Psykose og graviditet

Jeg får egentlig allerede hjælp, men har simpelthen sådan brug for at lufte mine tanker til nogen, jeg ikke kender og som ikke er psykologer/psykiatere. Kort fortalt er jeg helt ved siden af mig selv og har været det i et stykke tid nu. Det er mig, der ind i mellem skriver "Kan en fødselsdepression vare for altid" trådene så jeg har jo en lang historie med fødselsdepression og sygdom bag mig. Til dem, der ikke har læst kan jeg hurtigt opsummere, at jeg er weekendmor til en dreng på 9 år og at jeg har borderline (det viste sig at være det, der var årsagen til, at min fødselsdepression kunne fortsætte i årevis ).

Nu til sagen : Jeg har de sidste 9-10 år helt klart vidst, at jeg ikke skal have flere børn. Har aldrig været i tvivl efter, at jeg fik min fødselsdepression. Og hvis man skal være fornuftig er forholdene i mit liv slet ikke til det 1.jeg har aldrig arbejdet (og det er stadig uklart om jeg nogensinde kommer til det) 2 Min borderline, er langvarig (om ikke stationær) så i hvert fald noget der vil tage meget energi og opmærksomhed fra mig og sidst men ikke mindst bor min søn jo hos far og det er helt klart den bedste løsning for os alle tre.

Men, meget stort men, så er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg oplever psykose. Det ved jeg, fordi psykiatrien har fortalt mig, at det er det, der sker. Men det er alligevel sindssygt skræmmende for alle mine tanker kredser om at få et nyt barn, efter at jeg i foråret var voldsomt forelsket i en fyr. Jeg kan slet ikke kende mig selv og tænker tanker om, at det er skæbnen/meningen med livet, at jeg skal sætte hans barn i verden, at verden skal se flere af hans slags og at det er min opgave at føde det/dem . Jeg kan endda tænke, at det er ligegyldigt, at barnet vil blive bortadopteret eller anbragt i pleje, jeg må bare være gravid. Det er som om, at det er en helt anden logik, der gælder for mig lige nu, en logik, der slet ikke giver mening for andre (eller mig selv, når jeg er som jeg plejer) . For nogle dage siden, da jeg fik min menstruation var jeg næsten grædefærdig, selv om at jeg tager mine p-piller punktligt (så der er jo en eller anden fornuftens stemme i mig stadig). Jeg ved, at det her går over igen, men puha det føles ubehageligt. 

Anonym skriver:

Jeg får egentlig allerede hjælp, men har simpelthen sådan brug for at lufte mine tanker til nogen, jeg ikke kender og som ikke er psykologer/psykiatere. Kort fortalt er jeg helt ved siden af mig selv og har været det i et stykke tid nu. Det er mig, der ind i mellem skriver "Kan en fødselsdepression vare for altid" trådene så jeg har jo en lang historie med fødselsdepression og sygdom bag mig. Til dem, der ikke har læst kan jeg hurtigt opsummere, at jeg er weekendmor til en dreng på 9 år og at jeg har borderline (det viste sig at være det, der var årsagen til, at min fødselsdepression kunne fortsætte i årevis ).

Nu til sagen : Jeg har de sidste 9-10 år helt klart vidst, at jeg ikke skal have flere børn. Har aldrig været i tvivl efter, at jeg fik min fødselsdepression. Og hvis man skal være fornuftig er forholdene i mit liv slet ikke til det 1.jeg har aldrig arbejdet (og det er stadig uklart om jeg nogensinde kommer til det) 2 Min borderline, er langvarig (om ikke stationær) så i hvert fald noget der vil tage meget energi og opmærksomhed fra mig og sidst men ikke mindst bor min søn jo hos far og det er helt klart den bedste løsning for os alle tre.

Men, meget stort men, så er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg oplever psykose. Det ved jeg, fordi psykiatrien har fortalt mig, at det er det, der sker. Men det er alligevel sindssygt skræmmende for alle mine tanker kredser om at få et nyt barn, efter at jeg i foråret var voldsomt forelsket i en fyr. Jeg kan slet ikke kende mig selv og tænker tanker om, at det er skæbnen/meningen med livet, at jeg skal sætte hans barn i verden, at verden skal se flere af hans slags og at det er min opgave at føde det/dem . Jeg kan endda tænke, at det er ligegyldigt, at barnet vil blive bortadopteret eller anbragt i pleje, jeg må bare være gravid. Det er som om, at det er en helt anden logik, der gælder for mig lige nu, en logik, der slet ikke giver mening for andre (eller mig selv, når jeg er som jeg plejer) . For nogle dage siden, da jeg fik min menstruation var jeg næsten grædefærdig, selv om at jeg tager mine p-piller punktligt (så der er jo en eller anden fornuftens stemme i mig stadig). Jeg ved, at det her går over igen, men puha det føles ubehageligt. 

Det er godt, at du får hjælp, det lyder ikke som en sund tilstand.

Er der noget, du vil have, vi skal kommentere på?

Anonym skriver:

Det er godt, at du får hjælp, det lyder ikke som en sund tilstand.

Er der noget, du vil have, vi skal kommentere på?

Åh nej, det er der faktisk ikke. Jeg har allerede fortrudt tråden. Jeg tror nok, at det jeg tænkte var, at jeg gerne ville have råd om, hvordan man undertrykker den voldsomme følelse af at være skruk. Det er der jo nok mange, der har brug for at gøre. Men jeg er jo ikke i virkeligheden skruk. 

