Elskede ham ikke fra starten...

Jeg havde læst meget om det og jeg havde tænkt meget på, hvordan det føltes, ikke at elske sin baby fra starten og jeg havde meget svært ved at sætte mig ind i det - men nu har jeg prøvet det Og jeg ved, at der har været mange, der har skrevet om det herinde, men nu vil jeg også lige dele det med jer, der måske også har prøvet det.

Min førstefødte elskede jeg nærmest allerede inden jeg mærkede ham sparke i maven og i samme sekund jeg fik ham op til mig, så var han bare min og jeg var dybt forelsket og en rigtig løvemor, der nødig lod andre end far holde. Jeg var helt forgabt og jeg kan huske, at jeg googlede, om man kunne elske sin baby for meget...!

Nå, men så blev jeg gravid med nr. 2, der ikke var planlagt og kom lidt ubelejligt, da jeg ikke engang var færdig med at amme ham den anden! Jeg var stadig på barsel med nr 1 (da vi forlængede den, så egentlig var jeg hjemmegående) og var begyndt at nyde min frihed og glæde mig til at få et arbejde og komme ud igen... Da jeg så tog en positiv test!
Jeg svingede mellem glæde og frustration/udmattethed i graviditeten, men trøstede mig med, at når jeg fik baby, ville alle de negative følelser formentlig vige for baby-forelskelsen. Jeg havde en besværlig graviditet med frygtelig bækkenløsning og en enorm mave. Fødslen blev en led omgang, der endte i akut kejsersnit (ligesom den første) og med beskeden om, at jeg - til min store sorg - aldrig måtte føde rigtigt.
Jeg husker ikke meget fra mit første møde med min søn, da jeg lige var vågnet fra narkosen og desværre har fået en form for hukommelsestab og stort set intet husker fra opvågningen. Men jeg fik ham efter et par timer, tog ham straks op og ammede ham og derefter boede vi på barselsafsnittet i 2 dage, hvor vi lå hud mod hud konstant. Jeg synes han var sød, lille og dejlig, men det var slet ikke lige så overvældende som med den første. Og apropros den første, så brugte jeg nærmest lige så meget tid på at savne ham fuldstændig vanvittigt, ja, jeg kunne næsten ikke være i min krop for savnet af den lille gut
Så hvor der ved fødslen af den første kun var glæde over den lille ny i de første dage, så var der her splittede følelser.

Så kom vi hjem... og jeg følte bare ingen kærlighed for min nye baby. Jeg tog mig af ham, men jeg lå ikke og duftede til hans hår og talte hans små tæer i evigheder. Den første søn sov de fleste lure på mig eller hans far, ham her sov i sofaen eller vuggen. Og efter 14 dage begyndte han at skrige helt sindssygt og det endte med at jeg flere gange bare ønskede ham helt væk og kom til at sige til ham, at jeg ville ønske, at han aldrig var blevet født og at han bare kom i vejen. Tænk, at man kan sige sådan til sin spæde søn, der græder af smerte!!!

Jeg kunne nogle gange kigge på ham og føle, at han var fremmed. At jeg ikke vidste, hvem det var. Han var min søn, men jeg følte det slet ikke.

Jeg kunne føle, at jeg slet ikke have hjertet med i al hans pasning og pleje, men bare gjorde det per automatik.

Jeg følte, at han kom i mellem min store søn og jeg. Det var faktisk noget af det værste.

Jeg kunne ikke overskue hans evige gråd og måtte nogle gange bare lade ham ligge og græde i et lille minut, mens jeg selv tog en dyb indånding i et rum ved siden af.

Når han græd følte jeg bare irritation og afmagt. Ikke særlig meget medlidenhed med ham.

Når jeg viklede ham, gjorde jeg det bare fordi det var praktisk, ikke for at føle den dejlige nærhed med ham.

Jeg følte ingen kærlighed for ham, når jeg kiggede på ham. Han blev ramt af virkelig mange hormonknopper og arp, så det gik helt ned i øjnene, så egentlig syntes jeg, at han var lidt ulækker og heller ikke særlig køn

Og gråden fortsatte, så jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for ham! Jeg følte, at han heller ikke elskede mig og tit faldt han til ro, hos sin far - fordi han jo selvfølgelig kunne mærke, at jeg ikke lige "var der".


