Eksperthjælp: Lider af angst

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

671 visninger
4 svar
7 synes godt om
21. juli

Gitte Sander

Min mand forstår mig ikke, eller også er han ligeglad

Jeg har været sammen med min mand i 12 år, vi bor på en landejendom og har sammen fået 4 børn
Jeg har været udsat for en række voldsomme hændelser indenfor de seneste år, og jeg er endt med en voldsom angst, social - panik og generaliserende angst.

Min mand er et meget socialt menneske, og har en stor vennekreds, endvidere har han lånt en af vores haller ud til hans far, som så er her hver dag - flere gange om dagen, min mands venner kommer også ofte forbi (der er ikke en weekend hvor der ikke er nogle forbi og ikke én dag hvor hans far ikke har været her)

Jeg har haft fat i min mand flere gange (første gang i efterårsferien sidste år, så inden jul, så i feb) og sidste gang (i Maj), at jeg ikke kunne leve sådan her mere, jeg var færdig og angsten tager alle mine kræfter, når jeg hele tiden skal "være på vagt" for hvem der kommer.

Han tog en snak med hans far og herefter så vi ham ikke i 3 dage, efterfølgende var alt ved det gamle.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke leve sådan her mere, jeg har fortalt min mand det så direkte som det kan blive, at hvis det ikke ændres, så vil jeg ikke mere
Men det er som om, at når vi har snakket om det, så glemmer vi det hele igen også "mon ikke det går over" agtigt.

Hvordan får jeg forklaret min mand det? Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig, og han er en anelse "bange" for sin far, min mand har svært ved at tale om tingene og tør ikke konfrontrationer med sin far, bare idag - som er en alm lørdag har hans far været forbi 4 gange, og 2 hold venner på skift

Skal jeg trække stikket og sige, at "det var det" - jeg føler at jeg har gjort hvad jeg kunne og vi er stadig det samme sted, her knap et år senere, min angst er blevet 1000 gange værre og jeg hverken sover eller spiser.

Jeg ønsker ikke at forlade min mand og dermed gøre mine børn til delebørn, men jeg kan heller ikke leve sådan her mere??????



Gittes svar

Hej Duff,

Du skriver at du har været udsat for voldsomme hændelser og på baggrund af dette har du udviklet en angst, som jeg kan regne ud er ret voldsom, siden du nævner både social-angst, panik-angst og generaliseret angst. Og siden at du efter alle de år sammen med din mand og fire børn ikke længere kan udholde at din svigerfar og vennerne kommer på jeres gård.

Jeg spekulerer på, om du mon har fået behandlet din angst, og hvis du har, om den er blevet tilstrækkeligt behandlet. Mon ikke det handler om angsten, sådan som du har det. Og når det kommer til angst, så er det ikke altid nogen løsning at forsøge at sørge for at undgå det, man har et ubehag ved. Det er således ikke nogen løsning på dine problemer for eksempel at afskærme dig mere og mere fra omverdenen. Du er nød til at komme ind i terapi og få bearbejdet tilstrækkeligt de voldsomme hændelser, du har været udsat for, således at du kan blive mere dig selv igen. Og når du så har gjort det, eller sideløbende hermed, vil jeg anbefale at I går i parterapi eller til nogle samtaler med din terapeut, hvor din mand også kommer med, med henblik på at få afstemt hvordan jeres sociale liv skal være på farmen nu og fremtidigt.

Jeg forestiller mig, at det ikke kun er svært for dig at vænne dig til at disse nye symptomer er flyttet ind, men også at det kan være svært for din mand og for jeres parforhold. Han skal kunne følge og forstå hvordan du har det nu - og du er den eneste, der kan fortælle ham, hvordan det er, du føler og hvad det er, du ønsker. Det bør du gøre i detaljer - og måske få professionel hjælp til, hvis det er svært for jer.

Men det er et dilemma, at når man har decideret angst, er det ikke altid, at det, man har lyst til at undgå, er det samme som at det er sundt eller bedst for een at undgå. Hvis man fx har social angst kan man faktisk få det værre af at isolere sig til stadig mere og mere socialt. Angsten går ikke væk af undgåelsesadfærd, men kan tilmed forstærkes.

At kæmpe mod angsten er meget svært at gøre alene, her har du brug for en fagperson til at hjælpe dig, også til at finde klart rede i hvad der er op og ned i det hele, og hvad der dybest set er brug for, både for at bedre dine symptomer og den nye situation i familien. Fordi det kan jo godt være, at du har brug for mere ro. Du har immervæk 4 børn, de må jo også fylde en del. Men hvis det er angst-symptomer, der er styrende for dette, er vi ude på en glidebane, hvis du forstår hvad jeg mener.