Åh nej, det er der faktisk ikke. Jeg har allerede fortrudt tråden. Jeg tror nok, at det jeg tænkte var, at jeg gerne ville have råd om, hvordan man undertrykker den voldsomme følelse af at være skruk. Det er der jo nok mange, der har brug for at gøre. Men jeg er jo ikke i virkeligheden skruk. 

Lyder også meget som en psykose med de vrang forstillinger, at du er “nød til” at gøre det i din verden.

har et nært familie medlem der lige har gennem gået en voldsom psykose, så kender lidt til det. 

Tænker du er i de rette hænder, og der er fokus på psykosen.

Der skal hel sikker professionel hjælp til, og du skal nok komme ud på den anden side.

Al det bedste herfra  

Tak for det. Jeg tror, at det der kan hjælpe er, at jeg trods alt ved, at det er en undtagelsestilstand, så jeg ikke bare handler på mine idéer. Havde bare brug for at udtrykke mig til nogen. 

Tak for det. Jeg tror, at det der kan hjælpe er, at jeg trods alt ved, at det er en undtagelsestilstand, så jeg ikke bare handler på mine idéer. Havde bare brug for at udtrykke mig til nogen. 

Lige præcist, det lyder til du stadig har din fornuft med dig, og det kommer man langt med i en psykose.

Og vi alle kan have brug for at lufte tanker 

Anonym skriver:

Tak for det. Jeg tror, at det der kan hjælpe er, at jeg trods alt ved, at det er en undtagelsestilstand, så jeg ikke bare handler på mine idéer. Havde bare brug for at udtrykke mig til nogen. 

Jeg har selv haft en psykose, så jeg kender godt til det med at have vrangforestillinger.

Anonym skriver:

Jeg får egentlig allerede hjælp, men har simpelthen sådan brug for at lufte mine tanker til nogen, jeg ikke kender og som ikke er psykologer/psykiatere. Kort fortalt er jeg helt ved siden af mig selv og har været det i et stykke tid nu. Det er mig, der ind i mellem skriver "Kan en fødselsdepression vare for altid" trådene så jeg har jo en lang historie med fødselsdepression og sygdom bag mig. Til dem, der ikke har læst kan jeg hurtigt opsummere, at jeg er weekendmor til en dreng på 9 år og at jeg har borderline (det viste sig at være det, der var årsagen til, at min fødselsdepression kunne fortsætte i årevis ).

Nu til sagen : Jeg har de sidste 9-10 år helt klart vidst, at jeg ikke skal have flere børn. Har aldrig været i tvivl efter, at jeg fik min fødselsdepression. Og hvis man skal være fornuftig er forholdene i mit liv slet ikke til det 1.jeg har aldrig arbejdet (og det er stadig uklart om jeg nogensinde kommer til det) 2 Min borderline, er langvarig (om ikke stationær) så i hvert fald noget der vil tage meget energi og opmærksomhed fra mig og sidst men ikke mindst bor min søn jo hos far og det er helt klart den bedste løsning for os alle tre.

Men, meget stort men, så er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg oplever psykose. Det ved jeg, fordi psykiatrien har fortalt mig, at det er det, der sker. Men det er alligevel sindssygt skræmmende for alle mine tanker kredser om at få et nyt barn, efter at jeg i foråret var voldsomt forelsket i en fyr. Jeg kan slet ikke kende mig selv og tænker tanker om, at det er skæbnen/meningen med livet, at jeg skal sætte hans barn i verden, at verden skal se flere af hans slags og at det er min opgave at føde det/dem . Jeg kan endda tænke, at det er ligegyldigt, at barnet vil blive bortadopteret eller anbragt i pleje, jeg må bare være gravid. Det er som om, at det er en helt anden logik, der gælder for mig lige nu, en logik, der slet ikke giver mening for andre (eller mig selv, når jeg er som jeg plejer) . For nogle dage siden, da jeg fik min menstruation var jeg næsten grædefærdig, selv om at jeg tager mine p-piller punktligt (så der er jo en eller anden fornuftens stemme i mig stadig). Jeg ved, at det her går over igen, men puha det føles ubehageligt. 

Det vil måske være en god idé at få p-sprøjte i stedet, så du ikke har muligheden for at glemme en pille?

Skrukheden er der ingen midler for, men jeg vil nu heller ikke kalde dig skruk, når du er så syg, at du er ligeglad med barnets skæbne efterfølgende. For dig handler det jo om at være gravid, ikke så meget om, at barnet ville blive fjernet fra dig bagefter.

Har du overvejet at blive steriliseret? 

Tænker at det måske er det bedste i din situation. 

Jeg har flere tænkt på at blive steriliseret og overvejer det helt klart endnu mere nu. Grunden til, at det ikke er sket før er, at jeg var ung, da jeg blev mor, så det i flere omgange blev frarådet. Du ved, "en fødselsdepression går jo over " "du kan nå og fortryde og så er det en dyr affære med fertilitetsbehandling" mm. Men dengang havde jeg jo aldrig haft det sådan her og det er heldigvis ikke min normale tilstand.

Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg virkelig ville være ligeglad med et barn, hvis der var ét. Det er jo også derfor, at jeg ikke får et (det tænker jeg i hvert fald er grunden til at noget stopper mig, at det jo netop handler om et rigtigt menneske, der ville få en meget skidt start på sit liv)