Min livslange barndomsveninde skal giftes, og jeg står og har et indre dilemma med mig selv.
Bør jeg holde en tale?
Jeg har kendt hende hele mit liv, og vi har været tætte da vi var små og teenagere. Hun fik barn i en tidlig alder, 17 år, hvilket vi stod sammen om, og hendes datter har en stor plads i mit hjerte stadigvæk den dag idag. Min veninde og jeg har et tæt forhold, ser hende lidt som den søster jeg aldrig fik. Selvom der går måneder mellem vi ses nogle gange, så fortsætter vi bare hvor vi slap som om intet var hændt. Vores forældre kender hinanden, de startede ud med vores mødre kom i samme mødregruppe.
Dog har vi i de sidste par år, ikke haft sååå stor kontakt igen. Det har været meget i perioder, og sådan set ‘helt naturligt’, da det er kommet efter man er opstartet fuldtidsarbejde, fået mand og børn og ja, hverdagen har egentlig bare gjort sit indtog. Og så bor vi også en 15 km fra hinanden, ikke at det er meget, men det gør også at det ikke er spontane besøg som sker mest af i hverdagen. Vi har heller ikke været de bedste til at bruge hinanden, men har alligevel formået altid at holde kontakten/samtalen kørende på messenger, via snapchats eller andre medier.
Jeg elsker hende, og uden tvivl intentioner om at vi skal være en del af hinandens liv, resten af livet. Så det er ikke fordi jeg føler, vores venskab er ved at ebbe ud i sandet. Men jeg føler bare heller ikke, at jeg er dér, hvor jeg syntes det er passende med en dybere tale til hendes bryllup. Jeg syntes lidt det er forbeholdt familien, og jeg har ærligt talt heller ikke rigtig lyst, da jeg ikke er et sted i mit private liv hvor jeg har tid og rum til at sammensætte en tale, med en dybere mening. Jeg har ikke lyst til at gøre det halvt, hvis det endelig skulle være. Min veninde ved jeg elsker hende, og jeg ved hun elsker mig. Vi ved hvor vi har hinanden, og har aldrig rigtig gjort os så meget i at flashe det, hvis man kan sige det sådan.
Jeg har egentlig fundet fred med, at jeg ikke holder en tale, da jeg hellere vil bruge tid og penge på en bryllupsgave i vores venskabs ånd. Men jeg mærker alligevel et vis pres, fordi jeg føler det måske er lidt forventeligt? Hendes kusine, som er toastmaster til brylluppet, har flere gange sagt noget a’la ‘husk lige at melde tilbage, hvis du skal noget på programmet’ mm. En af mine andre veninder har direkte sagt, at hun sagtens kan forstå mig og jeg det er en helt legal beslutning jeg har taget.
Det skal lige siges, at der selvfølgelig er de obligatoriske taler fra forældrene, brudgommen osv. samt jeg ved der også kommer et sjovt indslag fra nogle af hendes tidligere skolekammerater laver blandt andet. Så det er ikke fordi, der ‘mangler’ taler.