Jeg havde læst, at man langsomt kom til at elske dem, når de fik personlighed. Og nu nærmer han sig 3 måneder - og det var heldigvis sandt! Gråden er aftaget efter vi har været igennem et længere kiropraktorforløb og han er kontaktsøgende og smiler så meget nu. Han er glad, veltilpas og græder ikke så meget mere. Og jeg kan mærke, at jeg endelig er begyndt at få den der knugen af kærlighed i maven, når han kigger på mig. Og når han græder af mavesmerter, synes jeg, at det er synd og jeg trøster ham med nærvær. Og jeg tror faktisk, at jeg er begyndt at elske min lille, dejlige baby!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han kommer til at tage skade af de første par måneder, men jeg tror det ikke - for selvom han græd og jeg måske hviskede til ham, om han ikke bare ville kravle tilbage i maven, så holdt jeg trods alt om ham, vuggede ham, viklede ham, sang for ham og vadede op og ned ad gulvet natten lang.

Men nu ved jeg hvordan det er, ikke at elske sin baby fra starten og det er godt nok forfærdeligt! Og det ville jeg egentlig bare lige dele med nogen for det er virkelig meget at stå alene med!
(Ok, SP ved det også, men det er lidt noget andet)

Giver dig lige et kæmpe kram. Jeg elskede ingen af mine børn, før et godt stykke tid efter, de var blevet født. Jeg kan godt genkende dine følelser, og ved hvor hårdt, det er at komme igennem. Heldigvis ændrer det sig.

Det er ikke unormalt. Jeg elskede ikke min datter før hun var over 6-8 måneder. Nu kan jeg ikke forestille mig et liv uden. 

Stort kram til dig!

Jeg begyndte først at elske min datter efter 18 måneders tid. Hun havde “kolik” i over 2 år. 

Det aftog lidt, da hun fyldte et år. Og igen lidt mere efter 18 måneder. Men det er først her som 3 årig, at jeg kan sige, at jeg vil gå i døden for hende. 

Jeg trøster mig med, at jeg aldrig har gjort skade på hende. Altid har talt positiv til hende, altid har holdt hende, når hun har grædt og trøstet hende. Nej - hjertet var ikke med. Men hjernen vidste godt, at det her ikke var normalt. 

Jeg fik et sygt barn - et barn som er sygt for evigt (en genetisk sygdom)

Men jeg læste en så fin artikel, der netop handlede om en mor som elskede sine to børn forskelligt. 

Hun elskede den ene med lidt mere med hjernen og den anden lidt mere med hjertet. Det hjalp mig meget. Og langsomt accepterede jeg det. Jeg accepterer det stadig den dag i dag. 

Min datter er den sødeste, klogeste og dejligste her på jorden. Men det er først nu, jeg også kan se det med hjertet. Og heldigvis havde jeg en formodning om, at det ville komme. 

Jeg er så inderligt lettet over at læse at der er andre der har haft det som mig. Jeg havde verdens nemmeste graviditet med min 1., kunne hoppe og danse til 40+0, de eneste (ligegyldige) ting der var lidt træls var forstoppelse og en smule halsbrand den sidste uge. Graviditeten var planlagt og min kæreste og jeg glædede os sådan til at møde vores søn. Jeg talte hver eneste dag, jublede op når vi gik ind i ny uge, fordi “nu var baby på størrelse med en vandmelon!” og hvad ved jeg. Alt var lyserødt og perfekt i graviditeten. Men selve fødselsforløbet var ekstremt kaotisk, fostervandet var grønt, han var meget stresset og jeg havde så mange smerter fra veerne at jeg stort set intet kan huske fra fødselsforløbet - når jeg tænker tilbage på det, var det en totalt ud ad kroppen oplevelse med min sjæl i ét hjørne af lokalet og min magtesløse, smertefulde og tunge krop der bare lå der på briksen i den anden ende af lokalet. Det endte i et akut kejsersnit, jeg husker kun tingene i glimt. De gik med ham som han blev hevet ud, og jeg følte mig alene og bange, for de trak far med. Vi var indlagt i 4 dage, jeg kunne ikke amme selvom jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte. Der ville ikke løbe mælk til, og min søn græd og græd og selvom jeg helst bare ville have han skulle have lov til at få flaske, så følte jeg et pres fra omverdenen om at jeg bare skulle “tage mig sammen” til at få amningen op at køre. Vi kom hjem og det var hyggeligt, men han græd også meget. Jeg har heldigvis ikke været der hvor jeg ønskede ham bort, men jeg har grædt i kor sammen med ham. Han føltes ikke som min søn, jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med ham - og havde ofte lyst til bare at stikke af fra det hele. Jeg følte irritation og afmagt hver gang han græd og jeg sagde stille til ham at jeg synes det var synd at han havde valgt sådan en dårlig skodmor. Jeg har også ofte tænkt at jeg slet ikke egner mig til børn. Samtidigt fik min kæreste en fødselsdepression og det var også med til at ødelægge det hele lidt.

