Reaktioner på at blive storesøster

i fik nr. 2 for knap 4 uger siden. Hun har været rimelig nem. Storesøster bliver 4 år til september og synes at lillesøster er den sødeste i verden. Far og mor er tilgengæld lidt dumme. Det meste af tiden er hun glad, sjov og kærlig. Men ind i mellem reagerer hun negativt. Måske reagerer hun bare som en 3-4 årig? F.eks. hvis far ikke helt forstår legen og gør noget "forkert" eller mor taler for højt, så kan hun blive sur og løbe ind på sit værelse, råbe ad os "du er dum, mor" eller sige "så er du ikke min bedste ven mere, aldrig i livet. Så vil jeg aldrig mere lege med dig". Det holder typisk kun 5-10 min og så er vi venner igen. Hun kan også reagere sådan, hvis mor skal skifte lillesøster midt i en leg, når vi er alene hjemme. I børnehaven siger de, at de godt kan mærke, at hun reagerer på at være blevet storesøster, men primært når de stiller krav som f.eks. at hun skal rydde op eller sætte sig og spise. Der er ikke noget, når hun leger med de andre børn. Pædagogerne mener at hendes reaktion er inden for normalen og at det mest handler om at hun vil bestemme. Hun har altid været en fantastisk viljestærk pige og små-hidsig.

Sagen er den, at jeg selv har haft depression som teenager og derfor overanalyserer jeg alle min datters reaktioner og bekymrer mig en del. Hvordan reagerede jeres børn på at få søskende?

Gik Ca. 1/2 år baglæns i renlighed og ellers meget som jeres (hun var 3 år og 10 mdr.)

Har godt nok hørt den mange gange med at `så gider jeg aldrig lege med dig mere.` Det holder jo bare ikke særlig længe. 

Lillesøster er nu 7 mdr. Og storesøsteren og hende har det mest fantastiske bånd, men storesøster tester os da stadig, men i mindre grad . 

Jeg synes at det lyder helt igennem normalt og sundt, ud fra hvad du lige skriver. Hun er lidt overvældet af det hele - for det meste sød og glad, og så nu og da skal grænserne lige testes af - “mor og far, står I her endnu, som I plejer”.

Min datter var 2,5 da hun blev storesøster til en syg lillebror, som krævede en del de første måneder. Mest reagerede hun på mig, det var mig som var “fraværende” og indlagt med den lille. Men det var ikke spor voldsomt - mest ting ala dem du beskriver, og altid kun overfor os voksne. Lillebror er hun super sød og kærlig overfor - han er 9 måneder nu og hun er ret tålmodig og overbærende. Faktisk mere fornuftig end jeg havde turde håbe. Jeg kan uden problemer bede hende underholde ham lidt mens jeg lige ordner noget, og hun er super stolt over at være med til at passe på “vores” baby..

Giv hende tid! Vi måtte i en periode sænke kravlende til hende en del og hjælpe hende mere med almindelige hverdagsting, end ellers. Det hjalp og der kom hurtigt ro på igen i hele familien. 

Tillykke med dem begge