Jer med to børn indenfor kort tid

Hej med jer. 

Vi har været så heldige at få en lille dreng i fredags. Vi har i forvejen en dreng på 20 måneder. Lige nu forsøger vi at overleve hverdsgen, og komme igennem så godt vi overhovedet kan. Og der er da gode dage og dårlige dage med dårlig samvittighed overfor den store. 

Jeg håber der er nogle der vil dele deres erfaringer, op og nedture med børn så tæt på hinanden. Og måske hvornår blev det nemmere for jer? Hvornår kom der en hverdag op at køre. 

Hvordan gjorder I med den store? Og hvis I selvfølgelig ellers har nogle gode tips og tricks. 

Jeg glæder mig til at høre fra jer. 

Mvh. 

Far til to. 

Synes starten var super nem (har 2 med 21 mdr imellem). Mellem 4 og 6 mdr var det ret hårdt, men det er det jo med de små. Nu bliver den lille snart et år, og vil sige ærligt at jeg slet ikke synes det har været så hårdt det sidste år som jeg forventede. 

Synes måske det hårdeste er at min mand og jeg oftere er opdelt, med hver vores barn. Og vi foretrækker ellers at være sammen om det meste. 

De udfordringer jeg kæmper med nu, er at huske at “den store” i virkeligheden er et lillebitte barn. Hun har bare en endnu mindre lillebror. Og det skal kravene afstemmes efter. 

Hej

Vi har to med 13 måneder imellem. I starten gjorde vi meget ud af at den store ikke mistede sin mor, så hvis han ville have mor så tog far den lille. Vi havde generelt meget fokus på den store ikke følte sig overset. Jeg stod ekstra tidlig op om morgen så lillesøster var klar og kunne ligge og lege imens den store havde sin "normale" morgen inden vuggestue. Jeg sørgede for først at hente den store fra vuggestue når den lille havde fået mad om eftermiddagen, så der var tid til den store når han kom hjem.

Så vidt det var muligt sørgede vi for at den ene var så lidt så mulig alene med dem begge. fx ved sygdom hos den store havde vi stor hjælp af bedsteforældre som kom og hjælp mig. Generelt havde vi stor gavn af bedsteforældre.

Det er en gave at få dem tæt, men også benhårdt. Det kan være svært for andre at forstå hvor hårdt det er, når de er så tæt på hinanden hvis man ikke selv har prøvet det.

Men de får så meget glæde af hinanden og det bliver nemmere:-)De har altid en lege kammerat. Hurtigt er de på samme niveau og gider de samme ting.

Skriv endelig :-)

Vores er med 12 måneder imellem, det var klart det første år der var nemmest, så nyd det

Nu er de 2,5 og 3,5 år og der er virkelig gang i den og det sidste halve år har været det hårdeste, det er heldigvis ved at uligne sig hvor der også er gode dage mellem �� så håber på fremgang nu

Jeg fødte selv en lille baby ved akut kejsersnit her i foråret, da min ældste kun var 23 måneder - og så kom, må jeg desværre nok være helt ærlig og indrømme, nogle af de værste måneder i mit liv, hvor alt konstant var en prøvelse både fysisk, da man ikke får søvn og har en fødsel/operation, man skal komme sig over og mentalt, da man står i en helt ny situation.
Jeg havde det ofte, som om jeg befandt mig en form for inferno, hvor begge børnene skreg (lillebror havde kolik) på deres mor og jeg enten måtte tilsidesætte min nyfødte søns behov eller min store dreng, som altid havde haft mig for sig selv. Jeg var så ked af det hele tiden, fordi jeg slet ikke følte, at jeg slog til og at jeg hele tiden enten svigtede den store eller den lille og samtidig brugte umådelig meget tid på husholdning, fordi den lille gylpede og svinede og den store rodede helt vildt, fordi han selv var i kaos i hovedet. Det var svært at bevare rutinerne med måltider, hentning, putning osv., men vi gjorde vores bedste. Jeg har altid været en "speltmor", hvor kun det bedste, var godt nok, så det var svært at skrue ned for mine standarder, hvilket dog har været nødvendigt.