Men heldigvis kan jeg jo også sige at det kun bliver bedre for hver dag. Han er lige blevet 2 og er simpelthen fantastisk. Han er glad og trives og jeg elsker ham overalt på jorden, og kunne ikke forestille mig et liv uden ham. Men jeg bliver så ked af det når jeg tænker tilbage på det første halve år af hans liv - for jeg var ikke 100% i det, og jeg frygter også hver eneste dag om han kan have taget skade. Men jeg tog mig jo alligevel også af ham. 

Nu har min kæreste og jeg planlagt at vi skal lave nr 2 til efteråret, for vi vil så gerne have en mere, og vi synes at min søn skal have en søskende. Men jeg indrømmer blankt at jeg er ved at skide grønne grise over det - for jeg er så mega bange for at det vil tage mindst ligeså hårdt på mig - hvis ikke værre. Men jeg prøver bare at sige til mig selv at det nok skal gå, og så bilder jeg mig selv ind at jeg her 2. gang selvfølgelig nok skal få den perfekte fødsel og den overvældende babylykkerus når han/hun lander på mit bryst 

Pianist skriver:

Jeg er så inderligt lettet over at læse at der er andre der har haft det som mig. Jeg havde verdens nemmeste graviditet med min 1., kunne hoppe og danse til 40+0, de eneste (ligegyldige) ting der var lidt træls var forstoppelse og en smule halsbrand den sidste uge. Graviditeten var planlagt og min kæreste og jeg glædede os sådan til at møde vores søn. Jeg talte hver eneste dag, jublede op når vi gik ind i ny uge, fordi “nu var baby på størrelse med en vandmelon!” og hvad ved jeg. Alt var lyserødt og perfekt i graviditeten. Men selve fødselsforløbet var ekstremt kaotisk, fostervandet var grønt, han var meget stresset og jeg havde så mange smerter fra veerne at jeg stort set intet kan huske fra fødselsforløbet - når jeg tænker tilbage på det, var det en totalt ud ad kroppen oplevelse med min sjæl i ét hjørne af lokalet og min magtesløse, smertefulde og tunge krop der bare lå der på briksen i den anden ende af lokalet. Det endte i et akut kejsersnit, jeg husker kun tingene i glimt. De gik med ham som han blev hevet ud, og jeg følte mig alene og bange, for de trak far med. Vi var indlagt i 4 dage, jeg kunne ikke amme selvom jeg forsøgte og forsøgte og forsøgte. Der ville ikke løbe mælk til, og min søn græd og græd og selvom jeg helst bare ville have han skulle have lov til at få flaske, så følte jeg et pres fra omverdenen om at jeg bare skulle “tage mig sammen” til at få amningen op at køre. Vi kom hjem og det var hyggeligt, men han græd også meget. Jeg har heldigvis ikke været der hvor jeg ønskede ham bort, men jeg har grædt i kor sammen med ham. Han føltes ikke som min søn, jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med ham - og havde ofte lyst til bare at stikke af fra det hele. Jeg følte irritation og afmagt hver gang han græd og jeg sagde stille til ham at jeg synes det var synd at han havde valgt sådan en dårlig skodmor. Jeg har også ofte tænkt at jeg slet ikke egner mig til børn. Samtidigt fik min kæreste en fødselsdepression og det var også med til at ødelægge det hele lidt.

Men heldigvis kan jeg jo også sige at det kun bliver bedre for hver dag. Han er lige blevet 2 og er simpelthen fantastisk. Han er glad og trives og jeg elsker ham overalt på jorden, og kunne ikke forestille mig et liv uden ham. Men jeg bliver så ked af det når jeg tænker tilbage på det første halve år af hans liv - for jeg var ikke 100% i det, og jeg frygter også hver eneste dag om han kan have taget skade. Men jeg tog mig jo alligevel også af ham. 

Nu har min kæreste og jeg planlagt at vi skal lave nr 2 til efteråret, for vi vil så gerne have en mere, og vi synes at min søn skal have en søskende. Men jeg indrømmer blankt at jeg er ved at skide grønne grise over det - for jeg er så mega bange for at det vil tage mindst ligeså hårdt på mig - hvis ikke værre. Men jeg prøver bare at sige til mig selv at det nok skal gå, og så bilder jeg mig selv ind at jeg her 2. gang selvfølgelig nok skal få den perfekte fødsel og den overvældende babylykkerus når han/hun lander på mit bryst 

Og det skal nok blive rigtig godt, for hvem ved, hvilket barn du får næste gang? Det kan være et barn, der er rolig og glad, som ikke græder ret meget. En ting er sikkert, man får ikke to ens børn. 

Jeg håber for jer, at anden gang bliver nemmere end første gang.