Min veninde har mistet sit barn

Min helt igennem fantastiske veninde gennemgik for 3 måneder siden sit livs værste mareridt, da hendes lille datter døde i maven efter at hun var gået over termin. Så tragisk og ubegribeligt, og det er stadig ikke helt gået op for mig altid, at det er sådan det er. Jeg har selvfølgelig været der for hende, lavet mad til hende, taget hende med i skoven og inden længe skal vi på ferie sammen i 3 dage. Men hun lider så voldsomt, og jeg ved ikke altid hvad skal sige og gøre, for der er bare ikke noget at sige når ens kære står i sådan en ulykkelig situation. Deres barn var ikke sygt, eller fejlede noget, så det hele er så meningsløst. Jeg har efterfølgende selv fået en kæmpe angst for at miste mine egne børn, fordi jeg har fundet ud af at livet er så skrøbeligt. 

Jeg ved at i er nogle herinde som også har mistet og nu er mødre til nogle fantastiske englebørn. Hvordan lærer man at leve med sådan en sorg? Hvad ville i ønske fra en veninde? Jeg lytter, krammer og støtter, men jeg vejer også altid mine ord for ikke at komme til at sige noget forkert. Det er så svært. Jeg håber at min veninde og hendes mand en dag kommer ud på den anden side og kan smile igen. De har heldigvis oveni denne frygtelige sorg, et barn mere som de kan lægge alt deres fokus på. 

Jeg ville ønske at jeg kunne tage hendes sorg 

Ved ikke hvad jeg egentlig vil med indlægget, men måske i har noget at tilføje omkring jeres egne historier og jeres egen sorg, som jeg vil kunne bruge til noget  

Hvor er det frygteligt - og meningsløst! Selvfølgelig mest af alt for den lille familie, men også for alle jer pårørende, som holder af dem og står magtesløse tilbage. Jeg tror ikke, at jeg har så mange gode råd, for det lyder som om du allerede er lige præcis den veninde, som man har allermest brug for når livet krøller sammen. Bliv ved med at være der. Blive ved med at spørge og lytte. Giv hende oceaner af tid, også når resten af verden rykker videre. Mange tanker til jer 

Åh altså  Det gør mig så ondt at høre 

Selvom det overhovedet ikke hjælper dig så kan jeg kun skrive at du ikke kan gøre noget i forhold til sorgen.

At du hjælper dem er virkelig stort af dig, vi havde også folk til at handle ind for os, gøre rent osv fordi du dumper helt ned i et hul hvor hele verden kan være lige meget. Vi havde ikke andre børn, så de har nok mere at stå op til end vi havde, men bare det at få benet ud af sengen kan være svært.

Og det er ikke kun det at man har mistet et barn, men samtidig mister man en fremtid med havde bygget op inde i hovedet, snakket om og drømt om. Alt babytøjet, babyværelset - alt der er småt minder en om, at man har ventet i 9 måneder på “intet” og i stedet kommet hjem med en kiste.

Sorgen kan man ikke bare lige hjælpes ud af, det kommer så småt at man kan overskue at lave noget. Det tog os 14 dage at turde handle i vores netto fordi naboer vidste jo jeg var gravid så kunne slet ikke overskue spørgsmålet om hvor babyen var henne, samtidig bor vi i en lille by hvor alle næsten kender alle.

Det blev en lang smøre! Du er en rigtig god veninde med det du allerede gør! Mit sidste råd er at lytte og lytte og lytte - også selvom det er det samme om og om igen, bliv ved hendes/deres side for at tale om det hjælper utroligt meget og selvom det måske bliver lidt trivielt i længden at lytte til det samme så husk på, at for hver gang historien bliver fortalt hjælper det dem i deres sorg.

Vores Isaac fejlede heller ikke noget - det var nok  egentlig det værste ved det hele 

grinny skriver:

Åh altså  Det gør mig så ondt at høre 

Selvom det overhovedet ikke hjælper dig så kan jeg kun skrive at du ikke kan gøre noget i forhold til sorgen.

