Kolikbarn; skuffelse.

Jeg må lige vende nogle af mine tanker med nogle medmødre herinde...

Jeg er nemlig så frygtelig ked af det, for min baby er så frygtelig ked ked af det og tingene er slet ikke, som de burde være...

Inden jeg satte mig ned for at skrive denne tråd, skulle jeg lige til at tage milepælsbilleder af ham, I ved de der kort, man kan købe. "Jeg er nu 8 uger". Jeg havde købt de kort i forventningens glæde, da jeg var gravid. Min første baby var en umulius, aldrig glad, men altid grædende og utilfreds. Der var derfor mange ting, jeg aldrig fik gjort, da han var baby.

Jeg tænkte, at det ville blive bedre, når jeg var andengangsmor - det gik dog allerede lidt galt under graviditeten, da jeg fik slem bækkenløsning og var temmelig invalid. Der begyndte det at gå op for mig, at barnet i maven nok blev det sidste. Da fødslen endnu engang var elendig og endte i AKS, fik jeg at vide, at jeg kun kunne få kejsersnit fra nu af og derfortænkte jeg, at det her bliver vores sidste barn, selvom jeg egentlig havde håbet på 3. Det er for hårdt med bækkenløsning og kejsersnit. Det gør jeg ikke igen hverken overfor mig selv, min kæreste eller mine børn.

Så nu skulle jeg virkelig nyde mit spædbarn, for han ville blive det sidste! Jeg havde jo glædet mig til at have min egen baby siden jeg var lille og legede med dukker og eftersom det lidt var kikset med den første, så skulle jeg virkelig gøre det hele ordentligt nu.
Jeg anskaffede alle de ting, jeg havde ønsket mig til den første, men ikke fået købt, f.eks. de førnævnte milepælskort. Jeg glædede mig til baby-yoga og så videre.

Men. De første 14 dage gik godt og folk kom forbi og sagde, at det også bare var nemmere anden gang. At vi havde mere ro og det smittede af på sønnike osv.
Og så begyndte det. Skrigeriet. Søvnbesværet. Utilfredsheden. Og det har stået på i 4 uger nu og han er blevet så meget større, uden jeg overhovedet har opdaget det, fordi jeg bare har trøstet ham. Han græder i stort set al sin vågne tid. Og faktisk også når han en sjælden gang sover. Han er tjekket og årsag til gråden er ukendt, men han har ret ondt i maven og bliver samtidig hurtigt overstimuleret. Hver eneste vågenperiode ender i en voldsom skrigetur, før han kan sove og så vågner han efter kort tid og det hele starter forfra. Det er et rent helvede og da jeg så ville tage de milepælsbilleder i dag, så gik det op for mig, at jeg endnu engang er ved at "miste en baby". Han vokser og han skriger. Jeg kan ikke nyde ham, for hvem kan nyde det? Jeg sidder med høreværn og vugger ham i armene på toilettet kl. 3 om natten for ikke at vække den anden, mens han skriger og spræller så meget, at han næsten ikke er til at holde på.

Jeg får aldrig en baby til. Det er slut her. Jeg kom aldrig til at føde. Jeg kom aldrig til at få et dejligt spædbarn, for han ER ikke dejlig ham her, han er møgbesværlig! Og det var den sidste sgu også! Det er lige gået op for mig og det gør mig så uendelig trist. Ham her kan selvfølgelig stadig nå at blive bedre, men den anden blev først god, da han var 8-9 måneder.

Og nu skriger han vildt og voldsomt igen, så jeg må lukke af her og ja... trøste ham kan jeg ikke, men jeg kan da holde om ham. Og det vil jeg gøre nu. Og så skal vi til læge igen senere i dag. Der må da være en årsag.

Sikke et trist opslag :/ og på en måde kan jeg sagtens forstå dig .. alt det med at sidde og se på sin lille baby, nusse den og bare hygge føles væk, når man bare skal trøste og trøste ..

er han blevet tjekket for allergier? 

