Lyst til 3 børn, men kun overskud til 2

Mit spørgsmål er: Kan man godt have lyst til 3 børn, og så alligevel stille sig fint tilfreds med kun at få 2 - eller er det mere noget man lærer at acceptere, men som altid vil være lidt en sorg man går rundt med?

Baggrund for spørgsmålet:

Vores første barn var et meget krævende barn med kolik og jeg havde en forfærdelig barsel. Dog var jeg aldrig i tvivl om at jeg gerne ville have et barn mere, men efter vores første barn besluttede min kæreste og jeg at stoppe efter 2 børn. Han havde allerede inden graviditeten sagt at han godt kunne nøjes med ét barn, og max ønskede 2 børn.

Nu har vi så netop fået vores andet barn for 2 måneder siden, og han er helt anderledes end vores ældste var som lille. Så nem og... uden kolik , og det hele er indtil videre meget anderledes denne gang. Jeg nyder det virkelig denne gang!

Og derfor tager jeg nu mig selv i at tænke - var det virkelig sidste gang jeg skal have sådan en lille en? Og som en veninde sagde til mig idag: når man tænker sådan med en kun 2 måneder gammel baby, så er man vist ikke færdig med at få børn Hun mener at lysten helt sikkert nok skal komme stærkt igen, så snart baby nr. 2 her er noget større.

Men problemet er jo først og fremmest at min kæreste kun ønsker de 2 vi har nu. Han synes at små børn kræver meget de første år (det gør de også) - og selv vores store pige på nu 4 år kræver stadig meget af os i hverdagen.
Han mener at med 3 børn vil for meget af vores liv gå op i børn, og der vil være for lang en årerække med småbørn, hvilket han ikke ønsker.

Han glæder sig til at begge børn bliver noget ældre, og synes at der bliver for lidt plads til ham og hans behov for alenetid og fritidsinteresser med 3 børn. Og det er jo fair nok.

Med min fornuft er jeg enig med min kæreste i at børn er krævende, og at jeg ikke ønsker et liv hvor småbørn fylder - og kræver - så meget i så mange år. Men min lyst/mit hjerte er åbenbart ikke enig med min fornuft

Et andet aspekt er at jeg har en diagnose, som gør at jeg ikke har ligeså meget overskud som andre mennesker og f.eks. lidt nemmere bliver stresset og overbelastet. Jeg trives godt med struktur (som jo heldigvis følger med livet med børn), men kan samtidig nemt føle mig stresset hvis der er rod overalt, at vasketøjet aldrig kommer på plads, fordi der ikke er tid osv.

Min mand har et job hvor han arbejder meget, så jeg står med størstedelen af det huslige. Til gengæld tjener han nok til at jeg sagtens kunne nøjes med at arbejde deltid.

Det er bare alligevel som om at mine begrænsninger sætter en begrænsning på 2 børn føler jeg. Man kan jo heller aldrig vide om den der 3'er vi til sidst beslutter sig for at få (hvis min mand ombestemmer sig) ender med at blive til tvillinger, et handicappet barn eller andet som gør at vi virkelig fortryder at vi ikke bare valgte at nøjes med 2.

Eftersom min kæreste næppe kan overtales til nr. 3, så håber jeg at nogen af jer vil skrive at det er normalt at være skruk lige efter man har født, men at det ofte går i sig selv igen.

Eller at man med tiden vil indse at det til tider kaotiske liv som 3 børn vil føre med sig (hvis man synes det) vil gøre at lysten forsvinder med tiden.
For det er lidt noget skidt hvis jeg bliver ved med at ønske mig et tredje barn.

Alternativt håber jeg bare nogen af jer vil skrive at man sagtens kan ønske sig et tredje barn, men alligevel acceptere - og være fint tilfreds - med kun at have fået 2.

Vi er forresten for gamle til at en efternøler om 10 år vil kunne komme på tale, jeg er midt i trediverne og min kæreste 4 år ældre.

Øh... jeg tror der er rigtig mange der med en nem baby tænker på næste barn. Men det behøver slet ikke st holde ved. Der er mange hormoner der taler i starten. Jeg kender adskillige der har været skruk i starten og efter 5-6 måneder er knap så skrukke.

Tanken om en ny baby falmer med tiden... Jeg havde den selv intenst i lang, men er nu meget godt tilfreds med 2. 