Du er nød til at ind i nogle samtaler hos en psykolog eller psykoterapeut MPF og arbejde med dette her. Jeg siger ikke at alle problemerne ligger hos dig, og det kan da også godt være at der skal ændres noget derhjemme, så du får mere ro. Derfor bør din mand med ind på banen også, til at komme til en større forståelse for hvad det egentlig vil sige at have angst symptomer, og til at I sammen kan planlægge hvordan han kan støtte dig til at få det bedst mulige liv og støtte jeres parforhold. Måske skal din svigerfar også have et lille kursus... mange mennesker har svært ved at forstå sådanne symptomer.

Ønsker dig alt mulig held og lykke med det - og håber du får et godt forløb - måske skulle du kigge efter en, der er uddannet traumeterapeut for at komme til bunds i de voldsomme hændelser, du har været ude for.

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

21. juli

Tystys14

Profilbillede for Tystys14


Min mand forstår mig ikke, eller også er han ligeglad

Jeg har været sammen med min mand i 12 år, vi bor på en landejendom og har sammen fået 4 børn
Jeg har været udsat for en række voldsomme hændelser indenfor de seneste år, og jeg er endt med en voldsom angst, social - panik og generaliserende angst.

Min mand er et meget socialt menneske, og har en stor vennekreds, endvidere har han lånt en af vores haller ud til hans far, som så er her hver dag - flere gange om dagen, min mands venner kommer også ofte forbi (der er ikke en weekend hvor der ikke er nogle forbi og ikke én dag hvor hans far ikke har været her)

Jeg har haft fat i min mand flere gange (første gang i efterårsferien sidste år, så inden jul, så i feb) og sidste gang (i Maj), at jeg ikke kunne leve sådan her mere, jeg var færdig og angsten tager alle mine kræfter, når jeg hele tiden skal "være på vagt" for hvem der kommer.

Han tog en snak med hans far og herefter så vi ham ikke i 3 dage, efterfølgende var alt ved det gamle.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke leve sådan her mere, jeg har fortalt min mand det så direkte som det kan blive, at hvis det ikke ændres, så vil jeg ikke mere
Men det er som om, at når vi har snakket om det, så glemmer vi det hele igen også "mon ikke det går over" agtigt.

Hvordan får jeg forklaret min mand det? Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig, og han er en anelse "bange" for sin far, min mand har svært ved at tale om tingene og tør ikke konfrontrationer med sin far, bare idag - som er en alm lørdag har hans far været forbi 4 gange, og 2 hold venner på skift

Skal jeg trække stikket og sige, at "det var det" - jeg føler at jeg har gjort hvad jeg kunne og vi er stadig det samme sted, her knap et år senere, min angst er blevet 1000 gange værre og jeg hverken sover eller spiser.

Jeg ønsker ikke at forlade min mand og dermed gøre mine børn til delebørn, men jeg kan heller ikke leve sådan her mere??????



Hej Duff,

Du skriver at du har været udsat for voldsomme hændelser og på baggrund af dette har du udviklet en angst, som jeg kan regne ud er ret voldsom, siden du nævner både social-angst, panik-angst og generaliseret angst. Og siden at du efter alle de år sammen med din mand og fire børn ikke længere kan udholde at din svigerfar og vennerne kommer på jeres gård.

Jeg spekulerer på, om du mon har fået behandlet din angst, og hvis du har, om den er blevet tilstrækkeligt behandlet. Mon ikke det handler om angsten, sådan som du har det. Og når det kommer til angst, så er det ikke altid nogen løsning at forsøge at sørge for at undgå det, man har et ubehag ved. Det er således ikke nogen løsning på dine problemer for eksempel at afskærme dig mere og mere fra omverdenen. Du er nød til at komme ind i terapi og få bearbejdet tilstrækkeligt de voldsomme hændelser, du har været udsat for, således at du kan blive mere dig selv igen. Og når du så har gjort det, eller sideløbende hermed, vil jeg anbefale at I går i parterapi eller til nogle samtaler med din terapeut, hvor din mand også kommer med, med henblik på at få afstemt hvordan jeres sociale liv skal være på farmen nu og fremtidigt.

Jeg forestiller mig, at det ikke kun er svært for dig at vænne dig til at disse nye symptomer er flyttet ind, men også at det kan være svært for din mand og for jeres parforhold. Han skal kunne følge og forstå hvordan du har det nu - og du er den eneste, der kan fortælle ham, hvordan det er, du føler og hvad det er, du ønsker. Det bør du gøre i detaljer - og måske få professionel hjælp til, hvis det er svært for jer.

Men det er et dilemma, at når man har decideret angst, er det ikke altid, at det, man har lyst til at undgå, er det samme som at det er sundt eller bedst for een at undgå. Hvis man fx har social angst kan man faktisk få det værre af at isolere sig til stadig mere og mere socialt. Angsten går ikke væk af undgåelsesadfærd, men kan tilmed forstærkes.