At du hjælper dem er virkelig stort af dig, vi havde også folk til at handle ind for os, gøre rent osv fordi du dumper helt ned i et hul hvor hele verden kan være lige meget. Vi havde ikke andre børn, så de har nok mere at stå op til end vi havde, men bare det at få benet ud af sengen kan være svært.

Og det er ikke kun det at man har mistet et barn, men samtidig mister man en fremtid med havde bygget op inde i hovedet, snakket om og drømt om. Alt babytøjet, babyværelset - alt der er småt minder en om, at man har ventet i 9 måneder på “intet” og i stedet kommet hjem med en kiste.

Sorgen kan man ikke bare lige hjælpes ud af, det kommer så småt at man kan overskue at lave noget. Det tog os 14 dage at turde handle i vores netto fordi naboer vidste jo jeg var gravid så kunne slet ikke overskue spørgsmålet om hvor babyen var henne, samtidig bor vi i en lille by hvor alle næsten kender alle.

Det blev en lang smøre! Du er en rigtig god veninde med det du allerede gør! Mit sidste råd er at lytte og lytte og lytte - også selvom det er det samme om og om igen, bliv ved hendes/deres side for at tale om det hjælper utroligt meget og selvom det måske bliver lidt trivielt i længden at lytte til det samme så husk på, at for hver gang historien bliver fortalt hjælper det dem i deres sorg.

Vores Isaac fejlede heller ikke noget - det var nok  egentlig det værste ved det hele 

Det gør mig så ondt i skulle miste jeres lille Isaac Det er så uretfærdigt. Hvor langt var du henne? Min veninde var gået 1 uge over tid, så det var et kæmpe chok og er det stadig, trods der er gået 3 måneder. De ting du beskriver, er de samme min veninde siger. Det er det meningsløse i at deres lille baby ikke fejlede noget, men at hun var helt perfekt. De får også en masse professionel hjælp. Men det er så frygteligt at se ens tætte veninde stå midt i den ubærlige sorg, og man intet kan gøre andet end blot at være der og lytte. Vi har snakket det hele igennem 120 gange, og jeg vil oprigtigt gerne lytte til det hver eneste gang. Vi besøger hende på kirkegården sammen og taler, som hun "var her" for på en eller anden måde så er hun her stadig, og har en kæmpe plads hos hele familien og os veninder. Når man står overfor sådan en frygtelig oplevelse, så minder det lige en om hvor skrøbeligt livet kan være, og at alt ikke kan planlægges. 

Jeg ved også de fik babytingene pakket ned af familien og at de opbevare det Kan kun forestille mig hvor skrækkeligt det må være og stå i for dem, og kan få helt dårlig samvittighed, over når der går et par timer uden at jeg tænker på det, fordi det kan de ikke. De går aldrig 2 minutter uden at tænke på det, de mærker smerten hele tiden

Kan du godt være oprigtigt glad efter at have mistet? Jeg tænker om tiden den "letter" lidt, hvis du forstår hvad jeg mener. Sorgen vil jo altid være der 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hvor er det frygteligt - og meningsløst! Selvfølgelig mest af alt for den lille familie, men også for alle jer pårørende, som holder af dem og står magtesløse tilbage. Jeg tror ikke, at jeg har så mange gode råd, for det lyder som om du allerede er lige præcis den veninde, som man har allermest brug for når livet krøller sammen. Bliv ved med at være der. Blive ved med at spørge og lytte. Giv hende oceaner af tid, også når resten af verden rykker videre. Mange tanker til jer 

Det er skrækkeligt for dem De mærker smerten hele tiden. Man vil jo gøre alt hvad der står i ens magt for at være der og hjælpe alle de steder man kan. Men der er ingen trøstende ord i sådan en situation. Det er bare meningsløst. Men tænkte der her på siden måske var andre som havde stået i situationen, at være en af de pårørende, og som kunne komme med nogle kloge råd eller bare deres egen erfaring. Man vil bare så gerne gøre det rigtigt og ikke være hverken for meget eller for lidt. Hvis det giver mening.  

