Fravalgt for en hund

Altså det er dælme en aparte ting at skulle spørge om råd om. Måske ved jeg godt, at der ikke er andet for end at acceptere at sådan er det, men at det så handler om at udtrykke min sorg. Sorg over min far prioriterer sin hund over børnene og jeg. 

Min far er et stort legebarn. Min bonusmor i mindre grad, men stadig. Jeg havde altid troet han ville være en super engageret morfar, men sådan har virkeligheden ikke tegnet sig. Tvært imod er det ret begrænset hvad vi generelt har af kontakt og den er som regel initeret af mig. 

Jeg har ikke en forventning om at vi skal ses konstant eller at de skal stå klar til at passe børnene, de er stadig på arbejdsmarkedet og skal have lov at leve deres voksenliv nu børnene er fløjet fra reden. Men jeg er nu overrasket over, at engagementet er SÅ lidt. 

Det der i høj grad er problemet er,, at deres hund ikke kan med børn. Og deres hund er som deres barn. Så derfor kan vi ikke rigtig besøge dem pga hunden, med mindre de får den passet. Nu holder de påskefrokost for familien, og vi er ikke inviteret med, fordi de ikke kan få hunden passet. 

Og misforstå mig ikke, jeg vil da heller ikke risikere at hunden springer på børnene. Men det er fandme alligevel ydmygende at føle man bliver fravalgt for en hund. Og at man så ikke kan være med til et familiearrangement.. 

Min ældste er snart 9, og i de 9 år min søn har levet har de aldrig en eneste gang lavet noget alene med nogen af børnene.. Og det er jo selvfølgelig deres valg og ret, men derfor kan man jo godt alligevel blive ked af, at ens egen far er så uinteresseret, især når det er så uventet.

Jeg ville gerne snakke med dem om det, men de er typerne der straks går til modangreb hvis man tager noget op, der fylder og gør en ked af det, selvom man siger det på den pænest mulige måde og holder emnet på egen banehalvdel, så det nytter ikke rigtig.. 

... Så tilbage er der vel kun at acceptere og så bedst muligt forklare børnene, når de spørger, hvorfor vi ikke ser morfar og hans kone så tit.. Eller hvad? 

Nå, men ja, ville måske også bare dele min sorg. 

Øh kan de ikke bare have hunden inde i et andet rum?? 

Og hvis barnet er 9 år, kan han jo godt forstå at han ikke skal snakke med hunden og går vel derfor næppe indunder kategorien barn (i forhold til små børn der kan gøre uhensigtsmæssige ting ved hunden)  - nu ved jeg self ikke hvor gamle de andre er.

Og de kan vel også tage en tur i zoo eller andet "ud af huset" med dem, har i foreslået dem det for ellers er det måske svært at be om hvis det ikke ligger i kortene

Soonmom skriver:

Øh kan de ikke bare have hunden inde i et andet rum?? 

Og hvis barnet er 9 år, kan han jo godt forstå at han ikke skal snakke med hunden og går vel derfor næppe indunder kategorien barn (i forhold til små børn der kan gøre uhensigtsmæssige ting ved hunden)  - nu ved jeg self ikke hvor gamle de andre er.

Og de kan vel også tage en tur i zoo eller andet "ud af huset" med dem, har i foreslået dem det for ellers er det måske svært at be om hvis det ikke ligger i kortene

Det synes jeg jo, men det vil de ikke, det synes de er synd for den. Som sagt den er som deres barn. Og et barn ville man jo ikke sætte i et andet rum...

Hunden har ikke været sammen med børnene siden den store var 5, så jeg ved ikke hvor dens aggressivitet skiller. De har kort haft en adfærdstræner inden over men var ikke vedholdende i det. Men derudover er der jo også de to yngste.

Og jeg er helt enig med ture ud af huset. Men det ligger ikke i kortet - de er overhovedet ikke interesseret, derfor føles det som at skyde lidt ved siden af at opfordre til det. Ej men det er så træls. Og absurd.

Anonym skriver:

Altså det er dælme en aparte ting at skulle spørge om råd om. Måske ved jeg godt, at der ikke er andet for end at acceptere at sådan er det, men at det så handler om at udtrykke min sorg. Sorg over min far prioriterer sin hund over børnene og jeg. 

Min far er et stort legebarn. Min bonusmor i mindre grad, men stadig. Jeg havde altid troet han ville være en super engageret morfar, men sådan har virkeligheden ikke tegnet sig. Tvært imod er det ret begrænset hvad vi generelt har af kontakt og den er som regel initeret af mig. 

Jeg har ikke en forventning om at vi skal ses konstant eller at de skal stå klar til at passe børnene, de er stadig på arbejdsmarkedet og skal have lov at leve deres voksenliv nu børnene er fløjet fra reden. Men jeg er nu overrasket over, at engagementet er SÅ lidt. 

Det der i høj grad er problemet er,, at deres hund ikke kan med børn. Og deres hund er som deres barn. Så derfor kan vi ikke rigtig besøge dem pga hunden, med mindre de får den passet. Nu holder de påskefrokost for familien, og vi er ikke inviteret med, fordi de ikke kan få hunden passet. 

Og misforstå mig ikke, jeg vil da heller ikke risikere at hunden springer på børnene. Men det er fandme alligevel ydmygende at føle man bliver fravalgt for en hund. Og at man så ikke kan være med til et familiearrangement.. 

Min ældste er snart 9, og i de 9 år min søn har levet har de aldrig en eneste gang lavet noget alene med nogen af børnene.. Og det er jo selvfølgelig deres valg og ret, men derfor kan man jo godt alligevel blive ked af, at ens egen far er så uinteresseret, især når det er så uventet.

Jeg ville gerne snakke med dem om det, men de er typerne der straks går til modangreb hvis man tager noget op, der fylder og gør en ked af det, selvom man siger det på den pænest mulige måde og holder emnet på egen banehalvdel, så det nytter ikke rigtig.. 

... Så tilbage er der vel kun at acceptere og så bedst muligt forklare børnene, når de spørger, hvorfor vi ikke ser morfar og hans kone så tit.. Eller hvad? 

Nå, men ja, ville måske også bare dele min sorg. 

 Kender Til det der - Men her er det ikke en hund men bare at svigerfar ingen INGEN intresse har i vores børn, det gøre virkelig ondt da min egen far ikke er der mere 

men efter jeg var til parterapi, Kom vi ind på svigerfar 

Psykologen var klar, han er ikke intressert i os - Hvad skal man gøre?

Skrige elske vores barn i regnet? Han er ligeglad  

sikkert en omgang fis de ikke har tid til barnebarnet og hunden er så vigtigt - 

Han er bare ikke intressert i jer, det gøre virkeligt ondt, men sådan er det Deg siger Alt om ham og intet om jer -

I er fravalgt punktum, hunden er en undskyldning  

Jeg synes også det er meget forkert at I slet ikke er inviteret. Han kunne i det mindste sige noget lig: I må rigtig gerne komme, men vi har ikke mulighed for at få passet hunden, så det er op til jer om I vil risikere noget.. Jeg havde i protest nok droppet kontakten helt, men det kommer jo også an på hvordan man som person er, og hvordan forholdet har været.. Jeg er ret stædig hvad det angår  

I kan desværre ikke gøre noget, man kan ikke tvinge folk til at have interesse i sig selv eller sine børn. Og når de ikke laver noget med børnene udenfor huset, så viser de jo tydeligt de ikke har interesse.

Det må gøre skide ondt, især når det går udover ens børn.