedet. Det er svært for storebror at forstå og han føler at vi favoriserer lillebror, hvilket slet ikke er tilfældet. Vi har forsøgt at forklare ham det, men det hænger ikke ved.

Samtidig er morfar blevet skilt, oldemor er dødeligt syg og nogle af hans bedste venner er rykket et trin op  i skolen, hvor han skulle blive på det niveau han er på nu (de kører med flydende rul på skolen) og det har han fokuseret meget på. Han skiftede skole sidste sommer da vi flyttede til en anden by, hvor han gik en klasse om, og starten var svær men derefter faldt han til, men nu er det blevet svært igen. Han fokuserer meget på, at han “burde gå i 3. klasse nu” selvom jeg har forsøgt at forklare ham, at han er det helt rigtige sted fagligt osv. Desuden er lillebror flyttet ind fuld tid i juni, hvor han før boede primært hos hans far indtil der blev en ledig plads i vores foretrukne børnehave. Det var cirka der, vi begyndte at se et skift i opførslen, selvom de to er meget tætte og elsker hinanden, så er han lige pludselig ikke “enebarn” i hverdagen. 

Samtidig har han ingen kontakt til hans far, han har aldrig haft det, og jeg ved ikke om det er blevet tydeliggjort mere, efter at P er flyttet ind. Han fandt en lejlighed her i sommerferien og er flyttet for sig selv, og jeg synes min søns opførsel er eskaleret efterfølgende, selvom jeg troede han ville blive glad, da han gentagne gange har sagt højt, hvor irriterende han synes P er. Jeg ved ikke om han føler sig forladt igen? 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og imorgen er jeg kaldt til møde og jeg er så bange for hvad de siger. Altså mit barn siger han ikke vil leve! Jeg kan jo ikke komme op og sige, at han også siger det derhjemme når han bliver vred, uden at jeg lyder som en der bare vil negligere det. 

Han er ofte glad når han kommer hjem fra fritter og jeg tror han har haft en god dag, hvilket han selv siger, indtil jeg så bliver ringet op og får at vide at han har haft en kontrovers igen. 

Han vil diskutere ALT. Han gør aldrig hvad vi beder om uden at han skal udfordre os eller brokke sig. Det er så frustrerende og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med ham. Jeg føler mig som en forfærdelig mor og nu skal jeg stå skoleret for det, og jeg frygter for det møde, selvom jeg jo mener at jeg kan forklare hans opførsel nogenlunde. 

Er der andre som har oplevet at deres børn har haft en tilsvarende periode og hvordan får man guidet sit barn godt igennem det? Han har det jo skidt! Men overall synes jeg jo vi har det dejligt herhjemme, vi elsker hinanden og viser og fortæller hinanden det ofte, så jeg forstår ikke hvor det hele kommer fra. 

 

Håber på gode råd 

Der sker en stor bevidsthedsudvikling i 9 års alderen. Hjernen ændrer sig og barnet opdager det er alene i verden og får følelsen af ensomhed. Det begynder at tænke mere selvstændigt og være mere kritisk. Det kan føle sig angst og alene. Når i så ovenikøbet har oplevet så mange ændringer i dagligdagen så undrer hans reaktion mig bestemt ikke. Her kommer et par råd: struktur og rutine. Beslut dig for fuldstændig samme rutine hver dag. Lav ingen spontane aftaler og prøv at hente nogenlunde tidligt så han kan falde til ro derhjemme. Hvis der er spil mv. Så lav klar regel om hvilke dage og hvor længe. Det samme med pligter derhjemme. Prøv at gøre pligterne overskuelige for ham og vær gerne sammen med ham om det så i hjælper hinanden. Husk altid faste sovetider også i weekenden! Børn der sover godt er glade børn. Hvis han går til noget så helst kun en gang i ugen og ikke for sent. Anerkend hans storebroværdighed, giv ham nogle privilegier som det store barn, så han ikke bare føler det er surt at være stor. F.eks. Senere sengetid hvor i hygger alene sammen en halv time, at han får penge i hånden og selv må gå ned til den lokale butik el.lign.

Jeg er også lidt inde på struktur, forudsigelighed og rutiner. Og nok søvn! Lav klare aftaler og inddrag ham i dem. Og husk at tingene skal ikke diskuteres og aftales midt i en konflikt, men over en kop et eller andet lækkert, når I hygger sammen.

Fx skal der laves en aftale om spilletid. Snak med ham om det, spørg ham hvad han synes er rimeligt. Forklar ham hvorfor det ikke kan være hele tiden og så lav nogle klare aftaler. Du har ret i, at han er gammel nok til pligter, men han er også gammel nok til medbestemmelse. Find steder hvor han må være med til at bestemme eller hvor han selv må bestemme.

Pligter; snak med ham om, at alle er nødt til at bidrage med det de kan, sådan gør man i en familie, og spørg ham om hvad han gerne vil tage ansvar for. Kom med forslag, men husk at han også har noget at skulle have sagt.

Han er en del ældre end lillebror, så han har selvfølgelig flere pligter, men han er også en del ældre end lillebror, så der er også nogle ting han må, som lillebror ikke må.

