Far er skruk!

Ja! I hørte rigtigt! Far er skruk.... Vi har en datter på 14 mdr og jeg har en pige på 6 fra tidligere forhold. Det har været en hård kolik, antisovende, tidskrævende proces med den sidste pige her som fortsat vågner mange gange om natten. Ud over det er jeg under et udrednings forløb for noget sygdom der gør mig ekstra træt, ja træt ind til knoglerne. Vi har lige haft ferie og alt var så dejligt, skønt og fantastisk. Farmand har ikke lagt skjul på det sidste stykke tid at han godt vil have et barn mere.. Det mest ironiske er da vi fandt sammen ville han aldrig have børn og havde det fint med min datter. Jeg kunne tydeligt mærke under ferien at det ville gavne den lille at få en bror eller søster med kort tidsrum, så de i opvæksten får optimal glæde af hinanden. Min store pige laver altid noget andet, har veninder på besøg, er hos dem, til fritidsaktiviteter og hver 2 weekend hos sin far. Min store datter elsker sin lillesøster men er bare blevet for stor til at gide lege med hende. Jeg ser en fordel.. Men 1. Jeg kan ikke tåle at være gravid, mit bækken skriger. 

2. Jeg er så træt nu, fuldtids job, sygdom og 2 børn. 

3. Hvis jeg skulle have et barn, skulle det gerne være nu? Så de får glæde af hinanden som små. 

Et sted har jeg virkelig lyst... Men der er også bare noget der holder mig tilbage... Hvad tænker i? 

Jeg tænker, (i allerbedste mening) at det lyder som om du ikke har lyst overhovedet, men overvejer det alene for at imødekomme din mands ønske og en ide om hvad der er mest korrekt ift søskenderelationer.

Men hvis du oprigtigt føler at energi og krop ikke er klar, så må du være ærlig overfor dig selv og din mand. Og hvis du er i udredning for en sygdom ovenikøbet, er det måske fornuftigt at få afklaring og evt etableret en behandling, som giver dig følelsen af at få din krop tilbage først. 

Jeg tænker at dit overskud og dine fysiske og mentale kræfter er dine redskaber til at opfylde dine børns behov og ikke mindst dine egne behov for at være mere end en træt mor. 

Og så tænker jeg at søskende i alle alderskonstalationer er en gave til hinanden og kan få glæde af hinanden på en eller anden måde. Måske ikke som legekammerater, men så som noget andet, som er lige så værdifuldt. 

Hvordan forholder din mand sig til din manglende energi og følelse af at din krop ikke kan klare det?

Hvis du føler at du har lysten og inderst inde gerne vil have et barn mere nu, så er det fint, for så kan lysten måske løfte kræfterne til endnu en graviditet, fødsel og spædbarn-periode med 2 store børn samtidig. Men jeg ville virkelig tage en seriøs snak med manden om hvordan du har det, for der er meget på spil. 

Det er ikke for at være træls at jeg skriver sådan. Jeg forstår godt dit dilemma og er selv i overvejelser om hvornår jeg ønsker næste barn. Min egen krop er stadig træt og ikke helt min egen endnu med en halvandenårig. Det er selvfølgelig også derfor jeg svarer som jeg gør 

Som tilføjelse til ovnenstående, så tænker jeg at snakken om hvornår I skal få næste barn også skal handle om hvordan I sammen får skabt plads i jeres hverdag til at du får overskud igen. Måske kan I omrokere i jeres roller og samarbejde i familien. 

Måske kunne det også handle om at få skabt plads til at du træner kroppen op til at være gravid igen og får stabiliseret din bækkenmuskulatur og får genskabt en følelse af at være stærk og klar til at bære en graviditet. 

Hvis du og din krop ikke er klar så synes jeg du skal vente. 

Hvor lang tid tager udredning for din sygdom? Er der sådan rimeligt overskueligt eller mange år ind i fremtiden?

Hvor meget er din mand på børnene? Er det dog der trækker det tunge læs og ham der har tid til at lade op udenfor hjemmet og uden børn og så kan hygge når det passer ind?

Sådan er det nemlig herhjemme, og derfor pressede far også på med at vi skulle have nr 2 relativt tæt på nr 1. Men han prioriterer også sin egen tid meget, og efterlader mig derfor ofte hjemme med vores barn (snart børn). 

Porcuriosidad skriver:

Som tilføjelse til ovnenstående, så tænker jeg at snakken om hvornår I skal få næste barn også skal handle om hvordan I sammen får skabt plads i jeres hverdag til at du får overskud igen. Måske kan I omrokere i jeres roller og samarbejde i familien. 

Måske kunne det også handle om at få skabt plads til at du træner kroppen op til at være gravid igen og får stabiliseret din bækkenmuskulatur og får genskabt en følelse af at være stærk og klar til at bære en graviditet. 