Kiropraktor..? Kunne måske hjælpe.

Kære dig!

jeg fik kuldegysninger af at læse dit indslag - jeg har været præcis hvor du er, dog kun en enkelt gang men med tvillinger. Jeg havde også håbet på flere børn, men jeg tør ikke udsætte familien for mere. 

Jeg anede ikke mine levende råd og ingen ville lytte til mig - jeg vidste at noget var galt, det var ikke “bare” skrigeri. Vi prøvede alt - også kiropraktor og fysioterapeut. Intet hjalp. Til sidst var der endelig en børnelæge som lyttede - det viste sig at de begge havde stille refluks, de kom i medicinsk behandling og vi fik nogle meget gladere og mere udviklingsparate børn. Desværre først som 15 mdr gamle, så jeg ved hvad du mener med at “miste en baby” på den måde.

jeg vil bare sige at jeg føler med dig og sender dig mange tanker. Prøv at læs lidt om stille refluks, måske du kan kende noget af det? 

De aller aller bedste hilsner

Anonym skriver:

Jeg må lige vende nogle af mine tanker med nogle medmødre herinde...

Jeg er nemlig så frygtelig ked af det, for min baby er så frygtelig ked ked af det og tingene er slet ikke, som de burde være...

Inden jeg satte mig ned for at skrive denne tråd, skulle jeg lige til at tage milepælsbilleder af ham, I ved de der kort, man kan købe. "Jeg er nu 8 uger". Jeg havde købt de kort i forventningens glæde, da jeg var gravid. Min første baby var en umulius, aldrig glad, men altid grædende og utilfreds. Der var derfor mange ting, jeg aldrig fik gjort, da han var baby.

Jeg tænkte, at det ville blive bedre, når jeg var andengangsmor - det gik dog allerede lidt galt under graviditeten, da jeg fik slem bækkenløsning og var temmelig invalid. Der begyndte det at gå op for mig, at barnet i maven nok blev det sidste. Da fødslen endnu engang var elendig og endte i AKS, fik jeg at vide, at jeg kun kunne få kejsersnit fra nu af og derfortænkte jeg, at det her bliver vores sidste barn, selvom jeg egentlig havde håbet på 3. Det er for hårdt med bækkenløsning og kejsersnit. Det gør jeg ikke igen hverken overfor mig selv, min kæreste eller mine børn.

Så nu skulle jeg virkelig nyde mit spædbarn, for han ville blive det sidste! Jeg havde jo glædet mig til at have min egen baby siden jeg var lille og legede med dukker og eftersom det lidt var kikset med den første, så skulle jeg virkelig gøre det hele ordentligt nu.
Jeg anskaffede alle de ting, jeg havde ønsket mig til den første, men ikke fået købt, f.eks. de førnævnte milepælskort. Jeg glædede mig til baby-yoga og så videre.

Men. De første 14 dage gik godt og folk kom forbi og sagde, at det også bare var nemmere anden gang. At vi havde mere ro og det smittede af på sønnike osv.
Og så begyndte det. Skrigeriet. Søvnbesværet. Utilfredsheden. Og det har stået på i 4 uger nu og han er blevet så meget større, uden jeg overhovedet har opdaget det, fordi jeg bare har trøstet ham. Han græder i stort set al sin vågne tid. Og faktisk også når han en sjælden gang sover. Han er tjekket og årsag til gråden er ukendt, men han har ret ondt i maven og bliver samtidig hurtigt overstimuleret. Hver eneste vågenperiode ender i en voldsom skrigetur, før han kan sove og så vågner han efter kort tid og det hele starter forfra. Det er et rent helvede og da jeg så ville tage de milepælsbilleder i dag, så gik det op for mig, at jeg endnu engang er ved at "miste en baby". Han vokser og han skriger. Jeg kan ikke nyde ham, for hvem kan nyde det? Jeg sidder med høreværn og vugger ham i armene på toilettet kl. 3 om natten for ikke at vække den anden, mens han skriger og spræller så meget, at han næsten ikke er til at holde på.

