Jeg savner min søn :(

Hej.

Det lyder så fjollet det her... men jeg savner min førstefødte søn, fordi jeg har fået en ny baby.

Han er kun 2 år og jeg gik hjemme med ham de første 15 måneder af hans liv. Jeg var så voldsomt tæt knyttet til ham som baby, at jeg ikke engang kunne lade andre holde ham (også fordi jeg fik en efterfødselsreaktion) og de første mange måneder på barsel var hårde, men efterhånden som han blev ældre så lysnede det og efter 8-9 måneders alderen havde vi det bare så skønt og lavede mange ting sammen. Selv da han herefter startede i dagpleje og jeg blev sygemeldt med bækkenløsning, hentede jeg ham altid så tidligt som muligt og vi hyggede med alt muligt forskelligt, selvom jeg desværre allerede der var begrænset af min graviditet. 

Og nu er han så 2 år og 2 måneder og den nye baby er 3 måneder... og jeg saaavner bare min søn! Jeg savner sådan at kunne give ham den opmærksomhed, han fortjener! I går da den lille begyndte at græde knugede han sig ind til mig og holdt sig for ørerne Og den lille græder meget, det gør de jo. Jeg savner alle de ting vi havde sammen, jeg savner at kunne tilrettelægge hverdagen omkring hans behov. Jeg savner at lege med ham uden at blive afbrudt af babygråd, at kunne gå en tur med ham uden at skulle skynde mig, fordi den lille snart skal ammes igen. Jamen altså, jeg savner ham så meget.


Hvad skal jeg dog stille op?

Anonym skriver:

Hej.

Det lyder så fjollet det her... men jeg savner min førstefødte søn, fordi jeg har fået en ny baby.

Han er kun 2 år og jeg gik hjemme med ham de første 15 måneder af hans liv. Jeg var så voldsomt tæt knyttet til ham som baby, at jeg ikke engang kunne lade andre holde ham (også fordi jeg fik en efterfødselsreaktion) og de første mange måneder på barsel var hårde, men efterhånden som han blev ældre så lysnede det og efter 8-9 måneders alderen havde vi det bare så skønt og lavede mange ting sammen. Selv da han herefter startede i dagpleje og jeg blev sygemeldt med bækkenløsning, hentede jeg ham altid så tidligt som muligt og vi hyggede med alt muligt forskelligt, selvom jeg desværre allerede der var begrænset af min graviditet. 

Og nu er han så 2 år og 2 måneder og den nye baby er 3 måneder... og jeg saaavner bare min søn! Jeg savner sådan at kunne give ham den opmærksomhed, han fortjener! I går da den lille begyndte at græde knugede han sig ind til mig og holdt sig for ørerne Og den lille græder meget, det gør de jo. Jeg savner alle de ting vi havde sammen, jeg savner at kunne tilrettelægge hverdagen omkring hans behov. Jeg savner at lege med ham uden at blive afbrudt af babygråd, at kunne gå en tur med ham uden at skulle skynde mig, fordi den lille snart skal ammes igen. Jamen altså, jeg savner ham så meget.


Hvad skal jeg dog stille op?

Hvor er faren?

Få en til at trille en tur med den lille. 

Jeg kan til dels godt forstå dig. Jeg er lidt i samme situation som dig, har altid været meget tæt med min ældste og her i foråret blev han storebror. Han er 3,5 år. Jeg kan godt mærke at nu hvor lillebror er kommet er mig og storebror blevet mindre tætte, tilgengæld er storbror og far blevet meget mere tætte. Men jeg kan godt savne tiden hvor vi bare var mig og ham og kunne gøre alt på hans præmisser- men tilgengæld har han så fået en lillebror for livet. 