Har derudover en veninde, som har mistet alt overskud (til andet en ren overlevelse!) af at få 3. barn... Jeg vil ALDRIG selvvalgt ende som hende - af hensyn til mine 2 store børn. 

Det er hårdt med tre børn...... især når de bliver større og går til en farlig masse fritidsinteresser, venner osv. Man skal på banen, på en helt anden måde som forældre. Synes jeg. 

Jeg har aldrig fortrudt tre børn. Det er en fed mulighed for børnene med flere kammerater og altid nogle at lege med - eller drille  

men det kræver lidt arbejde og en del planlægning. Kærlighed har man altid til flere børn. Overskud er en helt anden snak.

var jeg dig, ville jeg venter to år og så se hvordan du har det, derefter. 

Jeg var helt sikker på, at jeg skulle have tre - vi har endda købt hus med 3 værelser osv. Så blev jeg syg og drømmen om et 3. Barn er ikke realistisk. Jeg har to fantastiske unger og jeg er bange for, hvad det kunne have af betydning for dem, hvis jeg blev mere syg igen, og overskuddet røg sig en tur. Det har været hårdt at opgive drømmen - det var mega hårdt for mig, at begynde at skille mig af med babyudstyr osv, da det ligesom var den endegyldige bevis på, at der ikke kommer flere. Jeg kan stadig godt mærke et stik ind i mellem, over aldrig at skulle opleve en graviditet, fødsel og spædbarn igen - MEN jo større ungerne bliver, jo mindre bliver lysten også til at skulle starte ‘forfra’ igen. Så meget at jeg nu er HELT sikker på, at det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg er begyndt at kunne nyde veninders babyer og småbørn på en helt anden måde - jeg ELSKER at få lov at dikkedikke - men jeg er også glad for, at jeg ikke har dem på fuldtid. Så jeg tror sagtens man kan finde ro med beslutningen med tiden. 

Mit ønske om et barn nr. 3 begyndte at falme da den yngste var lidt over 2 år. jeg elsker at mine drenge har et fantastisk forhold til hinanden. Og jeg er så glad for at begynde at have overskud til mine egne hobbyer igen. Vi er begyndt at sælge ud af alle baby tingene og jeg er virkelig glad for min beslutning om kun 2 børn. 

Vi har aftalt herhjemme, at vi kun skal have to. Af hensyn til overskud osv. 

Alligevel kan jeg tage mig selv i, at blive trist over, det er den sidste (jeg tror, det er ganske normalt) 

mine børn er 4 og 1 år. Så den mindste er jo lille endnu. 

Jeg har også en diagnose, som gør at jeg nemmere bliver stresset, derfor ved jeg også, at det vil blive for hårdt med nr. 3... 

når jeg får de triste tanker om, at vi ikke skal have flere børn, så tænker jeg enormt rationelt og remser grundene op for mig samt fordelene ved kun at have 2  

Det hjælper en del - og det er blevet nemmere med tiden at acceptere, at vi kun skal have 2.

Anonym skriver:

Mit spørgsmål er: Kan man godt have lyst til 3 børn, og så alligevel stille sig fint tilfreds med kun at få 2 - eller er det mere noget man lærer at acceptere, men som altid vil være lidt en sorg man går rundt med?

 

Baggrund for spørgsmålet:

Vores første barn var et meget krævende barn med kolik og jeg havde en forfærdelig barsel. Dog var jeg aldrig i tvivl om at jeg gerne ville have et barn mere, men efter vores første barn besluttede min kæreste og jeg at stoppe efter 2 børn. Han havde allerede inden graviditeten sagt at han godt kunne nøjes med ét barn, og max ønskede 2 børn.

Nu har vi så netop fået vores andet barn for 2 måneder siden, og han er helt anderledes end vores ældste var som lille. Så nem og... uden kolik , og det hele er indtil videre meget anderledes denne gang. Jeg nyder det virkelig denne gang!

Og derfor tager jeg nu mig selv i at tænke - var det virkelig sidste gang jeg skal have sådan en lille en? Og som en veninde sagde til mig idag: når man tænker sådan med en kun 2 måneder gammel baby, så er man vist ikke færdig med at få børn Hun mener at lysten helt sikkert nok skal komme stærkt igen, så snart baby nr. 2 her er noget større.