Tak, du skriver faktisk alt det jeg selv tænker. Vores roller ift. Børnene er meget jævnt fordelt synes jeg. Han er i det hele taget en god far, pigerne er dog meget mor pylrede. Ja jeg har lyst til at opfylde hans ønske. Men jeg er bare i det dilemma som du så smukt beskriver... Jeg håber jeg kan få hjælp til min sygdom men om den forsvinder vides først om 5 års tid.  Den kan ende med at blive kronisk. Du har ret i at alle søskebde relationer er dyrebare, jeg har bare en ide om at begge vil føle sig lidt som ene børn... Som tingene er lige nu er mit overskud slet ikke til træning.. Jeg er helt drænet. 

Porcuriosidad skriver:

Jeg tænker, (i allerbedste mening) at det lyder som om du ikke har lyst overhovedet, men overvejer det alene for at imødekomme din mands ønske og en ide om hvad der er mest korrekt ift søskenderelationer.

Men hvis du oprigtigt føler at energi og krop ikke er klar, så må du være ærlig overfor dig selv og din mand. Og hvis du er i udredning for en sygdom ovenikøbet, er det måske fornuftigt at få afklaring og evt etableret en behandling, som giver dig følelsen af at få din krop tilbage først. 

Jeg tænker at dit overskud og dine fysiske og mentale kræfter er dine redskaber til at opfylde dine børns behov og ikke mindst dine egne behov for at være mere end en træt mor. 

Og så tænker jeg at søskende i alle alderskonstalationer er en gave til hinanden og kan få glæde af hinanden på en eller anden måde. Måske ikke som legekammerater, men så som noget andet, som er lige så værdifuldt. 

Hvordan forholder din mand sig til din manglende energi og følelse af at din krop ikke kan klare det?

Hvis du føler at du har lysten og inderst inde gerne vil have et barn mere nu, så er det fint, for så kan lysten måske løfte kræfterne til endnu en graviditet, fødsel og spædbarn-periode med 2 store børn samtidig. Men jeg ville virkelig tage en seriøs snak med manden om hvordan du har det, for der er meget på spil. 

Det er ikke for at være træls at jeg skriver sådan. Jeg forstår godt dit dilemma og er selv i overvejelser om hvornår jeg ønsker næste barn. Min egen krop er stadig træt og ikke helt min egen endnu med en halvandenårig. Det er selvfølgelig også derfor jeg svarer som jeg gør 

Min mand sagde at det eneste der gør han vil være bekymret for at få et barn mere, er at min krop ikke kan tåle at være gravid. 

januar16 skriver:

Hvis du og din krop ikke er klar så synes jeg du skal vente. 

Hvor lang tid tager udredning for din sygdom? Er der sådan rimeligt overskueligt eller mange år ind i fremtiden?

Hvor meget er din mand på børnene? Er det dog der trækker det tunge læs og ham der har tid til at lade op udenfor hjemmet og uden børn og så kan hygge når det passer ind?

Sådan er det nemlig herhjemme, og derfor pressede far også på med at vi skulle have nr 2 relativt tæt på nr 1. Men han prioriterer også sin egen tid meget, og efterlader mig derfor ofte hjemme med vores barn (snart børn). 

Jeg er udredt nu, efter 8 mdr.. Og jeg venter på evt. Videre behandling... Sygdommen er sådan skruet sammen den kan brænde ud inden for 2-5 år eller blive kronisk... Nej vi er begge lige fordelt på opgaverne.. Altså sådan rimeligt... Men mor laver jo altid lidt mere... 

Anonym skriver:

Min mand sagde at det eneste der gør han vil være bekymret for at få et barn mere, er at min krop ikke kan tåle at være gravid. 

Så lyder det jo til at han er forstående og ok med at I venter. 

Og så må I sammen lægge en plan for at skabe mere overskud - det er i hvert fald det allervigtigste lige nu. Det er jo også en måde at imødekomme hans drøm på - så ventetiden bliver brugt på at skabe mentalt rum og overskud, så I aktivt arbejder jer hen mod drømmen om endnu et barn. 

Ps. Mit forslag om træning var på ingen måde for at prikke til det manglende overskud, men blot en tanke, hvis det primært handlede om om du fysisk frygter endnu en graviditet. Men det lyder som om du skal ud og finde det mentale overskud før noget andet. 

Jeg synes du skal tænke meget mindre på aldersforskelle og så fokusere på hvad du kan tilbyde lige nu lyder det bare slet ikke optimalt, og det kan jeg læse at du heller ikke synes. Så vent vent  

Jeres mindste er også stadig meget lille, man behøver ikke være næsten jævnaldrende for at forholdet bliver tæt det handler ligeså meget om personligheder

Mine egne er der 3 år imellem og de både leger og skændes, men jeg tænker ikke det havde været meget anderledes hvis der havde været 4 år mellem   min veninde har 2 børn med 2år imellem, hun har nøjagtig de samme konflikter som mig, bortset fra at den "store" er ret lille hos hende og derfor er det noget sværere at tale eskalerede situationer ned.