God-mor skriver:

Det gør mig så ondt i skulle miste jeres lille Isaac Det er så uretfærdigt. Hvor langt var du henne? Min veninde var gået 1 uge over tid, så det var et kæmpe chok og er det stadig, trods der er gået 3 måneder. De ting du beskriver, er de samme min veninde siger. Det er det meningsløse i at deres lille baby ikke fejlede noget, men at hun var helt perfekt. De får også en masse professionel hjælp. Men det er så frygteligt at se ens tætte veninde stå midt i den ubærlige sorg, og man intet kan gøre andet end blot at være der og lytte. Vi har snakket det hele igennem 120 gange, og jeg vil oprigtigt gerne lytte til det hver eneste gang. Vi besøger hende på kirkegården sammen og taler, som hun "var her" for på en eller anden måde så er hun her stadig, og har en kæmpe plads hos hele familien og os veninder. Når man står overfor sådan en frygtelig oplevelse, så minder det lige en om hvor skrøbeligt livet kan være, og at alt ikke kan planlægges. 

Jeg ved også de fik babytingene pakket ned af familien og at de opbevare det Kan kun forestille mig hvor skrækkeligt det må være og stå i for dem, og kan få helt dårlig samvittighed, over når der går et par timer uden at jeg tænker på det, fordi det kan de ikke. De går aldrig 2 minutter uden at tænke på det, de mærker smerten hele tiden

Kan du godt være oprigtigt glad efter at have mistet? Jeg tænker om tiden den "letter" lidt, hvis du forstår hvad jeg mener. Sorgen vil jo altid være der 

Han døde 39+2 og blev født 39+5.

Jeg er oprigtig glad nu og hver dag. Isaac lever videre i os, i vores minder men jeg tænker ikke på ham hver dag længere - i hvert fald ikke med sorg. Om 4 måneder er det 6 år siden vi sagde farvel og selvom det hvert år gør så inderligt ondt så er min hverdag bare blevet hverdag nu.

Vi har jo så også fået Aya efter hvilket hjalp rigtig meget på det og hun gav os lyst til livet tilbage og håbet på at vi faktisk godt kunne få et barn med hjem, det er en frygt men for evigt vil have.

Om lidt går vi i gang med en lillebrøster og jeg ved frygten, smerten og sorgen vil komme igen for jeg vil stadig være bange for, at jeg bliver den med en sommerfugl på døren og en hvid kiste - man kommer aldrig over det, men man lever med det og man kommer til smile og grine igen 

God-mor skriver:

Min helt igennem fantastiske veninde gennemgik for 3 måneder siden sit livs værste mareridt, da hendes lille datter døde i maven efter at hun var gået over termin. Så tragisk og ubegribeligt, og det er stadig ikke helt gået op for mig altid, at det er sådan det er. Jeg har selvfølgelig været der for hende, lavet mad til hende, taget hende med i skoven og inden længe skal vi på ferie sammen i 3 dage. Men hun lider så voldsomt, og jeg ved ikke altid hvad skal sige og gøre, for der er bare ikke noget at sige når ens kære står i sådan en ulykkelig situation. Deres barn var ikke sygt, eller fejlede noget, så det hele er så meningsløst. Jeg har efterfølgende selv fået en kæmpe angst for at miste mine egne børn, fordi jeg har fundet ud af at livet er så skrøbeligt. 

Jeg ved at i er nogle herinde som også har mistet og nu er mødre til nogle fantastiske englebørn. Hvordan lærer man at leve med sådan en sorg? Hvad ville i ønske fra en veninde? Jeg lytter, krammer og støtter, men jeg vejer også altid mine ord for ikke at komme til at sige noget forkert. Det er så svært. Jeg håber at min veninde og hendes mand en dag kommer ud på den anden side og kan smile igen. De har heldigvis oveni denne frygtelige sorg, et barn mere som de kan lægge alt deres fokus på. 

Jeg ville ønske at jeg kunne tage hendes sorg 

 

Ved ikke hvad jeg egentlig vil med indlægget, men måske i har noget at tilføje omkring jeres egne historier og jeres egen sorg, som jeg vil kunne bruge til noget  

Hvor er der skrækkeligt. 

