Jeg har fået lidt kolde fødder med hensyn til IVF.

hejsa. jeg har brug for at lette mit hjerte men kan godt blive langt og rodet for skriver på mobilen.

Sagen er den min mand og jeg igennem 10 år er i fertilitetsbehandling pga mig min mens er så uregelmæssig er lige pt på dag 60 men med sindsyge pms tegn (ved jeg ikke er gravid) sagen er den vi startet i behandling og havde vores første iui i juli som desværre ikke lykkes fordi de ikke kunne få foliklerne til at danne sig da jeg ikke tåler hormoner(leversygdom) så endt jeg først på hormoner halvejs i cyklus da jeg ville give det et try.... min lever har efterfølgene ikke haft det særlig godt min levertal har været forhøjet hvilket de ikke har været i flere år. jeg blev ikke stimuleret særlig meget 37.5 i 3 dage og 112 i 7 dage.... men eftersom det ikke lykkes i første forsøg og min umulige krop så valgt lægen at vis vi skal lykkes med graviditet så Ivf vejen frem men det betyder så også at jeg skal stimuleres fra dag 1 og med en hel del mere hormoner. jeg har hele tiden haft den der jeg gør alt hvad der skal til maske på!!!  men nu jeg faktisk i tvivl om jeg tør.. vi skal på skole i ivf i næste uge men overvejer stærkt og aflyse for bliver virkelig helt ude af den lige nu... ønsker jeg virkelig og gå igennem et værre forløb ind iui var jeg havde det så træls af hormonerne og tog næsten 5 kg på af hormonerne jeg havde hovedpine og voldsomt ondt så jeg ikke kunne arbejde i næsten 2 uger... der jo ingen garanti i det her det ikke sikkert det lykkes men en ting er sikkert jeg forgifter min krop med hormonerne.... jeg ønsker virkelig et barn mere ind noget andet men samtidig så er jeg faktisk måske heller ikke helt så villig til at smadre mig selv for noget der kun er en chance for lykkes... jeg føler mig så egoistisk for manden ønsker også børn i stor grad.. ville ønske det ikke skulle være så hårdt og vi ved vi aldrig kan lave en selv for jeg har ikke æl..... er her andre som simpelhent har hoppet fra pga konsekvensen ved så hård behandling.... jeg frygter bare også vis jeg hopper fra at jeg så ligger som gammel på plejehjemmet og fortryder jeg valgt familie fra... ja der er adoption men det ved vi at vi aldrig ville blive godkendt til.  

Anonym skriver:

hejsa. jeg har brug for at lette mit hjerte men kan godt blive langt og rodet for skriver på mobilen.

Sagen er den min mand og jeg igennem 10 år er i fertilitetsbehandling pga mig min mens er så uregelmæssig er lige pt på dag 60 men med sindsyge pms tegn (ved jeg ikke er gravid) sagen er den vi startet i behandling og havde vores første iui i juli som desværre ikke lykkes fordi de ikke kunne få foliklerne til at danne sig da jeg ikke tåler hormoner(leversygdom) så endt jeg først på hormoner halvejs i cyklus da jeg ville give det et try.... min lever har efterfølgene ikke haft det særlig godt min levertal har været forhøjet hvilket de ikke har været i flere år. jeg blev ikke stimuleret særlig meget 37.5 i 3 dage og 112 i 7 dage.... men eftersom det ikke lykkes i første forsøg og min umulige krop så valgt lægen at vis vi skal lykkes med graviditet så Ivf vejen frem men det betyder så også at jeg skal stimuleres fra dag 1 og med en hel del mere hormoner. jeg har hele tiden haft den der jeg gør alt hvad der skal til maske på!!!  men nu jeg faktisk i tvivl om jeg tør.. vi skal på skole i ivf i næste uge men overvejer stærkt og aflyse for bliver virkelig helt ude af den lige nu... ønsker jeg virkelig og gå igennem et værre forløb ind iui var jeg havde det så træls af hormonerne og tog næsten 5 kg på af hormonerne jeg havde hovedpine og voldsomt ondt så jeg ikke kunne arbejde i næsten 2 uger... der jo ingen garanti i det her det ikke sikkert det lykkes men en ting er sikkert jeg forgifter min krop med hormonerne.... jeg ønsker virkelig et barn mere ind noget andet men samtidig så er jeg faktisk måske heller ikke helt så villig til at smadre mig selv for noget der kun er en chance for lykkes... jeg føler mig så egoistisk for manden ønsker også børn i stor grad.. ville ønske det ikke skulle være så hårdt og vi ved vi aldrig kan lave en selv for jeg har ikke æl..... er her andre som simpelhent har hoppet fra pga konsekvensen ved så hård behandling.... jeg frygter bare også vis jeg hopper fra at jeg så ligger som gammel på plejehjemmet og fortryder jeg valgt familie fra... ja der er adoption men det ved vi at vi aldrig ville blive godkendt til.  

en Mulighed er vel ægdonation. Her bliver du ikke proppet med hormoner på samme måde.

Anonym skriver:

hejsa. jeg har brug for at lette mit hjerte men kan godt blive langt og rodet for skriver på mobilen.