Jeg får aldrig en baby til. Det er slut her. Jeg kom aldrig til at føde. Jeg kom aldrig til at få et dejligt spædbarn, for han ER ikke dejlig ham her, han er møgbesværlig! Og det var den sidste sgu også! Det er lige gået op for mig og det gør mig så uendelig trist. Ham her kan selvfølgelig stadig nå at blive bedre, men den anden blev først god, da han var 8-9 måneder.

Og nu skriger han vildt og voldsomt igen, så jeg må lukke af her og ja... trøste ham kan jeg ikke, men jeg kan da holde om ham. Og det vil jeg gøre nu. Og så skal vi til læge igen senere i dag. Der må da være en årsag.

Puha, DET LYDER SOM MIT FORLØB... Dog uden kejser snit..... Årh... Du får en kæmpe krammer herfra... Det er sådan nogle hårde følelser at sidde med... Til tilknytningen er desværre svær at få fordi man ender med at blive så irriteret på sit barn af bare træthed og magtesløshed  hos mig / og vendte skrigeriet ved 6 mdr Ca... Jeg håber snart det er overstået. Kram herfra! 

Jeg kan følge dig 100 % jeg har 2 børn. Der er 5 år imellem dem. Den første havde kolik i 8 mdr. Alle sagde vi sagtens ku få en mere. Ingen børn er ens. Så vi ventede til vi var klar.  Nr 2 har også kolik, og umodne tarme. Han er syg og græder konstant. Det blev bedre ved 7 mdr. Men han græder stadig hver aften. Jeg husker han ikke som spæd. Husker kun gråd. Vi har været indlagt mange gange men uden nytte. Vi har prøvet alt. Kiropraktor, zoneterspi. Kranie sakral. Inter hjælper. Du må gerne skrive privat til mig hvis du har lyst. Jeg lytter gerne og kommer med råd hvis du har brug for det. Kæmpe kram herfra 

Jeg vil også anbefale dig at læse lidt om refluks, det kan komme i mange forskellige udgaver. Vores pige blev født for 7 år siden, dengang var det endnu ret ukendt at det IKKE kun drejer sig om børn der ikke tager på. Da vores pige endelig kom i behandling da hun var 5 mdr, gik hun på 24 timer fra at være skrigebaby til at ligge og pludre, og vi fik derefter en glad baby. 

Efterhånden tror jeg viden om refluks er blevet lidt mere udbredt, så læs lidt om det, og tag så en snak med lægen. Behandling er nem, ret dyr, men du kan få tilskud.

Jeg tænker også refluks, prøv at gå til lægen. 

Tusind tak for jeres svar! Dejligt at vide, at man ikke er den eneste, der står med de følelser. Det er meget hårdt at have det sådan og meget tabu-belagt, fordi jeg ikke "bør" være skuffet, for han fejler jo ikke noget alvorligt osv. osv. Så det var rigtig rart at læse jeres svar herinde. Ikke engang faderen til barnet forstår det. Han synes vist, jeg er lidt åndssvag.

Og jo - nu skal mit lille skrigende pus til børnelæge og undersøges for reflux. For godt nok tage han på, som han skal - faktisk mere end han skal! - men han skriger jo bare hele tiden. Men jo tror, at han spiser hele tiden for at trøstespise. Og jeg vil ikke affejes med at babyer skriger, umodent tarmsystem og det stopper ved 3 måneder den her gang! Er helt mørbanket af at gå rundt med ham på armen og sove med ham på brystkassen om natten. Og han er mørbanket, den stakkel og får tydelige anfald af stærke smerter. Det kan jeg høre på hans gråd.

Anonym skriver:

Jeg må lige vende nogle af mine tanker med nogle medmødre herinde...

Jeg er nemlig så frygtelig ked af det, for min baby er så frygtelig ked ked af det og tingene er slet ikke, som de burde være...

