chok over bonusbørn

Min mand prøver at opdrage sine børn som der aldrig er blevet sat krav til. Og børnene reagerer meget eksplosivt. Jeg har stor respekt for at han prøver, men jeg har svært ved at det skal lyde så voldsomt. De krav han vil have igennem er ikke voldsomme - rydde op efter sig selv, og denne hr gang lige gå de to minutter det tager i kiosken og købe noget vi har glemt. der er seriøst råb og skrig og ekstreme udbrud fra en 10-årig over at hjælpe til. børnene er 10 og 17 år. Jeg er i chok over børnenes reaktion. Jeg er kommet der til hvor jeg gerne vil have hjælp udefra til at håndtere dem. Den 10-årige plejer ellers at være ret medgørlig, men er ekstremt doven. den 17-årige plejer at have en aggressiv mur omkring sig og også ekstremt doven. normalt er det den ældste der reagerer alt for voldsomt. jeg kan ikke leve med at første respons er nej og det bliver kun ændret ved at min mand bliver vred. jeg ønsker for os alle at vi skal være harmoniske på en måde hvor det er naturligt at hjælpe hinanden og være der for hinanden. jeg ved ikke hvad jeg søger fra jer, måske at der er håb eller måske nogle pædagogiske redskaber - men det er min mand der har brug for dem, og han vil ikke have dem fra mig for det er hans børn. jeg søger nok bare håb for at vi kan ændre det. jeg prøver bare at give min mand moralsk opbakning og sige at forstår godt at det er svært og ofte hårdt.

Anonym skriver:

Min mand prøver at opdrage sine børn som der aldrig er blevet sat krav til. Og børnene reagerer meget eksplosivt. Jeg har stor respekt for at han prøver, men jeg har svært ved at det skal lyde så voldsomt. De krav han vil have igennem er ikke voldsomme - rydde op efter sig selv, og denne hr gang lige gå de to minutter det tager i kiosken og købe noget vi har glemt. der er seriøst råb og skrig og ekstreme udbrud fra en 10-årig over at hjælpe til. børnene er 10 og 17 år. Jeg er i chok over børnenes reaktion. Jeg er kommet der til hvor jeg gerne vil have hjælp udefra til at håndtere dem. Den 10-årige plejer ellers at være ret medgørlig, men er ekstremt doven. den 17-årige plejer at have en aggressiv mur omkring sig og også ekstremt doven. normalt er det den ældste der reagerer alt for voldsomt. jeg kan ikke leve med at første respons er nej og det bliver kun ændret ved at min mand bliver vred. jeg ønsker for os alle at vi skal være harmoniske på en måde hvor det er naturligt at hjælpe hinanden og være der for hinanden. jeg ved ikke hvad jeg søger fra jer, måske at der er håb eller måske nogle pædagogiske redskaber - men det er min mand der har brug for dem, og han vil ikke have dem fra mig for det er hans børn. jeg søger nok bare håb for at vi kan ændre det. jeg prøver bare at give min mand moralsk opbakning og sige at forstår godt at det er svært og ofte hårdt.

Hvordan er dialogen med moderen?

Kommer An på hvordan de deler børnene og samarbejdet er med deres mor , er jeg ked af at sige der nok ikke er det store håb og slet ikke hvis mor ikke gør noget selv . 

Vi har fuldstændig samme sinarie her , deaværre .. 

børnene er 10 og 8 år . De reagere ekstremt voldsomt ved en besked som er alm opdragelse som rydde af dække bord ikke sidde med telefon fra morgen til aften sige tak sige undskyld og hvad det ellers måtte være af alm opdragelse . 

Kommunikationen med mor er skyren dårlig som fakrisk ikke eksisterende overhovedet , og huk opdrager ikke på nogen måde , min kæreste har måtte gå fra en 7/7 ordning med ekstrem prægning hjemmefra mor af til en nu 10/4 børnene fungerede slet ikke og kunne slet ikke omstille sig eller være i det overhovedet , de sloges os ekstremt meget indbydes sparkede bed hinanden og meget mere . 

Jeg har selv 3 børn os en på 8 og en på 6 pr og sammen har vi en på 6 mdr de 3 børn skal os fungere og det gjorder de slet slet ikke da alt handlede om dem løse konflikter og sætte alm krav og opdrage som endte i konflikt hver evig eneste gang 

Anonym skriver:

Kommer An på hvordan de deler børnene og samarbejdet er med deres mor , er jeg ked af at sige der nok ikke er det store håb og slet ikke hvis mor ikke gør noget selv . 

