Han vil vente....

Jeg er helt ny her og søger bare råd. Prøver at gøre det kort, men det lykkes nok ikke!

Min kæreste og jeg har været sammen i to år. Det går fantastisk på alle måder og jeg er ikke i tvivl om vores kærlighed osv. I starten talte han tidligt om børn og mit hovede var det laaangt ude i fremtiden. Jeg syntes det var sødt, men det var ikke lige nu for mig.

Sagen er dog den, at vi er 32 (mig) og 31 (ham). Med flere og flere venner omkring os med børn er lysten dog kommet hos mig. Intenst! Jeg tænker på det hele tiden. Det ville passe perfekt ind i alt. Han skal studere og ville være meget hjemme, jeg føler, at mit job kan være på standby nu, vi har det godt, vi bor godt. Alt det praktiske, folk taler om...
Jeg har nogle fysiske og psykiske problemer, jeg må tage hensyn til, men her er jeg også mere klar end nogensinde. Mht det fysiske er det også en af grundene til, at der ikke kan gå meget længere. Jo ældre jeg bliver, jo værre bliver graviditeten. 
Begge dele kræver noget forberedelse i forhold til medicin...

Jeg fortalte ham om min trang til, at det skulle ske. Han havde noget studie, der lige skulle overståes, men vi blev glade enige om, at her i løbet af sommeren skulle vi prøve. Jeg var ekstatisk. SÅ lykkelig.
Begyndte nedtrapning af en medicin. Havde det fysisk dårligt...men stadig glad. 

Jeg troede, vi havde aftalt det. Han trak i land, da jeg bragte det op igen. Faktisk kunne han ikke rigtig huske denne samtale/forstod den ikke, som jeg. Han var ikke klar mere. 

Så nu er vi her. Han vil have børn engang. Han vil have dem med mig. Men ikke nu. Jeg frygter, at studiet tager ham længere fra mig.
Jeg føler, at han som mand er urealistisk mht min alder og hvor mange børn vi kan nå at få. Og ikke "praktisk" nok mht min fysik, som bare er en faktor. 

Men det aller værste er, at det der øjeblik, som jeg har drømt om, hvor vi med kærlighed beslutter at lave en baby...det er væk og kommer aldrig igen. For han så det ikke sådan. 

Min kæreste er virkelig perfekt overfor mig. Han er min bedste ven og det bedste der er sket. Dette er vores første krise nogensinde. Ja faktisk første skænderi...

Hvordan håndterer jeg min kæmpe trang til baby, min store skuffelse og min kæreste, som jeg ikke aner, hvornår vil have børn??

Det er hårdt! Jeg forstår godt din skuffelse når du har forstået det som at I har aftalt det. Spiller din fysiske/psykiske (kan ikke lige huske hvilken en det var) tilstand ind i forhold til hans lyst til børn lige nu? Eller tror du bare han nyder friheden med at studere og have frihed med studiekammaraterne? Jeg ved jo ikke hvad han læser, men jeg synes at mit studie krævede meget tid, så jeg havde ikke lyst til at få børn under studiet. Men jeg ville også arbejde ved siden af og have tid til alt det sociale. Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg forstår at du er skuffet Og så må du tage snakken med ham igen og forventningsafstemme, så ved I hvor I står Du ønskes alt det bedste

Mange tak for svar! 

Jeg tror, at han er bange for, at jeg kan få det dårligt psykisk. Men ikke sådan, at han slet ikke vil. 

Han studie lige nu har været forberedende, så det rigtige starter først til september. Hvis han havde et år tilbage af et studie, ville jeg nok vente...Men fordi vi har min 3 år foran os, så kan jeg bare ikke vente. Ikke kun fordi jeg virkelig gerne vil nu, men også fordi jeg ikke ønsker at være 36, når vi bare begynder at PRØVE på at få første barn.

Han tænker bare ikke over det med alderen. Fordi han ikke behøver...men jeg tænker meget, at vi risikerer ikke at kunne få børn, for hver måned vi venter 

Tak for forståelsen for min skuffelse! Har følt mig urimelig...