Inden jeg satte mig ned for at skrive denne tråd, skulle jeg lige til at tage milepælsbilleder af ham, I ved de der kort, man kan købe. "Jeg er nu 8 uger". Jeg havde købt de kort i forventningens glæde, da jeg var gravid. Min første baby var en umulius, aldrig glad, men altid grædende og utilfreds. Der var derfor mange ting, jeg aldrig fik gjort, da han var baby.

Jeg tænkte, at det ville blive bedre, når jeg var andengangsmor - det gik dog allerede lidt galt under graviditeten, da jeg fik slem bækkenløsning og var temmelig invalid. Der begyndte det at gå op for mig, at barnet i maven nok blev det sidste. Da fødslen endnu engang var elendig og endte i AKS, fik jeg at vide, at jeg kun kunne få kejsersnit fra nu af og derfortænkte jeg, at det her bliver vores sidste barn, selvom jeg egentlig havde håbet på 3. Det er for hårdt med bækkenløsning og kejsersnit. Det gør jeg ikke igen hverken overfor mig selv, min kæreste eller mine børn.

Så nu skulle jeg virkelig nyde mit spædbarn, for han ville blive det sidste! Jeg havde jo glædet mig til at have min egen baby siden jeg var lille og legede med dukker og eftersom det lidt var kikset med den første, så skulle jeg virkelig gøre det hele ordentligt nu.
Jeg anskaffede alle de ting, jeg havde ønsket mig til den første, men ikke fået købt, f.eks. de førnævnte milepælskort. Jeg glædede mig til baby-yoga og så videre.

Men. De første 14 dage gik godt og folk kom forbi og sagde, at det også bare var nemmere anden gang. At vi havde mere ro og det smittede af på sønnike osv.
Og så begyndte det. Skrigeriet. Søvnbesværet. Utilfredsheden. Og det har stået på i 4 uger nu og han er blevet så meget større, uden jeg overhovedet har opdaget det, fordi jeg bare har trøstet ham. Han græder i stort set al sin vågne tid. Og faktisk også når han en sjælden gang sover. Han er tjekket og årsag til gråden er ukendt, men han har ret ondt i maven og bliver samtidig hurtigt overstimuleret. Hver eneste vågenperiode ender i en voldsom skrigetur, før han kan sove og så vågner han efter kort tid og det hele starter forfra. Det er et rent helvede og da jeg så ville tage de milepælsbilleder i dag, så gik det op for mig, at jeg endnu engang er ved at "miste en baby". Han vokser og han skriger. Jeg kan ikke nyde ham, for hvem kan nyde det? Jeg sidder med høreværn og vugger ham i armene på toilettet kl. 3 om natten for ikke at vække den anden, mens han skriger og spræller så meget, at han næsten ikke er til at holde på.

Jeg får aldrig en baby til. Det er slut her. Jeg kom aldrig til at føde. Jeg kom aldrig til at få et dejligt spædbarn, for han ER ikke dejlig ham her, han er møgbesværlig! Og det var den sidste sgu også! Det er lige gået op for mig og det gør mig så uendelig trist. Ham her kan selvfølgelig stadig nå at blive bedre, men den anden blev først god, da han var 8-9 måneder.

Og nu skriger han vildt og voldsomt igen, så jeg må lukke af her og ja... trøste ham kan jeg ikke, men jeg kan da holde om ham. Og det vil jeg gøre nu. Og så skal vi til læge igen senere i dag. Der må da være en årsag.

Det er virkelig et trist opslag at læse. Jeg er oprigtigt bekymret for din lille baby, men også for dig. Jeg kan godt forstå det er hårdt, fordi min datter havde også kolik og skreg mere eller mindre det første år. Men jeg nikker ikke genkendelse til dine følelser på den måde, at du skriver at han ikke er dejligt, men blot møg besværlig.  Det kan din baby mærke. Hvis der ikke er oprigtig omsorg. Du skal snakke med din sundhedsplejerske om det, fordi det kan være at du har en fødselsdepression. Det skylder du dine børn, men også dig selv. Du skal have hjælp og helst i dag.