Jeg har selv en veninde der mistede på samme måde. Mærkede tydeligt liv om aftenen, dagen før hun skulle sættes i gang. Da hun ankom til hospitalet var drengen død inde i hendes mave. 

der er frygteligt at stå på sidelinien og ville hjælpe så godt man kan. Og tror det er meget individuelt fra person til person hvordan man takler sorgen. I min venindes tilfælde havde hun bare brug for at være hjemme og sørge og have lov at græde og snakke om deres lille dreng. Og at man bare lyttede og snakkede hende “efter munden” forstået på den måde at man gav udtryk og forståelse for den uretfærdighed og sorg hun følte. 

grinny skriver:

Han døde 39+2 og blev født 39+5.

Jeg er oprigtig glad nu og hver dag. Isaac lever videre i os, i vores minder men jeg tænker ikke på ham hver dag længere - i hvert fald ikke med sorg. Om 4 måneder er det 6 år siden vi sagde farvel og selvom det hvert år gør så inderligt ondt så er min hverdag bare blevet hverdag nu.

Vi har jo så også fået Aya efter hvilket hjalp rigtig meget på det og hun gav os lyst til livet tilbage og håbet på at vi faktisk godt kunne få et barn med hjem, det er en frygt men for evigt vil have.

Om lidt går vi i gang med en lillebrøster og jeg ved frygten, smerten og sorgen vil komme igen for jeg vil stadig være bange for, at jeg bliver den med en sommerfugl på døren og en hvid kiste - man kommer aldrig over det, men man lever med det og man kommer til smile og grine igen 

Hvor er det rart at høre at livet godt kan blive godt igen med tiden, selvom det altid vil sidde i en. Jeg håber at tiden også arbejder for min veninde Og at det med tiden vil blive nemmere. Det er nok bare meget svært at forestille sig lige nu, hvor det er så kort tid siden det er sket. 

Men du beskriver det så flot og mange tak fordi du ville dele det, det giver håb. Det glæder mig at i har fået Aya som i kan overøse med kærlighed. Og held og lykke med projekt lillebrøster

AnoMor skriver:

Hvor er der skrækkeligt. 

Jeg har selv en veninde der mistede på samme måde. Mærkede tydeligt liv om aftenen, dagen før hun skulle sættes i gang. Da hun ankom til hospitalet var drengen død inde i hendes mave. 

der er frygteligt at stå på sidelinien og ville hjælpe så godt man kan. Og tror det er meget individuelt fra person til person hvordan man takler sorgen. I min venindes tilfælde havde hun bare brug for at være hjemme og sørge og have lov at græde og snakke om deres lille dreng. Og at man bare lyttede og snakkede hende “efter munden” forstået på den måde at man gav udtryk og forståelse for den uretfærdighed og sorg hun følte. 

Puha, det lyder også helt forfærdeligt.  Fejlede hendes dreng heller ikke noget? 

Sorg tackles meget forskelligt, og min veninde vil gerne ud og gå tur og hygge ude. Men i starten var de også kun hjemme, og sørgede og havde besøg så de ikke skulle være alene. Det ved jeg var rart for dem, det ikke at stå helt alene derhjemme 

Det er bare så meningsløst, og man tror altid det sker for folk man ikke kender og pludselig kan det ramme ens nærmeste eller en selv. Det har i hvert fald lært mig en masse, og at man ikke kan tage noget forgivet og at man aldrig ved hvad der sker i morgen. 

God-mor skriver:

Hvor er det rart at høre at livet godt kan blive godt igen med tiden, selvom det altid vil sidde i en. Jeg håber at tiden også arbejder for min veninde Og at det med tiden vil blive nemmere. Det er nok bare meget svært at forestille sig lige nu, hvor det er så kort tid siden det er sket. 

Men du beskriver det så flot og mange tak fordi du ville dele det, det giver håb. Det glæder mig at i har fået Aya som i kan overøse med kærlighed. Og held og lykke med projekt lillebrøster

Lige nu vil hun slet ikke kunne forstille sig en hverdag uden sorg, men den kommer langsomt og en dag kigger de tilbage og tænker “nøj vi er kommet langt siden..” 

Man mærker eller ser det ikke selv, men tiden arbejder for en