Men problemet er jo først og fremmest at min kæreste kun ønsker de 2 vi har nu. Han synes at små børn kræver meget de første år (det gør de også) - og selv vores store pige på nu 4 år kræver stadig meget af os i hverdagen.
Han mener at med 3 børn vil for meget af vores liv gå op i børn, og der vil være for lang en årerække med småbørn, hvilket han ikke ønsker.

Han glæder sig til at begge børn bliver noget ældre, og synes at der bliver for lidt plads til ham og hans behov for alenetid og fritidsinteresser med 3 børn. Og det er jo fair nok.

Med min fornuft er jeg enig med min kæreste i at børn er krævende, og at jeg ikke ønsker et liv hvor småbørn fylder - og kræver - så meget i så mange år. Men min lyst/mit hjerte er åbenbart ikke enig med min fornuft

 

Et andet aspekt er at jeg har en diagnose, som gør at jeg ikke har ligeså meget overskud som andre mennesker og f.eks. lidt nemmere bliver stresset og overbelastet. Jeg trives godt med struktur (som jo heldigvis følger med livet med børn), men kan samtidig nemt føle mig stresset hvis der er rod overalt, at vasketøjet aldrig kommer på plads, fordi der ikke er tid osv.

Min mand har et job hvor han arbejder meget, så jeg står med størstedelen af det huslige. Til gengæld tjener han nok til at jeg sagtens kunne nøjes med at arbejde deltid.

Det er bare alligevel som om at mine begrænsninger sætter en begrænsning på 2 børn føler jeg. Man kan jo heller aldrig vide om den der 3'er vi til sidst beslutter sig for at få (hvis min mand ombestemmer sig) ender med at blive til tvillinger, et handicappet barn eller andet som gør at vi virkelig fortryder at vi ikke bare valgte at nøjes med 2.

Eftersom min kæreste næppe kan overtales til nr. 3, så håber jeg at nogen af jer vil skrive at det er normalt at være skruk lige efter man har født, men at det ofte går i sig selv igen.

Eller at man med tiden vil indse at det til tider kaotiske liv som 3 børn vil føre med sig (hvis man synes det) vil gøre at lysten forsvinder med tiden.
For det er lidt noget skidt hvis jeg bliver ved med at ønske mig et tredje barn.

Alternativt håber jeg bare nogen af jer vil skrive at man sagtens kan ønske sig et tredje barn, men alligevel acceptere - og være fint tilfreds - med kun at have fået 2.

Vi er forresten for gamle til at en efternøler om 10 år vil kunne komme på tale, jeg er midt i trediverne og min kæreste 4 år ældre.

 

 

 

Jeg har også altid haft en drøm om 3 børn, hvor min mand der er af en søskende flok på 3 har sagt, at det var fordi jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til, og at vi kun skulle have 2.

Da min første var 2-3 mdr kunne jeg seriøst tude ved tanken om, at jeg kun skulle være gravid een gang mere og så var det slut. MEN, min første havde kolik og vi var stort set ikke sammenhængende i den periode, så jeg VED at mine følelser må have skyldtes hormoner. Efterfølgende blev hun hårdt ramt ørebarn med massivt natteroderi igen, så da hun var 2,5 år og vi gik i gang med nummer 2 var det ud fra en overbevisning om, at hun skulle have en søskende og ikke af rendyrket lyst - især fra min mands side. 

Vores nr. 2 har sammenlignet været rigtig nem. Hun er 1 år og 8 mdr i dag. Skæbnen ville dog, at min krop har meget svært ved at håndtere graviditeter og jeg har udviklet svær svangerskabsforgiftning begge gange, så de læger, der fulgte mig anden gang har sagt, at det er en meget dårlig idé, jeg får flere (jeg risikerer skader på de vitale organer). Så det endte med at være mit helbred der tog beslutningen for os.

Jeg har valgt at se positivt på det, jeg har to sunde og lækre børn, som jeg kan være en god og rask mor for. Hvis jeg insisterede på nr. 3, så ville der være stor risiko for, det ikke længere var tilfældet... Tror på, at man kan klare meget med ens mindset omkring situationen. 

Tusinde tak for alle jeres svar, det har virkelig været brugbart at læse. Nu føler jeg at jeg kan hvile i beslutningen om 2 børn, og at det er det rigtige, hvis der skal være overskud til begge de børn + mand og job.