Vi har fuldstændig samme sinarie her , deaværre .. 

børnene er 10 og 8 år . De reagere ekstremt voldsomt ved en besked som er alm opdragelse som rydde af dække bord ikke sidde med telefon fra morgen til aften sige tak sige undskyld og hvad det ellers måtte være af alm opdragelse . 

Kommunikationen med mor er skyren dårlig som fakrisk ikke eksisterende overhovedet , og huk opdrager ikke på nogen måde , min kæreste har måtte gå fra en 7/7 ordning med ekstrem prægning hjemmefra mor af til en nu 10/4 børnene fungerede slet ikke og kunne slet ikke omstille sig eller være i det overhovedet , de sloges os ekstremt meget indbydes sparkede bed hinanden og meget mere . 

Jeg har selv 3 børn os en på 8 og en på 6 pr og sammen har vi en på 6 mdr de 3 børn skal os fungere og det gjorder de slet slet ikke da alt handlede om dem løse konflikter og sætte alm krav og opdrage som endte i konflikt hver evig eneste gang 

årh, det lyder ikke godt Samarbejde med moren er langt fra optimalt for at sige det pænt. vi har børnene 14 dage og moren har dem i 14 dage. Så det er rigtig lang tid at leve med kaosset. Vi skal også til at tilføje en til familien og det barn skal ikke leve i kaos. Derfor er det vigtigt at der bliver rettet ind, ellers må jeg fravælge de store/finde en anden ordning. Jeg ønsker jo også for min mands børn at de får et velfungerende liv - men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre opgaven er for stor for mig og børnene er for skadede eller hvad man siger. Jeg håber virkelig at det lykkes min mand at opdrage børnene, for jeg føler mig som den onde stedmor, når jeg tænker tanker som at sætte mine biologiske børn først. Er det en god ide at søge hjælp ude fra?

Har hans forhold altid været sådan med børnene?

Og hvor længe er det siden, at din mands ex og din mand gik fra hinanden og I fandt sammen?

Puha lyder også lidt svært for børnene, 14 dage hvor de lever laissez faire og 14 dage med regler.

Man siger jo at den største kærlighedserklæring man kan give børn er faste rammer og grænser... så tænker din mand gør det helt rigtige.

Men måske reagerer børnene på noget andet? Ham på 10 er jo også præ-teen... 

Føler godt nok med dig, det lyder meget voldsomt og det er bare pisse hårdt.

Anonym skriver:

Har hans forhold altid været sådan med børnene?

Og hvor længe er det siden, at din mands ex og din mand gik fra hinanden og I fandt sammen?

Puha lyder også lidt svært for børnene, 14 dage hvor de lever laissez faire og 14 dage med regler.

Man siger jo at den største kærlighedserklæring man kan give børn er faste rammer og grænser... så tænker din mand gør det helt rigtige.

Men måske reagerer børnene på noget andet? Ham på 10 er jo også præ-teen... 

Føler godt nok med dig, det lyder meget voldsomt og det er bare pisse hårdt.

De har været fra hinanden i mange år. Og da vi var sammen havde de et on/OFF forhold virker det til. Jeg tror ikke at det har været nemt for børnene og særligt ikke for den ældste. De var ikke klar til at få børn den gang. Men de har forsøgt at få det til at fungere.

Jeg ved ikke hvordan min mand var inden jeg kom ind i billedet, men det lyder til ud fra det børnene fortæller at det har været ret kaotisk og hvis det er tilfældet, så forstår jeg godt at de synes at det er pisse hårdt når jeg forventer noget fra dem - selvom det er simple ting. Og så er det jo også pga mig at min mand prøver at opdrage dem nu. Jeg har grædt og sagt at jeg ikke kan holde til det. Og jeg vil ikke opdrage børn i er kaotisk miljø. Så vi skal snakke sammen igen om hvad vi skal/kan gøre. Jeg ved heller ikke hvad min rolle er. Jeg er ikke optimal for tiden  jeg mangler overskud og jeg kan ikke holde til aggressiviten fra den ældste. Jeg ville ønske at jeg havde masser af overskud og energi  det ville nok have hjulpet en del på vores situation. 

jeg ved ikke hvordan moren er, men jeg fornemmer ud fra børnene at der ikke er regler og rammer der. Det ville nok være godt at blive enige om nogle regler og rammer for børnene. Men jeg tror ikke at det lykkes. Jeg tror også at moren siger nogle upassende ting til sine børn om mig og det hjælper ikke det hele. Men jeg ved ikke om det passer. 

Jeg tror ikke at det er sundt for børn at have 2 hjem som de har her. Man har brug for en base som man kalder hjem. Jeg er bare fuldstændig lost og jeg ville ønske at jeg bare havde glæde og kærlighed at give i det uendelige men jeg er udmattet så mine tanker kører rundt. Men tak for dig input