Jeg får egentlig allerede hjælp, men har simpelthen sådan brug for at lufte mine tanker til nogen, jeg ikke kender og som ikke er psykologer/psykiatere. Kort fortalt er jeg helt ved siden af mig selv og har været det i et stykke tid nu. Det er mig, der ind i mellem skriver "Kan en fødselsdepression vare for altid" trådene så jeg har jo en lang historie med fødselsdepression og sygdom bag mig. Til dem, der ikke har læst kan jeg hurtigt opsummere, at jeg er weekendmor til en dreng på 9 år og at jeg har borderline (det viste sig at være det, der var årsagen til, at min fødselsdepression kunne fortsætte i årevis ).
Nu til sagen : Jeg har de sidste 9-10 år helt klart vidst, at jeg ikke skal have flere børn. Har aldrig været i tvivl efter, at jeg fik min fødselsdepression. Og hvis man skal være fornuftig er forholdene i mit liv slet ikke til det 1.jeg har aldrig arbejdet (og det er stadig uklart om jeg nogensinde kommer til det) 2 Min borderline, er langvarig (om ikke stationær) så i hvert fald noget der vil tage meget energi og opmærksomhed fra mig og sidst men ikke mindst bor min søn jo hos far og det er helt klart den bedste løsning for os alle tre.
Men, meget stort men, så er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg oplever psykose. Det ved jeg, fordi psykiatrien har fortalt mig, at det er det, der sker. Men det er alligevel sindssygt skræmmende for alle mine tanker kredser om at få et nyt barn, efter at jeg i foråret var voldsomt forelsket i en fyr. Jeg kan slet ikke kende mig selv og tænker tanker om, at det er skæbnen/meningen med livet, at jeg skal sætte hans barn i verden, at verden skal se flere af hans slags og at det er min opgave at føde det/dem
. Jeg kan endda tænke, at det er ligegyldigt, at barnet vil blive bortadopteret eller anbragt i pleje, jeg må bare være gravid. Det er som om, at det er en helt anden logik, der gælder for mig lige nu, en logik, der slet ikke giver mening for andre (eller mig selv, når jeg er som jeg plejer) . For nogle dage siden, da jeg fik min menstruation var jeg næsten grædefærdig, selv om at jeg tager mine p-piller punktligt (så der er jo en eller anden fornuftens stemme i mig stadig). Jeg ved, at det her går over igen, men puha det føles ubehageligt.
Anmeld