Det hele føltes så ekstremt og jeg ønskede bare, at tiden skulle gå hurtigt, så det kunne blive bedre. For hver ble, jeg skiftede, for hver maskinfuld tøj, jeg satte over, så sagde jeg til mig selv, at nu var jeg tættere på en ende...

Og det var jeg. Nu er den lille 5 måneder og den store 2 år og 4 måneder og som jeg blev lovet, er det er blevet nemmere. Det er stadig meget svært at være alene med dem begge to, men vi øver os begge to på det. 
Børnene har fået øjnene op for hinanden og det er så utrolig sødt at se, når lillebror kigger på storebror med de største lys i øjnene - ofte er det underholdning nok for ham bare at se på, at storebror leger. Storebror er også begyndt at kunne give den lille legetøj og de smiler til hinanden. Efterhånden er den lille jo også begyndt at kunne lege lidt selv, så man kan sidde imellem dem, mens den lille leger med sit babylegetøj og den store bygger Duplo.


Så det hjalp rigtig meget, at tiden gik - det bliver virkelig nemmere, når de bliver ældre, helt automatisk.

Men ellers så gjorde vi meget ud af, at den store bevarede sine rutiner. Vi har altid skiftes til at putte og bade ham om aftenen, det holdt vi fast i. Han sov de samme lure, fik de samme måltider - så han bevarede en fornemmelse af normalitet. Han fik også et par ugers ferie, da lillebror lige var kommet, så han også kunne være med. Det tror jeg, var godt (selvom det var sindssygt hårdt for os voksne!)
Samtidig har vi delt os meget op, så storebror stadig har fået enetid med os hver især. Det har været svært især for mig, fordi jeg ammer og ikke kan være afsted så længe med ham, men så er det bare ting i hjemmet, f.eks. trylledej eller sådan noget.



Men det er en afsindigt hård periode og for mig var det virkelig ganske forfærdeligt!!! Men nu er det meget bedre - så jeg vil bare sige, hæng i. Det lysner derude, men lige nu gælder det bare om at holde hovedet oven vande! Og hvis I kan få hjælp, så gør det. Den lille ny kan f.eks. fint gå en tur i barnevogn med en bedstemor, så den store kan få en masse enetid.

Held og lykke med det! Jeg ved, hvor hårdt det er at stå i...

Jeg har 18 mdr mellem mine. Det første halve år døver meget nemt for da sover den lille ret meget. Så gik der et halvt år der var lidt hårdere og så blev det ret nemt. Nu er de 3 1/2 og 5 år og det sidste halve år har været det klart hårdeste- og er det stadigvæk. Jeg er ved at rive hårene ud på mig selv. 

Tusind tak for jeres svar. Det er dejligt at høre fra nogle der har stået / står i den samme situation. Jeg håber da det bliver nemt for os om nogle måneder, inden vi så skal møde nye udfordringer. 

Men ting jeg kan mærke vi er slået tilbage på, det er søvnen. Så jeg håber det hele bliver lysere når den lille sover igennem ��

Jeg har en på 5 år, en på 1,5 år og en lille ny på 6 uger. Jeg havde forventet at det hille blive super duper hårdt, jo vidst er det hårdt- men ikk i nærheden af hvad jeg havde troet det som gør ondt på mig, er den miderste på 1,5 år stadig har brug for mor- og når jeg står med lillebror som er mega sulten, må jeg sige og vise at han må vente, og i den alder kan de ikke tilsidesætte deres eget behov endnu jo, så den er følelsesmæssigt ikke sjov. 

Men sys nu midter klare sig rigtig godt og vil hjertens gerne hjælpe med en masse ting- hvilket er rigtig dejligt, men han skal jo os plejes når baby sover.. har holdt fast i samsovningen selv efter lillebror er kommet og det er bare dejligt at vide at han stadig gerne vil sove sammen med os efter den lille ny er kommet, for så ved jeg at han ikk er blevet “til side set” på den front.