Min datter bliver snart 2 år. Hun har aldrig haft nemt ved at falde i søvn. Det sidste halve år er hun dog faldet i søvn(for det meste) i sin egen seng. Vi sidder inde ved siden af sengen, putter og synger for hende og når vi går ud, går vi ind til hende når hun har brug for det igen. Det plejer at tage ca 1 time før hun falder i søvn, det har vi ligesom indfundet os med, sådan er det bare..
De sidste 3 uger er det dog bare stukket helt af!
Hendes sprog er i rygende udvikling, og nu sætter hun ord på det hele. "Mig vågen, vil lege, vil spise, ny ble, har lavet bom, det er morgen" - alle de her ting siger hun når hun kommer i seng. Vi har selvfølgelig forsøgt at give hende mad og drikke når hun siger hun er sulten og vi tjekker hendes ble hvis hun siger hun har lavet stort. Det er dog meget sjældent det faktisk passer. Hun kan slet ikke falde ned, og jeg kan ikke knække koden til hvordan vi kan hjælpe hende! Har forsøgt flere dage at ligge i min seng med hende. Det tog stadig ca 3 timer før hun sov. Så skal hun lege og hoppe og når jeg forsøger at få hende til at slappe af og ligge ned skriger og græder hun.
Vi har også forsøgt (og har egentligt altid gjort) at snakke dagen lidt igennem inden det er sovetid. Vi fortæller i kortetræk hvad der er sket i dag og siger tak for en god/dejlig/hyggelig dag.
Hun sover for tiden først mellem kl 22 og 23.
Det er super drænende! Både min mand og jeg savner noget voksen tid om aftenen, både sammen og hver for sig. Vi er begge "på" hele aftenen, da 3 timer med en hidsig næsten 2årig der ikke vil sove, rykker tænder og hår ud af os hvis man skal være alene. Så vi tager en time ad gangen agtigt..
Samtidigt er det jo også super synd for vores pige. Hun har det tydeligvis svært med situationen og jeg ved som sagt ikke hvad der skal til, for at vi kan hjælpe hende bedst i overgangen fra vågen til sove. 
- Det blev langt. Jeg havde nok bare mest af alt lige brug for at komme ud med lidt frustrationer og måske få et opløftende ord med på vejen 
Anmeld
Citér
