De forbudte tanker og følelser

Er gravid med barn nr 3, og har termin om ikke så længe. 

Det er et fuldt ud planlagt, og var også et ønskebarn på det tidspunkt. 

Nu fortryder jeg bare det hele 

Ved godt at det er total forbudte tanker og følelser, men ville faktisk ønske, at det lille barn der kommer lige om lidt, ikke var en realitet 

Ved godt, at jeg sikkert bliver høvlet ned for at skrive dette, og det kan jeg faktisk også godt forstå, for ved godt, at det ikke er okay at tænke sådan 

Jeg føler bare slet ikke, at der er overskud længere til et lille barn mere 

Hjælp vil der stort set ikke være til at få, da min familie næsten ikke er eksisterende, og min mands bor 4 timers kørsel væk. 

Vi har i forvejen 2 børn. En på 4 år og en på 6 der lige er startet i skole, og som samtidig er ekstremt grænsesøgende i sin opførsel, hvilket tager enormt meget af vores energi pt 

Ved ikke hvad jeg egentlig vil med dette indlæg.. Måske bare "få det sagt højt" som jeg hver dag går med af tanker i hovedet, men ikke tør sige højt grundet jeg ved reaktionerne på det 

Inderst inde ville jeg virkelig bare ønske, at vi ikke blev en mere, men at vi var stoppet ved nr 2 

Forkert at tænke sådan, jeg ved det godt 

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan du har det med din graviditet. Men min har været meget hård og det gør så at man tænker lidt mere og alle ting i dagligdagen bliver hårdere.

Kan det ikke være noget der går over?

Jeg tror også at hver gang man skal have et barn mere eller der sker noget stort så kommer det et tidspunkt hvor man lige fortryder og er lidt nervøs. Oftest nok mest fordi at man ikke ved konkret hvordan fremtiden ser ud.

Held og lykke med det hele

Håber det bliver bedre

Anonym skriver:

Er gravid med barn nr 3, og har termin om ikke så længe. 

Det er et fuldt ud planlagt, og var også et ønskebarn på det tidspunkt. 

Nu fortryder jeg bare det hele 

Ved godt at det er total forbudte tanker og følelser, men ville faktisk ønske, at det lille barn der kommer lige om lidt, ikke var en realitet 

Ved godt, at jeg sikkert bliver høvlet ned for at skrive dette, og det kan jeg faktisk også godt forstå, for ved godt, at det ikke er okay at tænke sådan 

Jeg føler bare slet ikke, at der er overskud længere til et lille barn mere 

Hjælp vil der stort set ikke være til at få, da min familie næsten ikke er eksisterende, og min mands bor 4 timers kørsel væk. 

Vi har i forvejen 2 børn. En på 4 år og en på 6 der lige er startet i skole, og som samtidig er ekstremt grænsesøgende i sin opførsel, hvilket tager enormt meget af vores energi pt 

Ved ikke hvad jeg egentlig vil med dette indlæg.. Måske bare "få det sagt højt" som jeg hver dag går med af tanker i hovedet, men ikke tør sige højt grundet jeg ved reaktionerne på det 

Inderst inde ville jeg virkelig bare ønske, at vi ikke blev en mere, men at vi var stoppet ved nr 2 

Forkert at tænke sådan, jeg ved det godt 

Jeg tror slet ikke det er så unormalt, at have de tanker, når man har 2 i forvejen. Det er nok fordi du kommer tættere og tættere på termin, at du får nogle katastrofetanker omkring det pludselig snart at skulle være en familie med 3 børn. Man mangler jo et sæt hænder med 3. Men søde du, det skal nok gå, og når den lille kommer så finder man ud af det, og hverdagen kommer til at køre, og så kan i nok slet ikke forestille jer et liv uden nummer 3 

Jeg har det på samme måde som dig. Det kunne være mig, der havde skrevet det indlæg .

Jeg venter nr 3 til februar. De “store” er 2 og 4 år. Til den tid 5 og 3 år. Min graviditet har været frygtelig hård, og vores familie er presset til det yderste. Vores familier hjælper i det omfang de kan, hvilket ikke er ret meget. Hverken min mand eller jeg har særlig meget familie at trække på.

Jeg fortryder også, at vi har lavet nr 3 . Ligesom ved dig er det fuldt ud planlagt. Men nu kan jeg bare ikke se, hvordan vi skal have overskud til tre børn. Vores forhold skranter vanvittigt meget og havde vi ikke en mere på vej, så var vi nok gået fra hinanden på et tidspunkt.

Jeg håber at kunne finde nogle løsninger inden februar, der kunne give os mere overskud. Om ikke anden må vi spare og så hyre hjælp til børnepasning rengøring osv. Så vi kan bruge kræfterne på børnene.

Det var lidt deprimerende at skrive, men bare så du ved, at du ikke er alene.

Kan der være noget hormonelt i det? 

Jeg har selv kun to børn (begge planlagte), men da terminen nærmede sig med nr. 2, kunne jeg da godt mærke at det gjorde ekstra ondt i hjertet med den tid, som en lille ny ville komme til at tage fra storebror. Ikke at jeg decideret fortrød, men jeg havde ind imellem tanker om, at vi måske skulle have ventet til vores ældste dreng var blevet lidt ældre (han var 2 da han blev storebror). Lige så snart lillebror kom, var der dog ikke noget. Min mand havde taget 2 måneders barsel, så de første 2 måneder af lillebrors liv, var vi begge to hjemme, så der var altid en voksen til hver. Det har været meget minimalt hvad vi har oplevet af jalousi (kun en lille smule for nylig fra storebrors side, efter at jeg på kort tid var indlagt ad flere omgange med lillebror, da han desværre blev akut syg flere gange lige efter hinanden). 

Er du meget træt, og har det været en meget hård graviditet? Får du hvilet nok? Går jeres andre børn gennem en svær periode i øjeblikket, eller har du andre ideer om, hvad der kan have været en udløsende faktor for de tanker som du går med? 

Jeg håber at det nok skal gå det hele!  (det har jeg i hvert fald selv brug for at der er nogen der kommer og siger til mig, når jeg selv befinder mig i en svær situation).