Nu vil jeg gå igang med at sælge ud af vores babyting, for ligesom at få følelsen af at familieudvidelsen stopper her

Anonym skriver:

Mit spørgsmål er: Kan man godt have lyst til 3 børn, og så alligevel stille sig fint tilfreds med kun at få 2 - eller er det mere noget man lærer at acceptere, men som altid vil være lidt en sorg man går rundt med?

 

Baggrund for spørgsmålet:

Vores første barn var et meget krævende barn med kolik og jeg havde en forfærdelig barsel. Dog var jeg aldrig i tvivl om at jeg gerne ville have et barn mere, men efter vores første barn besluttede min kæreste og jeg at stoppe efter 2 børn. Han havde allerede inden graviditeten sagt at han godt kunne nøjes med ét barn, og max ønskede 2 børn.

Nu har vi så netop fået vores andet barn for 2 måneder siden, og han er helt anderledes end vores ældste var som lille. Så nem og... uden kolik , og det hele er indtil videre meget anderledes denne gang. Jeg nyder det virkelig denne gang!

Og derfor tager jeg nu mig selv i at tænke - var det virkelig sidste gang jeg skal have sådan en lille en? Og som en veninde sagde til mig idag: når man tænker sådan med en kun 2 måneder gammel baby, så er man vist ikke færdig med at få børn Hun mener at lysten helt sikkert nok skal komme stærkt igen, så snart baby nr. 2 her er noget større.

Men problemet er jo først og fremmest at min kæreste kun ønsker de 2 vi har nu. Han synes at små børn kræver meget de første år (det gør de også) - og selv vores store pige på nu 4 år kræver stadig meget af os i hverdagen.
Han mener at med 3 børn vil for meget af vores liv gå op i børn, og der vil være for lang en årerække med småbørn, hvilket han ikke ønsker.

Han glæder sig til at begge børn bliver noget ældre, og synes at der bliver for lidt plads til ham og hans behov for alenetid og fritidsinteresser med 3 børn. Og det er jo fair nok.

Med min fornuft er jeg enig med min kæreste i at børn er krævende, og at jeg ikke ønsker et liv hvor småbørn fylder - og kræver - så meget i så mange år. Men min lyst/mit hjerte er åbenbart ikke enig med min fornuft

 

Et andet aspekt er at jeg har en diagnose, som gør at jeg ikke har ligeså meget overskud som andre mennesker og f.eks. lidt nemmere bliver stresset og overbelastet. Jeg trives godt med struktur (som jo heldigvis følger med livet med børn), men kan samtidig nemt føle mig stresset hvis der er rod overalt, at vasketøjet aldrig kommer på plads, fordi der ikke er tid osv.

Min mand har et job hvor han arbejder meget, så jeg står med størstedelen af det huslige. Til gengæld tjener han nok til at jeg sagtens kunne nøjes med at arbejde deltid.

Det er bare alligevel som om at mine begrænsninger sætter en begrænsning på 2 børn føler jeg. Man kan jo heller aldrig vide om den der 3'er vi til sidst beslutter sig for at få (hvis min mand ombestemmer sig) ender med at blive til tvillinger, et handicappet barn eller andet som gør at vi virkelig fortryder at vi ikke bare valgte at nøjes med 2.

Eftersom min kæreste næppe kan overtales til nr. 3, så håber jeg at nogen af jer vil skrive at det er normalt at være skruk lige efter man har født, men at det ofte går i sig selv igen.

Eller at man med tiden vil indse at det til tider kaotiske liv som 3 børn vil føre med sig (hvis man synes det) vil gøre at lysten forsvinder med tiden.
For det er lidt noget skidt hvis jeg bliver ved med at ønske mig et tredje barn.

Alternativt håber jeg bare nogen af jer vil skrive at man sagtens kan ønske sig et tredje barn, men alligevel acceptere - og være fint tilfreds - med kun at have fået 2.

Vi er forresten for gamle til at en efternøler om 10 år vil kunne komme på tale, jeg er midt i trediverne og min kæreste 4 år ældre.

 

 

 

1. Din mand ønsker ikke flere børn. 

2. Du har en diagnose der gør du har mindre overskud.

3. Din mand arbejder meget.

Jeg synes ovenstående taler sit tydelig sprog 

Jeg er alene med fire børn på hhv 8, 6, 4 og 1 år. Det er benhårdt arbejde. Især når de bliver lidt ældre og de alle går til noget forskelligt og det hele skal gå op i en højere enhed. Vi har selvfølgelig vores faste rutiner osv, men det kan stadigvæk godt være enormt stressende