Jeg tror det er helt naturligt og også kun godt at børn lærer at tage hensyn og dele - alt fra legetøj til mors opmærksomhed. Men herhjemme gør vi også meget ud af at lave noget på storebrors præmisser. Her i weekenden tager vi fx i zoologisk have, for der har han længe villet. Det får lillebror jo ikke noget ud af, han følger bare med. Og egentlig synes jeg vi laver meget der er for storebrors skyld, men han tager også store hensyn i hverdagen hvor lillebror jo også har behov der skal opfyldes - og så tager vi os mor/storebror tid hver dag. Nogle dage er det kun muligt med 5 min højtlæsning bare os to, andre gange er det flere timers leg på værelset - kommer an på dagen og om jeg er alene med drengene eller far er hjemme. 

Ja, vi prøver så vidt muligt også at tilrettelægge weekenderne, så vi hver især kan lave noget med den store, mens den anden har den lille og det er virkelig tid, jeg værdsætter! Desværre er det kun små ting, fordi jeg jo ammer og baby er meget sulten.

Det er også mest i hverdagen, hvor det kan være så hårdt at have dem begge. Far arbejder til 16-17 stykker.

Men jeg prøver da også at trøste mig selv med, at det måske er hårdt for os alle lige nu, men at det også er sundt for den store at lære alt det, man nu lærer, når man får søskende. Men lige nu er det bare slemt og den stores lille verden er vendt på hovedet og jeg hader at se hans frustration, men jeg håber, at han kommer styrket ud af det og bliver bedste venner med sin bror, ligesom min kæreste er med sin bror og jeg er med min søster!

Jeg kan så godt følge dig og havde det på præcis samme måde, da vi fik lillesøster. Min søn var halvandet og stadig meget lille jo. Vi var meget tætte og jeg havde i halvandet år været meget alene med ham grundet fars arbejde. Flere hele uger alene med ham. Alt var så dejligt og hyggeligt og med masser af overskud til at hygge. Lillesøster kom pludseligt og ved kejsersnit. Hun havde gulsot i starten og derefter startede en periode med kolik. Hun græd meget og sov nærmest ikke. Min mand var lige starter på ny uddannelse med mange lektier.

Min mand kunne ikke putte nogle af børnene i starten. Min søn var ulykkelig og kaldte i timevis og min datter ville bare have bryst. Det hele var lort - og jeg savnede bare min søn så uendeligt meget. Jeg troede ikke at det nogensinde ville blive bedre. Men det gjorde det! Nu er min datter 9 måneder. Min mand har skiftet retning og er hjemme hver dag kl 15. Ungerne er glade og trives - de griner sammen hver dag og det er tydeligt at de knuselsker hinanden! Det er fantastisk. Min mand er også blevet utrolig tæt med begge børn og kan nu præcis det samme som jeg. Faktisk er han nu meget bedre til at putte vores søn end jeg er. Det er en kæmpe gave og virkelig sundt for hele familien at jeg har været nødsaget til at give lidt slip! 

Hæng i - om lidt starter baby på fast føde og det vil du føle som en enorm frihed. Baby får en rytme og du kan let komme ud af huset med den store og du vil også nyde tiden med den lille. 

Der vil stadig være dage, hvor du føler at du gerne vil give dem hver især noget mere. Sådan har jeg det, når den store er hjemme og syg. Der synes jeg det er hårdt fordi jeg ikke kan være der 100 % for ham. Lillesøster skal stadig spise, puttes og leges med, selvom storebror er skidt og vil ha sin mor. 

Anonym skriver:

Ja, vi prøver så vidt muligt også at tilrettelægge weekenderne, så vi hver især kan lave noget med den store, mens den anden har den lille og det er virkelig tid, jeg værdsætter! Desværre er det kun små ting, fordi jeg jo ammer og baby er meget sulten.

Det er også mest i hverdagen, hvor det kan være så hårdt at have dem begge. Far arbejder til 16-17 stykker.

Men jeg prøver da også at trøste mig selv med, at det måske er hårdt for os alle lige nu, men at det også er sundt for den store at lære alt det, man nu lærer, når man får søskende. Men lige nu er det bare slemt og den stores lille verden er vendt på hovedet og jeg hader at se hans frustration, men jeg håber, at han kommer styrket ud af det og bliver bedste venner med sin bror, ligesom min kæreste er med sin bror og jeg er med min søster!