Og med hensyn til P; prøv at se det fra hans side. Tror du ikke han føler sig forladt? Det kan godt være han brokkede sig over at ham og at han boede der, og så flyttede han. Din søn betød ikke nok for ham til at blive boende? (Det er naturligvis ikke det, der er tilfældet, men ved din søn det? Sådan virkeligt ved det?). Børn opfører sig generelt altid værst overfor forældrene, fordi de føler sig trygge hos dem, de ved at de er elskede selvom de opfører sig grimt.. Og så flyttede P... Din søn kan måske ikke sætte ord på følelsen, og er måske ikke bevidst om det, men jeg gætter på at det gjorde ondt på ham.

En sidste ting; lyt til din søn, hvem er han vred på? Det lyder på mig som om han vender alting indad. Jeg hader mit liv, jeg vil ikke være her mere osv..

Istedet for at føle som om du skal forklare din søns opførsel overfor skolen, synes jeg du skal bede om hjælp.

Du bliver nødt til at vende den rundt. Du skal ikke føle, at du skal op og forklare (og forsvare) hans opførsel. Tværtimod skal du op og drøfte din søn med de andre voksne i hans liv, så I sammen kan nå frem til, hvordan I bedst hjælper ham. 

Jeg håber, I får et godt møde

Jeg håber du har haft et godt møde, hvor du oplevede det handlede om samarbejde og ikke om, at du skulle stå skoleret.

Din søn har opleveden en masse skift i det sidste år, alle formodentlig nogle som han ikke har bedt om. Kun en nemlig, at han syntes P var irriterende og i din søns logik handlede P på det og flyttede, og nu som en anden også skriver, at din søn formodentlig vred på sig selv, og måske også bange for at du eller lillebror så også tager ham på ordet - det vil sige han er ikke tryg ved, at I alle bliver.

Udover det som er skrevet med rammer, rutiner og struktur. Så vil jeg gerne fortælle dig, at det er okay at starte forfra. Jeres hverdag er fuldstændig anderledes i dag end i maj måned, og I skal finde jeres rutiner uden P og med lillebror. Det er okay at annullere alt og starte forfra - hvad synes du og han er fair af pligter (ikke hvad synes P), skal han lave pligten alene eller kunne opvaskeren fx være en familiehyggeting I alle 3 var med til?

Hvor meget må han spille og hvornår, hvor når skal han i seng, hvordan skal morgenen være osv. Find rytmen for jer tre i den nye familiesituation, og anerkend og rum, at det forvirrer altså en lille størrelse på bare 9 år - og hvem er lettest at blive gal på? Sig selv, jeg er for dum til at gå i 3. Klasse, jeg er for dum til at følge med de andre op, jeg er så dum så P flytter - ergo jeg er dum. Du skal med rammer, rutiner og struktur skabet rummet til at vise din dreng at han er helt fantastisk.

Han har oplevet meget på det seneste. Jeg tænker st det måske ikke lige er tidspunktet hvor du skal til at stille yderligere større krav om pligter. Måske kan I gøre noget af det sammen ..

At han kommer i time out ville jeg også lade være med. Han er vred frustreret og så hjælper det måske ikke at I ikke kan rumme ham og sender ham væk. Det giver i hver fald ikke ham et billede af at være accepteret. 

Jeg vill forsøge med meget nysgerrigt at spørge til hvorfor han siger de ting han siger - meget nysgerrigt og ikke dømmende. 

Og jeg ville klart få en psykolog ind over. 

Når en skole indkalder til sådan et møde, er det jo for at hjælpe din dreng i trivsel, det er jo ikke for, at du skal stå skoleret... Hver gang jeg har en elev i mistrivsel, er det i hvert fald dagsordenen. Og det sker desværre ofte... Målet er jo at samarbejde om din søn - ikke at skælde dig ud. Det hjælper jo på ingen måde ham, og skolen er der jo for at få din søn til at lære, og det kræver trivsel. Håber du også oplevede, at mødet handlede om det? 

Sådan havde min nevø det i en lang periode også, han var sur hele tiden, ville ikke hjælpe til, ville ikke børste tænder, i seng osv..  hvor de fandt ud af at han ikke kunne finde ud af at der lige pludselig skulle ske noget andet end han havde regnet med, og havde brug for at vide hvad han skulle hver dag. 
Så de satte en tavle op med billeder, som beskrev fra morgen-aften hvad han skulle. 
Eks.  tøj på, børste tænder, morgenmad, skole, tømme opvasker, lektier, ud at lege, aftensmad, film, børste tænder, i seng. 

Siden da har han været den gladeste dreng, og tømmer opvasker, går i bad, i seng osv uden brok, hvor det førhen var en kamp.. 

Han har samme alder som din søn 

Meget enig med andre, der skriver at struktur og faste regler er et must. 

Herhjemme har jeg også en pre teen, dog på knap 11, og han prøver mig i den grad af. 

Her kan alt diskuteres i uendelighed, men jeg siger tydeligt STOP, hertil og ikke længere. 

Udover det, har jeg som en hjælp til hans hverdag og strukturen printet og lamineret en del  piktogrammer, som hænger let tilgængelig her hos os. F.eks morgen rutine.. han spørger altid om han må se ipad, og for ikke at gå ind og bryde en god morgen med et “nej, det ved du da så udemærket at du ikke må.. og bla bla bla” så spørger jeg ham: er du færdig med morgen strukturen. Det hjælper ham så meget til at få klaret det praktiske, og vi undgår konflikter. - (han må se de minutter fra strukturen er færdig, til at han skal afsted, de meget få morgener han kan nå det) 

det samme til aften. - samme regler, samme strategi..  

Han skriger på rammerne er ENS, på faste rutiner og tryghed.