At kæmpe mod angsten er meget svært at gøre alene, her har du brug for en fagperson til at hjælpe dig, også til at finde klart rede i hvad der er op og ned i det hele, og hvad der dybest set er brug for, både for at bedre dine symptomer og den nye situation i familien. Fordi det kan jo godt være, at du har brug for mere ro. Du har immervæk 4 børn, de må jo også fylde en del. Men hvis det er angst-symptomer, der er styrende for dette, er vi ude på en glidebane, hvis du forstår hvad jeg mener.

Du er nød til at ind i nogle samtaler hos en psykolog eller psykoterapeut MPF og arbejde med dette her. Jeg siger ikke at alle problemerne ligger hos dig, og det kan da også godt være at der skal ændres noget derhjemme, så du får mere ro. Derfor bør din mand med ind på banen også, til at komme til en større forståelse for hvad det egentlig vil sige at have angst symptomer, og til at I sammen kan planlægge hvordan han kan støtte dig til at få det bedst mulige liv og støtte jeres parforhold. Måske skal din svigerfar også have et lille kursus... mange mennesker har svært ved at forstå sådanne symptomer.

Ønsker dig alt mulig held og lykke med det - og håber du får et godt forløb - måske skulle du kigge efter en, der er uddannet traumeterapeut for at komme til bunds i de voldsomme hændelser, du har været ude for.

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk



Bliver simpelthen nødt til at skrive mine tanker om det her. Jeg kæmper pt selv med de samme tre typer angst. Blev udbredt af psykiater men sagde nej tak til at komme videre i systemet. (idag kæmper jeg med at få mod til at sige ja og få den hjælp jeg skal have).

Jeg ville knække helt på det du beskriver. At have angst er hårdt og at blive bombet med mennesker så tit som du beskriver tror jeg ikke hjælper angsten en disse, tværtimod. Her går flaget ned, bare min store datter har haft en veninde på besøg, (altså en det f.eks. kommer forbi uanmeldt og bliver hele dagen, vi bor i et meget børne fyldt område.)

Selvfølgelig hjælper det ikke at isolere sig, selvom det virkelig virkelig er fristende. Men jeg tror det bedre at anerkende man har det hårdt. Søge den hjælp der er nødvendig, (selvom jeg selv er igang med at samle mod til dette step). For så at begynde at lade grænserne blive rykket stille og roligt.

Nu jeg så heldig at have en mand der forsøger at forstå mig, han er god til at lave aftaler med sine kammerater i god tid, så jeg er forberedt på de kommer (og evt kan trække mig ved at tage en tur på stranden, gå med hund, eller i sommerhus hvis jeg føler jeg ikke kan den dag.) Tror at du på en eller anden måde, må få din mand mere med ind over. Jeg går til psykolog, og har af og til min mand med, måske det var en mulighed for dig? 

Hvad med at finde et sted som virker for dig, hvor du kan trække dig hen når det hele bliver for meget i perioder? Et sommerhus, strand eller lille hyggelig café med gode hjørner at sidde i.

Håber du får den bedste hjælp og støtte du kan, og at din mand kommer dig mere imøde. Sender én masse positive tanker til dig og din familie.  knus fra en som kender til kampen. 

Anmeld Citér

21. juli

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Tystys14 skriver:



Bliver simpelthen nødt til at skrive mine tanker om det her. Jeg kæmper pt selv med de samme tre typer angst. Blev udbredt af psykiater men sagde nej tak til at komme videre i systemet. (idag kæmper jeg med at få mod til at sige ja og få den hjælp jeg skal have).

Jeg ville knække helt på det du beskriver. At have angst er hårdt og at blive bombet med mennesker så tit som du beskriver tror jeg ikke hjælper angsten en disse, tværtimod. Her går flaget ned, bare min store datter har haft en veninde på besøg, (altså en det f.eks. kommer forbi uanmeldt og bliver hele dagen, vi bor i et meget børne fyldt område.)

Selvfølgelig hjælper det ikke at isolere sig, selvom det virkelig virkelig er fristende. Men jeg tror det bedre at anerkende man har det hårdt. Søge den hjælp der er nødvendig, (selvom jeg selv er igang med at samle mod til dette step). For så at begynde at lade grænserne blive rykket stille og roligt.

Nu jeg så heldig at have en mand der forsøger at forstå mig, han er god til at lave aftaler med sine kammerater i god tid, så jeg er forberedt på de kommer (og evt kan trække mig ved at tage en tur på stranden, gå med hund, eller i sommerhus hvis jeg føler jeg ikke kan den dag.) Tror at du på en eller anden måde, må få din mand mere med ind over. Jeg går til psykolog, og har af og til min mand med, måske det var en mulighed for dig? 