Jeg ammer også, men ligeså snart jeg er færdig med at amme kan far jo tage lilleebror, hvis der skal tankes lidt op på storebror-mor kontoen. 

Jeg kender så godt det med at hverdagene er hårde. Her arbejder far skiftende arbejdstider så ofte, når han har aftenvagt er jeg alene med aftensmad og putning også., og ellers ved en dagvagt er han også hjemme der 16-17 tiden - så jeg ved præcis hvad du mener. 

Husk det kun er en periode nu hvor baby er så lille og de har så forskellige behov. Snart kan de lave tingene sammen og du kan være sammen med begge samtidig uden at føle du tilsidesætter den ene. 

Alle børn reagerer når de får små søskende og de fleste også negativt i starten og selvfølgelig skal de nok få glæde af hinanden når de bliver større. Lige nu er det super hårdt - men det bliver bedre og nemmere snart

Jeg kunne have skrevet præcis dette indlæg for et par mdr siden! Samme alder og det hele. Jeg kunne ligge og græde når begge børn sov og bare snuse til min stores hår og ærge mig over at jeg først havde tid når hun sov (fordi.. baby og marathonamninger om aftenen)

Men det bliver bedre! Det første skift kom, da baby kunne gribe og undersøge legetøj omkring 4 mdr. Det næste store skift var da hun kunne møve sig frem -storesøster fik pludselig også noget "ud af" baby og på den måde føltes det ikke lige så meget som "enten eller" fordi nu kunne de også noget sammen. Vi kunne sammen lege med den lille og få hende til at jagte en bold f.eks. 

Men det fedeste har været at mindsten lærte at sidde. For pludeslig kunne jeg få fuld bevægelsesfrihed når vi var ude på f.eks. en legeplads, fordi mindsten kunne sidde i græsset og pille ved blomster og så kunne jeg klatre og rutsje og gynge med den store. Det har jeg ikke kunne fordi baby har været afgængig af at sidde i vikle ellers (Før nogen bliver bekymret så er der aldrig nogen på "vores" legepladser og de er ret små, så jeg har fuldt overblik over begge børn)

Og når de begynder at interagere med hinanden er det fantastisk! Kun støresøster får baby til at grine på en helt særlg måde. De griner så meget begge to, at det til sidst er uden lyd og så får de hikke!

Jeg savner stadig det der engang var, men ligesom "livet før børn" fylder mindre med tiden gør "livet med kun et barn" også. Fordi det vi har nu er så fantastisk og jeg vil ikke være foruden 

Baby er for øvrigt knap 8 mdr nu

Hvor er jeg bare glad for at høre fra andre, der har haft det lige sådan - så behøves jeg ikke føle mig sådan lidt skør, når jeg ligger og kigger på den store, der sover og kommer til at tude lidt, fordi jeg savner ham så meget!

For selvom jeg er meget glad for lillebror, så kan jeg virkelig savne ham den store så meget og alt det vi havde. Han var jo min første og i 15 måneder var det bare os to (og far, selvfølgelig, men han arbejdede jo meget og var ofte til noget i weekenden).

I de her dage har der også været sygdom og jeg har haft dem begge to hjemme på én gang. Det var så hårdt, at vi endte med bare at græde alle 3 på en gang, det var ren jammer. Jeg prøvede selvfølgelig at skjule, at jeg græd! Men ham den lille, store dreng, han måtte bare sidde med feber alene og se fjernsyn, fordi den lille græd og jo slet ikke kunne være selv og skulle gås med. Og den store ville bare ligge hos mig, for det vil man jo, når man er syg. Det er hårdt pludselig at måtte sætte ham i 2. række en gang i mellem, når han altid har været i 1.!

Men vi kom igennem det og jeg tror ikke, han har fået traumer

Jeg glæder mig dog til, at de bliver ældre og jeg kan inddrage dem begge på én gang. Det er dælme hårdt det her.