Sagen er den min mand og jeg igennem 10 år er i fertilitetsbehandling pga mig min mens er så uregelmæssig er lige pt på dag 60 men med sindsyge pms tegn (ved jeg ikke er gravid) sagen er den vi startet i behandling og havde vores første iui i juli som desværre ikke lykkes fordi de ikke kunne få foliklerne til at danne sig da jeg ikke tåler hormoner(leversygdom) så endt jeg først på hormoner halvejs i cyklus da jeg ville give det et try.... min lever har efterfølgene ikke haft det særlig godt min levertal har været forhøjet hvilket de ikke har været i flere år. jeg blev ikke stimuleret særlig meget 37.5 i 3 dage og 112 i 7 dage.... men eftersom det ikke lykkes i første forsøg og min umulige krop så valgt lægen at vis vi skal lykkes med graviditet så Ivf vejen frem men det betyder så også at jeg skal stimuleres fra dag 1 og med en hel del mere hormoner. jeg har hele tiden haft den der jeg gør alt hvad der skal til maske på!!!  men nu jeg faktisk i tvivl om jeg tør.. vi skal på skole i ivf i næste uge men overvejer stærkt og aflyse for bliver virkelig helt ude af den lige nu... ønsker jeg virkelig og gå igennem et værre forløb ind iui var jeg havde det så træls af hormonerne og tog næsten 5 kg på af hormonerne jeg havde hovedpine og voldsomt ondt så jeg ikke kunne arbejde i næsten 2 uger... der jo ingen garanti i det her det ikke sikkert det lykkes men en ting er sikkert jeg forgifter min krop med hormonerne.... jeg ønsker virkelig et barn mere ind noget andet men samtidig så er jeg faktisk måske heller ikke helt så villig til at smadre mig selv for noget der kun er en chance for lykkes... jeg føler mig så egoistisk for manden ønsker også børn i stor grad.. ville ønske det ikke skulle være så hårdt og vi ved vi aldrig kan lave en selv for jeg har ikke æl..... er her andre som simpelhent har hoppet fra pga konsekvensen ved så hård behandling.... jeg frygter bare også vis jeg hopper fra at jeg så ligger som gammel på plejehjemmet og fortryder jeg valgt familie fra... ja der er adoption men det ved vi at vi aldrig ville blive godkendt til.  

Efter et meget langt  og opslidende forløb med egne æg, valgte vi ægdonation. 

Det lykkedes i første forsøg og nu er jeg snart 16 uger henne 

jeg tog en snak med manden. og vi har valgt og hoppe ud af forløbet. det har været det sværeste valg jeg nogensinde har taget. vi ved vi aldrig får en baby for jeg har ikke æl... men samtidig er det jo ikke sikkert det var lykkes i ivf heller... jeg håber jeg med tiden får fundet min vej i livet uden børn for har virkelig været ønsket rigtig længe men kan også bare mærke jeg ikke vil blive lykkelig vis jeg skal tvinge min krop igennem et endnu hårdere forløb ind iui for havde ikke troede det ville være slemt overhoved men jeg tog fejl!! vi snakker lidt om at vi jo stadigvæk er unge vi er sidst i 20 erne så vi har jo livet foran os endnu måske det hele føles bedre om 5 år. ellers så har vi været sammen i 10 fantastiske år uden børn så vi kender jo heller ikke til hvad vi går glip af.... håber så inderligt i andre er mere heldige. jeg er nok nød til at slette min bruger herinde for at få ro til at falde til med vores beslutning ... tak for jeres svar og hvor skønt og høre at der er nogle som hjælper med ægdonation så du fik dit ønske opfyldt

Held og lykke med beslutningen. Ikke for at gøre dig ked af det.. men hvorfor overvejer I ikke donation?

Tjullehej skriver:

Held og lykke med beslutningen. Ikke for at gøre dig ked af det.. men hvorfor overvejer I ikke donation?

kræver stadigvæk hormoner  

Anonym skriver:

jeg tog en snak med manden. og vi har valgt og hoppe ud af forløbet. det har været det sværeste valg jeg nogensinde har taget. vi ved vi aldrig får en baby for jeg har ikke æl... men samtidig er det jo ikke sikkert det var lykkes i ivf heller... jeg håber jeg med tiden får fundet min vej i livet uden børn for har virkelig været ønsket rigtig længe men kan også bare mærke jeg ikke vil blive lykkelig vis jeg skal tvinge min krop igennem et endnu hårdere forløb ind iui for havde ikke troede det ville være slemt overhoved men jeg tog fejl!! vi snakker lidt om at vi jo stadigvæk er unge vi er sidst i 20 erne så vi har jo livet foran os endnu måske det hele føles bedre om 5 år. ellers så har vi været sammen i 10 fantastiske år uden børn så vi kender jo heller ikke til hvad vi går glip af.... håber så inderligt i andre er mere heldige. jeg er nok nød til at slette min bruger herinde for at få ro til at falde til med vores beslutning ... tak for jeres svar og hvor skønt og høre at der er nogle som hjælper med ægdonation så du fik dit ønske opfyldt

Hvad med adoption? 

AnoMor skriver:

Hvad med adoption? 

vi har været inde og læse om det og må ærlig indrømme jeg tvivler på vi nogensinde bliver godkendt det vis ret meget og vi begge har ingen uddannelser og vi begge er flexjobber hvilket der vis ses lidt skævt til pga ydelserne  jeg er så meget i tvivl troede vi havde taget valget men jeg kan ikke bestemme mig om jeg virkelig ikke ønsker børn lige nu eller om jeg gør for bliver ked af det ved tanken om vi aldrig får men alligevel tænker jeg også puha et barn kræver ekstremt meget fysisk og psykisk især pga barnløshed det virker så unaturligt for mig at vi skal skabe barnet med sprøjter og nada kontrol over hvordan tingene forløber.... i really dont know what to do .... vi har snakket om idag måske og vente et par år men ved ikke om vi så stadigvæk kan få vores 2 forsøg?