Hvad med at finde et sted som virker for dig, hvor du kan trække dig hen når det hele bliver for meget i perioder? Et sommerhus, strand eller lille hyggelig café med gode hjørner at sidde i.

Håber du får den bedste hjælp og støtte du kan, og at din mand kommer dig mere imøde. Sender én masse positive tanker til dig og din familie.  knus fra en som kender til kampen. 



Jeg er meget enig med dig.

Den kvinde, der har stillet spørgsmålet, har også oprettet en almindelig tråd.

Hun er i behandling. Og behandling er vigtigt.

Det er rigtigt, at man ikke skal undgå det, man er bange for, men det betyder ikke, at man skal bombarderes. Det betyder meget, at det er i små steps i et tempo, hvor man kan være med, og hvor man får nogle sejre i stedet for nederlag.

Hvis man er meget bange for at flyve, så er det også bedre at begynde med en kort flyvetur på 1-2 timer, end det er at flyve til Thailand. 

Jeg kender ikke selv til den form for angst, som spørgeren beskriver, men jeg har forståelse for, at der skal tages et hensyn fra mandens side.

Jeg synes, du skal tage mod til dig og komme videre i systemet, og få den hjælp, du har brug for. Det skal nok blive bedre.

Anmeld Citér

22. juli

Unicorn1

Profilbillede for Unicorn1
Tommelise skriver:



Jeg er meget enig med dig.

Den kvinde, der har stillet spørgsmålet, har også oprettet en almindelig tråd.

Hun er i behandling. Og behandling er vigtigt.

Det er rigtigt, at man ikke skal undgå det, man er bange for, men det betyder ikke, at man skal bombarderes. Det betyder meget, at det er i små steps i et tempo, hvor man kan være med, og hvor man får nogle sejre i stedet for nederlag.

Hvis man er meget bange for at flyve, så er det også bedre at begynde med en kort flyvetur på 1-2 timer, end det er at flyve til Thailand. 

Jeg kender ikke selv til den form for angst, som spørgeren beskriver, men jeg har forståelse for, at der skal tages et hensyn fra mandens side.

Jeg synes, du skal tage mod til dig og komme videre i systemet, og få den hjælp, du har brug for. Det skal nok blive bedre.



Lige præcis!! Til jer begge.. Jeg har i et stykke tid prøvet at beskrive det, som I begge siger.. Det er virkelig vigtigt at gøre det i et tempo, så man selv kan følge med, og det tager tid! Det tager tid at nå til en normal adfærd og tankegang, selvom man gør det i et roligt tempo.. Men jeg har netop prøvet at presse mig selv, fordi "så blev det hele jo nok godt igen", hvilket bare satte mig sindssyg langt tilbage igen, så jeg skulle starte helt forfra med mit "arbejde".. 

Angst er noget, som djævelen har skabt, og det er så svært for raske at forstå, hvordan man har det 

Anmeld Citér

22. juli

Tommelise

Profilbillede for Tommelise
Unicorn1 skriver:



Lige præcis!! Til jer begge.. Jeg har i et stykke tid prøvet at beskrive det, som I begge siger.. Det er virkelig vigtigt at gøre det i et tempo, så man selv kan følge med, og det tager tid! Det tager tid at nå til en normal adfærd og tankegang, selvom man gør det i et roligt tempo.. Men jeg har netop prøvet at presse mig selv, fordi "så blev det hele jo nok godt igen", hvilket bare satte mig sindssyg langt tilbage igen, så jeg skulle starte helt forfra med mit "arbejde".. 

Angst er noget, som djævelen har skabt, og det er så svært for raske at forstå, hvordan man har det 



Ja, det er nemlig ikke godt, hvis man tror, at man bare skal presse sig selv meget. Så kan man blive slået tilbage til start.

Det går også somme tider galt for de mennesker, der lider af alvorlig stress og "behandler" deres stress ved bare at arbejde mere.

Som sagt kender jeg ikke til så voldsom angst, som du og spørgeren har. 

Men det med flyskrækken - det kender jeg, og det hjalp mig rigtig meget med en kort tur til Prag. Så skulle jeg kun "overleve" godt en times flyvning. 

Og i dag er jeg slet ikke bange for at flyve. 

Jeg har ingen stedsans, og derfor kan jeg biive bange for at fare vild og bange for at blive væk fra min(e) rejseledsagere, hvis jeg er på storbyferie eller ude i et øde område i udlandet.

Til gengæld har miin kæreste en rigtig god stedsans.

Jeg øver mig f.eks. ved at tage en tur alene til Århus, eller gå en tur i en mindre plantage.

Du har ret i, at det kan være meget svært for andre at forstå den angst, som du og spørgeren har.

 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.